Medielobbyisme er ifølge forfatteren en effektiv og nødvendig kommunikationsform, der med fordel kan benyttes af enhver organisation. Bogen giver overblik og videreformidler koncist og pædagogisk, hvordan man ved hjælp af medielobbyisme troværdigt sætter dagsordenen på både den korte og den lange bane.

Hvad er medielobbyisme?

Som navnet antyder, er der tale om lobbyisme og medie i ét. Mediedelen indebærer, at organisationens eget medie ikke blot fokuserer på egne modtagere, men samtidig også har til formål at skabe historier i det øvrige mediebillede. Det er det såkaldte dobbelte medieforløb, hvor organisationens eget medie fungerer som katalysator for yderligere medieeksponering. Lobbydelen betyder, at organisationen systematisk inddrager eller søger at påvirke sine interessenter i arbejdet med de konkrete historier på en sådan måde, at organisationens egne interesser plejes. Det kalder forfatteren interessentpositionering. Ifølge Erik Harr er den store fordel ved medielobbyisme således, at den formidlingsmæssige kreativitet tænkes sammen med det strategiske fokus på generel interessevaretagelse. Medielobbyisme er altså en tværfaglig disciplin, der samtænker PR, kommunikation og journalistik og bruger udvalgte elementer komplementært. Det er dermed en skabelon for effektiv kommunikation. Raketvidenskab og dybt overraskende pointer er der bestemt ikke tale om. Men bogens præmis er netop, at den ikke er et akademisk værk, men en handlingsorienteret håndbog. Set i det perspektiv er bogens præsentation af medielobbyisme i første kapitel et klart og velskrevet bud på en eksplicitering af de nyeste tendenser indenfor strategisk kommunikation.

Cases giver kontinuitet og perspektiv

Bogens argumenter bliver løbende suppleret med velvalgte eksempler fra den virkelige verden. Det er i fin tråd med bogens præmis om ikke at være et akademisk værk og styrker derfor bogens anvendelighed som katalysator for bedre løsning af den virkelige verdens strategisk-kommunikative problemstillinger. Det giver samtidig en læsemæssig kontinuitet, som modvirker, at bogen blot fremstår som en lidt for slavisk gennemgang. I bogens tredje del er der endvidere præsentation af 4 forskellige interesseorganisationers brug af egne medier som strategisk redskab i kommunikationen med omverdenens interessenter. Det udgør en glimrende og mere tilbundsgående eksemplificering af, hvordan man konkret kan udøve medielobbyisme. Det sætter forfatterens pointer i et større perspektiv.

Snigende snusfornuft

Men bogens stærke fokus på at være handlingsorienteret har også sin pris. For undervejs bliver nogle af pointerne en smule banale. I bogens fjerde kapitel er der for eksempel en præsentation af de klassiske journalistiske nyhedskriterier. De må siges at være kendt viden for langt de fleste med beskæftigelse i kommunikationsbranchen. Derfor bliver man ikke meget klogere af at få dem repeteret, selvom de løst kobles til medielobbyisme. Kapitlet introducerer også begreberne priming og framing samt en række retoriske grundbegreber. Men det forbliver på et ganske deskriptivt og dermed også lidt overfladisk niveau. Nødvendigheden af dette kapitel står derfor lidt hen i det uvisse. Bogen er således sine steder lidt for meget et kludetæppe af forskellige grundelementer fra organisationsteori, journalistik og så videre. Det er i sagens natur ikke videre interessant, da man kan finde sådanne beskrivelser langt mere præcist og informativt andre steder. Samtidig sidder man som læser ikke rigtig tilbage med fornemmelsen af, at forbindelsen til medielobbyisme for alvor er blevet knyttet. Bogens stærke fokus på at være handlingsorienteret blokerer efter undertegnedes opfattelse for lidt mere refleksion og perspektiv, som kunne have været en gevinst for bogen som helhed. Det ses også i bogens afsluttende kapitel, der giver sig ud for at være en refleksion. Men kapitlet er yderst kort og udgør mest forfatterens opsummering af medielobbyismens demokratiske fordele. Det ville have klædt bogen med lidt mere kant og bid her til sidst. For eksempel er det jo ikke åbenbart, at medielobbyisme nødvendigvis blot er et gode, hvilket forfatteren med held kunne have brugt en smule tankevirksomhed på.

Noget for enhver

Bogens klare styrke er således den kreative og aldeles brugbare kobling af flere forskellige discipliner i form af begrebet medielobbyisme. Forfatteren argumenterer vedholdende og overbevisende for medielobbyisme som en effektiv kommunikationsform. Omvendt kan man spørge, om ikke mange i kommunikationsfaget i forvejen praktiserer, hvad forfatteren prædiker og altså allerede kobler tingene på den måde, som forfatteren efterlyser. Det rokker dog ikke ved noget som helst, da bogens fokus er handlingsorienteret og således på ingen måde lover at opfinde den dybe tallerken. Tværtimod lever bogen til fulde op til sin klare præmis og udgør således en glimrende introduktion til strategisk kommunikationsarbejde for især de knap så erfarne indenfor faget, da en række af pointerne som sagt er båret af snusfornuft og erfaring. De mere erfarne kan eventuelt nøjes med at studere bogens første kapitler om selve begrebet medielobbyisme samt de glimrende cases og få inspiration fra en gennemgående vellykket bog, der til fulde holder, hvad den lover. På den baggrund demonstrerer Erik Harr samlet set, at et Buzzword som medielobbyisme er ganske udemærket.

’Medielobbyisme – kunsten at sætte en dagsorden’ udkom den 2. oktober på Børsens Forlag. Bogen kommer bl.a. med en lang række eksempler på, hvordan der kan arbejdes med medielobbyisme i en organisation, og hvilke historietyper der er særligt velfungerende