Højrefløjens svar på de analytisk kommunikerende venstrefløjspolitikere er mænd, der enten styrer et mediekonglomerat eller har et sportshold. Berlusconi, Bloomberg og Bush er imidlertid ikke de første. Mediekonservatismen fader var William Randall Hurst, om hvem Orson Welles lavede "Citizen Kaine". Han var den første højrefløjspolitiker, der brugte et selvejet mediekonglomerat som platform for en politisk karriere.

Hurst erhvervede Cosmopolitan, Chicago Examiner, the Boston American, the Daily Mirror, and Harper's Bazaar udover The New York Journal og the San Francisco Examiner, som han havde arvet. Han brugte sin mediemaskine til at agitere for en aggressiv, nationalistisk amerikansk udenrigspolitik, og til at bære ham ind i Repræsentanternes Hus.

Mange år senere, i slutningen af firserne, ramte en politisk komet et lamslået Europa. Silvio Berlusconi brugte skamløst sine landsdækkende medier til at promovere sit højrepopulistiske partiprogram, der som navn tog mottoet fra fodboldgiganten AC Milans tilhængere. Forza Milan blev med en meget lidt subtil reference ændret til Forza Italia. Efter 90'ernes venstrefløjsstyre i Italien er Berlusconi tilbage i fuldt firspring, og bruger blandt andet sine tv-stationer til at kaste mudder efter det italienske retsmaskineri, der forsøger at få ham dømt for en lang række anklager for en blandet pose af økonomiske forbrydelser.

I USA er '80'er konservatismens genopstandelse kommet øverst på verdens politiske podium ved hjælp af en mand, der byggede sin politiske karriere på et baseballhold. Texas Rangers er det populære texanske baseballhold, Bush jr. erhvervede sig for familiens oliepenge. Var det en god forretning? Nej. Men han kunne da heller ikke være mere fløjtende ligeglad. Næst efter football-holdet Dallas Cowboys var Rangers det mest populære underholdningsforetagende i Texas, og det blev afsæt for en karriere der først bar ham til guvernørsædet i Texas og endeligt til Det Hvide Hus. Da undertegnede boede ikke langt fra Bush jr. i '92, mens Clinton førte valgkamp mod jr.'s far, var det hvermandsviden, at George Bush jr. havde ambitioner i retning af at overtage fatters job i Washington. Baseballholdet var en god medieplatform, der lugtede nok af lokalpatriotisme til, at han fik guvernørembedet i Texas.

Sidste år kom så Bloomberg til magten i New York. Han har også ambitioner om Det Hvide Hus, og han har et milliard-medieforetagende til at bakke ham op. Det gjorde ham blandt andet i stand til at bruge et beløb i omegnen af en milliard kroner på at blive valgt som borgmester i New York. Et hans kerneprojekter er at skaffe olympiaden til New York.

Mediemogulerne der selv kan få deres politiske projekter kanaliseret ud, uden at skulle bøvle med kritiske medier og succesfulde sportsklubber med deres enorme medieplatform, er helt afgjort en af fremtidens mest konkurrencedygtige politikformer. I Europa har vi udover den allerede omtalte Berlusconi også Malagas korruptionsanklagede borgmester Jesus Gil y Gil, hvis politiske potens hænger tæt sammen med hans ejerskab af den populære arbejderklub Atletico Madrid. Man må heller ikke glemme den nu løsladte Bernard Tapie fra Olympique Marseille ( Han måtte ruske tremmer for at "fixe" fodboldkampe). Han var som den eneste af de nævnte nominelt venstrefløjspolitiker, men hans socialistiske engagement var vist mest af navn. Det var det eneste parti, man kunne være medlem i, i det fattige Marseille. Jeg behøver slet ikke at fortælle om Peter Brixtoftes koordination af fodbold og sport og hans politiske Farum-projekt, der allerede for år tilbage gav ham tilnavnet "Nordsjællands Berlusconi". Hans landspolitiske ambitioner døde ikke i hans sports-populistiske strategis fejlbarlighed - men i druk.

Underholdningsindustrien er ikke færdig med at levere politikere. Langt fra. Fodbold generer eksempelvis så stærk en brandloyalitet, at det er logisk at overføre det til andre produkter, det er jo det sponsorer udnytter. Så her er et scenario, undertegnede selv tror på:

Inden for fem år går Flemming Østergård ind i politik for Det Konservative Folkeparti. Med en kreds i Storkøbenhavn kunne han jo omdøbe sloganet "Byens Hold" til "Byens Mand", og hans politiske program ville selvklart hvile på hans økonomiske succes og hans "visionære" organisation, som han og de konservative vel ville mene, mangler i politik. Han ville være guld værd for de konservative, der aldrig har haft fat i københavnerne, og derudover er komplet uden profiler, der har et mediekendskab der bare minder om Don Ø's. De konservative ville jo gerne være forretningsmændenes parti, og i dag har Flemming Østergård overtaget Klaus Riskjær Petersen rolle som erhvervslivets medieluder. Sidstnævnte havde jo også et kort politisk intermezzo med Venstre.

Så kan man spørge: Ville danskerne vælge Flemming Østergård? JA, FOR FANDEN DA! Den valgkampagne ville undertegnede gerne køre, det ville være det letteste kommunikationsjob i Danmark. Formiddagsbladene og tv-stationerne elsker Flemming Østergård. Han lukker kameraet med en tur i den private speedbåd, og tuder på kommando, når en journalistdulle spørger ham, om der er noget, der har været svært i hans liv. Højrefløjen ville elske hans økonomiske "visioner" og "iværksætterånd". Samtidigt ville han med afsæt i og henvisen til FCK kunne besnære det fodboldfolk, der vel ikke normalt stemmer udpræget konservativt.
Kort fortalt, ville FCK-direktøren være den moderne højrefløjspolitiker, der ville bringe et kriseramt konservativt parti på omganghøjde med Brixtoftes venstre og udviklingen på den internationale højrefløj.