Analyse
Det evige faderopgør

Skrevet af
Faderopgør er et fast tema i dansk tv-drama på DR 1. Det indgår da også i den lange føljeton Sommer, hvor det får en særlig udformning i og med, at den tidligere så magtfulde far her gradvist nedbrydes af Alzheimers. Men afmagt er måske lige så stærkt et våben som almagt? Er der med denne accentuering tale om en fornyelse af temaet – eller ligger fremstillingen helt i forlængelse af de historiske traditioner? Og er sådan et tema stadig interessant i et samfund, hvor patriarkalske strukturer i vidt omfang er under nedbrydning? Hvorfor tager netop DR det op gang på gang – og hvordan? Lad os undersøge sagen ved at indkredse familietypen i Sommer og relatere far-søn-konflikterne til prominente eksempler fra arkivet – Matador, Bryggeren, Krøniken og Ørnen.

Den mytiske arv

Siden tidernes morgen har fædre ønsket sig sønner, der kunne videreføre deres virksomhed og arve gods, overbevisninger og magt. Ofte er arvefølgen gået uden problemer. I mange tilfælde har fædre og sønner dog bekriget hinanden. Fædre har udryddet sønner af angst for at blive væltet i utide. Og sønner har reageret med et gedigent faderopgør.

 

Faderopgøret er tungtvejende i såvel mytologi som bibelshistorie. Græsk mytologi lader således guderne stige frem af urtågerne med et dobbelt fadermord: Kronos kastrerer sin far Uranos, der dør af behandlingen. Den mistænksomme Kronos sluger derpå sine egne børn for ikke selv at lide samme skæbne – hvorved han netop fremkalder den: Han bliver overlistet af Zeus og hans søskende og slået ihjel.

 

I Det gamle Testamente indgår fædrenes patriarkalske vælde som fast tema. Fx efterstræber Saul gentagne gange sin søn David som fjende. Da David er blevet konge, forsøger hans søn Absalom at tage magten, da han er utilfreds med Davids uretfærdige behandling af hans søster Tamar (se Første og Anden Samuelsbog).

 

Også historien kan opvise adskillige eksempler på, at sønner har gjort op med deres fædre. Et af de berømteste symbolske faderopgør er Brutus’ medvirken i drabet på Cæsar. En anden type faderopgør, der efter fader Freuds mening var indbygget i drenge og mænd, gav inden for psykoanalysen navn til Ødipus-komplekset.

 

Mytisk stof er sejlivet. Det dukker op igen og igen. Det gælder også faderopgøret. Det siger øjensynligt noget basalt om, hvordan mandligt generationsskifte kan anskues. På den baggrund er det måske ikke så underligt, at det også bliver inddraget i vor tids tv-myter. Spørgsmålet er blot, hvordan det sker.

 

En moderne fortælling om en gammeldags storfamilie

Sommer er en føljeton, der med seertal på ca. 1,7 mill. underholder familien Danmark i DR’s populære søndagsslot mellem kl. 20 og 21. Familien Sommer er en sammenbragt familie – ikke usædvanligt i vore dage. Men måden, den er sammenbragt på, er speciel og peger snarere bagud mod gamle dages funktionelle flergenerationsfamilie end fremad mod moderne familieformer. Det drejer sig om en storfamilie, hvor de mandlige medlemmer alle tre er læger.

 

Foto: DR

 

Faderen Christian (Jesper Langberg) og den ene søn, Jakob (Lars Rantje), er dem, der betaler regningerne, og dem, der oparbejder et "livsværk". For faderens vedkommende ligger resultatet af livsværket i Frederiksværk i form af hans praksis. For Jakobs vedkommende er det knyttet til hans identitet som aktiv i Læger uden Grænser og dermed Afrika. Den anden søn, Adam (Michael Birkkjær), er mere distant og bor ikke hjemme, selv om han kommer der hver dag. Der lurer en hærskare af fortrængninger og bitre barndomsoplevelser bag hans tilsluttede væsen. Mens faderens forskellige fejltrin hurtigt afsløres, gemmer Adam givetvis på en del hemmeligheder, der efterhånden vil blive afsløret.

 

Faderen og de to sønner er både samarbejdspartnere og konkurrenter, hvilket giver plads til mange konflikter. Sønnerne, der har konkurreret om faderens opmærksomhed og anerkendelse, tvinges af omstændighederne til at samarbejde om alle de problemer, som faderens sygdom rejser: Hvad skal de stille op med huset, som forældrene gerne vil blive boende i, lægepraksis'en, faderen, hvis adfærd ifølge diagnosen vil blive mere og mere ubehagelig, og ikke mindst: Hvad skal de stille op med det omfattende lægesjusk, der er en følge af sygdommen? Endelig er spørgsmålet også, hvad de skal stille op med sig selv.

 

Det igangsættende moment opstår, da Jakob, hans kone og hendes datter kommer hjem fra udlandet og flytter ind i det store, gule familie- og lægehus ved banelinjen i Frederiksværk. At finde sig et andet sted at bo kommer slet ikke på tale for den hjemvendte familie. Hjemme er åbenbart hjemme hos mor og far, uanset alder. Der er træk af modernitet gennem de uafklarede relationer mellem mor, teenage-datter, rigtig far og papfar osv. Men den grundlæggende rolle i dramaturgien har den gammeldags storfamilie, hvor arbejde og bolig, lægepraksis og villa, går i arv blandt de mandlige medlemmer. Ganske vist ikke uden postyr. Noget skal der jo være at skabe konflikt af.

 

Problemet er, at denne form for generationsmæssigt fællesskab var mere udbredt for hundrede år siden end i dag. Der er en konflikt mellem betoningen af det moderne skilsmisse- og nyt parforholdsliv på den ene side og det gammeldags storfamilieliv på den anden side. Sommer gør krav på at fortælle om det moderne menneskes liv, men udfolder det omkring det fælles familieliv i det fælles hus.

 

I 1980’erne fik den gammeldags familie ganske vist en renæssance i de lange amerikanske tv-serier Dallas og Dollars. Men i dansk sammenhæng var ikke engang familiekonstruktionen i Landsbyen (1991-96) helt så gammelsdags. Nærmeste konkurrent er måske TV2’s Morten Korch-pastiche fra 2000-01, hvor arvetemaet var omdrejningspunkt, og hvor det "uægte" barn indgik som konfliktstof. På samme måde er der også i Sommer et ”uægte” barn.

 

Fædre og sønner

Lad os fokusere på fædre og sønner-temaet, der dominerede de første tre dele af Sommer og fortsat lurer i baggrunden, men med en særlig forskydning af magtbalancen. Den dominerende far har som sagt fået Alzheimers. Alfahannen er forvandlet til en far i åbenlyst forfald, en i grunden medynkvækkende skikkelse, hvis fejl og forsømmelser gradvist rulles op og udgør en latent trussel mod det hæderkronede lægehus' gode rygte. Alligevel befinder ingen af sønnerne sig uden for hans rækkevidde. Afmagt viser sig at være en lige så stærk kraft som magt. Hvem kan nænne at smide sin gamle far ud af hans hus?

 

Adam har været afhængig af sin far, siden denne i karrierens begyndelse beskyttede ham mod konsekvenserne af en lægefejl. Og Jakob, der har været længe og langt væk (man forstår helt hvorfor), er for fuld fart på vej tilbage i folden. "Mine forældre har brug for mig", som han siger i 6. del. At rollerne bliver byttet om, så sønnerne bliver fædre og til en vis grad må tage over, betyder ikke, at de bliver uafhængige – tværtimod. Det er selvfølgelig en pointe, at faderens sårbare og delvist uansvarlige tilstand skærper afhængighedsforholdet i stedet for at løsne det. En tilsvarende forskydning så vi i Krøniken, hvor Erik voksede kolossalt under Kaj Holgers sygdom – uden at benytte lejligheden til at frigøre sig.

 

Sønlig selvstændighed og lige værdighed i far-søn-forholdet er måske ikke særlig velegnet som konflikstof i tv-drama, men alligevel: Kunne man ikke variere konflikterne i lidt højere grad? For selv om konflikten er varieret med fremstillingen af faderens svaghed, viser det sig, at konflikterne i den aktuelle Sommer er lige så traditionelle som i tv-drama, hvor handlingen er historisk.

 

Matador, Bryggeren og Krøniken

Gode gamle Matador (1978-81) handler lige som Krøniken (2003-07) meget begavet om faderopgør, om hvordan fædre vil præge deres sønner generation efter generation og hvordan sønnerne modsætter sig denne prægning. Læren var i begge tilfælde, at autoritetsstrukturerne skabte ulykker, både for fædre, sønner og for den sags skyld døtre. Mads fuldførte den sociale opstigning, hans far aldrig havde nået, men mistede undervejs sin søn Daniels tillid og kærlighed. Kaj Holger tog livet af Erik.

 

Foto: DR

 

Faderopgøret blev en fast ingrediens, der kom til at gå igen i de produktioner, der forsøgte at løfte arven efter Matador. Det gjaldt i udpræget grad de mest markante efterfølgere inden for historisk tv-drama, Bryggeren (1996-97) og som nævnt Krøniken. I Bryggeren blev den evindelige kredsen om far-søn-opgør gennem tre generationer en hæmsko for dramaturgien, simpelthen fordi det var så endimensionalt fremstillet. Hensigten var den samme som i Matador – at understrege, at tvang ikke fører til noget godt. Krøniken var gennem de første ti afsnit tæt på at misbruge konflikten mellem Erik og Kaj Holger. Men Krøniken blev reddet på målstregen, fordi den var bygget op over et langt bredere spekter af modsætninger mellem familier, generationer og køn. Derfor gik det slet ikke så galt som i Bryggeren. Og ikke så galt, som det ser ud til at gå med Sommer.

 

 

Foto: DR

 

I alle tilfælde var fælleselementet, at der var tale om virksomheder, "livsværk", der gerne skulle gå i arv – men på bestemte betingelser, som sønnerne og dermed arvingerne ikke kunne eller ville overholde. Og i alle tilfælde indgik arven som led i tegningen af tidens profil. I Matador gjaldt det mellemkrigstiden, i Bryggeren tiden før og efter grundlovens indførelse 1849, og i Krøniken perioden fra 1950’erne frem til halvfjerdserne. I alle tilfælde var de materielle vilkår for heftige far-søn-konflikter om virksomheder, firmaer og arvefølge til at tage og føle på, fordi de fremstillede perioder fortsat var præget af stor autoritetstro i samfundet, der – alle forskelle til trods – sandsynliggjorde faderens rolle som patriark ud fra tidens konventioner.

 

 

 Foto: DR

 

Ørnen

Ørnen (2004-06) moderniserede faderopgøret. Halgrim Halgrimsson repræsenterede den moderne mand, der er blevet svigtet af sin på én gang fraværende og anmassende far. Halvgrimsson var samtidig tegnet i Odysseus’ billede som den søgende, rodløse skikkelse, der ikke kunne vende tilbage til sin barndoms traumatiske ø, Island, og heller ikke kunne finde sig til rette andre steder. Som havde to skilsmisser bag sig og udsigt til flere. Som var dybt splittet i forhold til at være mand og far. Myteelementet tegnede denne tilstand op med store bogstaver. Fornyelsen skete altså ved at gribe direkte tilbage til græsk mytologi og referere til hele mytearsenalet gennem titler og personer.

 

 

 Foto: DR

 

Sommer og traditionerne

Sommer genbruger alle disse elementer i sin grundkonflikt mellem far og sønner. Og netop deri består problemet, for hvor godt karakteriserer de egentlig almindeligt, nutidigt dansk familieliv, selv i lægekredse? Hvis vi tager det miljø, Søren Jakobsen har fremstillet i sin bog om Danske dynastier, ville det nok passe bedre: Magtkampe, pengestridigheder og intriger leverer ifølge Jakobsen fortsat brændstof for familiekonflikter i landets førende forretningsdynastier. Det var da også dette miljø, Per Fly brugte som baggrund for sin intense, meget nutidige udformning af samme konfliktstof i Arven (2003).

 

Arveproblemerne i lægemiljøet fremstår derimod mindre overbevisende. At Christian i Sommer dominerer ved hjælp af afmagt, bevirker desuden, at han nærmer sig en parodi på Kaj Holger i Krøniken.

 

Hvad genrehåndtering angår, var udførelsen forskellig i de nævnte eksempler. Matador blandede folkekomedie med historisk realisme og fik på den måde lagt humoristisk distance ind – også på far-søn-konflikterne. I Bryggeren var det hele ulideligt alvorstungt gennem alle tolv afsnit. I Krøniken passede den melodramatiske toning af den historiske realisme udmærket til den halvt nostalgiske, halvt distancerede holdning til fortiden. Og i Ørnen var myteelementets larger than life diskutabelt, mens krimigenren holdt.

 

I Sommer går det galt med genrehåndteringen. Lægesoap blandes med problemdrama (køkkenvask-realisme) og ungdomsfilm på en måde, der ikke virker gennemarbejdet (se min artikel Sommersorger i Kforum d. 13.2.2008).

 

Traditionalismen forstærkes af den måde, som kvindeskikkelserne er fremstillet på. Især Lisbet Dahls opofrende hustru-og-moderfigur, Sophia, sætter fader-søn-fremstillingen i relief. Hun er den, der umærkeligt får det hele til at løbe rundt; den, der tager sig af følelseslivet og omsorgen for alle. Hun er også kvinden bag Christian, arkitekten bag Jakob og Milles hjemkomst og den, der manipulerer Jakob til – midlertidigt – at overtage sin fars patienter. Også de yngre kvinder er præget af kønsmæssig traditionalisme i valg af satsningsområder, fx lægesekretæren Ulla. Eller den gæve Anna, der kører sit eget madfirma. Og fotografen Mille har problemer med sin arbejdsmæssige identitet.

 

Faderopgør efterlyses

Det er ikke noget i vejen med konflikter af mytiske dimensioner, heller ikke de klassiske far-søn-konflikter. De har gang på gang vist sig effektive – fra Bibelen til store Hollywoodfilm. Men som regel skader det ikke at opdatere og omfortolke og udsætte det velkendte for en ny servering. Hvis Sommer skal være vor tids aktuelle familiekrønike, fejler ambitionsniveauet noget, og det samme gør udførelsen. Selv om faderkonflikten er forsøgt omformet gennem afmagtstemaet, fortsætter den i de efterhånden ganske slidte spor. Dens tilløb til fornyelse løber ud i sandet, fordi miljø og konflikt ikke stemmer overens og i øvrigt fornemmes utidssvarende. De unge kvinder, der står for moderniseringsbestræbelsen i Sommer, har ikke tilstrækkelig pondus til at give far-søn-konflikten baghjul.

 

Tv-drama på DR1 er i dag kendetegnet af lidt for stor kontinuitet. Lidt for meget genbrug. Lidt for stor respekt for traditionerne. Der er for få faderopgør af den slags, der får os til at se tingene på en ny måde.

Relaterede artikler

Rejseholdet rykker ud igen - DR’s Emmy-belønnede krimiserie Rejseholdet er den seneste tid blevet genudsendt i søndagens bedste sendetid. Serien hold...

Giv din stemme

14 stemmer
2,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

63 JOB

Journalist og ansvarshavende redaktør

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

CRM Manager

Frist: 30. maj

Projektleder

Frist: 1. juni

Kommunikationskonsulent

Frist: 1. juni
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.