Har du tjekket, hvor meget CO2 dine nye jeans udleder? Eller hvor meget dit hus, din bil eller dine flyrejser og togture koster i det globale CO2-regnskab? Hvis ikke, så er det bare med at klikke ind på carbonfootprint.com/calculator og bliv oplyst om dit personlige fodaftryk i atmosfæren.

For det er tilsyneladende ikke længere nok at købe økologisk mælk eller støtte Børnenes Værn. Nu skal man i alt, hvad man gør, handle klimakorrekt; selv de mindste detaljer tæller, selv i Sudan og Uzbekistan, og det kan næsten lyde som en ny slags buddhisme, hvor man ender med at blive, hvad man udleder. For som Holger Dahl forleden skrev på Kforum i en analyse af tidens nye klimabevidsthed, så er vi havnet i favnen på en karmalære om klimaet:

”Hver lille ting, vi gør godt her, er et skridt i den rigtige retning mod et nirvana, der rummer både lykke og stor, stor indsigt.”

Denne karmaklimalære er optimistisk. Hvor den gamle miljøbevidsthed var asketisk, teknologifjendsk og tilbageskuende, er den nye miljøbevidsthed det modsatte. Nu tager forbrugerne teknologien til hjælp. Teknologien er ikke problemet, men løsningen. Sammen med den kan vi – måske – redde verden. Sådan er i hvert fald tanken.

Tanken tæller

Og den tæller – tanken, altså. Det mener etnolog Christine Sestoft, som er udviklingskonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd og ekspert i politisk forbrug. Ligesom der findes en politisk forbruger, som køber økologiske varer, og ligesom der findes en religiøs forbruger med indkøbskurven i den ene hånd og Koranen i den anden, findes der ifølge Christine Sestoft ligeledes en klimapolitisk forbruger, som føler sig kaldet til at gøre noget konkret i forhold til den til tider dommedagsagtige klimadebat.

”Hvis du kigger på den måde, vi taler om det her på, så er der kommet et kald ind i billedet. Vi er derude, hvor det er de store dogmatiske vendinger, der bliver anvendt. Vi bliver sat over for dommedagsprofetier, og så forholder vi os tilsvarende til dem”, siger Christine Sestoft.

Hun mener således, at politik og forbrug for længst er vokset sammen:

”Politik er i løbet af de seneste 20-30 år flyttet ind i vores hverdagsliv og er dermed blevet en del af vores livsverden på en anden måde end førhen. Det skyldes, at netværkssamfundet har afløst industrisamfundet, og at marked og politik er blevet to sider af samme sag. Derfor er den klimakorrekte forbruger ikke bare et øjebliksbillede. Vi er i det hele taget blevet meget bevidste om, at politik og forbrug hænger sammen. Og det gør den store forskel. I dag kan man bruge det aktivt i den måde, vi lever vores liv på. Vi prøver at ændre vores verden via vores forbrug.”

Grønne udtryk er blevet hverdagsstof i medierne. Her en oversigt fra 2007, hvor "klima" er det absolutte buzz word.   

Etnologen mener, at denne aktivitet finder sted på individplan, fordi politikerne ikke længere kan kontrollere kapitalens og varernes fri bevægelse over landegrænser. Verden er blevet mindre politisk kontrollabel, og derfor søger forbrugerne at gribe kontrollen efter bedste evne, mener hun. Mikropolitik træder i stedet for makropolitik.

Christine Sestoft er ikke i tvivl om, at vi vil komme til at se klimaspørgsmålet blive koblet tæt sammen med forbrug de kommende år. ”Tendensen vil fortsætte. Bevidstheden om, at vi bliver nødt til at gøre noget som individer, vil eksplodere de næste 2-3 år, det er jeg helt overbevist om.”

Klimaet har konkurrenter

Idéhistoriker Mads P. Sørensen er ikke helt så overbevist. Han er til daglig leder af Højskolen for Politik på Esbjerg Højskole og forfatter til bogen ”Den politiske forbruger” (2004). Han mener, at klimaspørgsmålet kun er ét hensyn blandt flere hos den moderne forbruger. Til gengæld bliver der i medierne talt direkte til forbrugernes klimabevidsthed, understreger Mads P. Sørensen.

”Der bliver kaldt på den klimakorrekte forbruger, så meget ligger fast. F.eks. i tv-programmet ”Guld og grønne skove”, hvor man i den grad taler til den klimapolitiske forbruger og rådgiver seerne om køb af det rigtige vaskepulver eller om at fyre med brændeovn i stedet for oliefyr og elvarme. Vi bliver alle ramt af denne nye dagsorden.”

Men på samme måde som med andre typer af politisk forbrug er klimahensynet kun ét hensyn, påpeger Mads P. Sørensen og siger:

”Forbrug vil altid være en del af hverdagslivet og især en families virkelighed. Hvad nu hvis vi foretrækker at bruge et skyllemiddel, så vores tøj dufter af noget bestemt? Ja, så kan det godt være, at klima får lov at være klima, og at vi vil have vores skyllemiddel i fred. Duften af rent tøj kan sagtens overtrumfe forestillingen om at gøre noget rent. Klimadagsordenen har konkurrenter såsom vores vaner samt produktets tilgængelighed og pris. Alt dette kan sagtens tale imod, at man får gjort det rigtige.”

At gøre det rigtige giver med andre ord ikke sig selv. Derfor efterlyser Mads P. Sørensen, at politikerne går ind og lovgiver mere på miljøets vegne. Det vil i hans vurdering have større betydning end det individuelle klimakorrekte forbrug:

”Lige så vel som man ikke må brænde haveaffald af i sin have, kunne man politisk vælge at forbyde de produkter, som notorisk er skadelige for miljøet. Man kunne også gøre stærkt miljøbelastende produkter dyrere og miljøvenlige produkter billigere – biler, der kører langt på literen, vaskemiddel, som vasker rentved lave temperaturer osv. Jeg savner en mere konsekvent miljøpolitik, og at man politisk tør bruge de redskaber, som man faktisk råder over. Jeg savner politikere, der tør være politikere.”

Klimaforbrugeren er et modefænomen

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, direktør i virksomheden Fremforsk, vurderer, at klimaforbrugeren først og fremmest er et modefænomen:

”Vi taler om en forbrugertendens, dvs. noget, folk hopper på og af. Alle forbrugertendenser har en vis levetid, og så går de over igen. Frekvensen her er lidt anderledes end i modens verden. Farven rød holder måske en sæson, f.eks. sommeren over, men til efteråret er den yt. Jeg vil tro, at klimaforbrugeren måske holder tre-fire år, så er det slut. Sådan var det med begrebet den politiske forbruger, og sådan vil det også være med klimaforbrugeren.”

Tendensen har et bestemt forløb, forklarer han og fremhæver fire momenter:

Først er der nogen, som finder på den, og de bliver fulgt af dem, der tager fænomenet alvorligt og begynder at markere sig på det.

Derefter begynder trendfølgerne at hoppe på bølgen. ”Det er f.eks., når Bono tager til Davos for at være klimaagent, eller når Leonardo DiCaprio laver en film om klimaet. Også herhjemme har vi et sandt sammenrend af folk, der flokkes om at mene det rigtige på det rigtige tidspunkt, og når de gør det, så er der rigtig mange, der hopper på bølgen”, siger Jesper Bo Jensen.

Men hvad så, når de smarte ikke længere er en eksklusiv klub og på forkant med bølgen, spørger Jesper Bo Jensen selv og svarer: ”Ja, så kan man ikke længere differentiere sig på denne her måde.”

”Ligesom vi sagde engang: ”Hvis det kan fås i Kvickly, så er det ikke længere moderne. Så er det blevet til massemarked. Når denne her tendens også tiltrækker skolelærere og rengøringsassistenter, så er det ikke længere sjovt at være med på den, hvis man er kendt. Derfor går de kendte ud og spejder efter noget nyt, og så klinger tendensen af.”

Forbrug og politik ikke det samme

Ifølge den skeptiske fremtidsforsker er og bliver forbrugere forbrugere. Det betyder, at de som regel går efter gode produkter til prisen. Og er prisen for høj, køber de ingenting eller et andet produkt i stedet for. Forbrugerne er slet ikke politiske agenter. Han giver et eksempel fra hverdagen:

”Jeg var for nylig med Dansk Industri ude og interviewe danske husholdninger om deres elforbrug. Det karakteristiske var, at de selv mente, de brugte for meget el, men ingen kendte deres nøjagtige elforbrug. Det vil sige, at budskabet er gået ind, men effekten er fraværende. Og derfor nytter det ikke noget at appellere til folks dårlige samvittighed. Vi véd godt, hvad vi skal mene, men vi gør noget andet.”

Jesper Bo Jensen skelner derfor mellem forbrugertendenser og den politiske dagsorden. De to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre:

”Hvad der er sket, er, at klimaet er kommet højt op på den politiske agenda. Det er dog ikke sådan, at klimaspørgsmål afgør folketingsvalg. Man kan sige det meget kort om det sidste af slagsen: Klimaet havde ingen indflydelse på, hvem der vandt. Klimaet er nok på den politiske dagsorden, men det står bestemt ikke øverst.”

Faktisk er klimaet i Jesper Bo Jensens øjne blevet til noget, man har teknikere til at ordne, ligesom han mener, at Miljøministeriet er blevet degraderet til et teknikerministerium, hvor de bare skal få miljøet til at fungere:

”Det politiske er mere eller mindre blevet taget ud af det – og så skal ministeriet i øvrigt hjælpe danske virksomheder med eksporten.”

Så vidt verdens muligvis eneste skeptiske fremtidsforsker. Er dommedag blevet så meget hverdag, at vi ikke længere bekymrer os reelt om den?

Engang hed det, at evigheden kunne vente. I dag er det måske snarere dommedag, der kan vente – vente på bedre tider. Hvis dét er rigtigt, har Al Gore & Co. måske tabt mere, end de nogensinde kunne forestille sig, endsige finde på at lave en film om.