Det glemte folk

Den retfærdige harme bør ikke undervurderes, når man prøver at forstå, hvad der udløste det historiske stemmeskred ved folketingsvalget 20. november 2001. Retfærdig harme over mængden og størrelsen af nye afgifter. Retfærdig harme over vilkårlige love. Retfærdig harme over statens indblanding i privatlivet. Kort sagt: retfærdig harme over magthavernes arrogance i stort set alle livets forhold.
af Henrik Dahl


Det er klart, at der også var andre motiver. Den generelle frygt og utryghed i forhold globaliseringens opløsning af de vante livsmønstre. Et generelt ønske om at se nye folk i landets politiske ledelse til afløsning for dem, der havde siddet i mange år. Og en simpel analyse af hvilke partier, der i højest grad ville fremme ens interesser. Men når det alt sammen er sagt, er det umuligt at overse den følelse af vrede, der går igen i næsten alle de kommentarer fra vælgerne, der i den senere tid er kommet frem til støtte for den nye regering. Hvad de udtrykker, kan netop sammenfattes i følelsen af retfærdig harme over konsekvent at få sine holdninger og sit livssyn underkendt og tilsidesat i de knap ni år, Poul Nyrup Rasmussen var statsminister.

Jeg har ingen medfølelse med de vrede mennesker. Men jeg er vokset op langt ude på landet, hvor den retfærdige harme har sin politiske base, og når jeg tænker på min barndoms by og på alle dem, jeg gik i skole med, kan jeg sagtens forstå, hvorfor en stor gruppe af danskere er meget, meget vrede på den tidligere regering.

Hvad vi oplevede i halvfemserne, var en veritabel krig mod det livsmønster, de fleste mennesker i min barndoms by lever i. Landmændene blev i praksis fradømt herredømmet over deres egne gårde og deres egen jord. Håndværkere måtte ikke hjælpe deres venner, og måtte end ikke arbejde for sig selv. Arbejdstilsynet skred ind over for mennesker, der ordnede deres eget hus. De frivillige i sportsklubberne skulle på kursus i at vende grillpølser. Og så videre og så videre i én lang uendelighed.

På en egn, hvor der er mange landmænd og håndværkere, hvor folk reparerer deres egne huse, og hvor der er tradition for, at man hjælper hinanden og er aktiv i de lokale organisationer og foreninger - kort sagt: på en egn, hvor det civile samfund stadig fungerer, var halvfemserne én lang provokation. Der var ingen ende på, hvad staten blandede sig i - og der var ingen ende på småligheden og nidkærheden i den måde, hvorpå man administrerede reglerne. Har du kopieret en festsang på arbejde? Så skal du beskattes af dit personalegode. Har du hjulpet din nabo med at reparere hans mejetærsker? Så skal du sende ham en faktura med moms og hele svineriet. Har du overholdt samtlige miljøregler? Så kan du som belønning se frem til, at der kommer nogle flere næste år. Og ligner "miljøforanstaltninger" for dig til forveksling "udgifter", er du et asocialt udskud, hvis sag ikke er værdig til at blive hørt af myndighederne.

Dertil skal man lægge den totale mangel på respekt for pæne, almindelige mennesker, Nyrup-perioden også udtrykte. Var det et udbredt problem, at folk blev syge, fordi de frivillige i hallens cafeteria, ikke havde været på kursus? I denne sag er man nødt til at holde med det amerikanske folkevid, der siger "hvis det ikke er i stykker, så lad være med at reparere det". Hvorfor i alverden lave en løsning på et problem, der ikke findes? Og frem for alt: hvorfor insinuere, at skikkelige frivillige i fodboldklubben er nogle svin, der piller næse ned i maden og ikke vasker fingre, når de har været på toilettet? Hvis jeg til daglig arbejdede på en gård, der producerede mælk - hvad der foregår under de strengeste, hygiejniske forskrifter - ville jeg blive rasende over denne form for mistillid.

Når hele denne urimelighed og utilbørlighed i statens forhold til borgerne endelig kombineres med, at det i halvfemserne åbenbart var umuligt at få centrale dele af velfærdsstaten såsom hospitaler og ældreforsorg til at fungere tilfredsstillende, så har man faktisk selv bedt vælgerne om en ordentlig øretæve.

De mennesker, der stemte Nyrup-regeringen ud den 20. november 2001, var mennesker, der i næsten et helt årti har følt, at lovgivningen var totalt og aldeles urimelig. Og at det var komplet umuligt at komme i nogen form for dialog med statsmagten. Mennesker, der hverken er miljøsvin, racister eller højrenationalister, men hvis følelse af ret og rimelighed i den grad var blevet krænket gennem ni år. Mennesker, hvis referenceramme ikke er staten, men det civile samfund.

Forskellen på staten og det civile samfund er blandt andet, at der gælder to helt forskellige sæt af spilleregler. Staten bygger på skriftlighed, principfast ensartethed og kontrol. Det civile samfund bygger på sædvane, fleksibel rimelighed og tillid.

Nyrup-perioden viser i helt ekstrem grad, hvad der sker, når den statslige tankemåde får lov til at brede sig på bekostning af den tankemåde, der trives i det civile samfund. Alle forestillinger om sædvane, rimelighed og tillid bliver i bedste fald marginaliserede, og i værste fald illegitime. Og skønt Det Radikale Venstre i valgkampen kritiserede dette træk ved regeringen, kan man undre sig over, at et parti, der i den grad hylder det civile samfund, så kraftigt bidrog til at undergrave det gennem næsten ni år.

Til dette træk ved Nyrup-perioden skal man lægge, at man i udformningen og fremlæggelsen af sin politik satsede på en kombination af moral og videnskab. Det lyder besnærende, men det lukker for enhver dialog. Når man selv er i det godes tjeneste og har sandheden på sin side, følger det logisk, at ens modstandere er moralsk mindreværdige og at deres argumenter er lettere debile. Men så enkelt kan det aldrig være. Vel skal vi have bedre miljø, bedre dyrevelfærd og bedre fødevaresikkerhed i sportshallerne. Men for det første er der ingen, der bliver landmænd eller frivillige i sportsklubben for at genere andre. Og for det andet er man nødt til at respektere folk, der har praktiske erfaringer med håndtering af gylle, pasning af svin og vending af grillpølser. De ved en masse konkret om disse ting, som kan blive til vigtige bidrag, når lovgivningen skal udformes.

Anders Fogh Rasmussen har ret, når han siger, at højre-venstre skellet er forældet. Hvad vi så ved det seneste folketingsvalg, var et helt nyt skel. Det går imellem dem, der er inde og dem, der er ude. Dem, der befinder sig tæt på magtens centrum og har de fornødne ressourcer til at deltage i forhandlingsøkonomien. Og dem, der er langt fra centrum og ikke har ressourcerne til at deltage.

I visse kredse er det umuligt at sige, at højre-venstre skellet er forældet, uden at blive mødt med argumentet: "Jamen så mener du, at der ikke længere er ulighed i samfundet". Intet kunne imidlertid være mere forkert. Fordi uligheden ikke længere lader sig indfange i en optik, der hedder "højre-venstre", kan man på ingen måde slutte, at der ikke er nogen ulighed overhovedet. Når jeg tilslutter mig påstanden om, at højre-venstre skellet er forældet, er det således først og fremmest for at sige, at vi er nødt til indrette os på, at der er ved at opstå nye former for ulighed, armod og uretfærdighed, som ganske enkelt lades ude af betragtning, hvis vi bliver ved med at sige "højre-venstre". At bruge dette udtryk sætter en forkert dagsorden, og efterklangen af hundrede års politisk kamp på melodien "højre-venstre" overdøver de nye signaler, vi skal forsøge at opfange.

De folk, der lever på min barndoms egn, er i periferien af alting. Det er deres problem. De er ikke specielt dårligt stillede rent økonomisk, men de er ikke med. Deres landbrug og håndværk bliver udkonkurreret, hvis markedet slippes løs. Deres tradition for at lade sig styre af sædvanen bliver undergravet af de regler, som er nødvendige for at styre et stort, moderne samfund. Deres moral bliver undergravet af kulturindustrien og de nye livsmønstre i metropolerne. Og så tømmes disse egne for mennesker, der ikke er som dem selv. Hvis man er ung og gerne vil have en uddannelse, må man flygte - mindst til Århus og København, men i nogle tilfælde ud af landet. Hvis man arbejder i den stedlige industri, må man passivt se til, mens den flyttes ud af Danmark.

Jeg vil ikke gå så vidt som en kollega, der boede i Storstrøms Amt. Han fortalte mig engang, at han inderst inde mente, at folk på denne egn var dummere end landsgennemsnittet. Af den simple grund, at det i fire generationer havde været sådan, at hvis der på nogen var handlekraft og nye idéer i folk, måtte de nødvendigvis rejse bort. Hvilket beklageligvis efterlod Storstrøms Amt med alle de sløve og fantasiløse. Men jeg forstår, hvad han sagde: allerede i industrisamfundet er metropolerne magneter, der suger folk til sig, og efterlader periferien både afkræftet og magtesløs. Dette vil kun blive værre i netværkssamfundet.

Det er demokratisk set fuldt ud acceptabelt, at periferien kommer til magten efter en periode, hvor det har været centrum, der dominerede. Men vi står stadig med det problem, at de forslag, de vrede mennesker i periferiens opstiller til at løse samfundets problemer, næppe vil virke. Nationalstaterne kan i dag hverken garantere deres indbyggere militær sikkerhed, økonomisk vækst eller velfærd. Man kan ikke lukke grænserne den ene vej og for én befolkningsgrupperne uden samtidig at lukke dem den anden vej og for alle andre befolkningsgrupper. Man kan ikke tømme havene for fisk og ignorere miljøproblemerne uden, at det får meget alvorlige konsekvenser. Og man skal ikke glemme, at inddrivelse af skat til alle tider har været et tegn på civilisation.

Derfor gælder det om at få en rimelig og fornuftig dialog med de retfærdigt harme i periferien. Vi er nødt til at betragte dem som ligeværdige partnere i dansk politik. Til gengæld skal vi ikke bare lytte til dem med plaster for munden, som Nyrup-regeringen gjorde på sine folkehøringer. Vi skal frejdigt fremlægge vores holdninger og eksempelvis sige, at indvandring og integration i Den Europæiske Union er uomgængelig. Til gengæld skal vi være indstillede på, at det foregår på en måde, det store flertal kan acceptere. Vi skal sige, at miljøproblemerne skal løses. Men at det må være en fælles sag hvordan. Det vil kort sige, at formlen må være: klare politiske mål kombineret med en vilje til rimelige løsninger.

Det burde i halvfemserne have været en politisk topprioritet at undgå retfærdig harme. For hvis der er nogen, der mangler mådehold, besindighed og vilje til dialog, så er det lige netop mennesker, som er optændt og drevet af den retfærdige harme.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job