Det selskabelige samfund

Skrevet af

Jan Lindhardt

2 artikler

0 indlæg

Hvordan ændrer medierne os? Hvilke nye omgangsformer, tænkemåder, sociale strukturer etc. vil der opstå i kølvandet på de nye, ikke mindst de elektroniske medier? Stig Hjarvard, professor i medievidenskab ved Københavns Universitet har udsendt en letskrevet og letlæst bog, Det selskabelige samfund, hvor han på spændende måder overvejer de samfundsmæssige, psykologiske, politiske og andre forandringer, som kommer ind over os i disse år. K-forum bad Biskop Jan Lindhardt anmelde Det selskabelige samfund.

Meyrowitz og Goffman
En grundlæggende guru for Hjarvard er Joshua Meyrowitz, der med bogen No Sense of Place, 1985 ændrede medietænkningen. Han bygger videre på Goffmans distinktion mellem backstage, hvor man lever sit private liv og frontstage, hvor man udfolder sig offentligt. Meyrowitz mener at de moderne elektroniske medier skaber et mellemsted, hvor meget af det allermest vigtige i virkeligheden udfolder sig.

Middle region
Han illustrerer det ved et eksempel: en ung mand kommer hjem til staterne efter en heftig udlandstur, og hans forældre holder et velkomstparty for ham, hvor både deres venner og hans kammerater er med. Den unge mand bliver bedt om at fortælle om, hvad han har oplevet i Europa. Det havde ikke været noget problem hvis han havde stået overfor den ene eller den anden gruppe: til forældrene og deres venner havde han fortalt om sine frugtbare studier, mens han til kammeraterne havde smurt tykt på med pige- og andre eventyr. Nu står han overfor begge grupper og skal sørge for at have begges opmærksomhed. Hvad gør man, når man ikke står overfor et veldefineret publikum? Man gør lidt af hvert. Man er både intim og offentlig og forener med andre ord de to sfærer.
Det er det som politikere skal gøre i dag. De skal tale politik, men ikke kun det. De skal også tale om sig selv, deres familieliv, følelser etc. Hvis man ikke kan begge dele, duer man ikke til at være politiker i dag. Hjarvard eksemplificerer det med en moderne dansk statsminister.

Informationssamfund eller underholdningssamfund?
Denne indsigt er vigtig. Hjarvard gør rigtigt opmærksom på at vi ikke lever i ”informationssamfundet”, som mange påstår, men i underholdnings- eller oplevelses-samfundet. Medierne, særligt TV og mobiltelefoner, som er de to medier Hjarvard særligt koncentrerer sig om, er ret dårlige til at informere, men glimrende til at underholde. Det skal alle der vil på skærmen også kunne, bl.a. politikere. Man kommer til at tænke på ATS i Politiken, der opfandt betegnelsen, ”Det konservative Folkeparty”. Lille ændring, stor virkning.
Alt hvad der siges på TV, hvad enten det er information eller undervisning eller hvad som helst andet, er ”infotainment” eller ”edutainment” eller tilsvarende. Det indgår i en selskabelig kommunikation. Hjarvard påpeger at medierne endda er så gennemslagskraftige at de opfattes som ”menneskelige” og udstyres med køn, socialt tilhørsforhold o.lign. Det er nu ikke så mærkeligt for selve vort sprog lægger disse distinktioner ned over fænomenerne. Dansk har ikke han- og hunkøn, men det har jo en række andre europæiske forhold. Vi må nøjes med fælleskøn (han og hun) og intetkøn.

Skærmkommunikationens formater
Hjarvard refererer E.T. Halls spændende afstandsanalyser. Man er helt bogstaveligt tættere på folk, når man er intim med dem, mens man til andre har en anden social og offentlig afstand. Men jeg har svært ved at følge med i Hjarvards forsøg på at lade dette sige noget om skærmkommunikation. Han argumenterer for, at en lille skærm tegner det private, mens jo større skærmen er, jo mere offentligt bliver det.
I virkeligheden er det vel omvendt. Ingen dramatisk eller sentimental film overlever en lille skærm, selv ikke med heltinden i close-up. Det er derfor man går i biografien for at yde en film retfærdighed. Her er afstanden lille i kraft af det store lærred. På små skærme kan man bringe oplysninger, sms’er eller små billeder. Men vanskeligt nogle, der bemægtiger sig sindet, med mindre den man ser, i forvejen er ens udkårne. Afstanden til den lille skærm er netop på grund af dens størrelse normalt for stor.

Genkendelsens glæde
TV allierer sig ikke med magthavere eller sagkyndige, ”smagsdommere” men med den almindelige mand. Ikke superman, men everyman. Særligt TV2-nyhederne har forstået dette, mener Hjarvard, ved at de arbejder på ”mere af livet” som deres slagord lyder. Den almindelige mand og hans almindelige problemer. Igen: ikke information (med noget nyt), men genkendelse, så man føler sig underholdt og tryg. Den yderste konsekvens af dette er reality-shows, hvor ”virkelige” mennesker optræder og hvor vi alle kan sige at det er lige mig, eller også er det heldigvis ikke mig, men jeg kender nogen, det ligner.

Kronprinsens kys: de kongeliges kår i mediesamfundet
Hjarvards analyse af kongehuset i mediernes favn- , for ikke at sige kvælertag, er fascinerende. Man har for længst forladt de officielle billeder af kongeparret på færger og i offentlige bygninger og har i stedet distribueret millioner af mere eller mindre private billeder, f.eks. hvor kronprinsen kysser en australsk dame. Helt privat, velvidende at 50 kameraer kigger med. Kongehuset er ekstra udsat for de lever i dag kun på mediernes nåde. Journalisterne tillader sig at belære eller kritisere de kongelige, eller værre: at rose dem (uhørt for en enevældig konge), og har man ikke mediernes gunst, glider man ud i mørket og mister kronen, således som det engelske kongehus en tid syntes at være i fare for.. Heldigvis for kongehuset mister en række ugeblade også eksistensgrundlaget og dermed ser det ud til at kongehuset foreløbigt er sikret.
Under forudsætning af at vi alle kan kigge med. I parentes bemærket er det nu ikke så nyt. Også de enevældige konger tillod at man kunne se dem privat. Det var f.eks. en ære at se kongen spise eller at hjælpe ham af med støvlerne, når han skulle i seng. I så fald var man udnævnt til ”kammerherre”. Forskellen er her at kongen bestemte hvem, der skulle se hvad. Det er meget vanskeligere for vore dages regenter.

Synkretisme: mediernes åndelige pærevælling
Max Weber, den store tyske sociolog formede udtrykket ”Entzaüberung”, affortryllelse eller på engelsk: ”entchantment” om den moderne videnskabeliggørelse af vores omverden. Nisser og trolde, undere og mirakler blev forvist til fiktionens verden. Som den store tyske teolog i første halvdel af det 20. århundrede, Rudolph Bultmann sagde: man kan ikke både tale i telefon og tro på undere. Og da vi i dag har en naturvidenskabelig verdensbeskrivelse, så kan man ikke tro på det overnaturlige. Hjarvard deler denne opfattelse, og slutter deraf, at Gud er død; vi siger tak for oplysningen.
Men samtidig leverer han en spændende analyse af mediernes oprustning af det overnaturlige og af kirkens marginalisering, åndernes magt og mange andre. For det første er vi alle søgende, for det andet bliver vi ikke stående ret længe det samme sted. Når vor situation ændrer sig, skifter vi også tro eller livsanskuelse, med henvisning til Robert Wuthnow, en berømt amerikansk religionsforsker; og for det tredje sammensætter vi ofte vor egen religion, hvor ”anything goes”. Synkretismen, religionsblanderiet har gode dage.

For Gud, konge og fædreland
Han anfører rigtigt at kirken er det første massemedium. Den er skabt for at bringe Jesu budskab videre. Men den mistede sin monopolstatus, da trykkekunsten blev opfundet, for nu kunne enhver selv læse hvad han ville. Det er også ganske sandt, selvom det ikke er rigtigt at man tidligere læste det samme evangelium op i hele landet. Det gjorde man faktisk først efter reformationen og dermed også efter Gutenberg havde opfundet trykkekunsten. Det var et modtræk fra den nye statsmagts side mod de mange holdninger: nu skulle der være én protestantisk kirke. Én tro og ét samfund og én konge.
Og det gør man såmænd stadigvæk, men unægtelig uden de monopoliserende virkninger.

TV som luder
Hjarvard påviser overbevisende at TV i sig selv er ritualiserende og man er (dermed?) i stand til at behandle sorgen og skabe trøst ved store internationale begivenheder som Dianas død og 11. september. TV overtager et vigtigt område fra kirken, som er blevet marginaliseret i det moderne samfund. Men behovet er der stadig og sekularisering er ikke TVs opgave. Tværtimod giver billedmedierne god plads til udsendelser, film, serier (tænk blot på kanonsuccessen Jesus og Josefine i dec. 2003) om religion i mange forskellige udgaver. Hjarvard antyder at TV øjensynlig er som en luder, der går i seng med hvem som helst (”prisen viser sig at være af en manglende respekt for faglighed og saglighed”). Det tror jeg også, men at det er særligt optaget af religion, tror jeg ikke er en tilfældighed, men det ligger tværtimod i forlængelse af det som Hjarvard i øvrigt har klarlagt, nemlig TVs sans for det følelsesmæssige og oplevelsesbetonede.

Medierne og seksualiteten
Et af de sidste kapitler handler om kønnene, om den umådeholdne brug af sex i reklamer og om kvindens magtovertagelse af egen seksualitet. På den ene side er seksualiteten blevet ekstremt ”italesat” (Foucaults udtryk), både i film og serier og som nævnt ikke mindst i reklamer, men samtidig er det rykket ud af det offentlige rum og er blevet til folks privatinteresse. Om man gør det på den ene eller den anden måde eller med hvem, er ens egen sag. Marginaliseringen og ligegyldiggørelsen af sex og køn er paradoksalt nok forårsaget af mediernes overvældende interesse.

En detalje: Hjarvard hæfter sig ved at når man taler om sex, er det særligt kvinder man taler om. Interessant gør han opmærksom på at madonna-typen er gledet ud og luder-kvinden er trådt frem (ikke mindst repræsenteret af Madonna!). Kvinder er herrer over deres egen seksualitet, nu også med aggressivitet. Hjarvard mener vist at det er tvetydigt, men at kvinderne grundlæggende bliver undertrykt herved. Det kan man ikke se bort fra, men dels er det ikke mediernes normale virkemåde, og dels er det måske tankevækkende at såvel kvinder som mænd interesserer sig meget mere for kvindelig seksualitet end for mandlig. Det er den der kommunikeres og som et moderne slagord lyder: ”den der kommunikerer, eksisterer” – noget de elektroniske medier helt kan skrive under på, og som Hjarvard redegør for i andre sammenhænge. Svarende til at fotoudstillinger altid rummer mange smukke billeder af kvinder. Og det er ikke kun mænds øjne, der er fokuseret således. Jeg husker en udstilling hvor kun kvindelige fotografer måtte udstille. Her så man også mange smukke halv- og helnøgne kvinder. Tingene ser ofte anderledes ud end man venter.
Hvad så med mændene? Ja, det er ikke godt at vide. De må følge med, om fornødent så spise lidt viagra.

En god introduktion til medier og kultur
Hjarvards bog er ikke tyk, kun godt 150 sider. Men den er en fornøjelse at læse, både i medløb og modstand. En række spændende indsigter, gode litteraturhenvisninger og et spændstigt, retorisk oprustet sprog præger bogen. Den er en fin introduktion til det vidtspændende emne: medier og kultur.



DET SELSKABELIGE SAMFUND - MEDIER MELLEM MENNESKER
Stig Hjarvard
Samfundslitteratur
153 sider
159,00 kr.

Læs kapitlet de åndelige medier fra bogen DET SELSKABELIGE SAMFUND i pdf her

Læs kapitlet mennesker og medier fra bogen DET SELSKABELIGE SAMFUND i pdf her

Relaterede artikler

Spindoktor i Kongehuset? På folkets kærlighed og mediernes nåde - Det danske kongehus har som et af de sidste i Europa ansat en presse- og informationschef. Er det et led i en større mod...
Teenagerpiger + Tv = GirlPower - Det er en udbredt opfattelse, at tv-serier er passiv underholdning, der taler til laveste fællesnævner. Denne antagelse ...
Kongebrandets krise eller kongeligt karneval på Diskotek Chaplin? - Er fortællingen om Kongehuset udfordret eller bare bekræftet af skilsmissen? Og kan Kongehuset styre en branding, som re...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

23 JOB

Studentermedhjælp

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

PR & Social Media Specialist

Frist: Hurtigst muligt

Praktikant

Frist: 30. april

Studentermedhjælp

Frist: 23. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.