Men hvad så med den anden halvdel? Er der måske en licensplaget lytter, der nu vil spørge? Er de så overflødige? ”Nej”, vil jeg svare. ”Det er de på ingen måde”. En del af den halvdel, der ikke er direkte nødvendige for programproduktionen, er behagelige for os, der producerer programmerne. Vi har en dejlig kantine, som har meget lange åbningstider. Så slipper vi for at smøre madpakker og sidde på vores kontorer i frokostpausen. Og det er meget rart. Vi har en masse orkestre, så vi slipper for kun at spille CD’ere, hvis vi skulle få lyst til at underholde lytterne med musik. Det er også meget rart. Og vi har en masse mennesker, der holder orden på vores ansættelseskontrakter og budgetter og lokalebookninger, eller som kontrollerer dem, der holder orden på vores ansættelseskontrakter, budgetter og lokalebookninger. Det er i og for sig også meget rart. Alle de rare ting indebærer nemlig, at vi, der laver programmerne, kan koncentrere os om det, vi er gode til. Nøjagtig som banken siger i reklamerne, vi skal.

Men jeg har stadig ikke nævnt de vigtigste af dem, der ikke laver programmer. Det er dem, der taler og holder møder. I Danmarks Radio har vi en hel bataljon af veluddannede, unge mennesker, der holder møder med hinanden. De har gået på RUC eller andre universiteter. De møder tidligt og går sent. Og de holder en mængde af møder, hvor de udvikler organisationen; eller den overordnede programplan; eller de enkelte programmer.

Hvor ung skal P3 være i forhold til P4?
Hvis nogen blandt lytterne tror, jeg er i gang med at antyde, de mennesker er overflødige, skal de lige rette sig op i stolen og koncentere sig. For nu siger jeg én gang for alle, hvordan jeg ser på sagen. De mennesker er ikke overflødige. Det er de flinke unge mennesker, der i samarbejde med radiodirektøren har fundet ud af, hvor ung P3 skal være i forhold til P4. De har fundet ud af, der skal være kultur på P2. Og minsandten om de ikke også har fundet ud af, der skal en hel masse mere eller mindre blødt samfundsstof her på P1 – fordi du kan lide det, og har din radio tunet ind på det lige nu. Det synes jeg er godt og fint alt sammen.

Min sans for orden og retfærdighed giver mig lyst til at tilføje en enkelt ting. Radiodirektøren er over 50 år gammel, og han har lavet radio hele sit voksne liv. Han har faktisk så meget erfaring i at lave radio, at han uden tvivl ville have truffet nøjagtig de samme beslutninger, hvis han havde overvejet sagen i diktatorisk enerum en formiddags tid. Men nu er der holdt en bunke møder om spørgsmålet. Den talmæssige dokumentation er tilvejebragt. Der er malet et passende dystert billede af en fremtid, hvor vi ikke laver vores sendeplan om. Det giver alt sammen mindre risiko for, at medarbejdernes organisationer, offentligheden eller vores sponsorer – som er det politiske system – pludselig går i baglås og blokerer de nødvendige, løbende tilpasninger af vores sendeplan. Så selvom alle møderne ikke har gjort nogen påvislig aktiv nytte, har de lige som sikkerhedsselen og styrthjelmen gjort en helt uvurderlig passiv nytte i processen.

En gang imellem bliver der ansat nogle unge, idealistiske mennesker, der gerne vil have os programmedarbejdere med til møderne om fremtiden, visionerne og al den slags. Det er vi ikke meget for. Vi har nemlig så travlt med at få det næste program klar, at vi slet ikke har nogen visioner eller noget klart billede af fremtiden. ”Hvis jeg i det mindste havde et klart billede af programmet efter det næste program”, tænker de fleste programmedarbejdere, når de bliver afkrævet visioner. Alligevel er det en god idé at gå til den slags møder. Det har min erfaring lært mig. De varer ikke særlig længe. Og hvis man medbringer en blok, tager lidt noter og kommer med et par indlæg, får den slags møder absolut ingen konsekvenser for noget som helst.

Spild af tid for de praktiske leverandører
Ud fra en snæver betragtning er alle møder, hvor man skal snakke om visioner og fremtiden og den slags, fuldkommen spild af tid for de praktiske leverandører af radio og fjernsyn. Men det ville være en graverende fejl at dukke op til møderne og smide grus i maskineriet. Og det ville være en endnu mere graverende fejl, hvis man råbte op til offentligheden om alle de nytteløse møder vi skal til og alt det konsulent-bullshit, vi skal høre på. For hvad ville der ske? Man ville blive ”et problem”. Der ville blive ”en sag”. Man ville kort sagt få søgelyset rettet imod sig. Og hvorfor i alverden skulle man udløse alle de negative begivenheder? For nogle få, korte møder, der ikke har nogen konsekvenser? Den form for destruktiv adfærd blandt programmedarbejdere går fuldkommen over min forstand. Møderne er en form for olie, der smører systemet, så det ikke knirker eller bryder sammen. Og systemet giver os – når man iagttager det helt køligt - lov til at lave alle de programmer, vi vil, uden nogen form for ydre indblanding. Hvorfor nogen kan finde på at brokke sig over så glimrende et system, går fuldkommen over min forstand.

Den sidste gruppe af uproduktive medarbejdere er den vigtigste. Derfor har jeg glemt den gruppe til sidst. Jeg taler naturligvis om vores chefer. Vores chefer er så vigtige, at de ikke kan komme til alle de interne møder, hvor RUC’erne taler om visioner og fremtiden og den slags. Cheferne er modtagere af de papirer, RUC’erne frembringer, men de laver noget andet og meget vigtigere end at producere papirerne. De holder møder med vores omverden.

Omverdenen skal blive ved med at støtte os
Meningen med de møder, vores chefer holder med omverdenen, er, at omverdenen skal blive ved med at støtte os. Hvis det var sådan, at Danmarks Radio havde nogle fuldkommen primitive og letfattelige succeskriterier, var det naturligvis ikke nødvendigt med alle de møder. I en privat virksomhed holder man for eksempel ikke nær det antal møder med omverdenen, man holder i en offentlig virksomhed. Det er ikke, fordi offentlige ledere er vilde med møder. Det er fordi succeskriterierne er så lette for en privat virksomhed. "Okay, kære aktionærer – vi har forrentet jeres kapital med 50 procent”. Det kræver ikke en hel masse møder at få det budskab til at synke ind. Men hvordan i alverden skaber man den opfattelse, at små programmer som Dahls Duel og hvad de nu alle sammen hedder, er en succes? Hvordan skaber man den opfattelse, at vores kæmpedyre orkestre er en succes? Hvordan skaber man den opfattelse, at en marginal kanal som DR2 er en succes? Det har ikke noget at gøre med ”at løbe rundt” eller ”at give overskud”. Det er først og fremmest et spørgsmål om tro. Den tro skal vores ledere indgive vores omverden. Derfor bruger de så meget tid på at snakke med den omverden.

Jeg fatter ikke de mennesker, der rakker ned på djøf’ere og ruc’ere og hvad ved jeg. De holder nogle få møder, man ikke skal forberede sig til. Og de træffer en hel masse beslutninger, man ikke behøver effektuere. Alt, hvad man skal gøre, er at møde frem – og for den beskedne ydelse, der måske tager fem eller ti dage om året, får man 355-60 dages arbejdsro. Det er da et godt tilbud. På samme måde med cheferne. ”Ja, Brian Mikkelsen”, siger generaldirektøren. ”P1 er fuldt af venstreorienterede abekatte. Dem skal jeg nok gøre noget ved”. ”Fint” siger kulturministeren, og så er de næste par års licens hjemme. Uden at programmerne af den grund vil blive lavet om eller nogen mennesker på nogen måde generer Jens Gaardbo, Gitte Lykkegaard, Poul Friis, mig selv eller nogen af de andre marxister-leninister på programfladen. Så ærlig talt: djøf’ere og ruc’ere og kortklippede chefer er da ikke ondskab. De giver arbejdsro under indtryk af, at organisationen er dynamisk; at den er under kontrol og at der sker en hel masse. Det er så smart, at man næsten får lyst til at citere Benny fra Olsen-banden: ”Skidegodt, Egon!”.