Det skal være interessandt

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Journalister og videnskabsfolk ser i min erfaring tit skævt til hinanden. Det er underligt, fordi de på mange måder gør det samme: Beskriver deres omverden. Løser gåder. Finder ud af, hvad ”sand­heden” om dette og hint er.

Måske er det ligheden mellem de to professioner, der gør forskellene så meget desto mere irri­terende. Journalister og videnskabsfolk arbejder af særdeles gode grunde i hver sin kadence. Derfor synes journalister, videnskabsfolk er langsomme og omstændelige, mens viden­skabsfolk synes, journalister japper og er overfladiske. Og selvom både videnskabsfolk og journalister forsøger at vise den sandhed, der ikke umiddelbart er til at begribe, er deres tilgang meget forskellig. Videnskabsfolk er næsten altid meget omhyggelige med at afdække præmis­serne for det, de siger; forklare deres metode og i det hele taget indramme det, de præsenterer, med forbehold og fodnoter. Journalisters metode består – og her kommer jeg måske til at afsløre, at jeg føler mig mere i familie med videnskabsfolkene end med journalisterne – i at rive sløret væk. Hvorefter den skinbarlige sandhed formodes at være afdækket. Regeringen siger, intet er fejet under gulvtæppet. Men jeg har løftet tæppet, og nu skal I bare se….

 

Hvis jeg skal udtrykke forskellen mellem journalisters og videnskabsfolks tænkning om ”sand­heden” mere stringent, vil jeg sige, at for videnskabsmanden er det modsatte af ”sandhed” som regel ”uklarhed”, mens det modsatte af ”sandhed” for journalisten som regel er ”løgn”. På denne lille forskel i opfattelsen af ”sandheden” beror misforståelserne og samarbejdsvanskelighederne mellem videnskabsfolk og journalister. Men forskellen er heller ikke så lille endda. Derfor vil jeg bruge resten af artiklen på at udrede forskellen og sætte den i perspektiv.

 

I 1999 blev jeg af dagbladet Aktuelt bedt om at bidrage til en serie om ”Årtusindets person”. Idéen var god. Ligesom man udnævner en ”årets person” og en ”tiårets person” ved årsskifter og tiårs­skifter, skulle man naturligvis udnævne en ”årtusindets person” ved årtusindskiftet. Derfor sagde jeg ”ja tak” til det gode tilbud og skrev en artikel om Martin Luther.

 

Men hvorfor lige Luther? Man kan give mange gode grunde. Reformationen var og er en kolossal begivenhed i Europas og dermed også verdens historie. Der, hvor reformationen blev gennemført, ophørte det teokratiske system, den katolske kirke ellers havde fået udbredt til næsten hele vest­europa. Et system med religiøs indblanding i stort alting, der grund­læggende lignede det, man har i vore dages Iran. Reformationen udløste også Tredive­årskrigen, og dermed forestil­lingen om national suverænitet. Før Trediveårskrigen havde lande i princippet ikke ”interne anliggender”, men det fik de som følge af den traktat, der afsluttede krigen; den såkaldte Vestfalske fred, der blev undertegnet i Münster i 1648.

 

Men vigtigst af alt indførte reformationen et princip om, at ting ikke skulle sammenblandes. Det religiøse var én ting. Det verdslige en helt anden. Derfor skulle kirken og staten i princippet be­tragtes som to selvstændige ting. I praksis opstod der, som de fleste sikkert ved, protestantiske statskirker og i mange år en temmelig streng kirketugt. Men religionen havde et sæt af begrundelser og rationaler: tro, samvittighed og den slags ting. Politikken et helt andet: magt og det muliges kunst.

 

Da princippet om at holde tingene adskilt først var knæsat, opstod der i tidens løb mange flere områder af virkeligheden, der insisterede på ikke-indblanding fra andre rationaler. Økonomien fik et selvstændigt rationale: profit. Kunsten fik et selvstændigt rationale: at vække det begærløse begær – eller hvordan man nu ellers vil indkredse ”det æstetiske”. Hvad angår videnskaben, fik den ratio­nalet: at finde sandheden.

 

At rationalerne blev selvstændige betød, at indvendinger, der ikke havde noget med selve det cen­trale rationale at gøre, blev ugyldige. Kan man komme med moralske indvendinger imod økonomien? I princippet nej. På økonomiens egne præmisser tæller kun ”økonomiske” argumenter. Kan man komme med religiøse indvendinger imod kunsten? I princippet nej. Kun æstetiske. Og kan man komme med fx økonomiske indvendinger imod videnskaben? I princippet nej. Det eneste, der tæller er: kommer vi med dette bidrag til forskningen tætter på sandheden, eller gør vi ikke?

 

Jeg skal i den forbindelse komme med et par præciseringer. For det første: det er ikke sådan, at ingen længere forsøger at sammenblande rationalerne. Teorien om ”intelligent design” er reli­gionens forsøg på at sammenblande et religiøst og et videnskabeligt rationale. Og kritikken af Jyllands-Posten for at bringe tegninger af Muhammed er et forsøg på at sammenblande et religiøst og et kunstnerisk rationale. Der findes både mere og mindre stærke kræfter, der hellere end gerne vil sammenblande rationalerne. Ønsker man at udnævne personer til videnskabelige stillinger på en anden baggrund end deres faglige meritter (fx deres køn eller etnicitet), sam­menblander man et politisk og et videnskabeligt rationale. Ønsker man et moratorium for genetisk manipulation, blander man som regel et etisk rationale ind i videnskaben. Personligt mener jeg, man skal være meget tilbageholdende med at sammenblande de forskellige rationaler i det godes tjeneste, fordi man på den måde skaber en præcedens, der gør det svært at argumentere imod dem, der vil sam­men­blande forskellige rationaler i det ondes tjeneste. Markedet, videnskaben, religionen og så videre bør have deres rammer fastlagt ved lov – og i øvrigt udfolde sig i videst muligt omfang på deres egne præmisser.

 

For det andet: Det er ikke sådan, at man ikke skal afveje økonomi, politik og æstetik imod hinanden. Tvært imod: det bør man. Men en afvejning er lige præcis ikke en sammenblanding. En afvejning er en manøvre, mennesker kan udføre ved at anvende en af sine ædleste evner: dømmekraften. Det er naturligvis derfor, det er så vigtigt at udvikle dømmekraften i det enkelte menneske så vidt, som det overhovedet lader sig gøre.

 

II

Spændingerne mellem videnskabsfolk og journalister har at gøre med, at de befinder sig inden for hver sit system. Det grundlæggende rationale i videnskaben er sandhed. Det grundlæggende ratio­nale i journalistikken er noget, jeg i første omgang med et lidt løst begreb vil kalde ”overraskelsen”. Mere følger – men lad mig sige med det samme, at de to ting ikke kan reduceres til hinanden.

 

Sagt på den kortest mulige måde, er videnskaben en social institution, der har til formål at afgøre, hvad der er sandt og hvad der er falsk. Det gør den efter nogle procedurer, der er opstået i historiens løb. Procedurerne ændrer sig over tid, og de er ikke ukontroversielle inden for det videnskabelige samfund. Men internt i de tre store hovedområder naturvidenskab, samfundsvidenskab og human­iora er der – når folk besinder sig og prøver at være lidt modne - en rimelig grad af enighed om, hvilke påstande, der er værdige til at blive taget alvorligt; hvilke det er nogenlunde sikkert eller rimeligt at tro på – og hvilke det ville være fuldkommen tåbe­ligt at betvivle.

 

Det er vigtigt at forstå, at videnskabsfolk i meget vidt omfang konstruerer sand­heden. Det vil sige: de afslører den ikke. Og sandheden kommer heller ikke og trænger sig ind på videnskabsfolkene. Langt det skøreste og mest urealistiske i X-Files er Dana Scullys måde at foretage obduktioner på. Det er altid noget med, at indsigten kommer springende op i hovedet på hende: hun kan uden forudgående hypoteser eller mistanker pludselig se, at der sidder spor af ektoplasma på den afdødes tøj. Eller at den afdøde blev skudt med en kugle fremstillet af metaller, der ikke findes på jorden. Den slags ting. Sådan noget sker praktisk talt aldrig i virkeligheden. Folk, der obducerer – og alle andre andre forskere – afprøver forskellige hypoteser om, hvad der kan være tilfældet. Processen er altså ikke, at ektoplasmaet eller de extraterrestriske metaller ligger og råber op om, at de gerne vil opdages. Processen i al forskning er, at man har gjort sig nogle tanker af den ene eller den anden art, som man derefter prøver at finde belæg for. Hvad forskeren ikke på en eller anden måde har fore­stillet sig i sine tanker i forvejen, forbliver (med undtagelse af den berømte undtagelse: Alexander Flemings opdagelse af penicillinet) som regel usynligt og uopdaget. Det er derfor, jeg siger, sandheden er en konstruktion. Hvad vi regner for sandheden, er det empiriske belæg for de tanker, vi har gjort os. Hvad forskerne ikke har tænkt, og derfor ikke har undersøgt, ligger hen i mørke. Om disse ting kan en forsker derfor hverken vide noget – eller ikke vide noget.

 

I en fjern fortid har det måske været muligt at forestille sig, at der var en endelig Sandhed. Det kunne være, at den stod i biblen. Eller det kunne være, den lå derude og ikke skulle åbenbares af Vorherre, men af videnskabsfolkene.

 

I løbet af det tyvende århundrede opgiver man den tanke. Det har fået nogle til at tænke, at hvis der ikke er nogen Sandhed, så er der heller ikke nogen sandhed overhovedet. Men det er helt forkert. Sandheden med stort S er langt mere robust end sandheden med lille s. Uden en Sandhed er vi der­for nødt til at være så meget desto mere påpasselige med, hvad sandheden er; så meget desto mere omhyggelige med, hvordan vi finder frem til den og overbeviser os selv om, at det ene eller det andet indtil videre skal gælde for sandheden.

I forhold til at skabe sandheden er det helt afgørende, at der findes et videnskabeligt samfund. I den forbindelse er ikke mindst universiteterne vigtige. Som samfundsmæssig institution kan universitet­et føre sin historie tilbage til middelalderen. Universitetet har aldrig været hundrede procent selv­stændigt, men det har altid været tanken med universitetet at skabe et frirum, hvor tanker – i større omfang, end det var muligt i den omgivende verden - kunne føres frem til deres lo­gi­ske slut­punkt. Vel at bemærke: uden, at forskerne skulle bekymre sig om nytten eller konsekvenserne af, at de førte tankerne derhen, hvor logikken (og fra 1700-tallet i stadig stigende grad: kendsgerningerne) til­sagde dem, at de endte.

 

Både kirken og staten har i tidens løb rettet det ene anslag efter det andet mod universiteternes frihed. Også den danske stat vil rutinemæssigt rette alverdens anslag mod friheden. Borgerlige regeringer er i den henseende ikke værre end socialdemokratiske, og det sker altid i det godes tjeneste. Man skal forske i nogen, det er synd for. Man skal forske i noget, erhvervslivet (tror, det) kan bruge. Uanset hvad: det hører ingen steder hjemme for statsmagten at blande sig i forskningens indre liv. Gør man det, kan universiteterne ikke opfylde deres væsentligste, samfundsmæssige rolle: at konstruere det, vi indtil videre tror, er sandheden. Derfor slutter kampen for universitet­ernes frihed aldrig.

 

Det videnskabelige samfund er de mennesker, der findes inden for universiteternes verden – eller som er tilkoblet universitetssystemet (censorer, eksterne lektorer osv.). Det videnskabelige samfund har et helt system af institutioner: seminarer, konferencer, tidsskrifter osv. Inden for de institutioner bliver tanker fremstillet, diskuteret og kritiseret. Det vil sige, at forskerne kigger deres kollegers data efter i sømmene. Er de indsamlet på en forsvarlig måde? Er de analyseret på en rimelig måde? Desuden kigger man kollegernes ræsonnementer igennem: er de velinformerede i forhold til, hvad der ellers er skrevet? Er de fri for indre modsætninger? Giver data belæg for konklusionerne? At diskutere den slags ting er, hvad hverdagen i den videnskabelige verden går med – ud over at frem­bringe de artikler og bøger, der er genstand for diskussionerne.

 

Udtrykt lige så kortfattet er medierne en social institution, der har til formål at skabe en fælles, social omverden. Alle mennesker liver i princippet deres eget liv. Jeg kan ikke skifte identitet – derfor har jeg kun mine egne erfaringer. På den anden side lever vi også et kollektivt liv. De fleste, der nogensinde kommer til at læse denne artikel, er danske statsborgere. Jeg, der skriver disse linjer, og du, der læser dem, har altså et fælles forhold til den danske stat, der har givet os vores stats­borger­skab og som garanterer os vores rettigheder. Desuden har vi et fælles forhold til det politiske system, der styrer staten, og til ting som blandt andet vores fysiske omverden: at luften og vandet er nogenlunde rent, eller i hvert fald: ikke direkte giftigt. Dertil kommer en lang, lang række andre forhold, som den enkelte deler med større eller mindre grupper af medmennesker: udviklingen i Superligaen; udviklingen i aktiekurserne; udviklingen i det politiske index. Og så videre og så videre.

 

Den fælles omverden i et samfund, der er så stort, at man ikke fysisk kan overskue det, skabes af medierne. De beretter hver dag om noget, der hedder ”politik”; noget, der hedder ”sport”; noget, der hedder ”økonomi”; noget, der hedder ”kriminalitet” og så videre. På den måde opstår der en fælles verden, som jeg kan referere til og forholde mig til, når jeg omgås andre mennesker.

 

Medierne behøver ikke konstruere den fælles omverden helt fra bunden hver dag. Den ældste danske avis, der stadig udkommer, er mere end 250 år gammel. Så langt tilbage findes der altså en ubrudt tradition for at konstruere en fælles omverden, der refererer til Danmark. Siden er der kommet mængder af andre aviser til. I tyverne kom Pressens Radioavis, i tresserne TV-avisen, i firserne TV2 Nyhederne, og dertil mængder af magasiner, nyhedsbreve, nettjenester og hvad ved jeg.

 

Derfor mener de fleste medieforskere, at medierne i virkeligheden består af en mængde føljetoner, der opdateres mindst en gang i døgnet. En vigtig føljeton er ”indenrigspolitikken”. En anden vigtig føljeton er ”udenrigspolitikken”. En tredje ”økonomien”. En fjerde ”sporten”. En femte ”kulturen”, og så fremdeles. Hver eneste føljeton har nogle aktører: statsministeren, lederen af oppositionen osv. Det, der adskiller medierne, er først og fremmest deres måde at fortælle føljetonen. Nogle medierne fortæller den som et heltekvad. Man kan tænke på Berlingske i Karsten Madsens tid som chefredaktør, hvor avisen efter hans eget udsagn var regeringens (ukritiske) ”defensor”. Andre fortæller den politiske føljeton som en slags komedie eller tragedie (se fx Politiken eller Informa­tion). I nogle aviser breder sportsjournalistikkens fortælleformer sig ind på andre stofområder: de fleste aviser, der går op i at bringe store mængder erhvervsstof (Jyllands-Posten, Børsen), dækker af en eller anden mærkelig grund årsregnskaber, børsmeddelelser og lignende på samme måde som sport. Mens andre aviser dækker det politiske stof på samme måde, som der er tradition for at dække det æstetiske stof (Weekendavisen). Alle de små forskelle gør aviserne forskellige – og gør dem hver især værd at læse.

 

Når medierne ikke skal konstruere verden helt forfra hver dag, kan de nøjes med at berette om, hvad der er sket siden sidst og hvad der afviger fra normalbilledet. Derfor er nyhedskriteriet snævert relateret til forestillingen om ”det overraskende”. At der dør 3-400 mennesker i trafikken årligt er ikke nogen overraskelse. Derfor offentliggør man kun små notitser om, hvem de uheldige vindere i den store dødslodtrækning er. At der falder et rutefly ned, hvorved 200 mennesker omkommer, er til gengæld en overraskelse – derfor bringer man historien i stor opsætning. At de slår hinanden ihjel i de varme lande, er ingen overraskelse. Derfor er der grænser for, hvor meget plads, man kan bruge på det. At et enkelt menneske med årtiers mellemrum bliver slået ihjel i Hobro, er en kæmpe over­raskelse. Derfor bruger man meget plads på det.

 

III

Hvorfor går samspillet mellem journalister og videnskabsfolk så galt? Jeg er sikker på, at journal­ister kan skrive et helt kompendium med klager over videnskabsfolk, der er verdensfjerne, umulige at nå – og når man endelig når dem, så umulige at forstå. Men dem om det. I de følgende linjer vil jeg fortælle lidt om, hvordan samspillet ser ud fra min vinkel. Det vil sige som ”ekspert” – og for mange år siden, da jeg var universitetsforsker, også som ”videnskabsmand”.

 

Mit første møde med medierne fandt sted i begyndelsen af halvfemserne, da jeg var adjunkt på RUC. Jeg blev kontaktet af en berømt tv-journalist, der skulle lave et indslag om, hvor farligt det var at se tv.

 

Problemet med hendes vinkel var, at der på det tidspunkt ikke var nogen seriøse forskere, der mente, at tv var farligt (det er der, så vidt jeg ved, stadig ikke). Jeg forklarede hende – både venligt og tålmodigt – at det stærkeste udsagn, medieforskningen var i stand til at producere, var påstanden om, at ”nogle gange har nogle medier indflydelse på nogle mennesker”. Ikke et voldsom generali­sering, der rydder forsiden. Men min relativt loyale gengivelse af de faktiske forhold i medieforskningen på det tidspunkt. Endvidere sagde jeg noget i retning af: desuden er tv jo bare tv. Der foregår ikke noget i fjernsynet, som for alvor er vigtigt. Så hvad er problemet? Det sidste skulle jeg naturligvis ikke have gjort, hvis jeg gerne ville i fjernsynet, for dermed rokkede jeg alvorligt ved den kendte studieværts selvbillede. Jeg kom naturligvis ikke med i udsendelsen.

 

Nogle dage senere var der bestyrelsesmøde i Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark, som jeg på det tidspunkt var næstformand for. Efter mødet snakkede vi om løst og fast, og kunne pludselig konstatere, at stort set hele bestyrelsen var blevet kontaktet af den berømte studievært. Og at vi alle havde refereret forskningens aktuelle stade på nogenlunde samme måde. Derfor var det hele endt med, at man i indslaget havde bragt et interview med en eller anden marginaliseret forsk­er. Vedkommende var i øvrigt heller ikke fra et rigtigt universitet, men fra en eller anden pro­fes­sionshøjskole – vistnok Danmarks Lærerhøjskole, men det har jeg ærlig talt glemt.

 

Jeg må desværre konstatere, at den fremgangsmåde er ret almindelig. Journalisten vil med djævelens vold og magt have sin vinkel til at passe. Derfor finder man den særling, der mener, at mobiltelefoner udsender livsfarlig stråling. At jorden muligvis er skabt af Gud. At fjernsyn er farligt. I stedet for de seriøse forskere, der kan fortælle noget om, hvor den videnskabelige kon­sensus befinder sig lige nu.

 

Der findes dog også samvittighedsfulde journalister, til hvem man kan sige: hvis du har et kvarter, kan jeg give dig den rigtige historie. Det kommer der – set fra videnskabsfolkenes synspunkt – nogle meget bedre artikler ud af. Selvom det ikke nødvendigvis er den artikel, journalisten havde forestillet sig, da hun eller han greb telefonen og ringede til videnskabsmanden.

 

Jeg forstår fuldt ud fristelsen til at fastholde sin vinkel og finde en passende ekspert. Men det er i høj grad med til at gøre videnskabsfolk skeptiske over for at medvirke som eksperter.

 

Nogle gange bliver man kontaktet af journalister, der siger: er det ikke rigtigt at….? Nogle gange af journalister, der siger: fortæl mig sandheden… Og andre gange af journalister, der siger: men på den anden side…. Den slags forløb opfatter de fleste forskere som særdeles irriterende og utilfreds­stillende. Hvorfor skal man bare sige den pointe, journalisten allerede har fundet på? Kan hun eller han ikke enten sige den selv? Eller høre efter, når man forklarer, hvordan det egentlig hænger sammen? Hvorfor skal man udtale sig skråsikkert om sand­heden i de tilfælde, hvor forskerne selv er usikre? Og oven i købet høre på en slet skjult irritation, på grænsen til personlig bebrejdelse, over, at forskningens generelle stade på et eller andet område er præget af usikkerhed. Men omvendt: hvor­for skal den viden drages i tvivl, som ingen sagkyndige kunne finde på at drage i tvivl? Der er få ting, der egner sig til at gøre forskere enige, som tåbelige og uinformerede spørgsmål. De udløser en enighed om, at der ikke findes nogen data, der støtter den påstand, journalisten præsenterer dem for.

 

Den type af møder mellem journalister og forskere, som jeg har skitseret her (og som jeg alle per­sonligt har prøvet) er uden tvivl med til at begrænse forskeres vilje til at optræde som eksperter. Sådanne møder får – med rette – de fleste forskere til at føle, at de spilder deres tid, når de lader sig interviewe.

 

IV

Hvis mødet mellem videnskabsfolk og journalister skal være en succes, er begge parter nødt til at forstå, at det er et møde hen over en grænse. Den grænse, der adskiller videnskabens ønske om at finde sandheden fra journalistens ønske om at bringe noget videre, der lever op til nyhedskriteriet. Derfor må begge parter gøre sig lidt umage og vise god vilje.

 

På den ene side må journalister forstå de præmisser, videnskabsfolk arbejder på. Deres egentlige pub­likum er det videnskabelige samfund. Det er, hvad de pejler efter, og hvis anerkendelse de fleste forskere først og fremmest eftertragter.

 

At tale med journalister har nødvendigvis en lavere prioritet for videnskabsfolk end at forske. Det rangerer for de flestes vedkommende på linje med at undervise og administrere. Med andre ord: man kan blive nødt til det. Men det er ikke derfor, man er i branchen. På den anden side skal jour­nalister altid huske, at (gode) videnskabsfolk interesserer sig brændende for deres fag. Derfor kan man som regel let få dem til at tale om faget – hvis det vel at bemærke sker på måder, der ikke er alt for irriterende. Jeg er sikker på, at de fleste journaliser vil opdage, at hvis de i første omgang giver en forsker lov til at tale om sit fag, vil den pågældende forsker tale længe og begejstret. Og at hvis man til sidst spørger: ”men hvordan forklarer jeg det her til en lægmand?”, så vil forskeren i virke­lig­heden have en masse gode idéer, der kan være til stor hjælp for journalisten.

 

Omvendt må videnskabsfolk, der vil formidle noget til pressen, være klar over, at grundpræmissen for, at noget kommer i medierne, er, at det er interressant. Det vil som regel – men ikke altid – sige, at det har formen: ”Hvad alle troede, er ikke tilfældet” eller ”Hvad ingen troede, er faktisk tilfældet”. Den historie er altid en god historie – hvad enten den bringes til torvs af en videnskabs­mand eller en journalist. Det videnskabelige resultat, som bekræfter, hvad alle tror, gider ingen høre på. Heller ikke det videnskabelige resultat, som ingen nogensinde har haft fantasi til overhovedet at undre sig over.

 

Det spændende er, at de videnskabelige påstande, der får et langt liv i det videnskabelige samfund, ifølge filosoffen Murray S. Davis rent faktisk er kendetegnet ved at have ”det interessantes” form: hvad man gik og troede, er forkert. Eller: hvad man ikke troede, er minsandten tilfældet alligevel. På den måde er videnskaben og journalistikken faktisk mere i familie med hinanden, end de fleste journalister og videnskabsfolk tror. Derfor tror jeg, at forskere og journalister sagtens kan mødes på midten. Alt, hvad det kræver, er, at man opfinder et nyt begreb, der dækker begge parters interesse, så det vil jeg hermed gøre. Ordet er ikke forkert stavet, for det skal være med ”d” for at give ekstra mening. Men: hvad det gælder om, for at journalister og videnskabsfolk kan møde hinanden med gensidigt udbytte er, at de ikke ensidigt koncentrerer sig om, hvad der er interessant eller hvad der er sandt. Det frugtbare møde er begge dele: ”interessandt”.

Relaterede artikler

IR-Newsletters for nybegyndere - Et sikkert investeringsobjekt. Det vil en børsnoteret virksomhed naturligvis gerne være. Men hvordan gør virksomheden si...
Krisen er aflyst - I samfundet er der krise, nedjusteringer og nedskæringer, men ikke i K-branchen. Kommunikationsbureauerne tjener stadig ...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationschef

Frist: 3. december

Grafiker

Frist: 13. december

Mediechef

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.