Det handler om at være (u)tryg

Hærværk i hyskenstræde, etnisk dansker kaldes for ’perle’ under en anholdelse, betjente fra Station City truer med opsigelse, hvis deres kollega dømmes for vold mod en borger. Alt imens ledelsen bakker op i misforstået korpsånd. Hvordan er politiet sunket så dybt på tillidsbarometeret? De kommunikerer ikke længere tryghed, og medierne viser igen og igen, at vi bør være utrygge over for politiet. Løsningen er, at politiet kommunikerer, at befolkningen er politiets arbejdsgiver.
af Janne Aagaard
Varen er tryghed
Politiets vigtigste vare er tryghed, og det gælder både kommunikativt og samfundsmæssigt. Politiets berettigelse er, at danskerne kan have tillid til hinanden, at uretfærdigheder straffes af statens forlængede arm, så ingen føler behov for at begå selvtægt. De onde skal græde, mens de gode skal le.

Medier sælger utryghed
Pressens vigtigste vare er derimod utryghed. Utryghed sælger, krig endnu mere, såvel som overskrifter som Jeg troede jeg skulle dø, Frygtens kvarter, Mit livs mareridt og Sådan overlevede jeg flyturen med fugleinfluenza. Næst efter nyhedskriteriet ’konflikt/angst’ kommer ’forargelse’ oversat til: ’de gode græder, de onde ler’.

Disse to diskurser indrammer den dybe kommunikationskrise for dansk politi og viser det tydelige dilemma, som politiets kommunikation står i. Hvordan får man brudt utrygheden, når den er pressens bedst sælgende vare?

Ring 112, ring 112

Det er svært. Imagenedbrydningen er foregået over en årrække, og her under politireformens implementering er den for alvor taget til. En ond spiral er begyndt. Det danske politi er under massivt pres fra presse og offentlighed, så meget, at mange politifolk føler det dagligt og reagerer med angst og vrede, og nogle af dem giver igen med uhøflighed og en defensiv attitude over for både befolkning og presse. End ikke fyringen af rigspolitichef Torsten Hesselbjerg kunne tilfredsstille en presse, der for alvor har lugtet blod over for en institution, der ellers har været kommunikationsmæssigt fredet i befolkningen i årtier.




Politiets aktuelle rekrutteringskampagne. Her er desværre stadig langt mellem ord og handling. Kommunikation og konkrette løsninger. Befolkningen og politikernes ønsker kontra politiets virkelighed.


Den trygge Bent Betjent
Hvornår ophørte fredningen af dansk politi? Ja, hvorfor var politiet fredet til at begynde med? Ligesom lægerne, advokatstanden og revisorerne var politiet en af samfundets grundpiller, ophøjede i al deres magt og vælde. Enkelte sager såsom Benjamin-sagen og enkelte voldsomme politifolk har ikke ændret danskernes generelle tillid og indtryk af, at det danske politi var verdens bedste. Den trygge Bent Betjent, der følger ænderne over gaden.
Hver eneste artikel med ’en mand anholdt’ og ’en mand varetægtsfængslet’ har cementeret politiets status som en instans, der har udført opgaverne, hverken mere eller mindre. Sådan er det ikke mere. Hver eneste artikel med ’rockerkrigen forsætter’, ’autonome slap fri’ har den modsatte virkning.

Tabet af autoritet. From Hero to Zero
Men i takt med flere ænder, færre betjente og en hastig ændring af kriminalitetsarten er politiets traditionelle rolle blevet udfordret. Befolkningen er blevet bedre uddannet, og fordums autoriteter inklusive læger, politifolk, bankrådgivere og erhvervsspidser har langsomt, men sikkert fået pillet glansen af sig – magten har flyttet sig til borgeren, til forbrugeren.

Flere krav er dukket op med informationssamfundet: Folk vil ikke længere tales til – de vil høres på. De vil ikke længere tage imod ordrer – de forlanger en forklaring, senest set med fyrværkeribranden i Seest, hvor især veluddannede borgere nægtede at følge betjentenes henstilling om evakuering. Det er ikke længere nok, at opgaverne udføres, det afgørende er, at befolkningen ser, at opgaverne udføres. Som et kendt citat fra Lord Hewart anfører, er retsfølelsen afhængig af ”… that justice should not only be done, but should manifestly and undoubtedly be seen to be done” (1).

Og i denne sætning ligger politiets grundlæggende problem: Mange opgaver løses som lige så godt eller bedre end tidligere, antallet af behandlede sager er stort, opklaringsprocenten på grov vold og drab er som altid en af de højeste i verden.

Men kommunikationen med befolkningen er fuldstændig fraværende, og retsfølelsen anerkendes ikke, når politiet ikke tydeliggør deres opgaver og deres metoder til at bekæmpe kriminalitet. Resultatet er, at politiets image er flosset og troværdigheden i bund. Pressen anser ikke længere politiet for at være off limits, en magtfaktor eller et sandhedsvidne, men en part i sagen og en subjektiv modspiller. Jagten på Bent Betjent er for alvor gået ind.

Fagmedarbejderens død
For en del år siden var jeg journalist på Ekstra Bladet. Her havde to journalister fra Morgenavisen Jyllands-Posten fået den lyse ide at holde mikrofonen for prostituerede og andet godtfolk, og sagen fik navnet ’Station 1’.
 
På kriminalredaktionen blev vi af den daglige redaktør flere gange spurgt, hvorfor vi ikke gik med på sagen – svaret var ganske enkelt: Vores bedste kilder var politifolk, og vi havde større tillid til dem end til Vesterbros kriminelle.

Var det journalistisk rigtigt? Næppe, men vi undgik dog skændslen ved at viderebringe fabrikerede anklager. Politiet trak det længste strå hos Ekstra Bladet, fordi krimiredaktionen altid fik masser af viden ’uden for referat’, fik solonyheder og lavede lokumsaftaler. Vi skulle ikke skide i egen rede.
Med fagmedarbejdernes – og kriminalreporterens død grundet krav om reportagedækning og flermedialitet – ophørte tillidsforholdet mellem politi og presse. Der var ikke længere en kendt stemme i røret fra pressen på dagens rundringning, der var lige pludselig ikke kontant afregning og lukkede døre som følge af kritisk vinkel.

For i dag er der kun ganske få kriminalreportere tilbage, og dermed er politiets trumfkort – den kolde skulder – ikke længere en måde at holde pressen tilbage fra vildskud eller kritisk journalistik.

På nær Ekstra Bladets krimiredaktion og en række lokale aviser afhænger mediernes krimidækning ikke længere af tilliden og kendskabet til politiet. Nu bruges befolkningen, bevæbnet til tænderne med mobiltelefoner, som sandhedsvidner og civile reportere.
Er det sørgeligt? Tja, det er i hvert fald en realitet. Og med afskaffelsen af etatens trumfkort følger også en langt mere kritisk presse, der står over for et politi vænnet til evig medvind. En presse, der lever af utryghed, og et politi, der ikke længere anerkendes for at levere tryghed.

Splittelse internt i politiet
Samtidig er politiet blevet fragmenteret internt. Tidligere var samarbejdet mellem ledelse og fagforening (Dansk Politiforbund) en nødvendighed, fordi fagforeningen ofte havde større magt end ledelsen. Med politireformen blev fagforeningens magt alvorligt stækket, og modsætningen imellem øverste ledelse og menige betjente endnu større. En ’os vs. dem’ kultur blev udbredt, og fyringen af mange ældre politimestre og folk i den øverste ledelse skabte raseri blandt de menige betjente, som var blevet fredet af samme. Fagforeningen begyndte at undsige sin egen ledelse og dermed også deres eget arbejde ved igen og igen at gøre opmærksom på dårlige arbejdsforhold, ringe løn, manglende frynsegoder og frustrationer i hverdagen.  Alt imens politiets ledelse, både hos Rigspolitiet og de forskellige politikredse, har tøvet med at udtale sig, været usikre på pressens behandling af problemstillinger og ført en til tider usynlig tilværelse. De har overladt taletiden til fagforeningen, og en uoplyst og doven presse har brugt vendingen ’ifølge politiet’, når det har været et partsindlæg fra en fagforening.

Manglende professionalisme

Oven i den interne splittelse kommer en berøringsangst over for ansatte med en anden baggrund end Politiskolen. Indtil for to år siden var antallet af uddannede journalister og kommunikationsmedarbejdere cirka fem (5) ud af 15.500 ansatte i politiet. I dag er antallet omkring otte ansatte med en professionel kommunikationsbaggrund.  I stedet bruges enten erfarne politimænd og efterforskningsledere til konkrete og større sager eller en tilfældig vagthavende som talsmand. De forsøger med skiftende held at håndtere en stadig mere aggressiv og sensationshungrende presse uden hukommelse eller baggrundsviden om kriminalitet, endsige interesse for politifolks arbejdsmetoder og -vilkår.

Resultatet er, at politiet optræder – eller bare opfattes – som arrogante, umedgørlige og uvenlige. Og værst af alt: amatøragtige, både kommunikativt og politimæssigt. En opfattelse, som bliver endnu større, fordi en stor del af de menige betjente opfatter pressen som et onde, og ikke som et nødvendigt et af slagsen. Og en stor del af ledelsen opfatter pressen som en modspiller, der skal begrænses og ikke inddrages.

Politiets generelle holdning er forståelig nok. Og det er en holdning, som politiledelsen bør bearbejde i egne rækker for at kunne ændre standarden for de ansatte betjente og mellemlederne.

Så længe journalistik og kommunikation nedprioriteres inden for politiets eget hierarki, vil ekstern presse og derigennem befolkningen have god grund til fortsat at være skeptiske over for politiets synlighed og anerkendelse af dets vigtigste funktion: at servicere borgerne og fastholde trygheden.

Ofring på alteret

Ansættelsen af den nye rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg, i januar i år kunne være en del af løsningen på politiets imageproblem. Den langt mere embedsmandsorienterede Torsten Hesselbjerg blev ofret på pressens alter af hensyn til befolkningens mishag mod politireformens forløb.

Da Hesselbjerg blev gået, jublede mangen en menig betjent, og det samme gjorde fagforeningen. Men begge parter burde have indset, at pressen ikke stopper ved synet af et lig, men fortsætter i jagten på det næste kadaver.

Hesselbjerg var ikke uden skyld i, at betjentene var utilfredse, men han var næppe hele grunden heller. En PR-mæssig katastrofe er det i hvert fald at lade fagforeningen være den eneste stemme over for medierne, og den nye rigspolitichef har derfor været i tv, radio og trykte medier flere gange. Han har gjort det overbevisende og italesat nødvendigheden af, at politiet er serviceorienteret, så befolkningen kan følge sig trygge. Desværre har Højbjerg også følt behov for at distancere sig fra den tidligere chef, og han lukker i juni måned magasinet Politi, som hans forgænger satte i søen og som skulle debattere nogle af de mange tabuer, politiet stadig slås med internt. Men mistilliden hos befolkningen er over for betjentene, ikke blot ledelsen. Og her har fagforeningen scoret et gevaldigt selvmål og gjort deres egne medlemmer til skydeskive for utilfredse borgere.

En mulig vej ud og frem
Problemet for politiets image er mangefacetteret, og det er løsningen selvklart også. Det kræver veltilrettelagt kommunikation og konsekvens i budskabet om, at dansk politi gør det godt og skal gøre det endnu bedre: at politiet fortsat leverer tryghed.

En stor del af løsningen er en holdningsændring hos menige betjente om, at befolkningen er politiets arbejdsgiver – og at en politimand skal agere som moderlig og samfundshjælpende servicefunktion snarere end fraværende og autoritær faderfigur.

Dernæst kommer så det langvarige og slidsomme arbejde med at hyre kommunikationsmedarbejdere og journalister i egne rækker, så de gode historier kan blive set og fortalt. At kommunikation bliver en varig værdi for politiet og ikke et PR-redskab i kampen for blot af få hævet tillidsbarometeret.

Samtidig fordrer det, at justitsministeren – også kendt som Barske Brian – også formår at få formidlet de afgørende budskaber, nemlig at politireformen først er færdigimplementeret i 2012, og at den danske befolkning ikke bliver tryggere af at få Bent Betjent tilbage i gadekæret.
Tryghed ligger ikke i at få 200 betjente til at patruljere på Strøget eller en døgnbemandet politistation på Nørrebrogade, men i en vifte af indsatser: i sikringen af Schengens ydre grænser, i kriminalpræventivt arbejde med børn og unge, hos Told og Skats eksperter, og gennem specialuddannede efterforskningsenheder med ekspertise i bekæmpelse af menneskesmugling og organiseret kriminalitet. Her ligger trygheden. Go’ nat. Og sov trygt.





* Lord Hewart i Staten vs. Sussex Justices, Ex parte McCarthy, Australiens Højesteret 1924.



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job