Ansættelsen (af Noa Redington som Helle Thorning-Schmidts særlige rådgiver i 2008, red.) har ført til mange sarkastiske bemærkninger i det politiske miljø – af den simple grund, at Noa Redington i oktober 2007 udgav bogen Den Første, der havde form af en 314 sider lang udskrift af samtaler mellem netop Noa og Helle Thorning-Schmidt. Verdens længste jobsamtale, siger nogle, mens de mere kyniske kalder det verdens længste ansøgning. Den med jobsamtalen er meget sjov, men ellers må jeg melde mig ud af hylekoret. Jeg kan ikke blive det mindste forarget over ansættelsen. Tværtimod er det vel en fordel for begge parter, at de må formodes at have en god fornemmelse af hinanden, både når det gælder form og indhold. Det er ganske vigtigt, fordi det gælder for begge parter, at de dårligt kan tåle en fiasko.

Helle Thorning har med Noa haft fire personlige rådgivere, hvis man medregner Erik Bjørn Møller, som hun arvede fra Mogens Lykketoft (og som i øvrigt efter omveje via Ekstra Bladet og Gunbak netop er blevet spindoc for Venstres borgmester i København, Pia Allerslev!). Siden fulgte Morten Boje og Lars Kaspersen. Det vil se rigtigt dårligt ud for Helle Thorning-Schmidt, hvis ikke Noa Redington holder frem til næste valg, for så må man uvægerlig spørge, hvad det er, der får hendes rådgivere til at flygte.

Noa skal i Statsministeriet

Noa Redington er i sagens natur knap så sårbar – han skal jo ikke vælges til noget. Men en hurtig afsked med Helle Thorning vil alligevel gøre det svært for ham at vende tilbage i rollen som klog mand i medierne. Jo, man kan pege på Mogensen, Kristiansen og Pittelkow, men de tre har det til fælles, at de har siddet i Statsministeriet, hvilket har udstyret dem med en autoritet, der rækker ud over deres respektive politiske medlemskort.

Tilbage til hovedsporet: For mange bønner eller fed lykke? Svaret afhænger af, hvordan Noas jobbeskrivelse egentlig ser ud. Jeg har ikke set den og kan derfor kun gætte. Mit bud er, at han rent faktisk skal være mere personlig rådgiver end sine forgængere, og at han til gengæld skal være lidt mindre klassisk spindoktor med licens til at ordne journalister. Socialdemokraterne har faktisk en pressechef, nemlig Steen Christensen, der ud fra alt, hvad jeg hører, er bredt respekteret på Borgen. Hvis man nu skal sige det ligeud, så er Socialdemokraternes problem på Borgen – og i det hele taget – ikke at få budskabet plantet i aviserne, men nærmere at blive enige om, hvad pokker budskabet egentlig er.

Nørden Noa

Derfor er Noa formentlig ansat til at analysere og rådgive – til at formulere strategi. Både på Ugebrevet A4 og Mandag Morgen har han brugt en del energi på at grave sig langt ned i avancerede målinger over vælgervandringer, og det er givetvis en passion, han også får lov at dyrke i sit nye job. Men er han så et godt valg for Helle Thorning-Schmidt? Jeg mener, han har den store styrke, at han ikke skylder andre end Helle noget. Og den ulempe, at han måske ligner formanden lidt for meget.

Styrken først. Det har længe undret mig, at Helle Thorning-Schmidt ikke i højere grad har sørget for at have folk omkring sig, som ubetinget er opfundet af hende selv. Og som dermed må formodes at være ubetinget loyale over for hende. Den seneste pressechef, Lars Kaspersen, er med i Henrik Sass Larsens nære netværk og blev dermed et symbol på, i hvor høj grad Henrik Sass har haft monopol på den nye formands gunst. Faktisk forsøgte nogle af folkene i Henrik Sass’ netværk at placere udvalgte folk i stillingen som personlig rådgiver, kort efter at Lars Kaspersen var gået. De forhørte sig simpelthen rundt om i byen, om den eller den kunne være interesseret i jobbet. Uanset om det skete med Henrik Sass’ velsignelse eller ej, så vidner det om en vis frækhed på formandens vegne. Jeg har i hvert fald ikke fantasi til at forestille mig, at det skete med Helle Thornings egen velsignelse.

Helle er ikke Ritt

For mig handler det ikke om, hvorvidt Henrik Sass er god eller dårlig – pointen er bare, at Helle Thorning har gjort overraskende lidt for at sætte sig selv i spidsen for det parti, hun er blevet formand for. Tænk et øjeblik over, hvordan Ritt Bjerregaard ville have håndteret det, hvis hun var blevet formand for partiet. Mit bud er, at der efter ganske kort tid ikke ville være en eneste af de gamle ansatte tilbage. Og at nye rekrutter ville komme fra Ritts eget netværk.

Med Noa ansætter Helle sin egen mand i en central position i ledelsen, og det styrker hende. Det var ingen hemmelighed i toppen af partiet, at den tidligere rådgiver, Lars Kaspersen, var ganske kritisk over for Helles medvirken i Noas bogprojekt. Helle valgte at gennemføre projektet, og derfor er der en sund logik i, at Noa nu afløser Kaspersen som rådgiver – ham havde Helle åbenbart mere tillid til, når det kom til stykket.

Noas styrke

Men det rejser selvfølgelig også straks spørgsmålet om, hvor stærk Noa egentlig bliver i sit nye job. Han skal agere i et ganske hårdt miljø med stærke spillere, der vogter nidkært over deres egne positioner og næppe vil bryde sig om alt for hård konkurrence. Det gælder hos de folkevalgte, hvor politisk ordfører Henrik Sass Larsen og gruppeformand Carsten Hansen kører et tungt parløb. Og det gælder i embedsmandsapperatet, hvor Bjarne Corydon og Asbjørn Riis sidder lige så tungt. Alene det, at Corydon og Riis er blevet siddende, selv om de begge støttede Frank Jensen i formandsopgøret, siger noget om deres staying power.

Tager Helles vælgere The Economist med på toilettet?

Det leder mig frem til svagheden. For når Noa har fundet sin plads i den interne magtbalance, så skal han til at levere. Levere analyser og rådgivning, der kan lede Helle Thorning-Schmidt frem mod den valgsejr, der vil blive krævet af hende senest om fire år. Kan Noa levere den vare? For mig at se ligner Noa sin nye chef lidt for meget. Han er en ung, veluddannet, topbegavet socialdemokrat med stort internationalt udsyn. Som en af hans ex-kolleger morsomt påpegede i et portræt i Politiken, så er han typen, der tager The Economist med på toilettet, hvor andre mænd ville vælge andre løsninger. Men jeg har ikke hørt nogen beskrive ham som en fornyer. Og dermed ligner han Helle Thorning-Schmidt, der nok er moderne, men modsat hvad mange tror, ikke er nogen stor fornyer.

I maj 2007 bragte Euroman et stort tema om de politiske kommentatorer i Danmark, og Noa var én af dem, der blev udspurgt. På spørgsmålet om, hvornår han havde taget allermest fejl, svarede han: »Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at klimadagsordenen skulle blive så stor. Men jeg tvivler stadig på, at den optager vælgerne for alvor. Indtil videre er der for få danske hummere, der er døde som følge af den globale opvarmning«. Det er et meget sigende citat. Det er nemlig som talt ud af Helle Thornings mund i foråret 2007. Netop klimadagsordenen er vel det mest eklatante eksempel på, hvordan Socialdemokraterne har forpasset en chance for at sætte en ny, stor dagsorden – og dermed sætte Fogh mat. I stedet forvandlede Fogh sig på en enkelt nat til isbjørnenes bedste ven, and the rest is history…

Derfor vil jeg pege på to forudsætninger for, at det bliver en lykkelig alliance mellem Noa Redington og Helle Thorning-Schmidt: Først skal han hurtigt skabe sig det nødvendige albuerum blandt alle de tunge drenge, der (også) omgiver formanden. Og når det er på plads, skal han sætte sig ned med resten af partitoppen og – i hvert fald billedligt talt – suge en masse bønner for at komme på de friske idéer, der kan bringe Socialdemokraterne tilbage på banen. Alternativet er, at Noa Redington ender som en usædvanlig vellønnet taleskriver – og hvor spændende er det i længden?

---

Denne artikel blev i en lidt anden form oprindelig publiceret på Kforum den 8. januar 2008.

---

Besøg Noa Redingtons K-profil