DONG og privatisering i fremtiden
Vi sælger, når prisen er god

Skrevet af
Historien gentager sig i privatiseringssager, fordi lignende sager i fortiden har sat en snæver ramme for argumentationen, som det er svært at bryde med. Det er en økonomisk diskurs, hvor det ikke diskuteres, hvorvidt man skal privatisere, men i stedet til hvilken pris, man skal gøre det. Men den heftige debat om DONG (gen-)introducerede via spørgsmålet om det forsvarlige i at sælge til Goldman Sachs de etiske argumenter for og imod salg af statslige virksomheder. Og selvom det ikke gjorde nogen konkret forskel nu, vil det måske være afgørende næste gang.
“Tjener staten nok?” Det spørgsmål har været omdrejningspunkt for debatter om (delvist) salg af statslige virksomheder, siden privatisering i 1990’erne gjorde sit indtog i dansk politik og blev et fast virkemiddel for skiftende regeringer. At der efter en privatisering ofte har været uforudsete konsekvenser og endda fortrydelse af salget, har ikke ændret på, at debatten forud for hvert salg har været stift rettet mod bundlinjen, og at argumenter med en bredere horisont er blevet negligeret i selve beslutningsprocessen.
 
En græsk tragedie med omvendt argumentationsproces
Ser man på det samlede hændelsesforløb, kan fortællingen om hvert salg sammenlignes med den græske tragedies spændingskurve: Dybt optaget af at nå sit konkrete mål indser protagonisten først for sent konsekvensen af sine handlinger. Selvom der efter hvert salg kan reflekteres over det, måske endda med tragisk generkendelse af salgets uhensigtsmæssighed til følge, gentages forløbet med jævne mellemrum. At generkendelsen ikke har virket fremadrettet skyldes, at hvert nyt salg indlejres i en fasttømret økonomisk diskurs, vi aldrig diskuterer på et grundlæggende plan.
 
Det ligger fast, at beslutningen om salget skal træffes ud fra profitmaksimerende hensyn, og derfor eksluderes alle øvrige forhold fra beslutningsprocessen; argumenter, der ikke er direkte økonomisk motiverede, kan godt dukke op i debatten om salget, men de tages ikke for alvor i betragtning.
 
Dette diskursive mønster er styrende for hver privatiseringsdebats konkrete argumentation, hvor den konstaterende fase (skal vi sælge?) ikke indgår, den definerende fase kun benyttes til at bestemme privatiseringens omfang (helt eller delvist salg?), og den evaluerende fase (er salget en god ide?) først optræder bagudrettet, mens omdrejningspunktet i debatten er selve handlingsanvisningen (hvad er den rette pris?).
 
Det er som om argumentationen i privatiseringsdebatter kun bevæger sig oppe i den advokerende fase, hvor man ikke diskuterer det grundlæggende, men kun konkrete løsninger. 
 
Det økonomiske hovedspor: Hvis prisen er rigtig, er alting godt
Mere konkret ser den typiske proces forud for et salg ud som følger: En statslig virksomhed er i økonomiske og/eller ledelsesmæssige problemer, et salg præsenteres som løsningen, købere melder sig, og der sælges til højestbydende. Men hvorfor er privatisering blevet en gængs løsningsmodel?
 
Professor Carsten Greve forklarer situationen således: ”Udgangspunktet for politikken er, at den internationale konkurrence på nogle områder udvikler sig dynamisk. Under de vilkår giver det ikke mening for staten at drive virksomhed alene og forsøge at følge med markedsudviklingen. Derfor skal staten enten afhænde sin ejerandel eller finde strategiske samarbejdspartnere/investorer.”
 
Det er denne antagelse om privatisering som det (eneste) hensigtsmæssige svar på statslige virksomheders udfordringer, der er blevet det alment accepterede politiske udgangspunkt og den intertekstuelt etablerede argumentationsramme for hver ny sag. Når en ny statslig virksomhed møder udfordringer, griber man til den tidligere anvendte løsning samt argumentationen for den, og da der generelt ikke stilles spørgsmålstegn ved det fornuftige i at sælge, drejes diskussionen hurtigt hen mod mere instrumentelle spørgsmål om, hvornår man bør sælge og til hvilken pris. Endvidere slås disse to spørgsmål ofte sammen, således at hvis prisen er den rigtige, så er tidspunktet det også. 
 
Tidligere privatiseringssager fungerer som en nærmest togskinneagtig struktur, hvor det synes åbenlyst, at man jo følger det spor, der allerede er lagt, frem for at lægge et nyt. Foto: Martin Lehmann/Polfoto
 
Intertekstualitet mellem privatiseringssager bestemmer forløbet
Ser man nærmere på det ovenstående, så forklarer det nok mønsteret, men svarer faktisk ikke på, hvordan det er blevet etableret. Svaret på det spørgsmål kan da også synes noget cirkulært, da mønsterdannelsen så at sige ligger i mønsteret selv. Med andre ord: Er der først blevet skabt et politisk handlerum for løsning af en type problemer, er der også opstillet nogle rammer for, hvordan fremtidige problemer af samme type skal håndteres – ligesom rammerne for debatten om løsningen dermed udstikkes. Og i en årrække har det været sådan, at privatisering udgjorde den dominerende – og derfor i det store hele uimodsagte – løsning på statslige virksomheders problemer.
 
Diskussionen bliver i hvert konkret tilfælde hurtigt rykket fra spørgsmålet om overordnede politiske mål til konkrete økonomiske midler, da den dominerende fortælling, eller det diskursive mønster om man vil, favoriserer privatisering som den mest effektive og mest rentable løsning.
 
Privatisering har været en del af den politiske dagsorden i Danmark siden Poul Schlüter, som var meget inspireret af den internationale partifælle Margaret Thatcher, var statsminister. Det blev dog ikke til det helt store: Man solgte statens aktier i Danske Biavleres Honningsalg A/S og Kryolitselskabet Øresund, der oprindeligt udvandt råstoffet kryolit på Grønland, men var blevet til en elektronik- og småkagevirksomhed
 
Man gør ikke op med noget, man ikke taler om
 At det ikke altid har været sådan peger naturligvis på, at mønsteret ikke er fuldstændig selvforstærkende; det opstod som et svar på de nye betingelser, der opstod i 1990’erne, herunder ikke mindst øget globalt pres for deregulering med den medfølgende opfattelse af, at økonomisk succes kommer af konkurrence på markedsvilkår (eller som ideologikritikere ville sige: fremkomsten af den neoliberale verdensorden). Det var her, at økonomisk gevinst blev indlejret som det dominerende argument for et salg, baseret på ideen om selvregulerende markeder, hvor udbud og efterspørgsel effektivt afstemmes i forhold til hinanden.
 
Ser man på det dominerende argument ud fra Toulmins model, er den uantastede (ofte ubemærkede) hjemmel, at hvis prisen er rigtig, så skal man sælge, hvilket fører til, at diskussionen kommer til at fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt prisen er rigtig. Har man først fået etableret det, følger konklusionen direkte: sælg! Mønsteret er altså godt nok dynamisk; det skal gentages for at bevare sin kraft, men det er også selvforstærkende, da nye runder af privatiseringsdebatten trækker intertekstuelt på erfaringer og argumenter fra tidligere debatter – og altså er indlejret i en grundlæggende antagelse om markedsøkonomiens konkurrencemæssige fordele, der er svær at gøre op med, fordi den sjældent italesættes direkte, men i stedet begrænser og styrer det argumentative rum.
 
At staten tjener nok på salget har tradition for at være tilstrækkeligt belæg for, at det er en god idé at privatisere.  Det er et mønster, som er dynamisk i og med, at det skal gentages for at bevare sin kraft, men det er også selvforstærkende, fordi nye runder af privatiseringsdebatten trækker intertekstuelt på erfaringer og argumenter fra tidligere debatter 
 
DONG og skepsis på sidesporet
Det i øjeblikket dominerende mønster har senest manifesteret sig i debatten om DONG-salget, hvor især Bjarne Corydon har været endog meget kontant i sin afvisning af ikke-økonomisk orienterede argumenter, der har rakt længere ud end den konkrete kontekst for salget. Således begrundede Corydon salget af de famøse 19 procent af DONG-aktierne til Goldman Sachs med, at den amerikanske investeringsbank gav det bedste bud.
 
Indvendingerne mod dette argument lægger sig så at sige som sidespor til det profit- og markedsorienterede hovedspor, og selvom mange fulgte disse sidespor i den bredere offentlige debat, så fik de ikke lov at få indflydelse på den politiske beslutning. I stedet blev diverse indgange til hovedsporet lukket med argumentet om, at man må holde sig til den forhåndenværende sag – altså, til den konkrete økonomiske gevinst uden yderlige hensyn.
 
Argumenter, der byggede på hjemler af bredere økonomisk (vil Goldman Sachs’ investeringsmetoder også på lang sigt faktisk være til DONGs fordel?), juridisk (vil Goldman Sachs’ skattetekniske løsninger også i fremtiden være lovlige?) eller etisk (bør man sælge til en af finanskrisens hovedskurke?) karakter, blev afvist som uden relevans i forhold til den dominerende hjemmel om salg til rette pris. De var uforenelige med det argument, som tidligere sager havde etableret som referenceramme.
 
Finansminister Bjarne Corydon svarer på spørgsmål under samråd på Christiansborg om salget af Dong aktier til investeringsbanken Goldman Sachs. Og måske fordi salget netop var til GS med det griske rygte, var reaktionerne på salget så voldsomme, at der blev introduceret nye overvejelser i den offentlige debat om privatisering, som regeringen (nuværende og kommende) nok dårligt vil kunne sidde overhørig i det lange løb. Foto: Stine Bidstrup/Polfoto
 
På vej mod et sporskifte?
Selvom protesterne mod DONG-salget var mere højlydte, og de betænkeligheder, der ellers mestendels har vist sig som tragisk generkendelse, dermed var mere nærværende end i tidligere gennemspilninger af privatiseringsforløb, så fik de ikke indflydelse på beslutningen om salget. Man kan dog overveje, om den heftige debat om salget har udlagt et nyt spor for kommende privatiseringssager, om der er sket et skifte i det diskursive mønster.
 
Bjarne Corydons nyeste udmeldinger om udlicitering af velfærdsydelser tyder ikke umiddelbart på, at de politiske beslutningstagere har skiftet spor, men der er blevet introduceret nye mønstre i den bredere offentlige debat, som regeringen (nuværende og kommende) dårligt vil kunne sidde overhørig i det lange løb. Dermed kan man sige, at gentagelsen af privatiseringsdebatten i denne runde har været en gentagelse med en forskel. Men hvilken forskel vil den gøre for kommende debat- og beslutningsforløb?
 
Bredere betænkninger inkorporeret i eksisterende spor
Debatten om DONG-salget har næppe rykket ved, at privatisering er bredt accepteret som en legitim og oplagt løsning på statslige virksomheders udfordringer, men sandsynligvis vil beslutningen i kommende privatiseringssager skulle begrundes i andre hensyn end de snævert økonomiske. I hvert fald er disse nu blevet introduceret i debatten op til et salg i stedet for kun at figurere efter salget, og det kan betyde, at de i fremtiden ikke kan ignoreres, hvis de ansvarshavende politikere skal bevare deres legitimitet. Altså, måske er det ikke længere muligt at udgrænse overvejelser om salgets bredere kontekst fra selve beslutningsprocessen.
 
Et flertal af befolkningen var imod salget af DONG til Goldman Sachs (om end ikke imod et salg som sådan) og har dermed oplevet at få deres betænkeligheder, hvad enten de var funderet i en bredere økonomisk horisont, i (kommende) lovgivning eller i etiske overvejelser, jordet af det snævre argument om umiddelbar økonomisk vinding. Dermed er der opstået en opmærksomhed om sådanne overvejelser som andet og mere end generkendelse, og en fortsat negligering af overvejelserne under selve sa(l)gsforløbet kan få helt andre og for demokratiet langt mere tragiske konsekvenser.
 
Der er meget der tyder på, at nye privatiseringssager er på vej i ikke forfærdelig fjern fremtid. Og her bliver det afgørende, om de forretningsetiske overvejelser, der kom i spil i DONG-sagen, er kommet for at blive. Skærmbillede: politiken.dk
 
Argumentationen i næste privatiseringssag bliver afgørende
Men hvordan kan spørgsmålet om, hvorvidt staten tjener nok, udvides til at indbefatte andre former for valuta end den kortsigtede gevinst? Altså, en ting er, at de bredere overvejelser af etisk såvel som juridisk karakter nu eksisterer i debatmæssige sidespor, som politikere, der ikke vil miste deres folkelige opbakning og legitimitet, ikke helt kan ignorere, men hvordan kan selve beslutningsprocessen flyttes ud af det økonomiske hovedspor?
 
Det har ikke bare været spørgsmålet i den danske kontekst, men også et omdrejningspunkt for den debat om reform af den finansielle sektor, som fulgte i kølvandet på den globale finanskrise. Her har det, trods erkendelsen af det eksisterende systems mangler, vist sig yderst vanskeligt at indføre regulering, som ikke henholder sig til den markedsøkonomiske grundantagelse.
 
Om DONG-salget har ført til ændringer af det danske diskursive mønster, der bryder afgørende med hjemlen om, at man skal sælge, hvis man får den rette pris, og åbner for argumenter af mere evaluerende, definerende og måske endda kontrasterende art, vil først den næste store privatiseringssag vise. 
 

Giv din stemme

13 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

49 JOB

Vicedirektør og kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 27. november

Chefkonsulent

Frist: 27. november

Redaktør

Frist: 13. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.