Det sjette nyhedskriterium - banalitet eller breaking news

Med ”Bag nyhederne” vil Ida Schultz vise at nyhedskonstruktion handler mere om journalistikkens sociale rum end om nyhedskriterier. Ifølge Schultz handler nyhedsarbejde nemlig om positionering – primært eksternt, i forhold til andre medier, men også internt, i forhold til kollegaer. Hun foreslår således et sjette nyhedskriterium – eksklusivitetskriteriet – som skal forklare en hidtil uantastet tavs viden om nyhedsarbejde. Det er i hvert fald sådan Ida Schultz forsøger at sælge varen.

Bag nyhederne er en omarbejdet ph.d.-afhandling, ”Bag om nyhedskriterierne”, hvis konklusioner og pointer tidligere er beskrevet her på Kforum.

Hvorfor bliver nogle begivenheder til nyheder, mens andre ikke gør det? Dette gamle retoriske spørgsmål vil Ida Schultz svare på med fornyet visdom ved at putte emnefeltet ind i en metodisk funktionsmaskine: Det etnografiske feltstudie ifølge Pierre Bourdieu.

Således udgør Bourdieu det faglige belæg for påstanden om at have opdaget noget nyt som journalisterne ikke selv ville kunne formulere. Og resultatet er så spidsformuleret i påstanden om et sjette nyhedskriterium, der hermed tjener som murbrækker for offentliggørelsen af projektet.

I forordet udpeger Ida Schultz henholdsvis de interne spilleregler, de professionelle idealer og den journalistiske selvforståelse som interessante analysefelter i relation til journalistikkens sociale rum. Men de forekommer ikke lige interessante bogen igennem. Mens hverken de professionelle idealer eller den journalistiske selvforståelse bliver fortalt på nogen ny måde, så formår Ida Schultz dog i kraft af sin centrale case at vise noget interessant om de interne spilleregler, og ikke mindst om tid og rum i forhold til et konkret nyhedsprodukt.

Torsdag den 4. marts 2004 i TV-byen

Ida Schultz har været med hos nyhedsredaktionerne hos både DR og TV 2 samt hos flere aviser. Men den helt centrale case er den redaktionelle tilblivelse af TV-aviserne 18:30 og 21:00 torsdag den 4. marts 2004 i TV-byen i Søborg. Her leverer Ida Schultz en grundig og kompleks, men alligevel fokuseret og velordnet, beskrivelse af TV-avisernes redaktionelle tilbliven.

I kraft af morgenmødets stramme hvirvelstrøm af delvist indforståede kommentarer viser Ida Schultz hvad hun også konkluderer: at ”tempoet er højt, og tonen er indforstået”. Og hun skriver …: ”Redaktørernes vigtigste opgave om morgenen er at aflæse nyhedsstrømmen, at få et overblik over potentielle historier og tage de første beslutninger om, hvilke historier der skal satses på. Historiernes nyhedsværdi er oftest indlysende og indforstået for redaktører og journalister, der ikke bruger meget tid på at argumentere for eller imod valget af en historie, eller på at diskutere vinklingen eller faktuelle detaljer i historien.”

Ida Schultz lader dette umiddelbart perverse faktum stå uden kommentarer – at nyhedsudvælgelsen hos en af de allervigtigste dagsordenprioriterende instanser i Danmark foregår efter en metode der minder om indkøb før lukketid.

Her savner jeg en holdning eller et bud fra Ida Schultz. Kunne den redaktionelle rygmarvsdagsorden mon erstattes af en mere konstruktiv nyhedsopfattelse hvor man brugte en smule mere tid på innovation og refleksion? Eller hvad? Og hvorfor?

Under alle omstændigheder er det den virkelighedsnære erfaringsformidling på grundlag af nyhedstilblivelsen den 4. marts 2004 i DR som skaber bogens to bedste kapitler. Mens kapitel 2 udgør selve casen, følger kapitel 5 smukt op på kapitel 2 ved nu igennem bl.a. interview med redaktørerne at vise deres faglige refleksion over hvorfor den endelige sætliste af nyheder blev som den blev på dagen.

Det sjette nyhedskriterium overholder ikke kriteriet

Hvorvidt eksklusivitetskriteriet er et nyt kriterium eller egentlig er dækket ind af fx sensationskriteriet og selve begrebet ”nyhed”, er nok mere en diskussion om betydningsdefinitioner. I en skarp kommentar til artiklen om ph.d.-afhandlingen (se linket øverst) foreslår journalist og retoriker Jens Møller Nielsen at eksklusivitetskriteriet netop allerede er dækket ind af eksisterende begreber.

Men selv om der ikke er meget nyt i eksklusivitetskriteriet fra et journalistisk synspunkt, kunne der jo være en pointe i at give det opmærksomhed som et selvstændigt kriterium. Jeg kunne tænke mig at fremhæve denne pointe ved at omdøbe eksklusivitetskriteriet til ”branding-kriteriet” (eller mærkevarekriteriet), for dette synes netop at være den essens af eksklusivitetskriteriet som ikke kan tolkes som overlappende med de fem gængse kriterier.

Eksempelvis er essensen af eksklusivitetskriteriet i forhold til Farum-sagen at B.T. er brandet på Farum-sagen i avis-forbrugerens bevidsthed, mens de Cavling-pris-modtagende journalisters navne, Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, er brandet på Farum-sagen internt blandt journalister.

Ud over solohistorierne, som er den ypperste eksponent for eksklusivitetskriteriet, kunne man under betegnelsen branding-kriteret opsamle følgende kriteriehjemløse størrelser: Mediers egne events og foromtaler af disse, samt foromtaler af dokumentarer og undersøgelser som udgør potentielle solohistorier.

Og således godt på vej ud ad den dekonstruktive planke opdager jeg at eksklusivitetskriteriet er væsensforskelligt fra de øvrige fem kriterier og derfor slet ikke kan stå i paradigme hermed. Aktualitet, væsentlighed, konflikt, identifikation og sensation handler først og fremmest om hvordan man legitimerer en nyhed over for modtageren, mens eksklusivitet handler om at skabe værdi for sig selv – som journalist eller som medie.

Eksklusivitetskriteriet skal til enhver tid legitimeres under de fem andre kriterier over for modtageren – og det er pointen med nyhedskriterierne. De er et modtagerorienteret tjek-værktøj relateret til den konkrete målgruppe. (Er denne historie aktuel, væsentlig, konflikt-fascinerende, identifikationsskabende eller sensationel for vores seere netop nu?). De er ikke en generel psykologisk eller sociologisk forklaringsmodel for nyhedsudvælgelse fra afsenderside.

Det betyder ikke at ønsket om eksklusivitet, branding o.s.v. ikke kan udgøre et kriterium for redaktionel nyhedsprioritering, men det vil være begrebsforplumring at kalde det et nyhedskriterium og dermed stille det i paradigme med de fem andre modtagerorienterede kriterier.

Eksklusivitetskriteriet – et problem?

Med casen – bl.a. i form af morgenmødet – vil Schultz vise at udvælgelsen af nyheder foregår per rygmarv. Dette er i mine øjne det egentligt perverse faktum som man kunne samle sine kræfter om at problematisere. Men når Schultz forbigår dette, er det sandsynligvis fordi hun er optaget af at vise sin tese: At dét der debatteres mest eksplicit, er de intermediale positioneringsargumenter – altså at eksklusivitetskriteriet dominerer som en egentlig strategi over de øvrige ureflekterede kriterier.

Over for tesen om eksklusivitetskriteriets dominans vil jeg mene at man kan modargumentere på følgende måde: Det er naturligt at netop disse argumenter er mest eksplicitte fordi nyhedsfeltets tid og rum – i modsætning til de velkendte nyhedskriterier – er variabel fra dag til dag. Det kan for eksempel handle om hvorvidt konkurrenten TV 2 den foregående dag bragte en pendant til et færdigproduceret indslag som man ikke selv fik plads til, og som stadig kan være lige så meget værd i dag hvis TV 2 ikke viste noget lignende i går.

Altså et foranderligt kontekstuelt spørgsmål som peger tilbage på de gængse nyhedskriterier – om man overhovedet synes man har en nyhed.

Disse hensyn kan af og til kamme over i en journalistisk forfængelighed som er ude af proportioner, og her har Schultz en pointe – hvis det da ellers er korrekt at væsentligt stof ikke bliver formidlet fordi journalistkredse vil vide at et enkelt medie har kørt hovedhistorie på det tidligere.

At læsere og seere skulle være ofre for det journalist-interne eksklusivitetskriteriums magt, forbliver i ”Bag nyhederne” en underlig halvkvædet vise – specielt fordi Schultz med den nyhedsfattige 4. marts 2004 som case ikke synes at give et konkret eksempel på at værdifulde nyheder ryger af sætlisten på grund af positionelle argumenter. Hypotesen mangler underbyggelse i form af eksempler.

Som nævnt er eksklusivitetskriteriet jo netop væsensforskelligt fordi det er del af konteksten, og konteksten må med banal nødvendighed være styrende for tolkningen af nyhedskriterierne.

I stedet for at hæfte sig ved en hypotetisk faRlighed ved eksklusivitetskriteriet, kunne man lige så vel hævde at det er garant for at der fortsat vil være plads til gravende journalister og nye måder at se verden på.

Ida Schultz stiller eksklusivitet op som trussel mod motivationen til at grave dybere i fælleshistorier – men kan udskiftningen af en plante-ske til en drænspade på fælles opdyrket jord ikke udgøre det for en eksklusiv handling/vinkel? Spørgsmålet forbliver teoretisk indtil vi præsenteres for eksempler.

Bog eller ph.d.-afhandling?

Desværre ligger bogen som helhed tydeligvis alt for tæt på sit forlæg – ph.d.-afhandlingen – og det betyder at den som genre sætter sig mellem to stole. Som bog er ”Bag nyhederne” svær at kapere fordi den ikke tager noget helhjertet formidlingshensyn til læseren, og hvorfor så ikke bare udskrive ph.d.’en?

Ida Schultz’ undlader ikke at redgøre grundigt for Pierre Bourdieus såkaldte ”feltperspektiv”, ligesom hun heller ikke undlader at redegøre for alle tilstødende og relevante videnskabelige positioner.

Dette medfører at kapitel 1, 3 og 4 opleves som regulære dræbere, affattet i en introvert akademisk diskurs hvor metodiske vaccinationer og blotte selvfølgeligheder pakkes ind i et spind af akademiske krydsreferencer som højst kan interessere sociologiske og videnskabsteoretiske fagnørder.

Formidling der pligtskyldigt rygdækker sig i en teoretisk videnskabelig ballast kan være læseværdig, men her kommer det ikke ud over rampen. Måske skyldes det at der mangler et egentligt budskab som ordnende princip frem for denne overvældende kortlægningstrang. Måske skyldes det at Schultz tilsyneladende ikke evner (eller søger) kunsten at inkludere læseren i forskellige teoretikeres anvendelighed ved at bruge kræfter på at formulere sig ind til essensen eller levere klare metaforer.

Man spørger sig selv: Hvem er denne bog skrevet til? Er det bare akademisk autokommunikation der skal slå fast at Ida Schultz kender sit felt? Det gør hun, men kan hun forklare det - og relevansen af det?

Samtidig med at de abstrakte akademiske referencer virker unødigt højttravende, taler Schultz indimellem ned til læseren, som når hun her ekspliciterer: ”Selv om væsentlighed er svært at definere, viser citatet, at det er en journalist på et landsdækkende medie, der udtaler sig: Et regionalt medie ville ikke nødvendigvis tænke på folkepension som et emne, der var specielt vigtigt for dem. Måske ville nedlæggelsen af amterne være en mere væsentlig historie for dem. Væsentlighed er altså i høj grad knyttet til det enkelte medie, og til mediets placering i nyhedsstrømmen.”

Er det etnografiske felt så trangt at Ida Schultz glemmer at medie, målgruppe og kontekst for os andre udgør indlysende variabler i forhold til nyhedskriterierne?

Ida Schultz’ projekt viser at kommende nyhedsakademikere med fordel kan indfange mere empiri og konkrete anskueliggørende eksempler. Det viser i mine øjne også at teori for teoriens egen skyld i teoriens helt egne luftlag muligvis er gangbart i ph.d.-sammenhæng, men ikke udgør nogen reel værdi i en bog som bør være et læserorienteret medium. "Bag nyhederne"s reelle værdi ligger som sagt i kapitel 2 og 5 som absolut er anbefalelsesværdige.