De midaldrende mænd i lycra

Du har set dem. De er alle vegne. I København K, Nordvest, Gentofte, syd for Skanderborg, selv på Roskildevej, overalt på Fyn, omkring Aalborg, i næste sving og i hobetal på de særligt afmærkede mountainbike-ruter i skoven.
af Mikael Jalving
Hvad? Hvem? Der er tale om midaldrende mænd i stramtsiddende lycra på fjerlette cykler i carbon eller titanium til 30-50.000 kr. Du har muligvis fortrængt synet, men, jo, du har set dem. Set, hvordan de giver den maks. gas, uanset at vom og seletøj hænger udenfor. Hvad er det, der sker?
 
 
Selvom en MAMIL ikke ligefrem ligner et seksuelt rovdyr, er det for nemt
og femi-hetzende blot at afskrive ham som en midtvejskrise på to hjul
 
Det er en ny art. På engelsk betegnes den MAMIL – Middle-Aged Men In Lycra. Det er disse væsner, vi ser på vejene.
 
 
Læs mere om MAMIL-arten her
 
De er ofte fedladne, lidt komiske figurer, og lige nu sidder du måske også og griner lidt ved tanken om dem. De er dog ikke mere komiske, end at selveste Cervélo, den canadiske producent af vintage-racercykler, ikke skammer sig over at afbilde en af dem på forsiden af virksomhedens hjemmeside. En vaskeægte MAMIL. Som potentielle kunder kan identificere sig med.
 
Læg mærke til manden i nederste venstre hjørne. En ægte MAMIL. Navnet er Kevin, og du kan læse hans historie her
 
En MAMIL's anatomi
Det akutte spørgsmål bliver nu, hvad der så er inden i en MAMIL? En taber forklædt som vinder – eller en vinder forklædt som taber? Eller skal vi tænke i helt andre baner?
 
Et bestemt svar, det nemmeste, kommer typisk fra kvinder: ”Åh, det er bare mænd med en solid midtvejskrise. Altså desperate, fjogede mænd, der ikke kan finde sig i, at alting – libidoen, magten, friheden – ikke længere er, hvad det alt sammen var engang, og at Justin Timberlake eller de dér fyre fra vampyrfilmene for længst har overhalet dem indenom.
 
Når dertil lægges, at vi fra naturens verden ved, at selv aber har midtvejskriser, så er det lige så evident som Darwin, at mænd er latent latterlige, når de har passeret de 40. Cyklen og lycraen er i øvrigt blot en modedille. I morgen er det noget helt andet, midaldrende mænd går op i.
 
Afløser for den storbarmede elskerinde
Det er helt korrekt. Udefra ser det umiskendeligt ud til, at købet af cykel og carbonhjul har afløst købet af en iøjnefaldende, italiensk sportsvogn ­– alternativt en ustyrlig trang til alkohol eller erhvervelsen af en storbarmet elskerinde. Sådan genkendte man en midtvejskrise for blot en generation siden, hvor prisen blev betalt med renters rente. For enden af en god gammeldags midtvejskrise stod gerne en skilsmisse og sagde wakie-wakie. Situationen er bare en anden i dag. Mænd af i dag bliver ikke skilt af at cykle; nogle af dem begynder at cykle, når de skal skilles. Årsag og virkning har byttet plads.
 
Dette simple forhold burde få flere kvinder – og mænd – til at overveje, hvorvidt MAMIL's overhovedet lider af en midtvejskrise. Eventuelt med tilføjelsen: ”Ikke”, hvis man med midtvejskrise forstår symptomer som disse: søvnløshed, træthed, manglende koncentrationsevne, tendens til at fortryde og snakke om tidligere partnere, kedsomhed, pludselig forelskelse i kollegaen, tjeneren eller ekspedienten. For hvis MAMIL's lider af noget, er det præcis det modsatte.
 
I stedet for den billige psykologisering af midaldrende mænd frister en helt anden fortolkning af de midaldrende mænd på cykel. For de kan ganske enkelt ikke forklares ved hjælp af psykologi, men til gengæld ved hjælp af eksistentialisme.
 
Jeg er en MAMIL. Og jeg er stolt af det! Lars Løkke, den ultimative MAMIL, har også kørt for Team Rynkeby
 
Fem kendetegn
For at uddybe hvad denne eksistentialisme og mystik går ud på, kan vi med fordel se lidt nærmere på fem kendetegn ved en typisk MAMIL:
 
- Han er en del af en stammeagtig kultur
- Han er familiefar
- Han ser sig selv som jæger, ikke politiker
- Han tjener godt og er på toppen af sin ydeevne
- Han søger et andet bevidsthedsniveau og glemmer sig selv
 
Stammen
Til det første kendetegn hører bestemte mødesteder (cafe, parkeringsplads, klubhus osv.), advarselsråb og tegn og ritualer som for eksempel skiltespurt. En skiltespurt er en spurt ved slutningen af et kortere eller længere interval, og den slutter ud for et vedtaget skilt langs vejen. Typisk et byskilt – man kører jo ikke om kap inde i en by!
 
Det er ikke nok at blive integreret, man må assimilere sig til stammen
 
Det tager sin tid at lære sig stammens uskrevne regler, der kan variere, men håndhæves af et uformelt hierarki som i en flok, bande eller sekt. Kulturen hviler på kodeks, sædvane, gentagelse; her stemmer man ikke om tingene eller diskuterer som kvinder.
 
Den danske blogger The Napkin har formaliseret denne stammekodeks i 36 leveregler, hvor vi nøjes med de fire første:
 
#1
Ingen andre skal bestemme, hvor mange cykler du må eje.
 
#2
Du skal kunne skifte slange og dæk i tilfælde af punktering ude på ruten. MAMIL's venter på hinanden, men ikke i en evighed. Det er med andre ord o.k. at stresse de uheldige og påpege, at det tager for lang tid.
 
#3
Kør aldrig i andet end rigtige cykelstrømper, hvide eller sorte.
 
#4
Alle former for låse er udelukket. Det sender et helt forkert signal. Man lader ikke sin racercykel ude af syne. Hvis du skal ind i en forretning, må du få din ven eller en sød pige til at se efter den. Skal du på café, sidder du udenfor.
 
På samme måde findes der en praksis for afstanden mellem baghjul på den forankørende og forhjulet på den bagvedkørende, en praksis, deltagerne må assimilere sig til, ellers er man uønsket. Kredsen er for de indviede, der nærer en naturlig loyalitet for hinanden, mens folk udenfor betragtes som parasitter eller fremmede, der sidder på hjul uden at yde til fællesskabet. Stammefælleskabet er en form for eksistentialisme i den forstand, at dét at høre til er en måde at blive mere autentisk på.
 
Mænd med forpligtelser
Et andet træk ved MAMIL's er, at de typisk er hårdtarbejdende, gifte fædre med pæne eller mere end pæne indkomster. Vi taler altså om mænd med forpligtelser, ikke dandyer, digtere eller charlataner. Hvad der engang var en arbejdersport, er for MAMIL's blevet en sport for den erhvervsaktive overklasse eller øvre middelklasse. MAMIL's har en travl hverdag med job og familieliv og har brug for noget ekstra, der kan genoplade batterierne. De er samtidig disciplinerede og vejer deres fritid på en guldvægt.
 
Alle MAMILs statsminister 
 
Ofte ser man dem tage cyklen til søndagsfrokosten hos svigerforældrene eller børnenes kusiner 50-100 km væk, mens deres koner kører af sted i bil med børn og grej og ”Åh, Abe!” på bilradioen.
 
Af samme grund ejer eller leaser MAMIL's ofte en stationcar med krog til cykelanhænger; den får de også brug for, når de som moderne pilgrimme søger mod det hellige land en eller to gange om året sammen med andre MAMIL's for at deltage i internationale motionsløb som for eksempel Les Trois Ballons i AlsaceLa Marmotte i de franske alper eller Oetztaler Radmarathon fra Sölden i Østrig.
 
En konventionel stationcar er ikke et nederlag, men netop et udtryk for hvor dedikerede MAMIL’erne er overfor det medium, der skal bringe dem tættere på det hellige. Selv en VW Passat eller Opel Astra må i denne forbindelse forstås som et offerlam.
 
Moderne pilgrimme
 
Det anti-politiske
Jævnligt hører man byplanlæggere og venstreorienterede politikere forsøge at bilde befolkningen ind, at cykling er godt for CO2-regnskabet og folkesundheden. Så instrumentelt ser MAMIL's ikke på deres passion. Det gør dem ikke apolitiske, men anti-politiske. De cykler ikke rundt med en ideologi på ryggen. De kører bort fra utopier og regneark. De vil mærke smerten, blive ét med sig selv i naturen, ikke forbedre verden. Man må opfatte dem som en flok jægere på vej gennem landskabet og tiden på jagt efter noget, og det er hverken sex eller stemmekvæg. Selvværd, kan man kalde det. MAMIL's er selvhjulpne og presser sig selv, ikke andre, de er ikke politikere.
 
CEO-MAMIL
Forretningsmænd flokkes nu på landevejen og får hurtigt en forkærlighed for tricyklen eller enkeltstartcyklen, som skærer vinden skarpere end andre cykler. Det er den, de spejler sig i. De vil gerne vinde den cykels attributter, og i heldigste fald bliver de ét med den tredimensionelle oplevelse, de møder og bliver afhængig af.
 
Jo mere CEO, desto lavere vindmodstand
 
For direktører, chefer og overordnede i privat og stat begynder trisporten gerne som et ønske om at komme af med maven. Men snart handler det om helt andre sager. De travle mennesker træner som besatte og løber væk fra deres familier. Og tager det overhånd, svigter de den også, men kan de styre behovet for også at løbe og svømme, finder de den mystik i gentagelsens glæde, som de hungrer efter. De befinder sig matematisk set midt i livet, men på toppen af deres ydeevne, og de forbløffes over, hvor forkert det er, at kvinder tror, de er i krise. De er ikke i krise, de er spændt som buen, stærkere end nogensinde før. De blev MAMIL's, fordi de også er chefer.
 
Dasein og selvforglemmelse
Det er den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976), der har fortalt os det. At vores væren er knyttet til et geografisk sted, et dasein. Det er bevidst eller ubevidst dette mytologiske sted, MAMIL's søger – med eller uden GPS – når de sidder bøjet over stel og styr. Det er et slags Heimat, en hjemstavn, en hjemkomst, som kompenserer for den ontologiske sandhed, at de er fortabte sjæle, dømt til døden, på jagt efter det værendes væren, som hele tiden forsvinder.
 
Heideggers dasein - det er bevidst eller ubevidst dette mytologiske sted, MAMIL's søger 
 
Her giver MAMIL'er virkelig de metro- og gastroseksuelle mænd baghjul, dels fordi MAMIL's udfolder sig i Guds frie natur, som de både hylder og bemestrer, dels fordi de i intense timer på cyklen renser ud i deres professionelle projekter, karriereplaner og negerer det trivielle, borgerlige liv, de ellers lever.
 
Der sidder han så på ladet af en pickup-truck iført sin Performance cyclocross-jersey for high-tempo riding and racing til £170. Midaldrende, men slank, i kontrol, men udfordret. Man mærker hans koncentration. Som her gælder en anden metier, end han plejer at være koncentreret om. Som de indviede ved, laver den britiske producent af high end-cykeltøj Rapha fortrinsvis beklædning til motionister, ikke til proffer. Professionelle cykelryttere har hverken tid eller råd til at kere sig om slige æstetiske detaljer; for dem er cykling, der engang var passion, for længst blevet profession. Se mere her
 
Det sker alt sammen på asfalt eller i skov, i selvpåført, afmålt smerte som i en klassisk dannelsesroman: hjemme – ude – hjemme.
Mand først, menneske så. Selvforglemmende.
 
Asfalt i Andorra
 
 
Læs også denne artikel af Mikael Jalving:
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job