Det er samfundets skyld

Denne bog udspringer af et ønske. Vi vil gerne være venstreorienterede. Ganske vist er det efterhånden veldokumenteret på den anden side af enhver rimelig tvivl, at personer, der forstod sig selv som venstreorienterede, gennem det tyvende århundrede har sagt og ment de mest forrykte ting. Mange toneangivende kunstnere og humanister mente under Stalins værste udskejelser, at det var lykkedes at skabe syntesen af frihed og lighed under den virkeliggjorte socialisme. Senere kastede man i de samme kredse sin kærlighed på det maoistiske Kina. Skønt det meget tidligt var klart for enhver fordomsfri iagttager, at den største forskel på Mao og Stalin var overskægget. Efter Stalin og Mao er venstrefløjen fortsat i samme spor. Den har i tidens løb kastet sin kærlighed på snart sagt enhver slyngel, blot han var i stand til at fremskrige en anti-amerikansk parole.

Alt dette er sket. Der er ingen grund til at benægte det. Hvordan det kan forklares og forstås, er et spørgsmål, der først og fremmest berører den enkeltes samvittighed. Dernæst historikerne og den politiske offentlighed, der bør forsøge at uddrage den almene lære af dette kollektive vanvid, der i modsætning til nazismen næsten udelukkende greb lærde og dannede mennesker.

Når vi gerne vil være venstreorienterede, er det på grund af visionen. En tanke om, at mennesket skaber verden. Og derved skaber sig selv. I stedet for at være overladt til ydre kræfter som markedet, skæbnen eller "vilkåret". Det ligger i den venstreorienterede vision, at mennesket har et råderum. Hvis menneskene bærer sig fornuftigt ad, kan verden derfor blive væsentligt bedre, end den ellers ville være blevet. Og hvis de bærer sig ufornuftigt ad, kan den blive væsentligt værre. Når menneskene tager deres skæbne i deres egen hånd, ændrer det enkelte menneske sig også. Det får en myndighed over sit liv, som det ikke ellers ville have fået. Det bliver en borger. En borger, der har både rettigheder og pligter i stedet for kun at have en eneste forpligtelse: at passe sig selv. Eller som HK siger: være solidarisk med sig selv. Det er helt forkert. I demokratiet gælder det om at dyrke den højeste fællesnævner. Gøre sig selv til aristokrat. Civilisere sig hver morgen.

Vi vil gerne være venstreorienterede, fordi mennesket er vigtigere end markedet. Vi er trætte af mennesker, der ikke gør andet end at tale om ansvar, alt imens de lægger ansvaret fra sig: fremtiden er systemets ansvar. Markedets ansvar. Teknologiens ansvar. Såvel for individet som for fællesskabet gælder det, at man skal bruge de betroede talenter og ikke grave dem ned.

Den sataniske sandhed

Desværre er der opstået et problem. Hvis man i vore dage har lyst til at være venstreorienteret, og derfor beslutter sig for at støtte et venstrefløjsparti, kommer man i et frygteligt dilemma. Jo mere kritisk og selvstændigt tænkende man er, jo værre bliver det. Dilemmaet består i, at man er man tvunget til at sige en masse, man ikke mener. Samtidig med, at man nødvendigvis må mene en masse, det er forbudt at sige.

Det, man nødvendigvis må mene hører, at den offentlige sektor er effektiv. Og at den i øvrigt godt kunne være større. Når den offentlige sektor er så effektiv, så skyldes det selvklart, at begrebet "dårlig ledelse" kun eksisterer i den totalt svindelagtige og grænseløst profithungrende private sektor. Det er evident, at den både logisk og fysisk er ude af stand til frembringe de ydelser, som den offentlige sektor frembringer. Eksempelvis hjemmehjælp og service til gamle. Når der ikke findes dårlig ledelse, er uproduktiv og destruktiv virksomhedskultur automatisk også en logisk umulighed i den offentlige sektor, eftersom virksomhedskulturen til enhver tid skyldes ledelsen. Derfor konkluderer den venstreorienterede, at alle offentligt ansatte er optaget af at nå deres mål på den mest hensigtsmæssige måde. I det venstreorienterede verdensbillede forekommer uproduktive kompetencestridigheder mellem chefer, organisatorisk rivalisering, overforbrug, sløseri og slendrian kun i den private sektor. Her bliver det oven i købet aldrig afsløret, fordi dens negative virkninger forsvinder i det private erhvervslivs astronomiske profitter. På grund af disse astronomiske profitter kan det private erhvervsliv i øvrigt også pålægges en hvilken som helst opgave. Man skal indsætte småbeløb på ti forskellige girokonti. Man skal vedkende sig et vidtgående ansvar og ansætte uproduktive medarbejdere. Man skal acceptere et hvilket som helst krav fra fagbevægelsen. I den venstreorienteredes forståelse betyder disse ting ikke andet end, at der sker en mikroskopisk beskæring af aktionærernes udbytter og topchefernes skyhøje gager.

Bag disse anti-holdninger ligger den venstreorienteredes forståelse af samfundet. Ifølge denne opfattelse er der kun meget lille – eller slet ingen – forskel på staten og samfundet. Eftersom samfundet er os alle sammen, er staten det også. Heraf følger logisk, at det er dejligt at betale skat. I realiteten svarer det nemlig bare til at tage penge op af den ene lomme og lægge dem i den anden. Og det kan intet fornuftigt menneske opfatte som ubehageligt. Det er jo lige meget hvilken kasse, pengene kommer fra!

Da der ikke er nogen saglig – ja, knap nok nogen moralsk forsvarlig - grund til at være imod at betale mere i skat, kan man også roligt sætte de offentlige udgifter op. De bredeste skuldre må bære de største byrder. Det forstås af den gennemsnitlige venstreorienterede på den måde, at man er hovedrig – og derfor har moralsk pligt til at med et solidarisk smil at betale sin topskat – hvis man tjener mere end 30.000 kroner om måneden. Mens man er ludfattig – og derfor berettiget til alt, hvad velfærdsstaten kan tilbyde – hvis man tjener under 20.000 kroner om måneden.

Alt dette kaldes "den danske model". Tanken bag den danske model er såre enkel. Skønt den gennemsnitlige venstreorienterede ikke tror på Gud, bygger modellen på den antagelse, at Gud er dansker og Danmark Hans bolig. Derfor ville det være forfængeligt overhovedet at forestille sig, at noget kunne laves om her. Spørgsmålet er imidlertid også, hvorfor man skulle lave noget om. Den offentlige service er på ethvert punkt bedre i Danmark end nogen andre steder. Et område, hvor Danmark især er foregangsland, er jo på miljøstandarderne. De er klart nok så høje, at ethvert forsøg på at overlade fastlæggelsen eller håndhævelsen af disse standarder til andre, nærmer sig højforræderi. I øvrigt har Danmarks ufatteligt gode standarder på miljøområdet den fordel, at Danmark aldrig kan siges at forfægte særinteresser i forhold til fx EU. Derfor er det oprør mod Gud overhovedet at forestille sig, at returflaskesystemet i Danmark er en teknisk handelshindring. Det er verdens bedste returflaskesystem! Ikke mindst fordi de mange tusinde tons glas bliver indsamlet fra flaskecontainere i boligkvartererne på en særlig støjfri måde. På særligt humane tidspunkter. For derefter at blive kørt rundt i landet på lastbiler, der ikke forurener og til sidst blive renset med en særlig type natronlud, der ikke belaster miljøet.

Et af de steder, hvor vi kan være ekstraordinært stolte af den danske model, er på uddannelsesområdet. Folkeskolen er ganske enkelt fantastisk. Ikke mindst fordi alle lærere er gode til at undervise. Den har altid været god, men efter den er blevet pålagt at sætte eleven i centrum, har den nået usete højder af kvalitet. Bortset fra, at klassekvotienterne altid skal sættes ned og budgetterne altid skal sættes op. I andre lande bruger man stadig det håbløst forældede princip at sætte faget i centrum, men heldigvis findes den slags levn fra den sorte skole ikke længere hos os. At sætte faget i centrum svarer stort set til at bruge spanskrør og ferle og fører desuden til, at man skal give karakterer. Og eftersom alle karakterer er tilfældige, er den reelle grund til at give dem, at man i den sorte skole ønskede at intimidere eleverne og holde dem nede i en permanent tilstand af umage og flid. Som venstreorienteret er man forpligtet til at mene, at en hvilken som helst person, der kan bestå en studentereksamen, egner sig til at gennemføre en hvilken som helst videregående uddannelse.

Danmark er Guds bolig. Derfor er der værre alle andre steder. Jo mere afhængige, danskerne er af et land, jo værre. Og jo mindre, jo bedre. Derfor er de værste af alle udlande Tyskland og USA. De bedste lande er selvfølgelig udviklingslandene. Danmark ikke behøver andre lande og kan klare sig selv til hver en tid. Økonomisk, videnskabeligt og kulturelt. Sådan er det!

Vi kan til nød samarbejde med de øvrige nordiske lande, med hvilke vi har en lang tradition for effektivt og frugtbart samarbejde. I øvrigt er det heldigt, at vi kan klare os selv. For når Danmark ikke skal konkurrere på verdensmarkedet, er der jo heller ikke nogen øvre grænser for løn. Hovedreglen er, at Danmark ikke bør have med andre lande at gøre, med mindre det for at løfte den venstreorienterede mands byrde. Han under sig som bekendt ikke hvile, før Afrika er fyldt op med økologiske pumpestationer, solceller og muldlokummer.

Bag alle disse dagligdags, politiske holdninger ligger en dybere analyse af samfundet. Hovedpunktet er, at samfundet kan inddeles i to klasser: "os" og "dem". For så vidt angår "os", så skyldes vores handlinger selve samfundets struktur og måde at fungere på. Derfor kan vi ikke drages til personligt ansvar for noget. For så vidt angår "dem", så er de personligt ansvarlige for deres handlinger, der som hovedregel skyldes ond vilje. Derfor kan de altid drages til ansvar.

I øvrigt er det en skærpende omstændighed, at "de" har lavet en gustent netværk af sammensværgelser. Hver onsdag mødes de sammensvorne i celler, hvor "de" planlægger, hvordan samfundet skal udbyttes og fornedres. Planerne bliver derefter i memoranda på Mærsk-brevpapir distribueret til regeringen, Folketinget, domstolene og kongehuset, så de hurtigst muligt kan blive sat i værk. Sideløbende bliver der af højt betalte, lidt for unge og lidt for smarte - men bundrådne – kommunikationsrådgivere udarbejdet dæk-historier, som sendes til netværket af korrupte luder-journalister i den borgerlige – såkaldt frie - presse.

Arbejdsløse, enlige mødre, børn, flygtninge, indvandrere, kriminelle, studerende, invalidepensionister og kvinder er en del af "os". Ydermere er de uforskyldte ofre. Kvinder er ofre for mænd. Studerende er ofre for SU, adgangsbegrænsning og stop-prøver. Arbejdsløse er ofre for aktivering. Invalidepensionister er ofre for lovgivningen. Enlige mødre er ofre for dumme, fordrukne og liderlige fædre. Børn er ofre for incest, pædofili og Disney. Kriminelle er ofre for deres opvækst og politiet. Flygtninge er ofre for indenrigsministeren. Indvandrere er ofre for den vestlige kulturs hegemoni. Derfor er det pr. definition altid synd for dem.

Personer, det er synd for, har ikke noget ansvar. En arbejdsløs er fuldstændig uden andel i sin situation. De må under ingen omstændigheder fornedres i service-erhvervene. I det venstreorienterede verdensbillede er det ydmygende såvel at give som at modtage service. Der ikke findes enlige mødre, der bærer sig åndssvagt ad. Eksempelvis ved at få børn med upålidelige mænd, der betragter husleje som en uforudset udgift og Sport i 2’eren som en menneskeret, og som i øvrigt aldrig et sekund har tænkt sig at forsørge ungen på gule plader. Flygtninge og indvandrere kan pr. definition ikke være socialbedragere. Man kan ikke bebrejde kvinder, der insisterer på at arbejde maksimalt 37,0 timer pr. uge inden for normal arbejdstid; som ikke er til at drive på forretningsrejse og som i øvrigt helst vil arbejde hjemmefra, at de bliver forbigået ved lederudnævnelser.

Drejer sagen sig om "dem", er forholdene anderledes. Ledere er havesyge, gerrige og modbydelige. Onde. Hvis de begrunder ønsket om konkurrencedygtighed i et ønske om at bevare selve arbejdspladsen, er det kun en taktisk manøvre. Ligesom det er tilfældet, hvis de ser gennem fingre med, at småbørnsforældre jævnligt kommer senere og går tidligere end dem, der ikke har små børn. Til de onde mennesker hører også alle, der arbejder med økonomi, teknologi og naturvidenskab. Med mindre det er langhårede og i praksis helt uanvendelige forskningsområder som forhandlingsøkonomi, kaosteori og superstrenge. Disse fagfolk er eksakte. De måler og sammenligner ting, og de bruger kvantitative metoder, hvilket naturligvis er helt uacceptabelt for en venstreorienteret højre-hjerne. Navnlig læger er onde. Uanset hvad de gør eller foreslår, er det forkert. Det er til enhver tid udtryk for, at de er i lommen på medicinalindustrien, ønsker at undertrykke patienternes rettigheder samt at foretage ulovlige, medicinske eksperimenter på dem. Derfor bør alle lidelser behandles med samtaleterapi, urter og holistisk kropsterapi. Psykofarmaka skal forbydes. Al kirurgi og medicin er udtryk for apparatfejlsmodellen.

Enhver, der er dygtig og gør sig umage, er at betragte som "dem". Derfor mener enhver ordentlig venstreorienteret, at det er fuldstændig umuligt at være dygtig og opnå succes, med mindre man har en skidt karakter.

I hverdagslivet indebærer den venstreorienterede livsanskuelse, at man skal være kritisk. Specielt over for den moderne verden. Derfor er man som venstreorienteret nødt til at mene, at effektivitet er skadelig, mens langsommelighed til gengæld er frugtbar. Komfort og ressourcespild er synonymer. Er man venstreorienteret, er man imod alle mulige effektive redskaber. I ganske særlig grad køkkenmaskiner. Det er godt at vegtere, mens man rører flødeskum med en gaffel. Alle venstreorienterede har indset, at tidsbesparende teknologi i virkeligheden stjæler tiden. At købe en mikrobølgeovn, er at sælge sin sjæl til Satan.

Ved transport gælder det om ikke at skynde sig. Hastværk er lastværk. Toget er ideelt. Det er både ufleksibelt, ukomfortabelt og upålideligt. Da tog samtidig ikke kan forurene, er de et perfekt transportmiddel for den venstreorienterede. Det er ikke noget problem, at et tog på Ribe-Tønder banen vejer 200 tons og i gennemsnit transporterer 12 passagerer.

Den moderne verden skal kritiseres ubønhørligt. Især gælder det, at IT er fremmedgørende. Kulturindustrien er ude af stand til at frembringe noget af værdi. Til gengæld er den rigtige kunst så sund, at den kan bruges til at resocialisere kriminelle. Kunst er altid medrivende og siger enormt meget om samfundet. At påstå, at der i visse af Tarkovskijs film forekommer statiske episoder, der kunne beskrives som kedelige, eller at plottet i Kieslowskis "Blå" er fuldkommen trivielt, er reaktionært. Almindelig, gammeldags kunst, der søger skønheden, bør man dog være kritisk for, fordi gængs skønhed altid er et skjul for råddenskab og korruption.

Ting, man ikke siger

Hvis man ønsker at begå sig blandt venstreorienterede, er der visse ting, man under ingen omstændigheder må nævne. Til det sublimt sjofle hører, at USA har stiftet fred i Europa i to verdenskrige. Og at hovedmotivet formentlig var idealisme. Af samme exorbitant blasfemiske natur er påstanden om, at Marshall-hjælpen var både storsindet, fremsynet og idealistisk, og at den stiller de europæiske stormagters ynkelige Versailles-fred i et endnu mere pinligt lys, end den ellers udmærket evner at stille sig selv.

Man må ikke sammenblande "os" og "dem". Det går således ikke an at nævne, at der i arbejderklassen teoretisk set kan forekomme umotiverede, uopdragne og dovne personer, og at dette muligvis igen kunne bidrage til, at de pågældende havde svært ved at bevare en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Af samme grund må det ikke omtales, at den indvandrede befolkning i visse henseender er ganske gennemsnitlig, og at nogle indvandrere derfor i lighed med nogle danskere er bundkriminelle og asociale. Og det må ikke omtales, at hovedparten af de personer, der er overgivet til kriminalforsorgen, har en helt og aldeles skidt karakter, der ytrer sig ved, at de af egen fri vilje lemlæster andre mennesker, stjæler deres ting og sælger vanedannende narkotiske stoffer.

Det er også en utilstedelig sammenblanding af "os" og "dem", hvis det nævnes, at den gennemsnitlige forrentning i erhvervslivet kun ligger lidt over obligationsrenten, og at der derfor - set fra en kapitalists synspunkt - tit indgår en stor portion idealisme, når han vælger at investere i en usikker virksomhed i stedet for i sikre obligationer. Ligeledes må det ikke omtales, at der ved indtægter helt op til omkring en million kroner om året som regel ses en lineær sammenhæng mellem arbejdsindsats og løn. Det må derfor ikke nævnes, at en månedsløn på omkring 80.000 kroner som regel er velfortjent og skyldes flid, umage og kompetence. Det må desuden anses som helt uacceptabelt i den forbindelse at nævne, at alle mennesker ikke er lige dygtige. Og at varetagelsen af en række arbejdsopgaver som fx kunstner, forsker, politiker og leder kræver en egenskab, der kaldes "talent" og som er uhelbredeligt ulige fordelt. Derfor er det også helt uacceptabelt at påpege, at der er langt flere pladser på universiteterne, end der er kvalificerede ansøgere.

I ordentligt, venstreorienteret selskab bør det ikke nævnes, at den private sektor dels skaber beskæftigelse og dels skaber den produktion, der finansierer velfærdsstaten. Man bør også afholde sig fra påstande om, at forudsætningen for, at produktionen kan udmøntes i beskattelige overskud og lønninger er, at den bliver afsat (hvorved der i øvrigt udløses moms). I øvrigt bør det heller ikke nævnes, at den underliggende forudsætning for al afsætning er, at produktionen er nyttig og har en konkurrencedygtig pris. I den forbindelse hører det til de meget alvorlige brud på god orden, hvis man nævner, at skatterne ikke kan sættes op i det uendelige uden at kvæle initiativ og konkurrenceevne. Eller at nævne, at national-egoistiske løsninger som at devaluere valutaen for at genoprette konkurrenceevnen fører lige lukt i afgrunden.

I forhold til den offentlige sektor og staten må man som venstreorienteret ikke antyde, at den ringe effektivitet kunne skyldes dårlig ledelse og dårlig virksomhedskultur. Det må heller ikke anføres som et eksempel på det vilkårlige i arbejdsdelingen mellem privat og offentlig virksomhed, at det private firma Falck i næsten hundrede år til alles tilfredshed, uden at forlange urimelige priser og uden mærkbart tab af tryghed for borgerne, har varetaget en række serviceopgaver hvoraf nogle - som fx ambulancekørsel – er overordentlig personlige. Ejheller, at den private organisation Røde Kors har udført nyttige opgaver. For så vidt angår borgernes forpligtelser i forhold til staten, må man under ingen omstændigheder kritisere personer, der nyder godt af velfærdsstatens goder uden at have nogen som helst intention om nogensinde at tage vare på sig selv og nogen som helst vilje til at bidrage til fællesskabet.

Hvad angår miljøet og den kollektive trafik må det ikke nævnes, at der indtil videre ikke er konstateret nogen sammenhæng mellem sundhed og indtagelse af økologiske fødevarer. Det må ikke nævnes, at der findes transportopgaver, der ikke kan løses med tog. I det hele taget må det ikke nævnes, at biltransport med nogle få undtagelser er hurtigere end togtransport, at det er dejligt at have 200 heste under egne Bubetti-sko, og at store, italienske vogne er meget smukke.

Endelig må det i forhold til fremtiden ikke nævnes, at det er gået støt fremad siden 1970erne. Det gælder således åbenhed og demokratisering af den offentlig forvaltning og den normale praksis i private virksomheder, borgernes retssikkerhed, miljø og trafiksikkerhed.

Ingen fremtid og ondt i røven

Vi ville gerne være venstreorienterede. Men vi ikke udholde det vrøvl, vi er nødt til at sige. Eller de fortielser, der forventes. Spørgsmålet er, hvorfor det er endt så galt i en bevægelse, der blandt andet er stiftet med det formål, at fornuften skulle sejre over fremmedgørelsen. Venstrefløjen er siden halvfjerdserne gået i selvsving. Den snakker først og fremmest med sig selv, og det lyder mere og mere som en religiøs sekt. Derfor har den i stadig mindre grad nogen som helst relevans for andre end de indviede, og den har i stadig mindre grad nogen som helst visionære bud på fremtiden.

En del af forklaringen ligger i, at venstrefløjen opgav fremtiden. I stedet for at være det sted i bevidstheden, hvor drømme kunne blive til virkelighed, blev fremtiden for venstrefløjen det sted i bevidstheden, hvor små risici blev til kæmpestore trusler. Den holdt op med at være interessant som andet end et skræmmebillede, hvor der var mere marked, flere risici og mere uoverskuelighed. Derfor opgav venstrefløjen frivilligt fremtiden.

I stedet blev venstrefløjen et sted, hvor man kunne tilbede jammerloven og optræde som det politiske livs mandagstrænere. En mandagstræner vil som bekendt sige en person, der følger minutiøst med i alt, hvad der vedrører fodbold. Han ved nøjagtig, hvilke udskiftninger, der skulle have været foretaget hvornår og hvilke taktiske dispositioner, der ville have vendt kampen. Problemet er bare, at han først ved det om mandagen, men at alle kampene spilles om søndagen. Sandheden om mandagstræneren er, at han ikke har noget ansvar og formentlig heller ikke ønsker det. På samme måde ønsker venstrefløjen heller ikke noget ansvar. Det er givetvis derfor, venstrefløjens typiske taktik i forhold til et hvilket som helst praktisk problem, der kan løses, er at udvide det. Derved bliver det så stort, at det bliver fuldstændig uløseligt. Når først problemet er blevet gjort uløseligt, kan man trygt stille alle mulige krav og forslag, som de praktisk og fremtidsorienterede partier nødvendigvis må sige nej til. Af den simple grund, at de enorme krav blokerer for, at der bliver gjort noget overhovedet. Derefter står venstrefløjen i forhold til sine kernevælgere med en dobbelt sejr: den har "opdaget" et kæmpeproblem, der gør fremtiden endnu mere usikker, end den allerede er. Og den har påpeget nøjagtig hvad der skulle have været gjort og hvor dumme alle de andre politiske partier er, uden på nogen måde at kompromittere sig selv med noget så ubehageligt forpligtende som et ansvar.

I de store mandagstræneres ånd har venstrefløjens bidrag til store og små problemer i dansk, politisk liv været at sige, hvad der skulle have været gjort. Folketingssalen er blevet gjort til et kæmpestort lærerværelse, hvor man bedrevidende kan se hen over avisen og docere, hvad der burde have været gjort. Europapolitikken. Sikkerhedspolitikken. Beskæftigelsespolitikken. Østpolitikken. Thule-sagen. 18. maj-sagen. Færøbank-sagen. Hvis venstrefløjen kunne slippe afsted med det, ville den givetvis gerne åbne sagerne om opgivelsen af Dannevirke; afskedigelsen af ministeriet Zahle i påsken 1920 og Landmandsbankens krak, så den kunne brillere med knivskarpe analyser og bidende sarkasme over systemet. Det ville desuden passe fint i forhold til dens opfattelse af tid. Man kan formentlig sammensætte alle tiders bedste regering ved at lade den bestå af halvt venstreorienterede og halvt taxi-chauffører, eftersom det er de to grupper i samfundet, der har det sikreste greb om, hvad der burde ske i dansk politik.

En anden væsentlig forklaring er, at venstrefløjen glemte den oprindelige betydning af ordet "kritik". Kritik var egentlig en akademisk disciplin, der blandt andet blev dyrket af Karl Marx. I denne betydning er kritik en rationel rekonstruktion af et eller andet vidensfelt, der hidtil har ligget hen i fagligt halvmørke. Som Marx selv fortog, da han opstillede sit forsøg på at rekonstruere den hidtidige, nationaløkonomiske videnskab på en måde, så værdi- og arbejdsbegrebet fik den mening, det ifølge Marx tidligere havde manglet.

Men kritik er blevet til noget andet på den moderne venstrefløj. Kritik er blevet at have ondt i røven. Man har ondt i røven over dem, der tjener penge. Man har ondt i røven over dem, der har talent. Man har ondt i røven over de smukke og de dygtige. Man har ondt i røven over, at nogle bor i store huse og kører i europæiske biler, mens andre bor i lejligheder og kører på cykel. Man har ondt i røven over, at befolkningen hellere vil se amerikanske serier, når man har foræret den en tv-station til to milliarder kroner med fri adgang til breddeidræt og debatprogrammer, hvor en klog mand diskuterer med en idiot ud fra devisen, at sandheden ligger midt imellem. Man har ondt i røven over, at folk hellere vil køre i bil end de vil blive sjaskvåde på fodturen til S-togsstationen. Kort sagt: venstrefløjen har ondt i røven over, at alle ikke er ens. De har ondt i røven over, at alle ikke nødvendigvis kan se visdommen i det, venstrefløjen har bestemt er visdom.

Når intet af dette nogensinde er blevet diskuteret ordentligt, skyldes det den ulyksalige trang til at opdele verden i "os" og "dem". Kritik af venstrefløjen hører ikke hjemme imellem "os. Den er at forvente mellem "os" og "dem", men internt er enhver kritik ikke bare ukammeratlig og men også uretfærdig.

Au contraire

Den nemme løsning ville selvfølgelig være at blive højreorienteret. Løsningen er imidlertid helt uacceptabel for os. Af to principielle grunde. For det første mener vi, at det civiliserede menneske bliver til ved at omgås andre mennesker, spejle sig i dem og modtage feedback fra dem. Sagt lidt firkantet mener liberalisterne, at Robinson Crusoe er prototypen på mennesket, fordi han skaber sig selv ud af den totale ensomhed gennem sin flid og viljestyrke. Vi mener stik modsat. Robinson Crusoe ville være blevet fuldstændig uciviliseret og asocial inden for det første år på sin øde ø. Det civiliserede og sociale menneske, som alle bør stræbe efter at blive, opstår først i omgangen med andre mennesker. Et menneske er summen af alle sine roller, men hvor kender man egentlig sig selv fra? Det gør man fra det billede, man har af sig selv i alle sine forskellige roller. Man kan med andre ord kun træde i karakter som far, mor, borger, elsker, direktør og folketingsmedlem, fordi man bestandigt modtager far- og mor-feedback samt borger-, elsker-, direktør- og folketingsmedlems-feedback fra sin omverden. Dette princip stikker endnu dybere. Man kan kun blive et normalt menneske, fordi man hele tiden modtager normalt-menneske-feedback fra sin omverden. Hvis man ikke modtager denne feedback, falder man i løbet af kort tid ud af sine roller og sin identitet, og kan ende med at pådrage sig alvorlige og kroniske, psykiske lidelser.

Vi mener, at mennesket skaber sin fremtid. Selv. Den kommer ikke fra teknologien eller fra markedet. Som al erfaring viser, er det en stor misforståelse at tro, at samfundet bliver skabt af teknologien. Det forholder sig tvært imod. Når et industrialistisk produktionsapparat kan bruges på tre så radikalt forskellige måder, som det bruges i USA, Europa og Asien, skyldes det, at det afgørende er de mennesker, der kontrollerer teknologien. I USA har den politiske vilje krævet et stærkt markedsorienteret samfund, og derfor er teknologien organiseret, så den passer til dette ønske. I Asien har den politiske vilje i de enkelte stater ønsket en sammenvoksning af stat, virksomheder og fagforeninger til nationens bedste, og så er teknologien blevet organiseret på den måde. Og i Europa har man ønsket social-liberale samfund, hvor kunsten har været at få regulering og marked til at gå op i en højere enhed, der skabte både produktion og tryghed. Og så har man organiseret teknologien, så den kunne klare denne udfordring.

Intet af dette følger med nødvendighed fra "teknologien" eller "markedet", men er resultat af en politisk vilje, der igen er resultatet af en politisk kamp. Efter vores opfattelse bidrager højrefløjen ene og alene til at mystificere "markedet" og "teknologien", så det fremtræder som en slags naturkræfter, der ikke er noget at stille op imod. Ingen af de to er naturkræfter. De er ikke engang mål i sig selv, men derimod to blandt flere nyttige og effektive midler til at nå politiske mål.

Højrefløjen har kort sagt en opfattelse af mennesket og dets politiske råderum, vi betragter som forkert. Men dertil kommer, at højrefløjen er mindst lige så rig på myter og fortielser, som venstrefløjen er. Som højreorienteret er man fx forpligtet til at mene, at miljøet bliver bedre af sig selv og at hovedparten af de påstande, der er fremkommet om dårligt miljø er en smædekampagne, der skal ramme landbruget og det øvrige erhvervsliv. Faktisk kan forpligtelsen reduceres til et krav om altid at mene, at det er synd for landbruget og industrien, at der overhovedet bliver stillet samfundsmæssige krav til dem.

I det hele taget er man som højreorienteret nødt til at mene, at hvad som helst, som erhvervslivet måtte finde på, er godt og at industrien og landbruget burde have tilladelse til at skrive lovene og sende dem pr. e-mail til vedtagelse i Folketinget. Man er også nødt til at udtrykke en vis forståelse over for om ikke nødvendigvis selskabstømmere, konkursryttere og platugler, så deres velekviperede håndlangere. Endvidere er man som højreorienteret forpligtet til at udtrykke og vise respekt for spekulanter, bolighajer, selskabstømmere, ejendomsmæglere, erhvervsjournalister, bissekræmmere, mellemhandlere, skatteflygtninge, kommanditister, reklamekonsulenter, sidegadeveksellerer og andre, der ikke har produceret noget som helst nyttigt eller skabt en eneste ærlig arbejdsplads, men ene og alene beriget sig ved at tage manipulere andre mennesker. I det hele taget er man nødt til at beundre folk alene fordi de er rige.

Hvad angår sociale forhold, er man som højreorienteret nødt til at antyde, at mindst 90 procent af de arbejdsløse selv er skyld i det, og man er nødt til at slå enhver tale om virksomheders sociale ansvar hen som noget, der enten for længst er indført ad frivillighedens vej. Eller som noget, der er komplet overflødigt. Samtidig er man nødt til at påstå, at det ville være bedst, hvis skatterne lå på engelsk eller amerikansk niveau. Og hvis Danmark i øvrigt var en militær stormagt med ubåde, hangarskibe og en kaserne i hver købstad.

Omvendt må det ikke nævnes, at dele af landbruget og industrien forurener som bare pokker. Ligeledes er det ikke comme il faut at omtale fattigdom og ulighed eller at nævne, at selve det at betale skat til alle tider har været tegn på civilisation. Man må heller ikke omtale utilitarismens amoralske sider, som gør det legitimt hinsides enhver indvending at producere unyttigt ragelse som My Little Pony, evalueringsrapporter, kuglepenne med nøgne damer, merkonomer, toiletpapirskjulere, temauger, undergardiner, konsensus-konferencer, Jerry Springer Show, vatterede bøjler, bachelorer, undertøjs-vaskeposer, bonuspoints, golfbold-vaskere, oplevelsesturisme, lysende butterflys, industriæg, deodoriserede tamponer og Børsen. Endelig er det ikke god tone at nævne, at den borgerlige fløj er endnu mere splittet end venstrefløjen. På den ene side liberalismens komplette nihilisme og på den anden side konservatismens respekt for traditioner og værdier.

Det progressive

Vi ville gerne være venstreorienterede. Men hvad er det i dag? At have ondt i røven og af sig selv. At have mistet troen på fremtiden. At sige nej. Som venstrefløjen har udviklet sig, er der i virkeligheden ikke nogen grund til at være venstreorienteret. Men desværre er der heller ikke nogen som helst grund til at være højreorienteret.

Hvad der er behov for er at gennemtænke politik helt forfra. Uanset, at befolkningen flygter fra partierne, er der et stort behov for politik. Det forklarer, hvorfor vi ikke flygter fra valg og folkeafstemninger. Det er nødvendigt at gøre op med al den politiske vanetænkning og formulere kernen i, hvad det i dag vil sige at være progressiv og tro på, at mennesket skaber sig selv og sin fremtid.

Udgangspunktet må være det enkelte menneske. Som ønsker at realisere sig selv. Og som ønsker sig en "natvægter-social-stat", der ikke blander sig i, hvordan man skal leve sit liv, men skaber de regler og det klima af fairness der skal til, for at individerne kan udfolde sig.

Nogle vil sikkert se det som et problem, at udgangspunktet for en progressiv politik i fremtiden bør være individet. I virkeligheden er det en stor fordel. Når man tager udgangspunkt i individet, kan man også stille krav og sige, at staten og den politiske proces ikke kan gøre alt. Forudsætningen for den gyldne fremtid er, at så mange som muligt holder op med at forstå sig selv som ofre og i stedet koncentrerer sig om det, vores enorme velstand i virkeligheden giver de fleste mulighed for. At ville sig selv.

Det er sjovt at arbejde. Det er sjovt at uddanne sig. Det er sjovt at have børn. Det er sjovt at have en fremtid, og det er endnu sjovere at skabe den selv. Motivationen er Det Gode Liv. Derfor er den politiske opgave er at skabe et rum, hvor vi kan bruge det økonomiske overskud til at skabe menneskeligt overskud. Det økonomiske overskud er i sig selv goldt og glædesløst. Det giver ikke mening. Hvad gavner det en mand at have overskud, hvis han har underskud? Et økonomisk velfunderet samfund bør vægte borgernes kulturelle og menneskelige overskud, så velstanden kan blive til velfærd. Det kræver en politisk proces, der giver plads til begejstring. Til at sige ja. Til gøre samfundet bedre end det var i går.

Det kulturelle og menneskelige overskud skal ikke defineres af staten. Det er ikke et udviklingsprojekt udtænkt af specialister og embedsmænd. Det rigtige spørgsmål lyder nemlig ikke: hvordan får vi folk til….? Spørgsmålet lyder: hvorfor holder vi op med at være glade, begejstrede, idealistiske tillidsfulde, troskyldige, synge, tegne, fortælle historier, danse, glædes, håbe, forvente