Det dromologiske imperativ
John Thackara: In the Bubble. Designing in a Complex World. Massachusetts Institute of Technology. Cambridge, MA og London: 2005.
Ordet dromos betyder væddeløbsbane på oldgræsk, og dromologien er tænkning om fart formidlet af den franske filosof Paul Virilio. Hastighed er i virkeligheden det altdominerende princip, og politik, urbanisme og medier kan føres tilbage til det, mener han. Med en parafrase over Kant består det dromologiske imperativ i at gøre farten til mål i sig selv: teknologien er blot midlet.
Teknologifikserede
Dromologien dyrkede man i industrisamfundet, og her var mantraet "højere, stærkere, hurtigere": højere bygninger, stærkere broer, hurtigere biler. Men industrisamfundet er jo blevet afløst af et informationssamfund. Eller er det?
Nej, mener John Thackara. Den industrielle logik spøger stadig. For teknologiens frontløbere spørger ikke, hvad der er brug for, men hvad der er muligt. Noget, der i stigende grad overses i den teknologifikserede verdens jagt på innovation, er: mennesker.
Har vi vitterligt brug for kommunikerende kaffemaskiner, multimedietelefoner, campingvogne med internet, ure med indbyggede
vejrstationer eller talende tøj?
Pervasive computing
Vi er på et teknologitrip, og teknologi er blevet et mål i sig selv. Det analoge er blevet for gammeldags, og hvad der ikke måles i nanosekunder går for langsomt. Trenden er "it i alting" eller som det hedder: pervasive computing eller embedded intelligence. Biler, tøj, møbler udstyres med chips og displays, ja selv kroppen er blevet genstand for teknologien og dens velsignelser.
Thackaras budskab er, at vi skal spørge, hvad vores behov er først - og kun bruge teknologi, hvis det er nødvendigt for at indfri det. Teknologi er ikke mål, men middel. Maslow kendte ikke til noget behov for teknologi som sådan.
Teknologi er svaret. Hvad var spørgsmålet?
Vi er derfor nødt til at designe for og med mennesker som udgangspunkt, mener Thackara. Designere skal kunne trække i nødbremsen og spørge: "hvor er vi egentlig på vej hen, hvor vil vi gerne hen, og hvordan kommer vi derhen?"
Problemet er, at vi antager, at teknlogi er svaret på problemet, før vi overhovedet har erkendt, hvad det er. Når man har mobiltelefon nr. 7 og udskifter den med nr. 8, glemmer det moderne menneske at spørge sig selv, hvilket formål det egentlig tjener. Måske ville svaret være mere analogt samvær med vennerne på en cafe i stedet for den nyeste model fra Siemens. Teknologien er blevet en automatreaktion.
En slags Simple Living
John Thackaras bog "In the Bubble: Designing in a Complex World" er et resultat af hans arbejde i det seneste årti som leder af "the Doors of Perception", en konference i Amsterdam, der beskæftiger sig med forskellige designproblemer. Det arbejde handler blandt andet om at stille de rigtige spørgsmål. Spørg fx:
- Hvordan får jeg en lettere og mindre stresset hverdag?
- Hvordan styrker jeg mine sociale relationer til andre mennesker?
- Hvordan gør jeg noget for miljøet?
Svaret kan være teknologi, men er det ikke nødvendigvis. Spørger man teknologiudvikleren, er svaret "højere, stærkere, hurtigere", men det er en logik, der kun burde kunne tilfredsstille ingeniører og de mest inkarnerede teknologifreaks. Stiller vi ikke spørgsmål, bliver vi som lemminger, der ukritisk følger den teknologiske udvikling. Telefoner, mikrobølgeovne, a-kraft. Ja tak til det hele. Og før vi ser os om, har teknologien ændret vores verden.
En forandret tilværelse
Jeg kommer til at tænke på McLuhans gamle mantra "The medium is the message": det er ikke så meget hvad der er i kassen, men at vi ser TV, der gør den store forskel. "For meddelelsen i ethvert medium og enhver teknologi er den forandring i omfang eller fart eller mønster der afstedkommes i menneskelige affærer", siger McLuhan.
Og det mener Thackara også. Hvilken betydning har det, at køleskabet selv bestiller mayonnaise og øller hos købmanden? Fedme og alkoholmisbrug formentlig. Teknologier kan medføre radikale forandringer i livsvilkår og vaner, og det bør vi tænke over, mener Thackara. Måske skulle man opfinde et køleskab, der kunne ordinere løbeture og minde en om at drikke mere frisk kildevand?
Mægler mellem to holdninger til teknologi
Thackara afviser ikke teknologien og dens fremskridt, men han er, forstår man, også lidt bekymret. Han er hverken drengerøv med hang til blærede gadgets eller en bessefar på 88, der først for nylig sendte sin første e-mail. Thackara forsøger at bygge bro mellem disse grupper, mellem ubegrundet teknologiangst og ukritisk fascination.
De enthousiastiske tøver ikke med at anprise teknologiens nytte. Det må være da være indlysende, at teknologi er nyttig, når man ser på brugen af teknologi indenfor for eksempel sundhedssektoren og medierne.
Det er dette "indlysende", Thackara kritiserer. Hvis det er "indlysende", er det jo ikke nødvendigt at diskutere, om vi har brug for intelligente køleskabe, eller overveje konsekvenserne af biomekanikkens seneste landvindinger.
Sci-Fi: fremtidsvision eller ragnarok
Teknologien har altid fremmanet skarpe holdninger og følelser hos mennesker. Det får et prægnant udtryk i form af science fiction i fiktionslitteratur og -film.
Science fiction beskæftiger sig jo gerne med videnskab og med fremtiden. Der er også i fiktionens verden optimister og pessimister. Tag blot en teknofil som Jules Verne, der forudsagde månerejsen ca. 100 år, før den blev virkelighed. Han skrev om menneskets tekniske fremskridt og erobringer af naturen og gjorde det i en optimistisk ånd. Verne spurgte ikke til behov og konsekvenser, som Thackara anbefaler. Dertil var Verne alt for begejstret.
Heroverfor kunne man sætte en forfatter som H.G. Wells, der skrev lidt senere end Verne og med et mere pessimistisk syn på teknikkens muligheder. I Klodernes Kamp, der i øvrigt netop nu er biografaktuel, bliver jorden jo invaderet af teknologisk overlegne væsener, mens han berørte samme emne som Verne i De første mennesker på månen, hvor mennesker på trods af det teknologiske fremskridt kommer til at leve i en slags totalitært myresamfund. Så hvad skal det nytte?
Kontrol eller afmagt
Denne litteratur tematiserer altså menneskets kontrol over naturen eller mangel på samme. En kerne i teknologiangst er frygten for at computerne eller maskinerne skal tage magten - som når astronauterne kæmper med computeren i Rumrejsen 2001, eller replikanterne gør oprør i Blade Runner.
Andre mener derimod, at menneske-maskine-dikotomien er falsk, fordi vi selv former den teknologi, vi anvender. Teknologi er ikke noget i sig selv - og teknologien udvikler heller ikke sig selv. Det er mennesker, der står bag teknologiens udvikling og det er samfundet, der sætter rammerne.
Så er udviklingen kontrollabel og rationel? Det afviser Thackara, men han mener, at den i stadig højere grad har fokus på ting og ikke på mennesker, at man udvikler teknologi for teknologiens egen skyld og tænker over formål og konsekvenser bagefter, ikke før.
Teknologi er, erkender Thackara fornuftigt nok, kommet for at blive, men vi bør diskutere den før, ikke efter. Tænk hvis man havde tænkt over a-kraften, før man udviklede den og forskede i den. Hvilke konsekvenser vil nukleare energikilder have for CO2-udslippet? Hvilken effekt vil atombomben have på verdensfreden? Osv.
Og hvad nu hvis lægerne kunne få os alle til at leve, til vi blev 150, men ikke lige syntes, at ældrebyrden var til at holde ud? Spørgsmålet, og det er stort, er naturligvis, om man kan tilbageholde viden og forskning, men Thackara insisterer på diskussionen om dens relevans. Det er ikke små krav, Thackara stiller til designere, opfindere og videnskabsfolk.
Speed, it seems to me, provides the one genuinely modern pleasure
Teknologien indeholder hverken kimen til menneskenes lykke eller undergang, er synspunktet hos Thackara.
Thackara er ikke futurist, men humanist, og han forsøger at få os til at sænke farten og stå af det teknologiske rotteræs. Så vi kan finde os selv. For mennesket er alle tings mål, som en gammel græker har sagt. No more need for more speed.
