Don’t worry – det’ bare spin…

Lotte Hansens bog om spin har høj underholdningsværdi. Læseren får en personlig beretning fra magtens korridorer, spin-ekspertens iagttagelser fra sidelinjen og journalistens erfaringer med modspin. Alt sammen krydret med en mild dosis teori og serveret i en letlæselig og underholdende form. Forfatterens mange kasketter bliver dog et problem for fremstillingen.

Inside fra Slotsholmen
Bogen indeholder fem kapitler og indledes med en spændende selvbiografisk beretning om forfatterens møde med DR-Rapportens hårdkogte journalister. På det tidspunkt er hun ny i spinfaget og skal forsvare en umulig sag om ubrugelige tilstandsrapporter for Boligministeriet. På samme måde, men med varierende synsvinkel, belyser forfatteren igennem hele bogen forskellige problemstillinger med illustrative eksempler om boligmangel, hashklubber og stregkoder i sundhedsplejen. De fungerer godt og gør bogen til en spændende læseoplevelse. Men det er problematisk, at detaljeringsgraden i eksemplerne er langt større, når Lotte Hansen optræder som insider fra ministerierne på Slotsholmen, end når hun som kommentator betragter andres spin. For med detaljerne kommer forståelsen, og fra sidelinjen bliver det for nemt at fælde dom over andres spin.

 

2500 år gammelt spin

I bogens første kapitel definerer forfatteren spin ud fra to skalaer: 1) En sandhedsskala, der går fra sandheden over tavsheden til løgnen, og 2) en indholdsskala, der går fra fakta imod processer og personfnidder. Denne sondring fungerer godt som analyseredskab til at kortlægge spindoktorens aktiviteter. Men forfatteren insisterer på et ikke-absolut sandhedsbegreb, som desværre ikke defineres nøjere – og det bliver et problem for kvaliteten af de mere normative betragtninger om spin, hun leverer i bogens senere del. Uden et mere klippefast afsæt for hendes kritik kan den nemt affærdiges som et udtryk for forfatterens egen mening, der kan være lige så god (eller dårlig) som enhver andens.

 

Der trækkes i bogen tråde tilbage til antikkens Grækenland, hvor sofisterne med rette anskues som en slags forløbere for nutidens spindoktorer. Vores viden om disse datidens rådgivere i politisk kommunikation har vi især fra Platon, som var deres største kritiker. Platon troede på en absolut sandhed, og sofisternes mere pragmatiske tilgang til det politiske var en torn i øjet på ham. På den måde kan Platons opgør med sofisterne læses som den første debat om politisk form og indhold. Forfatteren inddrager også andre tanker om politik, offentlighed, legitimitet og rationalitet fra Rousseau, Kant, Weber, Habermas og Luhmann. Det er velvalgte stemmer – også i en nutidig debat om spin, som alt for ofte fremstår historieløs – som om problemstillingen er dukket op samtidig med spinbegrebet i løbet af 1980’erne. Men teoretikerne levnes ikke meget taletid, og deres bidrag fremstår alt for forenklet. Man bliver som læser ikke meget klogere af de teoretiske henvisninger, som mest af alt fremstår som ikoniserede ornamenteringer.

 

Det hele går ad HT, og ingen kan gøre for det

I kapitel 2 redegør forfatteren i en meget Luhmann-inspireret analyse for, hvordan interaktionen mellem det politiske system og mediesystemet på grund af en række bl.a. tekniske faktorer trækker den moderne borgerlige offentligheds treenighed af politikere, medier og vælgere ind i en nedadgående spiral. I Luhmanns system-univers er der ikke nogen central garant for orden, ret og rimelighed. Hvert delsystem – det politiske, det mediemæssige osv. – fungerer i kraft af selvbestaltede professionelle normer. Dermed kommer mediernes deadlines, konstante meningsmålinger og person- og følelsesfokus til at forskyde det journalistiske perspektiv fra den politiske substans til underholding og personintriger. Pointen hos Luhmann er, at der ikke findes nogen at placere ansvaret hos. Om Lotte Hansen fuldt ud deler denne overbevisning, melder historien ikke noget om, men det er tydeligt, at hun har en vis sympati for Luhmanns systemer.

 

I kapitel 3 får læseren en udmærket introduktion til, hvordan spindoktoren som politisk ansat embedsmand er kommet ind i det politiske system, og hvilke faldgruber det indebærer i form af loyalitetshensyn til den minister, man arbejder for. Ligesom i det foregående kapitel er holdningen til spin ret pessimistisk, og det bliver ikke meget bedre i kapitel 4, som handler om valgkampspin:

Med afsæt i den tilbagekommende debat om stregkoder i sundhedsplejen serveres et yderst pessimistisk billede af, hvordan kampen om midtervælgerne har ført til konforme budskaber, som skønnes at falde i vælgernes smag.

 

Positive toner

Bogens sidste kapitel er interessant, fordi forfatteren her gør sig til talsmand for et mere strategisk spin, som angiveligt er mere ærligt, dvs. mindre manipulerende. Læseren får dog ingen egentlig forklaring på, hvordan sammenhængen er.

 

Lotte Hansens sondring imellem de forskellige niveauer af spin harmonerer med gængse sondringer mellem det operationelle, det taktiske og det strategiske niveau. Der redegøres for det langsigtede perspektiv med at påvirke samfundsdiskurser på det strategiske niveau. Men det står lidt uklart hen, hvordan påvirkningen af samfundsdiskurserne på det det strategiske niveau er forbundet med de lavere niveauer, hvor omsætningen af strategi til handling må formodes at finde sted. Og det er synd, for i modsætning til bogens generelle pessimisme over for politisk spin ser forfatteren anderledes

positivt på den strategiske spin.

 

Som eksempel på det klassiske og manipulerende spin nævnes daværende spindoktor Carsten Mai, som dækkede over sin minister ved at lyve om dennes overholdelse af sin bopælspligt. Her er man ikke i tvivl om, at det var dårligt spin – måske især fordi det blev opdaget. Men der er vel næppe nogen garanti for, at man holder sig til sandheden, blot fordi man har mere langsigtede og strategiske målsætninger? Forfatteren skylder her en ordentlig forklaring på sin sondring mellem ’traditionelt’ og ’strategisk’ spin.

 

Modigt men problematisk projekt

Når man som Lotte Hansen igennem en årrække på den ene eller den anden side har været en del af det omsiggribende spindoktori, kræver det et vist mod at skrive en bog, der anlægger et kritisk fokus på fænomenet. Bogen ligner derfor et kærkomment bidrag i spin-debatten. Men bogen vil for meget, og det spænder ben for de gode intentioner.

 

En af bogens svagheder er insider-beretningerne. Som spindoktor spinner man i sagens natur på andres vegne. Det betyder, at eventuelle afsløringer af egne (u)gerninger i det politiske spins tjeneste nødvendigvis må involvere en udlevering af den politiker, man arbejder for. Men der kommer ingen saftige afsløringer i bogen. Har Lotte Hansen bidraget med gråzonespin, er hun sympatisk nok loyal over for sine tidligere opdragsgivere.

 

Lottes pæne spin – og de andres beskidte

I stedet tegner bogen et noget rosenrødt billede af Lotte Hansens bedrifter som spindoktor i Bolig- og Erhvervsministerierne. Uanset om dette billede beror på en sandfærdig fremstilling eller skyldes diskretionshensyn, så bliver det et problem for den samlede fremstilling. For selv om forfatteren ikke plæderer for, at spin er godt eller skidt, så skelner hun skarpt mellem det gode og det dårlige spin. Som nævnt har forfatteren svært ved helt nøjagtig at definere forskellen på det gode og det dårlige spin (omend hendes eget må formodes at høre under den første kategori). Uden at det bliver helt præciseret, får man som læser indtrykket af, at det store spin-syndefald indtræffer ved VK-regeringens professionalisering af den politiske kommunikation i forbindelse med 2001-valget. Det er nogenlunde samtidig med, at Lotte Hansen skifter synsvinkel fra inside beretningen som spindoktor til at være politisk iagttager på sidelinjen. Og fra sidelinjen er billedet langt fra rosenrødt.

 

Enhver er sig selv nærmest, og det er klart, at Lotte Hansen kan berette fra sine egne oplevelser med langt større indfølingsevne, end når beretningen handler om andres spin set fra sidelinjen. Men der sker for meget, mens Lotte Hansen skifter synsvinkel fra politisk insider til politisk kommentator. Det gør, at man som læser kommer i vildrede: Oplever forfatteren spinnet som værre, fordi det rent faktisk er blevet værre? Eller skyldes det, at Socialdemokraterne er bedre til at jamre over konkurrenternes spin? Eller er forklaringen den banale, at alting opleves mere nuanceret og med større forståelse, når man selv er en del af det? Og at det omvendt er langt nemmere for Lotte Hansen at fyre en bredside kritik af, når hun betragter fænomenet spin på afstand? Disse uklarheder giver bogen et troværdighedsproblem, som en god spindoktor burde have taget højde for.

 

Trods bogens umiddelbare underholdningsværdi (som er ganske høj), står man som læser tilbage med en lidt for uklar fremstilling, som hævder, at spin har eksisteret siden sofisterne (don’t worry). Men samtidig er fænomenet blevet værre i løbet af det seneste årti (do worry) – omend forfatteren vægrer sig ved at definere et solidt grundlag for sin kritik. Men der er håb (don’t worry), for strategisk spin er mere ærligt. Det må vi som læsere så tro på, for vi får ikke rigtig nogen overbevisende forklaring i bogen. Men det er måske bare spin…

 

 

 

Lotte Hansen "- og spin", 136 sider, Gyldendal  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job