Ifølge DGI’s hjemmeside dyrker 1,6 millioner mennesker en eller anden form for motion i en forening, der er medlem af DGI – Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger. DGI’s historie går over hundrede år tilbage og hænger sammen med udviklingen af højskolebevægelsen og hele den folkelige mobilisering i sidste halvdel af det nittende århundrede. Det nuværende DGI blev dannet i 1992 som en afslutning på en langvarig strid i den folkelige idræts organisationer. De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger og De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger var uenige om mangt og meget – og kæmpede om støtte fra de samme politikere og tipsmidler.

 

Det var en strid, der til tider mindede om den mellem de mange palæstinensiske organisationer i halvfjerdserne, og dengang – da denne skribent var ung – var det også sådan, at der var stor forskel på, om den lokale svømmeklub var organiseret i DGU eller DDSG&I. Jeg syntes personligt, at der var noget sejt ved det med skytteforeningerne, men så nu aldrig nogen medlemmer med skydevåben.

 

DGI's gamle logo

 

Motion uden forening

DGI er nu den samlede idrætsforening, og i offentligheden er den mest kendt for de årlige tv-transmissioner fra det såkaldte “landsstævne”, hvor mennesker i alle former og størrelser springer badut og svinger med faner på et fodboldstadion. I en tid, hvor tv-mediet byder på både Paradise Hotel, X Factor, Voice, Talent, Mentor, Kongerne af Marienlyst og et utal af andre amatør- og reality-formater, ligger landsstævne-tv på den mindre sindsoprivende del af skalaen. Det er uden tvivl sjovt at deltage i, men set fra sofaen er hundrede unge mennesker, der springer over en plint, ikke det, der får en til at blive hængende på kanalen.

 

Og det er faktisk et generelt problem for DGI. Foreningslivet og ideen om fællesskabet er presset. Flere og flere mennesker vil gerne dyrke motion, men orker ikke medlemskaber, bankospil, klubblade og den slags. I stedet melder de sig bare ind i et fitnesscenter og går derned på et eller andet tidspunkt, når det passer ind i deres hverdag.

 

Rebranding af fællesskabet

DGI mærker problemet og har startet en proces, der skal holde på medlemmerne og tiltrække nye. Denne proces skal fortælle, hvorfor fællesskab og individualitet er to sider af samme sag – og hvorfor du skal dyrke motion i en klub eller forening, der er organiseret under DGI.

 

Som altid, når den slags opgaver skal løses, begynder man med en “rebranding”. I gamle dage ville man have sagt “Vi skal have et nyt logo”, men i dag ved alle foreninger, store som små, at et logo ikke er nok – der skal en branding-platform til. DGI har overladt opgaven til design- og branding-virksomheden Kontrapunkt, og resultatet blev offentliggjort i denne uge.

 

DGI’s gamle logo lignede noget, der var blevet til efter en medlemskonkurrence. Det var et ikke særlig kønt logo med fartstriber og en bold, som med lidt god vilje kunne forestille et billede af et menneske i bevægelse. Det gamle DGI-logo lignede på den måde inkarnationen af et sportslogo – den slags mærker, der laves til VM og EM I håndbold og fodbold samt til en million andre sportsrelaterede aktiviteter over den ganske klode. Det gamle logo var ikke godt formgivet, det mindede om noget østeuropæisk design fra før jerntæppets fald, men der var dog en god ting at sige om det: Det forestillede noget!

 

Logotyper og grafisk sovs

Den nye identitet følger nøje håndbogen for identitetsdesign i begyndelsen af det 21. århundrede. Væk er billeddelen, og den er erstattet af en logotype og noget grafisk sovs, der kan bruges til at peppe annoncer og billeder op med.

 

- og det nye

 

Det klassiske logo er i det hele taget ved at uddø. Årsagen er, at vi lever i samplingens og flowmediernes tidsalder. Et løsrevet logo kan alt for nemt skilles fra sin forklaring, og det er samtidig alt for krævende og dyrt at skabe et mærke som Nikes, der kan genkendes uden bogstaver. Derfor vælger firmaer og deres bureauer i større og større grad at arbejde med original typografi og med bogstavmærker. Desuden arbejder moderne bureauer altid med sekundære elementer, der kan kombineres med billeder i en flydende og varieret stil. Det er både, fordi tiden skriger på bevægelse – vi vil have levende billeder – og fordi man på den måde nemt kan brande sine fotos, så de også kan genkendes, når de bare dukker op i en billedsøgning på Google. DGI kommer på omgangshøjde med nutiden ved at vælge begge disse karakteristiske strategier.

 

Resultatet er en overbevisende identitet i tidens ånd. Skrifttypen er en fed, kursiveret grotesk, der smukt passer til DGI's jyske ophav. Det er en skriftløsning, der ligner noget, der kunne sidde på en mejetærsker eller en maskinstation.

 

Folkelighed og hipsters

I sin eksekvering er identiteten stærkt afhængig af gode billeder og en følsom brug af de nydesignede fartstriber. Den stiller på den måde meget store krav til de mennesker ude i foreningerne, der skal arbejde med den. Jeg gætter på, at de fleste bare vil anvende de standardbilleder, som er udviklet til designmanualen.

 

Selve håndværket er upåklageligt – det er jo dygtige mennesker, der sidder på Kontrapunkt. Men for denne iagttager hører projektet ikke til blandt tegnestuens bedste. Det er, som om sport og folkelighed falder de unge hipstere lidt vanskeligt at arbejde med. Samme virksomhed har også stået for Superligaens grafiske identitet, der heller ikke hører til kategorien for uforglemmelig brugsgrafik.

 

 

Kontrapunkt står også bag Superligaens nye logo

 

Det blev sagt nydeligt, men forklaringen om, at “kursiveringen viser dynamik og fremdrift” hører til blandt salgstalernes allermest fortærskede klicheer (for nu at fortsætte i samme spor) og burde ikke være sluppet med ind i pressemeddelelsen.

 

Det forklares i samme pressekit og i fagblade, at baggrunden for den nye identitet er et ønske om at vise mere individualitet som modvægt – kontrapunkt? – til det omklamrende fællesskab.

 

“Vi zoomer ind på de personlige sejre, man opnår ved netop at have foreningens fællesskab i ryggen. Det tiltaler både eksisterende foreningsentusiaster og tiltrækker unge og de mennesker, der har tendens til at bevæge sig udenom foreningslivet,” siger Rikke Nalepa Olesen, der er seniorstrateg hos Kontrapunkt.

 

Skydeforening og skaterbane, fællesskabet og individet - DGI vil det hele

 

I'et og alle de andre

Kontrapunkt er et meget intellektuelt bureau. For eksempel kommer virksomhedens navn ikke fra musikkens verden, men er en polemisk kommentar rettet mod typografiens klassiske målesystem, punktet, der er opstået i blysatsens tid og derfor ikke hører hjemme i millimeternes og computernes århundrede. Den intellektuelle tilgang udmønter sig også i logotypens angivelige indholdselement: Bogstavet “I” i “DGI” er rykket lidt væk fra de andre to bogstaver (der til gengæld sidder sammen). Det er, fordi “I” betyder “jeg” på engelsk – og derfor peger mærket på individualiteten. Hmmm?

 

Godt forsøgt, siger jeg – “I” – både om den ide og om hele den grafiske identitet, som naturligvis er en klar æstetisk forbedring for DGI. Men selv om den nye identitet skal gøre DGI lækker for en ny generation af individualister, er målet vel ikke at gøre sig fremmed for de 1,6 millioner mennesker, der allerede er inde i folden?

 

Min bekymring går derfor på, om de lækre billeder og pointen med det store “I” virker særlig relevant, når man svinger rundt med en hulahopring på et fodboldstadion i Midtjylland.

 

 

Se DGI's pressemeddelelser om det nye logo her:

 

DGI's nye logo stiller skarpt på individet

 

DGI og foreningerne skal tættere på de aktive danskere