Diskursteorien på arbejde

Denne bog er et resultat af en konference, der blev afholdt den 10-11. juni 1999 på RUCs kursuscenter Søminestationen ved Holbæk. Den samler i revideret og bearbejdet form de skriftlige oplæg, som blev præsenteret og diskuteret på konferencen, hvis tema var anvendelsen af diskursteorien (note 1) i empiriske analyser. Bidragene til bogen giver hver deres bud på, hvordan en konkret diskursanalyse kan se ud, og hvilke metodologiske spørgsmål, der rejser sig i den forbindelse.

Af
Torben Bech Durberg, Allan Dreyer Hansen og Jacob Torfing

Initiativet
til konferencen kom fra det diskursteoretiske miljø på Institut for
Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi på RUC. Men konferencen var ikke
blevet til noget uden finansiel støtte fra Statens Samfundsvidenskabelige
Forskningsråd, interesse og moralsk støtte fra oplægsholderne og
praktisk assistance fra to ihærdige studentermedhjælpere. Flere kunne nævnes,
og alle skal have tak for deres indsats. I den forbindelse skal de to gæsteforlæsere
også nævnes. Vi havde inviteret Norman Fairclough fra University of
Lancaster og Ernesto Laclau fra University of Essex, som repræsenterer
forskellige bud på, hvad diskursteori og diskursanalyse er og kan bruges
til.


Der
var en overvældende stor interesse for at deltage i konferencen, hvilket
vidner om den centrale placering, diskursteorien er ved at få på det
samfundsvidenskabelige område. For bare ti år siden kendte vi alle de
fem andre forskere, der arbejdede med diskursteori, hvorimod situationen
nu er den, at diskursteori vinder større og større udbredelse, hvilket
forpligter. Blandt andet er det vigtigt at vise, at diskursteorien ikke
bare er en abstrakt og sofistikeret teori, men også udgør en frugtbar
ramme for konkrete empiriske studier. Det er desuden vigtigt at
demonstrere diskursteoriens relevans i forhold til de traditionelle
kerneområder inden for samfundsforskningen. Der synes at være en uheldig
tendens til at se analysen af forskellige minoritetsgruppers
identitetskonstruktion som diskursteoriens væsentligste bidrag. Det er
selvfølgelig en nem måde at udøve repressiv tolerance på:
‘diskursteori tager sig af det marginale, og mainstream-teorien tager
sig af kerneområderne’. For at imødegå denne indskrænkning af
diskursteoriens anvendelseområde forsøger vi med denne bog at
demonstrere diskursteoriens relevans og frugtbarhed inden for en lang række
af samfundsvidenskabens traditionelle forskningsfelter. Både velfærdsstaten,
forvaltningspolitikken, civilisationsbegrebet, ungdomskulturen, racismen,
europæisk integration, lokale demokratiske fællesskaber,
decentralisering, nyhedsmedier, eksklusionsmekanismer og meget mere tages
under behandling i denne bog.


Det,
der forener bogens forskellige bidrag, er, at de på forskellig vis søger
at anvende en eller anden form for diskursteori i deres empiriske analyse
af et bestemt fænomen. Diskursteori er en samlebetegnelse for en lang række
forskellige teorier, hvoraf nogle har rødder i lingvistikken, andre i
poststrukturalismen, og atter andre i forskellige former for kritisk
teori. Vi vil ikke her forsøge at udrede forskellige og ligheder mellem
diverse former for diskursteori, endsige forsøge at lave en komplet liste
over, hvad der findes af forskellige teorier på dette område. Sigtet med
bogen er ikke at genoplive de teoretiske debatter om, hvordan centrale
diskursteoretiske begreber defineres, men derimod at sætte teorien på
arbejde. Vi vil derfor nøjes med at give en kort og meget bred
introduktion til diskursteorien som forskningstradition.




2. Diskursteorien som forskningtradition


Hvis
der er noget, der er fælles for de forskellige retninger inden for
diskursteori, så er det, at de abonnerer på en form for konstruktivisme.
Det antages således, at de betydninger i verden, vi orienterer os mod og
handler i forhold til, ikke er givet i kraft af en dybereliggende
essentiel strukturering af verden, det være sig i form af tingenes natur,
Guds vilje, eller samfundets iboende rationalitet, men er konstruerede og
derfor uden essens. Når man tænker, taler, handler, og i det hele taget
forholder sig til sig selv og andre, sker det på baggrund af et netværk
af historisk betingede betydningsrelationer, der er genstand for konstante
genforhandlinger. Verden er kontingent, og dermed også identitet og
handling. Når de historiske betingelser for den betydningsmæssige
kontekst for vores væren og ageren problematiseres og forandres, så ændres
også vores identitet og handlingsspillerum. For at tage et aktuelt
eksempel. Når FN i de seneste år har grebet ind militært til fordel for
menneskerettighederne, er dette betinget af en række begivenheder, såsom
murens fald og den tiltagende globalisering, der har vendt op og ned på
koldkrigstidens hierarki mellem national suverænitet og
menneskerettigheder. Opprioriteringen af menneskerettighederne giver ikke
blot FN et nyt handlingsspillerum, men ændrer også FN’s identitet fra
at være staternes beskytter til i højere grad at værne om
menneskerettigheder.


Antagelsen
om at verden er konstrueret, kan ikke reduceres til en epistemologisk påstand
om, at vores erkendelse af verden er paradigmeafhængig. Diskursteorien
afgrænser sig her i forhold til de dele af socialkonstruktivismen, der
alene ser det konstruktivistiske element som et resultat af, at vi ikke
har nogen direkte adgang til verden. Den post-positivistiske påstand om,
at erkendelse altid rummer et konstruktivistisk element, fordi vi ser
verden igennem en bestemt teoretisk eller begrebsmæssig optik, er sådan
set korrekt. Problemet er imidlertid, at en lang række
socialkonstruktivister hævder, at der bagved vores erkendelsesmæssige
konstruktioner er en objektiv verden af kausale mekanismer, som vi skal
forsøge at få indsigt i. Diskursteorien mener ikke, at der findes sådan
en `ready’-made world. Dens konstruktivisme stikker dybere, i og med der
er tale om en ontologisk påstand om verdens beskaffenhed: den verden, vi
orienterer os og handler i forhold til, eksisterer kun som en ustabil
objektivering af konstruerede betydninger. Verden er i udgangspunktet
flertydig, flydende og kaotisk, men den konfliktfyldte sociale praksis
konstruerer en vis begrænset form for entydighed, fasthed og orden. Hvis
det ikke skete, ville vi hverken kunne orientere os eller handle. Det er
kun Gud, der kan holde verdens radikale uafgørbarhed ud! Vi andre dødelige
fordrer et minimum af konstrueret orden, for at undgå at ende totalt
desorienterede og handlingslammede. Den konstruerede orden, som altså er
et direkte eller indirekte resultat af aktørernes interventioner, kan
over tid antage en ‘objektiv’ karakter. Men de sedimenterede
betydninger, som vi alle tager for givne, udfordres også af begivenheder
og konkrete interventioner, der viser os, at verden kan være anderledes
– at den kan skrues sammen på en anden måde.


Den
diskursteoretiske konstruktivisme har i de senere år vundet terræn i
forhold til etablerede teoritraditioner, såsom marxisme, behavioralisme
og public choice. Det kan forklares med henvisning til en lang række
historisk kontingente begivenheder, der alle synes at underminere
forestillingen om et dybereliggende princip, der er i stand til at fastlægge
en strukturel orden og at stoppe det evindelige spil mellem de forskellige
betydningselementer, såsom  strukturelle
nødvendigheder og egeninteresser. Den første begivenhed er marxismens
teoretiske krise og politiske impotens, der har fået folk til at miste
troen på økonomiens determinans i sidste instans, på klassekampens
forrang fremfor andre politiske kampe og på statslige løsninger
ufejlbarlighed. Man kan også nævne den postmoderne problematisering af
rationalismen og den atomistiske individualisme, der i stigende grad får
folk til at fundere over, hvordan forskellige rationaliteter og
subjektiviteter konstrueres. Endelig er der fremvæksten af det refleksive
samfund, hvor fraværet af eviggyldige normer, regler og værdier til
stadighed tvinger os til at konstruere grundlaget for vores begrundelser.
Det er begivenheder som disse, der får flere og flere til at søge
teoretisk inspiration i diskursteorien. De store fortællingers død synes
at have stimuleret interessen for studiet af konstruktionen af de små og
store fortællinger, der strukturerer vores identitet og omverden.


Det
diskursteoretiske studie af sedimenteringen af og opbruddene i sociale
konstruktioner flytter fokus fra positivismens objektive facts og
hermeneutikkens søgen efter dyb mening til studiet af
betydningskonstruktionernes mulighedsbetingelser. For at fortsætte det
tidligere eksempel, så er det ikke antallet af militære FN-operationer
og heller ikke den dybere mening af begrebet ‘humanitær
intervention’, der fokuseres på. Spørgsmålet er snarere, hvad der på
et bestemt tidspunkt og sted muliggør en bestemt form for
FN-intervention. Diskursteorien stiller sig ikke tilfreds med at analysere
det, der kan måles og vejes, og heller ikke med at studere den dybere
mening ud fra samspillet mellem del og helhed. Diskursteorien retter
blikket mod de historiske betingelser for produktionen af objektive facts
og dybere mening. Den træder et skridt tilbage og orienterer sig mod det
netværk af betydningsrelationer, som udgør den horisont, hvor inden for
bestemte identiteter og handlinger kommer til syne.


Et
oplæg om den poststrukturalistiske diskursteori, der for nogle år siden
blev holdt på Nordisk Sommeruniversitet, affødte en voldsom reaktion hos
en kollega, som hævdede, at der ikke var noget nyt i diskursteorien:
“det er bare Weber plus Kant”. Sammenligningen er oplagt, da Weber
interesserede sig for den mening, vi tillægger verden, og Kant
interesserede sig for de transcendentale betingelser for, at noget kunne
opfattes som havende en bestemt form eller betydning. Sammenligningen
holder dog ikke. For nok lægger diskursteorien ligesom Weber vægt på
analysen af meningsaspektet, men den fokuserer ikke som Weber på
subjektets fortolkninger af verden, men derimod på de betydninger der
tillægges såvel subjekter og objekter. Ligesom Kant stiller
diskursteorien et transcendentalt spørgsmål om mulighedsbetingelser, men
i modsætning til Kant ser diskursteorien ikke disse som en række
invariate subjektive forstandskategorier, men derimod som historisk
variable betydningsstrukturer, der er uafhængige af det enkelte individ.
Konklusionen er altså, at diskursteorien er en ny teoritradition, der på
afgørende punkter bryder med den teoretiske tradition.


Men
hvad går diskursteorien egentlig ud på? Det er et spørgsmål, som det
er svært at svare entydigt på, fordi der som nævnt findes mange
forskellige former for diskursteori. I store træk kan man dog i de
forskellige diskursteorier genfinde fire hovedargumenter:


 


1.
Diskurser er relationelle betydningsstrukturer, der i fraværet af et
determinerende centrum muliggør et stadig spil mellem de forskellige
betydningselementer.


2.
Sådanne diskurser er et direkte eller indirekte resultat af forskellige
former for intervention, der knytter betydningselementer sammen eller løsriver
dem fra hinanden. Sådanne interventioner benævnes nogle gange
‘politik’ eller ‘hegemoni’, andre gange ‘magt’ eller
‘strategi’, og nogle gange slet og ret ‘forskelssætning’.


3.
Diskurser afgrænser sig og etablerer en vis enhed i forhold til en
truende ‘andethed’, som er ekskluderet fra diskursen, men som samtidig
er til stede i den som en destabiliserende faktor i forhold til det
differentielle system af betydningselementer.


4.
Diskurser er elastiske i den forstand, at de fungerer som læseprincipper
i forhold til nye udviklinger og begivenheder, som gives mening ud fra
diskursen. Men der er grænser for, hvad konkrete diskurser, der kun er
udtryk for en kontingent fiksering af mening, kan rumme. Når diskurser
ikke kan rumme nye begivenheder, er der en sandsynlighed for, at de bryder
helt eller delvist sammen. Derved åbnes et terræn for nye
betydningskonstruktioner.


Mange
af disse kerneargumenter kan genfindes i de enkelte bidrag. Der bruges
forskellige termer og formen varieres, men indholdet er i mange tilfælde
det samme.






et punkt er der imidlertid betydelig variation. De forskellige
diskursteorier har forskellige opfattelser af, hvor bredt eller snævert
diskursbegrebet skal defineres. Nogle opfatter diskurser som en afgrænset
del af det sociale, der i større eller mindre grad er determineret af og
determinerende for de sociale relationer, der ikke er diskursive.
Diskurser defineres her som nogle særlige regioner i det sociale, hvor
sociale relationer sprogliggøres. Andre opfatter diskurser som
sameksisterende med det sociale, forstået på den måde at alle sociale
relationer, hvad enten de er økonomiske, politiske, militære eller
familiære, betragtes som betydningsbærende tegnstrukturer. Diskurser
defineres her som relationelle strukturer, der sammenknytter sproglige og
handlingsmæssige aspekter ved sociale praksis. Hvad enten diskursbegrebet
defineres snævert som sprogliggørelsen af verden eller bredt som
betydningsbærende tegnstrukturer, så er påstanden, at identitet og
handling, og dermed struktureringen af disse, er betinget af de diskurser,
som vi befinder os inden for.


3.
Behovet for metodisk reflekterede empiriske studier


Der
er efterhånden udkommet mange primære og sekundære værker om
diskursteori. Foucault, Laclau og Mouffe, Zizek, Fairclough, Derrida,
Luhmann, m.fl. har alle en omfattende produktion, og mange andre har forsøgt
at introducere, forklare og analysere de originale tekster, som i mange
tilfælde er svært tilgængelige. Det veritable boom af diskursteoretiske
bøger og artikler har gjort mange forskere og studerende interesseret i
at forsøge at anvende diskursteorien i empiriske studier. Men desværre
er der kun få eksempler på, hvordan sådanne analyser kan se ud, og
endnu færre eksempler på eksplitte overvejelser om metodiske og
analysestrategiske spørgsmål.


Konfronteret
med den klare mangel på metode kan det være fristende at forsøge at
trylle metodeproblemet væk. Det lader sig faktisk nemt gøre. For
metodespørgsmålet knytter sig til den positivistiske
videnskabstraditions strikte skelnen mellem teori (analytiske udsagn) og
empiri (syntetiske udsagn). Inden for positivismen er metodens opgave at
sikre en konfrontation mellem teori og empiri, hvor førstnævnte skal
korrespondere med sidstnævnte for at være sand. Metoden hjælper med at
operationalisere de teoretiske udsagn og med at indsamle og bearbejde
empirien. I dag er de fleste imidlertid enige om, at empirien er teoriafhængig
– eller som Quine (1971) formulerer det, at det er umuligt at skelne
mellem analytiske og syntetiske udsagn. Da teorier ydermere, som Quine også
viser, er underdeterminerede af empirien, fordi vi næsten altid vælger
at ændre teorien marginalt, når vi støder på genstridige fakta, i
stedet for at forkaste den – ja, så falder hele metodespørgsmålet væk.
Der er ingen kløft mellem teori og empiri, som metoden kan bygge bro
over. Ej heller er der nogen teoriprøvende konfrontation med empirien,
som metoden kan etablere endegyldige regler for.


Denne
løsning på metodeproblemet er imidlertid for let. Der er fortsat brug
for at vurdere teoriers evne til på en overbevisende måde at fortælle
noget nyt og spændende. Og selv om analyseobjektet produceres teoretisk,
er der stadig brug for overvejelser om, hvorledes man konstruerer og
bearbejder et analyseobjekt med henblik på at genere viden og indsigt.
Kravene om systematik i forskningen, og om at give andre mulighed for at
kigge én efter i kortene gælder stadig.


Det
næste forsøg på at omgå problemet er, at vi metodemæssigt er bricouleurs.
Det er rigtigt, at man bør afstå fra at forsøge at udvikle en
standardmetode, der kan bruges til alle analytiske formål. Man kan være bricouleur
i den forstand, at vi skal opfatte metode som en værktøjskasse, som vi
kan rode rundt i og finde nogle instrumenter, der passer til lejligheden.
Men vi slipper ikke for at overveje og gøre rede for de metodiske greb,
vi bruger, når vi laver empiriske diskursanalyser.


Formålet
med denne bog er at øge den kollektive diskursteoretiske opmærksomhed på,
hvordan man laver metodisk reflekterede empiriske diskursanalyser. Vi vil
forsøge at råde bod på manglen på både empiriske analyser og metodisk
refleksion. Først præsenteres en række konkrete diskursanalyser, hvor
diskursteorien sættes på arbejde inden for en række områder. Hvert af
bidragene indeholder en empirisk analyse, samt nogle metodiske
overvejelser om, hvordan analysen er foretaget. Til sidst vil vi i
konklusionen præsentere et bud på nogle generelle metodiske og
analysestrategiske spørgsmål og diskutere de mulige svar.


 


4.
Afslutning


Bogen
henvender sig til både forskere og studerende, der arbejder med
diskursteori. Den forudsætter et vist kendskab til diskursteorien som
teoritradition, men kan også læses for at få et første indtryk af,
hvad diskursteorien kan bruges til.


Vi
har bestræbt os på at begrænse de teoretiske udredninger og
diskussioner for at få plads til analyse og metodediskussion.
Diskursteori kan være svær at forstå, og det bliver ikke nemmere af, at
teorien presses sammen. Selvfølgelig hjælper de empiriske
diskursanalyser til en bedre forståelse af teorien, men ellers er der
ingen anden udvej end at konsultere nogle af de primære eller sekundære
værker om diskursteori.


Bogen
er tænkt mere som en appetitvækker og igangsætter end som en detaljeret
vejledning i, hvordan man laver en diskursanalyse. Vi håber at kunne
inspirere forskere og studerende til selv at trække i arbejdstøjet og
forsøge sig med empiriske diskursanalyser. Det er svært at lave sådanne
analyser, fordi der er så lidt at støtte sig til, men eksemplets magt
kan være en guide. Vi kan ikke deducere os frem til en endegyldig metode,
men vi kan lære af de metodiske overvejelser, vi selv og andre gør sig
undervejs i analyseprocessen. I denne bog præsenterer vi derfor en række
forskellige eksempler på, hvordan diskursanalyser kan se ud. Bare det at
kunne se, hvordan forskellige analysestrategier og forskellige metodiske
greb fører til såvel interessante resultater som nye problemer, kan være
en hjælp, når man selv skal stikke fingrene i den diskursivt
konstruerede virkelighed.


Bidragene
til denne bog grupperer sig parvist omkring forskellige temaer. De to første
bidrag handler om velfærdsstaten. Først skriver Jacob Torfing i
kapitel 2 om velfærdsstatens ideologisering. Laclau og Mouffes
diskursteori anvendes i et studie af velfærdsstatens tilblivelsesproces.
Det interessante spørgsmål er i den forbindelse, hvordan det kan være
at `velfærdsstaten’ i de skandinaviske lande i almindelighed og i
Danmark i særdeleshed blev konstrueret som en dominerende model for
samfundsindretningen. Der peges i den forbindelse på betydningen af den
ideologiske krise i 1960’erne, samt på de hegemoniske kampe, der først
fik konstrueret `velfærdsstaten’ som et tomt universalistisk udtryk og
senere fik givet det tomme udtryk et konkret partikulært indhold. Der
anvendes et bredt diskursbegreb, idet også institutionelle forhold og
velfærdsstatslige praktikker analyseres som diskurs. Analysen fokuserer på
en række centrale dokumenter fra velfærdsstatens genese.


I
kapitel 3 skriver Johannes Andersen om det amerikanske musik- og
mediefænomen Marilyn Manson. Manson er en uhyre farlig person, eftersom
hans diskurs – der inkluderer hans sceneoptræden, interviews,
sangtekster, og hele hans fremtræden – underminerer ethvert forsøg på
at indfange og organisere verden ved hjælp af binære hierarkier. Manson
dekonstruerer vores velordnede socio-kulturelle univers, i og med at han
ophæver det uafgørbare spil mellem de betydningsmæssige yderpoler til
selve livets essens. Manson er et udpræget amerikansk fænomen, men hans
grænseoverskridende diskurs kaster skygger ind over de ungdomskulturelle
identiteter i dagens Danmark. Her er problemet ikke som i USA
middelsklassens konservative og religiøse bonerthed. Problemet er velfærdsstaten.
Institutionaliseringen af de unges hverdag etablerer en tryg og sikker
ramme om deres refleksive valg af uddannelse, udfoldelse og udtryk, men
omkostningen er, at det farlige, sanselige og smertelige elimineres i en
verden af intellektuel velovervejethed. Det er disse ting, som de unge i
forskelligt omfang finder i fænomenet Manson.


De
to næste bidrag omhandler på forskellig vis organiseringen af den
offentlige sektor. I kapitel 4 analyserer Niels Åkerstrøm Andersen
selve adskillelsen mellem politik og administration ud fra et luhmanniansk
perspektiv, hvor vægten lægges på en kombination af tre
analysestrategier: formanalyse, semantikanalyse og
differentieringsanalyse, hvoraf semantikanalysen kan ses som en snæver
diskursanalyse. Udgangspunktet for analysen er, at adskillelsen mellem
administration og politik har karakter af et uløseligt paradoks, som hele
tiden må bearbejdes. Det giver anledning til en række semantiske
strategier. Disse er forvaltningsret, rationaliseringspolitik, planlægningspolitik
og forvaltningspolitik, og de kan alle ses som forskellige dominerende måder
af forsøge at leve med paradokset på. De centrale begreber og analytiske
skridt relateres til Foucaults og Laclaus mere eksplicitte diskursteorier,
og selv om der er forskelle på perspektiverne ligger en luhmanniansk
semantisk analyse tættere på en smal forståelse af diskursbegrebet. Det
analyserede materiale består primært af officielle dokumenter.


I
kapitel 5 fremstiller Eva Sørensen debatten om indførslen af
skolebestyrelser som baseret på forskellige decentraliseringsdiskurser.
Med et bredt diskursbegreb som meningshorisont og inspireret af Laclau og
Mouffes begreber om dislokation og reartikulation vises det, hvordan
forestillingen om centralisering kom i krise, og blev erstattet af kamp om
decentralisering. Der identificeres fire forskellige diskursive strategier
for decentralisering, som giver anledning til tre forskellige opfattelser
af hvilken rolle brugerbestyrelser skal have i den offentlige sektor. De
fire decentraliseringsdiskurser spores i folketingsdebatten om
skolebestyrelserne, og det argumenteres, at den faktiske udformning er et
kompromis mellem de tre forskellige syn på skolebestyrelserne. Opmæksomhed
på dette kompromis og de bagvedliggende diskurser er helt afgørende –
men desværre også fraværende i det meste af debatten – når
skolebestyrelsers succes skal vurderes. Analysen er baseret på en bred
vifte af skriftligt materiale som folketingsdebatter, kronikker,
partiprogrammer, redegørelser mv.


De
to næste bidrag behandler aspekter af politisk identitetsdannelse. I
kapitel 6 analyserer Allan Dreyer Hansen erfaringer med lokaludvalg
som eksempler på lokale politiske fællesskaber. Der tages udgangspunkt i
Laclau og Mouffes brede diskursbegreb og deres teori om politik og
politiske fællesskaber. Det argumenteres, at politiske fællesskaber
fungerer som fælles reference for de forskellige politiske processer
gennem forestillinger om ‘det fælles bedste’, men at disse er
‘flydende udtryk’, der altid må fortolkes. Der introduceres en
analyseramme bestående af fire skridt, hvor de politiske fællesskaber
analyseres efter forskellige aspekter. Først ses nærmere på fællesskabernes
tilblivelse, og de dislokationer der lå til grund herfor. Derefter spørges
til de grænsedragninger, de virker i forhold til. 
Det næste er at finde de fælles forestilllinger, og til sidst
disses konkretiseringer og eventuelle konflikter i forlængelse af
fortolkningerne. Det væsentligste materiale består af kvalitative
interviews, men også skriftlige dokumenter fra lokalrådene inddrages.


Interviews
er også den væsentligste informationskilde i Birgitte Poulsens
analyse af eksklusionsmekanismer i kapitel 7. Også her er udgangspunktet
et bredt diskursbegreb og dettes fundering i en antagelse om eksklusioner
som generel mulighedsbetingelse for identitet og for fordeling af politisk
indflydelse. Det diskuteres, hvordan eksklusion som evigt eksisterende
betingelse i det politiske udfordrer forestillingen om lighed og inklusion
i liberal demokratiteori. Gennem et casestudie af to skolebestyrelser præciseres
det overordnede eksklusionsbegreb i fire typer. Det drejer sig om
eksklusion af personer, om eksklusion relateret til beslutninger, om
identitetsskabelse som eksklusion gennem identifiktion, og endelig om
eksklusion af mening, der er den bredeste form for eksklusion. Analysen
viser, hvordan det i det konkrete studie var en eksklusion af fremmedhed,
som var det centrale omdrejningspunkt for fordelingen af politisk
indflydelse og for identiteterne i skolebestyrelsens virke.


I
kapitel 8 og 9 er det begreber som civilisation og kultur, der står til
diskussion. Jan Ifversen demonstrerer i kapitel 8, hvorledes en
begrebshistorisk metode kan kombineres med diskurs- og tekstanalyse. Ud
fra en konkret undersøgelse af civilisationsbegrebets historie diskuteres
det, hvordan begrebshistorie kan komplettere Foucaults diskursanalyse. Ved
hjælp af begrebshistorien indkredses de semantiske felter, hvori ordet
civilisation i anden halvdel af 1700-tallet tager form i Frankrig. Det
viser sig, at civilisation er nært forbundet med en række begreber for
dannelse samt for sæder og skikke. Med diskursanalysen kan ord og
begreber relateres til udformningen af mere omfattende vidensfelter. I
artiklen analyseres tre vidensfelter eller diskurser, hvori civilisation
iscenesættes: en etno-geografisk, en pædagogisk-sociologisk og en
historisk. Det er artiklens tese, at den pædagogisk-sociologiske diskurs
udgør det egentlige omdrejningspunkt for civilisationsbegrebet. For at
kunne fremstille dette omdrejningspunkt suppleres diskursanalysen med en
tekstanalyse, der har til formål at afdække begrebers og diskursers
transformation i enkelte tekster.


I
kapitel 9 diskuterer Torben Bech Dyrberg, hvordan racisme tager
form ved at blive artikuleret med nationalisme og populisme. Det
teoretiske omdrejningspunkt er Laclau/Mouffes, Zizeks og Foucaults brede
diskursbegreb, hvor vægten lægges på deres teori om politisk
identitetsdannelse. Diskussionen drejer sig om forsøgene på at
konstruere en antagonisme mellem danskhed, det nationale og det folkelige
på den ene side og de politiske eliter, det internationale/EU og
flygtninge på den anden. Den folkelige kultur og nationale homogenitet
kontrasteres det forestillede civilisatoriske fællesskab blandt europæiske
eliter. Afslutningsvist gøres der nogle teoretiske reflektioner om
racisme med dets blanding af universelle sandheder og kulturel
relativisme, vitalisme og fatalisme. Det diskuteres også, i hvilket
omfang det giver mening at tale om racistisk ideologi. Det anvendte
materiate er en blanding af diverse debatindlæg (bøger og avisartikler)
og teoretisk litteratur om racisme.


Bogens
to sidste kapitler tager på forskellige vis fat på spørgsmål relateret
til national identitet. I kapitel 10 analyserer Ole Wæver de
diskursive strukturer i tysk og fransk udenrigspolitik. Omdrejningspunktet
er begreberne stat, nation og Europa. Der opstilles en strukturel model,
hvor stadig dybereliggende lag af begrebslige konstellationer foreslås
som forklarende for landenes muligheder med hensyn til overordnet Europa-
og sikkerhedspolitik. Ved at kombinere en sådan forståelse af Europas to
primære magter, kan man vurdere stabiliteten for den europæiske orden og
de mest relevante alternative scenarier. Tysk politik ses som relativt
stabilt forankret i en fungerende diskursiv artikulation af de nationale
traditioner, hvorimod der er noget større pres på de franske forsøg på
at formulere en vision, der forener Frankrigs egenforståelse med et
Europapolitisk program. Hvis Frankrig skulle vende sig bort fra den europæiske
integration, vil også Tyskland blive tvunget hertil, og nogle af de (ny-nationale
og især ny-statslige) positioner fra den tyske debat, der ellers blev
kendetegnet som marginale, kunne få stor betydning. Der tages ikke
udgangspunkt i diskursteoriens (`bredere’) antagelser om politiske
mekanismer, men i en mere operationel (`snæver’) forståelse af
diskursanalyse som teknik (omend den bredere metateoretiske ramme reelt er
tæt på Laclau og Mouffes). Materialet udgøres primært af politiske
taler og tekster af indflydelsesrige intellektuelle. Derudover
introducerer kapitlet til diskursanalysens situation og muligheder inden
for feltet international politik.


I
kapitel 11 argumenterer Lilie Chouliaraki for at i poststrukturelle
diskursteorier opstår spørgsmålet om kulturel identitet ud fra en
problematisering af subjektet som en diskursiv artikulation omkring
bestemte klassificeringsprincipper. Kapitlet diskuterer en bestemt form
for national identitet som en praksis, der producerer vidtgående
forskelle ved at bringe en række diskursive ressourcer sammen og anvende
dem på idéen om et græsk ‘forestillet samfund’. Herved trækker
artiklen på kritisk diskursanalyse, som et teoretisk og metodisk apparat,
med det formål at skitsere de specifikke tekst- og intertekstuelle
processer, over for hvilke national identitet konstitueres op imod
horisonten af en udelukket anden, tyrkerne. På samme tid teoretiserer
artiklen denne identifikationsproces i lyset af en teori om
senmoderniteten som refleksiv modernitet (Giddens) med det formål at
argumentere for (modsat Giddens), at potentialet for refleksivitet i sig
selv bliver diskursivt skabt og reguleret, og at refleksiv identitet
antager en specifik form for artikulation, som historiserer og politiserer
dets egen betingelse for klassificering.


 


Litteratur


Torfing,
Jacob (1999), New Theories of Discourse. Oxford: Blackwell.


Quine,
Willard O. (1971), From a Logical Point of View. Cambridge, Mass.:
Harward University Press.


 


Noter


Note
1: Betegnelsen 'diskursteori' refererer generelt til teorier, der forsøger
at integrere samfundsvidenskabelige og sprogvidenskabelige indsigter. Der
er stadigt flere forskere, der hævder, at deres teori er en diskursteori.
I denne bog behandler vi imidlertid kun de anti-fundamentalistiske
diskursteorier, dvs. de varianter af diskursteorien, der afskriver sig
muligheden for at identificere en essentiel strukturering af 
verden. Når den anti-fundamentalistiske eller ikke-essentialistiske
diskursteori bruges i konkrete empiriske studier, laves der en
diskursanalyse, der altså er den konkrete anvendelse af diskursteorien.
For en yderligere diskussion af brugen af betegnelserne diskursteori og
diskursanalyse se Torfing (1999:11-12).


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job