Den hemmelige kanal DR K er en fejlagtig etikette i et sprog fra en industri-tidsalder, som vi i raketfart er på vej ud af.

 

Politiken skrev i starten af september 2013, at DR K er blevet den nye "hemmelige kanal"

 

Markedsmæssigt, kvalitativt – og public service-mæssigt – vil jeg derimod kalde kanalen for særdeles succesfuld. Insisterende på kvalitet på tværs af segmenter og med en beundringsværdig value-for-money, når man sammenligner med de øvrige, landsdækkende kanaler i public service-universet på DR og TV2. Og strategisk for ”Statsradiofonien”? Jamen, i den kontekst er DR K en så vigtig del af DR’s eksistensberettigelse, at den langt overstiger kanalens beskedne markedsandel.

 

Lad os prøve at kigge på realiteter, påstande og modpåstande.

 

DR K indeholder insisterende kvalitet på tværs af segmenter og beundringsværdig value-for-money, når man sammenligner med de øvrige, landsdækkende kanaler i public service-universet

 

”You are the content owners”

DR K er som udgangspunkt et klassisk tv-produkt, der angiveligt bygger på flow: altså tanken om, at programmer til en særlig målgruppe, lagt i den rette rækkefølge, kan trække brugere til – og fastholde dem. Men kulturkanalen er samtidigt en dyb boring i det oliefelt af programressourcer, som udgøres af DR’s gigantiske lagre af programindhold, der er ukendt for store dele af befolkningen. Måske fordi det er sendt for år siden. Og fordi det blev sendt på en kanal og på et tidspunkt, hvor det ikke nåede så mange seere.

 

Jeg mindes en strategikonference i DR for cirka 15 år siden, da jeg som chef for radioens chefredaktion havde inviteret den daværende direktør for Kunde & Co. i London, B.J. Cunningham, som inspirations-taler. En karismatisk brand-skaber – og en iskold forretningsmand af dem, der blev skabt mange af i Thatcher-tiden. Han havde blandt andet haft kommerciel succes med cigaretmærket DEATH, der blev solgt målrettet til de nyrige på diskoteker og i miljøer i Europa og i Rusland (Light-udgaven havde ”smagfuldt” nok navnet SLOW DEATH). En del af overskuddet ved salget gik som støtte til cancerforskningen. En mere ”usmagelig” keynote-speaker kunne man næppe forestille sig i en tid, hvor der var åben krig mellem chefredaktioner og produktionsområder i DR.

 

Men pointen fra B.J. Cunningham var en anden og mere uventet. Ikke den klassiske, kommercielle fordom om offentligt ejede virksomheder  - at den offentlige medie-ejer er for tung i røven til at lave moderne, tidssvarende medieproduktion. Snarere tværtimod – Cunninghams hovedbudskab var: Kære DR-ledere. I bør være blandt de lykkeligste mediefolk i verden, når man betænker, hvilke enorme ressourcer af programindhold, som befinder sig i jeres arkiver. ”… You are the content owners ...” Han sammenlignede med BBC, som han – trods sin kommercielle og liberal/konservative baggrund – betragtede som Storbritanniens vigtigste provider af kvalitativt medieindhold i elektroniske medier. Så fremtiden handlede ifølge Kunde & Co.-direktøren netop ikke om at tage ved lære af de kommercielle stationers programindhold – men snarere at finde nye veje/kanaler for de programindhold/de kompetencer, som man allerede har ejerskab til.

Det kunne være en salgstale for DR K, en halv snes år inden tv-kanalen blev en realitet.

 

DR K’s kvalitet

Tankerne blev realiseret ved etableringen af radioens digitale kanaler – under en overskrift skabt af DR’s sprognørdede radiodirektør, Leif Lønsmann: ”Vi skal ud til danskerne gennem alle revner og sprækker …” På de nye kanaler kunne man placere det programindhold, som ville være en ”showstopper” på de bredere kanaler – og så alligevel fortælle sine ejere/politikerne, at man skam fortsat har masser af super-smal programvirksomhed.

Og summen af digitale niche-kanaler viste sig hurtigt at fylde mere og mere i DR’s samlede markedsandel og var en af elementerne, der har gjort DR til kvantitativt og kvalitativt en af de stærkeste public service-radiofonier i Europa. DR K er utvivlsomt et tv-skridt i samme retning.

 

DR K er skabt til et modent/ældre tv-publikum, som er vokset op med en konventionel flow-tankegang. Og hvad er der egentlig galt i det? I en del år har hovedneurosen i public service været en angst for tab fremtidens mediebrugere. Det er forståeligt nok, når nu de nye mediebrugere hverken ejer ærbødighed for de traditionelle medier eller særlig forståelse for pligten til at betale licens. Men fremtidsangten har samtidigt udviklet et anakronistisk forhold mellem mellem ungdomsdyrkelsen (den helt berettigede kamp for at stoppe siveblødningen af de unge) og så den demografiske kendsgerning, at ”ældregruppen” bliver større og større. Gruppen bliver samtidigt mere og mere veluddannet og kan formentlig ikke i længden tilfredsstilles med de brede kanalers mainstream af x-faktorer, danseprogrammer, konditor-programmer, købe-hus-programmer, samlivsprogrammer og så videre

 

DR K er på banen med lange dokumentar-serier, kulturprogrammer, eksistensprogrammer – og i det hele taget en fjernsynsform, der har et mere afslappet forhold til opmærksomheds-hysteriet. Det er faktisk OK, at forklaringer tager tid, og at fortælleteknikker er mere afklarende og seriøse, end de er overraskende og pirrende. Ligesom det er OK at gense den serie, der gik over skærmen for en rum tid siden.

 

DR K er skabt i og til en overgangstid mellem flow og on-demand. Nørder som undertegnede kan såmænd godt tage sig selv i at sidde foran skærmen en aften og se to-tre serie-udsendelser i forlængelse. Egentlig med samme udgangspunkt, som når jeg tager et serie-maraton via mit HBO-abonnement. Omvendt viser seertallene, at kanalen også kan bruges til et kortere visit. Og hvis kanalen med tiden kan udvikle sig til et stærkere brand, kan den – flow eller ej – bruges som et ikon for særligt, lødigt og intelligent programindhold. Og herefter er det måske mindre vigtigt om kanalens indhold konsumerer i et flow eller hentes on-demand i DR’s arkiver.

 

For DR K leverer som brand indhold til både venstre og højre hjernehalvdel, og dét er det vigtigste. Distributionsformen er en teknikalitet. Derfor vil selv et mindre format som DR K kun bidrage til transformationen af tv-mediet fra at være en programmeret kæde af oplevelser, som proppes ned i halsen på seeren i den rækkefølge, som programredaktøren har bestemt, til at være et festmåltid af oplevelse, hvor man selv bestemmer indholdet, rækkefølgen og mængden af det, man indtager …

 

Er DR K så så lille?

 

Der er liv i de små cifre

Jo, DR K er en meget lille tv-kanal, når man taler rigid share (markedsandel). Men kigger man bare lidt nærmere på tallene, er der liv i de små cifre. I tiden fra årsskiftet til den 15. september i år havde kulturkanalen en share på 1,8. Det er faktisk en vækst på 34 procent i forhold til 2012 – den største i hele DR’s tv-portefølje. Kigger man på dækningen – altså, hvor mange danskere kanalen når i løbet af en uge – er tallet omkring 23 procent. Knap hver fjerde dansker har kontakt med kanalen i løbet af en uge. Det er interessant at sammenligne med elektroniske medieprodukter, som kunne falde i smag hos DR K’s seere. På radioens P1 er det (i sidste opgørelse fra gallups Radio-Meter) faktisk kun hver syvende dansker, der møder P1 på en uge. Og kigger man på Radio24syv – der givetvis koster danskerne tre til fire gange så mange millioner som DR K – når den nye taleradio blot hver 15. dansker på en uge. Mindre end halvt så mange danskere som DR K.

 

Og hvad koster den så, DR’s kulturkanal på tv?

Det er i realiteten umuligt at svare på for mennesker udenfor, selvom det er absurd i et brugerfinansieret medium. Licens er noget vi deler med hinanden, siger DR’s noget omklamrende kampagne for at få danskerne til at betale. Hvad pengene så konkret går til, holder Statsradiofonien i store træk for sig selv.

 

Den opmærksomme læser skal derfor vurdere det meget kritisk, når jeg påstår følgende om DR K’s økonomi: Hvor DR1 i personale- og programudgifter koster 300 til 400 mio. kroner, er udgiften til DR K formentlig et sted mellem 25 og 35 millioner kroner. Eller sagt lidt mere polemisk: Hele den samlede DR K-kanal koster formentlig ikke voldsomt meget mere end X Factor-projektet på DR1!

 

DR K er ikke hemmelig

DR kan stille med mange begrundelser for, hvorfor man ikke kan sammenligne ud fra disse tal. DR K har ikke sin egen nyhedsformidling. DR K bygger i høj grad sit indhold på arkivmateriale og/eller allerede frikøbte rettigheder.

 

DR K's kanalredaktør Flemming Hedegaard mener ikke selv, at DR K er en hemmelig kanal

 

DR K er en funktionalistisk tv-kanal, som slet, slet ikke behøver det samme management for at kunne drives som en full-scale tv-kanal. Men det ændrer ikke ved det faktum at ved at trække en beskeden del af økonomien ud af de konventionelle kanaler DR1 og DR2, har DR kunnet skabe en lille tv-kanal, som har både nytteværdi og licens-alibi, som er på niveau med de største:

 

- DR K er ideel stærk i forandringsprocessen af tv-mediet fra flow til ”on-demand”. Kanalen tilrettelægges som et samlet brand med tanker om lead-in og samlede seertal – og den er samtidigt en platform for anvendelse af DR’s programmer, når det vel at mærke passer brugeren.

 

-  Selvom seer-tiden (share) endnu er beskeden på kanalen, når DR K ud til en fjerdedel af befolkningen.

 

-  DR K fastholder licens-betalingsvillighed hos en gruppe DR-brugere, som med årene har følt vitamin-tabet på DR1 og på DR2. (DR1 skal nakke TV2, og DR2 er gjort mere strømlinet).

 

- DR kan udbygge en mere ”kommerciel” programlinje på både DR1 og DR2, fordi klassisk kulturstof og trosstof med beskedent seerpotentiale kan flyttes ud i nichen på DR K. Hokus-pokus: De store kanaler er frigjort til konkurrence – de små sikrer, at stoffet stadig sendes.

 

- Uanset seertal og økonomi udgør DR K’s programindhold et showroom for tv-programmer af særdeles høj kvalitet. DR K er selve materialiseringen af, hvorfor vi ikke kan undvære public service.

 

DR K er ikke hemmelig – den er godt gået!