Design er kommunikation (det er ikke løgn)
Design er ikke kosmetik – fat det dog! Og godt design kan ikke meningsfyldt adskilles i en formdel og en indholdsdel. Dræberhistorien om Googles logo er dels ikke korrekt refereret og dels overser den fuldstændig, at Google logoet med sit hjemmegjorte udtryk præcis afspejler en web 2.0, low key brugerfokustanke. Hvis jeg som designer var blevet bedt om at komme op med noget, der skulle matche en beskrivelse af Googles forretningsmodel, ville jeg nok have lavet noget, der var lidt pænere, men i sin grundtanke ikke ulig det eksisterende. Vi har altså at gøre med et stykke helt bevidst design, der meget præcist har hjulpet virksomheden Google til at blive så stærkt et brand – og ikke som påstået kejserens nye klæder.
Hvis Timme tror at nogen nogensinde har påstået, at et logo til 17 millioner kan forvandle en hundelort til et stykke lagkage, så må han altså tro om igen.
Designmagien – og en hyldest af den trives ikke i nogen designkredse, jeg kender. Design er et meget konkret stykke arbejde med at visualisere koncepter på en måde, så fremtrædelsen BLIVER tingen – og at kalde det ”æstetik” og rynke på næsen er så old hat at jeg bliver helt varm om hjertet ved at læse den slags igen. Der er ingen i designbranchen der påstår, at en designmanual er forskellen på succes og fiasko. Punktum. Design betyder såmænd bare bevidst formgivning – og bevidsthed om selv mikroprocesserne i en virksomhed er så visseligt en af støttepillerne for succes. Det mærkelige argument om, at designere ikke må kalde design for proces hænger jo slet ikke sammen og baserer sig som den ærede forfatter så rigtigt skriver på en karikeret opfattelse af design som ”festlig leg med glade farver” – må jeg venligst være fri.
Jeg fornemmer at indlæggets hovedmotor i virkeligheden er en simpel territorialsang fra de varme lande (og en kryptorindalistisk forargelse over de 17 millioner kroner!!!!). Der foregår i disse år et stort slag mellem kommunikationsbranchen og designbranchen – Hvem af os kommer først op på direktionsgangene? – og hvem af os hyrer den anden som underleverandør?, hvem har definitionsretten med andre ord?.
Set fra min stol er en af de store forskelle på de to brancher, at designere besidder en reel kompetence, hvor den store horde af cand. commere (og hvad de nu hedder alle sammen), der oversvømmer branchen i disse år ikke kan så meget mere end at skrive lidt fristil (og det kan jeg også – se bare selv).
Meget sigende er et af de mest søgte ord på kforum konsekvent ordet ”branding” – og det er jo fordi alle kommunikatørerne er på vej ind på et område, der i de flestes bevidsthed er defineret og ejet af designere. Men hør nu efter: Branding udføres ikke af bogholdere og revisorer, der nidkært vogter over marginale afvigelser i logofarven. Branding udføres ikke af prædikanter der messer tomt generiske ”mission statements”. Branding udføres ikke af sortklædte kunstnere med Macintosh computere. Branding udføres af alle organisationens interessenter i fællesskab. Der er her ikke tale om et centralt styret fællesskab, idealet er mere en fri og åben samtale styret af en visionær ramme. Rammen og det visuelle sprog, der gør det muligt at kommunikere på tværs af alle områder, det er det vi beskæftiger os med – det er design.
Og designere er nu engang bedst til at designe – vi har så brug for at hyre nogle af jer kommunikationsfolk en gang imellem, når der skal skrives nogle sexede ord, men substansen skal have en fysisk virkelighed for at virke – det giver ligesom sig selv. Det er nemlig (til forskel fra kommunikationsbranchen) den fysiske virkelighed, vi beskæftiger os med – og den er jeg ikke bange for at kalde proces eller forretning eller lampeskærm eller noget helt tredje.
Det er fuldstændig korrekt at nettet har ændret grundvilkårene for kommunikation og at vi som designere har fået nye muligheder og udfordringer her i det 21. Århundrede. Der er en stor konvergens i gang og jeg er ikke i tvivl om at vi som brancher kan bruge hinanden – men det forudsætter åbenhed og villighed til at lære noget nyt. Hvis man hænger fast i fortidens dogmer er man allerede et fossil – det er vi helt enige om.
