Det er et helvede for os alle

Det er et helvede for K-direktøren og K-chefen og K-medarbejderen og K-konsulenten og pressechefen og journalisten. Ingen har det let. Det har Le Lyby skrevet et poetisk pip om.
af Le Lyby
Digtet er inspireret af pointerne i artiklen Helvede er et job som kommunikationskonsulent


K-direktøren


Det er ikke let at være kommunikationsdirektør.
Så sidder man deroppe i sit guldbur og skuer
ned på business, mens man forsøger at regne ud
hvad firmaet har mest brug for og
hvad det egentlig er topcherne i virkeligheden
gerne vil ha. Og man løber og løber for at komme med
til de vigtigste møder og dermed
få fokus på omdrejningspunktet for hele Vores Verden;
det man selv har at byde på: KOMMUNIKATION -
og hva med  prøve at sigte lidt mod den interne K?
- Og alle andre omkring og specielt under én vil ha noget
fra en, og egentlig er det et job i sig selv bare at
fastholde sin position og sine mål, samtidig med at man
ligner en succes.
 
K-chefen

Og de der ikke kan finde deres rette plads
på direktionsgangen, synes måske heller ikke altid,
det er let at være K-chefer.
Fordi K-chefer typisk er mellemledere, som skal skaffe
resultater i kassevis - presse, presse, presse og branding
men sjældent selv får lov at bestemme ret meget vigtigt,
fordi virksomhedens mål allerede er sat og besluttet
af dem ovenfor - selv om de somme tider glemmer
at formidle netop det nedad. Samtidig kræver K-chefens
medarbejdere mere i løn og mindre arbejde,
fordi stress, stress, stress;
den slags mennesker er jo så hyper engagerede og krævende;
og familien derhjemme klager over mængderne af gule sedler
i bruseren og alle andre steder,
der kan hjælpe én med at huske alt det,
som bare ikke må glemmes,
hvis man skal leve op til forventningerne fra begge sider
og informationsstrømmene, der skal matches med kravene
fra medarbejderne der bare aldrig kan få nok!
Nok anerkendelse. Nok løn…
 
K-medarbejderen

Men nok arbejde har de altid masser af.
Og så er det heller ikke let at være K-medarbejder.
Når den ene organisationsændring bider den anden
i halen, og kriser, udviklingsprojekter og forandrings-
kommunikation - eller værre: mangel på samme -
kræver 130 % af K-arbejdstiden sammen med de faste møder
og personaleforeninger og ugens profil på intranettet og
korrekturlæsningen på personalebladet og alt det andet
som nogle andre i organisationen lige så godt selv kunne
have gjort. Hvis de altså ikke lige havde fundet på
den smarte udvej at kalde opgaven KOMMUNIKATION
og dermed smide rugbrødsjobbet hos K-medarbejderen,
som pligtskyldigt gør sit job,
selv om hun egentlig sad og pønsede
på en banebrydende strategi, fordi
trykken venter, posten må ud, deadlinen ér overskredet.
Endda selv om kollegaen ligger syg og stresset,
fordi hun er så evig engageret, og man så også lige
skal klare hendes job ved siden af alt det andet.
Og når så de fakturaer, man er ansvarlig for,
cykler rundt i hele organisationen –
 
K-konsulenten

Ja, så er det heller ikke let at være ekstern konsulent.
K-konsulenten véd, hvad han vil sælge,
men han ved ikke altid,
om han er kommet igennem til den rette aftager
i det store newbizz. Og det er næsten umuligt
at regne dagsordenerne ud hos kunden,
fordi de internt tydeligvis har forskellige dagsordener
- og hvem mon bestemmer i sidste ende? -
(Og hvad sker der nu med hans job, hvis recessionen
sætter ind med bureaudød, han må gøre en ekstra indsats).
Og netop som konsulenten har udarbejdet
projektet – strategien – prototypen -
Og timerne er brugt og registreret, det er jo
K-konsulenten, der er eXperten i K!
og projektlederen har leveret en bunke af nye opgaver
med deadline NU, vi har travt!
Og fakturaen skulle have været betalt, ja, så
bliver projektet taget af bordet af kundens bestyrelse.
Fordi bestyrelsens job jo
faktisk er at sætte spørgsmålstegn.

Pressechefen

Og så er det heller ikke altid let at være pressechef.
- Det var jo dén kampagne, som skulle have fortalt alt,
og så blev den taget af bordet af ufaglige fjolser!
Og enhver idiot tar for givet, at pressechefen pga
sin rådgiver=sekretærfunktion for bigboss kan skaffe
bedre jobs, bedre skoler eller smartere vejskilte
i lige netop deres lokalområde. Og bigboss tror,
at kommunikation kan løse et hvilket som helst
problem i hverdagen,
også selv om det er hans egne beslutninger,
der er årsag til misèrerne. Og hvis det er en
offentlig organisation plejer forvaltningen
at gøre tingene anderledes og virker ikke slet åben
for nye tiltag, selv om pressechefen
- øh, ups, altså bigboss - har besluttet at det er
den rigtige vej at gå at starte forfra og lave om på alt.
Fordi enkeltsagerne hober sig op på toppens borde, ja
så bliver man jo nødt til at reagere og lave noget om.
For ikke at blive svinet til og hængt ud i pressen
som konstant mangler stof til mængderne af magasiner
og gratisaviser der fortæller de samme historier og
aldrig gir tid til fordybelse selv om det egentlig var det,
journalisterne ønskede, da de valgte job.
 
Journalisten


Og så er det heller ikke let at være journalist.
Når man er træt af som en skødehund
dag efter dag at kopiere de platte pressemeddelelser
og der bare ikke er tid nok
til at klare jobbet som vagthund,
fordi deadline nærmer sig og sidemanden er syg -
så finder man sgu da den indre jagthund frem
og finder frem til mindst én faktura, der skulle
have været betalt for flere dage siden.
Og som blev betalt af forvaltningen,
når den måske og såfremt i fald skulle have været
betalt af bigboss selv eller mellemlederen eller
medarbejderen eller konsulenten eller nogle helt andre.
Eller måske hørte journalisten noget muligt snavs
ved middagen i går? Og så videre.
 
Kommunikation: svært, men godt


Tja, måske er det bare ikke nemt at være kommunikatør.
Til gengæld skorter det sjældent på udfordringer,
hvis man tør sige til. Og er det ikke i virkeligheden det,
vi kommunikatører lever af og ånder for?
Måske er vores arbejde ikke let, men gør vi det godt,
gør vi også en forskel.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job