Der er ikke meget at grine af for LO

Kommunikation er blevet vigtigt i vores samfund, for organisationer, for ledelse osv. Men det er nu engang ikke alt. Monitors aktuelle analyse af LO, er et klassisk eksempel på denne sandhed. LO er en af Danmarks bedst kommunikerende organisationer. Ikke så suveræn som fx Dansk Industri. Men dog af høj klasse. Alligevel mener kun 20% af befolkningen, at LO oprigtigt varetager lønmodtagernes interesser, og kun 16% mener LO har et godt image. Problemet er ligeså gammelt som retorikken. Det hedder Ethos, eller lidt fladere : afsenders troværdighed.

Det kan godt være LO sætter mange dagsordener (især efter regeringsskiftet), at opinionsdannerne påvirkes (herunder via det nye A4), og at kommunikationen udløses i politisk indflydelse. LO er bare ikke troværdig for befolkning og medlemmer. Og det kan nok så meget målrettet, strømlinet og effektiv kommunikation ikke ændre på.

Der er to sider af problemet. Et relationsmæssigt og et politisk.
Det relationsmæssige er helt åbenbart. For hvordan skal LO, der selv kun har 20 ’kunder’, sine forbund, nå ud til sine godt 1,5 mio. lønmodtagere? Vejen går jo over en fagbevægelse som Michael Valentin så præcist har lanceret 1. maj i sin bog om fagbevægelsens Rockwoollag. Det er ikke ondt snyderi – men det er i det gode tjeneste dyrt selvcentreret advokat-bureaukrati. Så på vejen ud bliver LO sat skakmat, på samme måde som virksomhedsledelser gør, når de skal kommunikere ned gennem lagene i pyramiden. Hans Jensens egen analyse af det problem, er, at det skyldes at fagbevægelsen er demokratisk – og så tager det jo tid. I så fald er det et af de demokratier, der er reformtrængende – for andre forstår det ikke og oplever det ikke engang som demokratisk - i så fald kun social-demokratisk – rundet af en tradition for demokratisk centralisme, der passede bedre til et gryende industrisamfund end et individualistisk videnssamfund.

Det fører så til det andet, endnu tungere reformproblem, det politiske.
Hvordan skal LO – frigjort fra Socialdemokratiet – politisere lønmodtagernes interesser, når de ikke er én men mange, og når andre har politiseret dem. Virksomhederne har selv bedre svar på fællesskab, kultur og kompetenceudvikling, igen især de nye netværksvirksomheder, hvor det er lidt svært at se, hvad en fagbevægelse kan bidrage med. Og efter at LO har sejret ad helvede til har Dansk Folkeparti, Venstre med videre haft mere succes dels med at skaffe de ekstra hofter og sygehuspladser i det fælles velfærdsparadis, dels og især med at politisere de nye identitetsemner om danskhed, kriminalitet osv. end det Socialdemokrati LO støtter overloyalt. Så der er meget at revidere – og lidt at le af – for LO, hvor dagsordenen nu bør stå på reorganisering og en ny mere fri politisk orientering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job