Hvad er det som Ældre Sagen gerne vil, som EU tilskynder til, DA er villig til, som kvinder har og som mange mænd gerne ville have, som arbejdsgiverne taler om men ikke bruger, som embedsmændende i Arbejdsministeriet står lidt tøvende overfor og som store dele af fagbevægelsen - ene af dem alle - er stærkt imod? Deltidsarbejde! Midlet som kunne lette tilværelsen for mange ældre med ondt i arbejdslivet, men som herskende kredse på arbejdsmarkedet tager afstand fra.

Situationen giver mindelser om akupunktur-diskussionen i 80'erne, hvor man på den ene side stod over for et middel, hvis virkning var anerkendt dér hvor det praktiseredes, men som ikke fuldtud opfyldte de krav, faglige kredse her i landet stillede, og som derfor måtte fordømmes.

Seniorer ønsker reduceret arbejdstid
I stedet for at trække sig tilbage og efterfølgende ønske sig lønnet arbejde (i begrænset omfang), kunne mange af de nuværende efterlønnere være fortsat på reduceret tid i deres gamle virksomhed i samme, i et andet eller et tilpasset job. Undersøgelse efter undersøgelse har igennem tiden vist, at hvis arbejdstiden kunne nedsættes (eller blot omlægges), ville mange seniorer gerne fortsætte med at arbejde.

I et nyligt rundspørge blandt 55+årige medarbejdere i udvalgte statslige institutioner svarede samtlige, at nedsættelse af arbejdstiden kunne få dem til at udskyde deres planlagte pensioneringstidspunkt. Også andre faktorer kunne medvirke til at ændre beslutningen om tilbagetrækning, f.eks. øget indflydelse på arbejdstempo og på omlægninger i organisationen, men reduceret arbejdstid havde førsteprioritet i alle tilfælde.

Hvorfor er det så svært at imødekomme seniorernes ønsker om reduceret arbejdstid? Hvis en arbejdsgiver er blevet enig med en ansat om en deltidsordning, hvad forhindrer ham da i at sætte ordningen i værk? Overenskomsterne er den umiddelbare forklaring. Langt de fleste overenskomster har bestemmelser om at arbejdstiden er 37 timer pr. uge. Og det er den så - for alle. Men kunne man ikke ændre overenskomsterne når de fornyes?

Fagbevægelsen modstand
Svaret kunne være jo, men det er nej. Kravet om deltidsmuligheder for de ældste på arbejdsmarkedet rejses simpelthen ikke. På det kommunale og amtskommunale område er der lavet en rammeaftale om seniorpolitik, der bl.a. giver mulighed for timereduktion (og tilmed lønkompensation). Hvorfor så ikke på andre områder? Er det fordi arbejdsgivere og arbejdstagere og deres respektive organisationer kan se deres fælles fordel i at lade staten løse problemerne og betale gildet?

Ved ikke at åbne mulighed for deltidsbeskæftigelse som en 'normal' del af et ansættelsesforhold kan fagforeningerne opretholde deres medlemsskare som fuldt betalende. Samtidig kan de imødekomme behovet for tidlig tilbagetrækning - et gode de ældre medlemmer sætter stor pris på. Øget adgang til deltid eksempelvis fra det 55. år kunne betyde, at mange ville overgå til deltidsansættelse fra det tidspunkt. Det kunne svække fagbevægelsens strategiske position og dens muligheder for at få reduceret arbejdstiden generelt, for at få flere i arbejde, flere medlemmer og skaffe mere i lønningsposen - et gode som de yngre medlemmer sætter pris på.

Her er vi måske ved en mere dybtliggende forklaring på modstanden mod deltid til seniorer: Afvejningen af hensyn mellem fagbevægelsens aldersgrupper. Det er en stående påstand, at lettelser for de ældre betyder øgede byrder for de yngre. Skal de ældre på deltid, må de yngre løbe stærkere. Hvis de ældre skal lettes for de tunge opgaver, må de yngre tage slæbet.

Men er det nu rigtigt? Er eksempelvis hjemmehjælpens arbejdsopgaver en fast og given størrelse som blot fordeles på det antal hænder og hoveder der er til rådighed? Hvis svaret er ja, må man vel være bedre stillet med en ansat, som arbejder på deltid, end med en efterlønner som slet ikke er der? Hvis svaret er nej, består opgaven vel i at udvikle arbejdsområdet i overensstemmelse med såvel krav som resurser, dvs. såvel ansatte som brugere?

Trekantsdrama
Den nye efterlønsordning er lidt af et columbusæg i den retning. Den synes på samme tid at imødekomme ældres behov for at arbejde på reduceret tid, at imødegå risikoen ved deltid under 'normale' omstændigheder og at undgå åben konfrontation mellem børnefamiliernes og seniorernes behov. Fra januar 1999 er det jo blevet muligt for efterlønnere at arbejde et ubegrænset antal timer, uden lønbegrænsninger og kun med modregning i efterlønnen time for time. Men den fornyelse blev tilsyneladende heller ikke til under fagbevægelsens medvirken.

Der synes gennem de seneste 10-15 år at have hersket en slags stiltiende overenskomst mellem arbejdstagere og arbejdsgivere om, at 60-års alderen er det rette tidspunkt at trække sig tilbage på. Den forståelse har efterlønsreformen fra 1999 grebet dygtigt ind i. Finansministeren har klart tilkendegivet, at det er ønskeligt, ja nødvendigt, at vi alle forbliver erhvervsaktive i hvert fald til de 62 år.

Arbejdstagerne har igennem de nye beregningsregler for efterlønnen fået et stærkt incitament til at fortsætte, mens arbejdsgiverne ikke har fået en tilsvarende forpligtelse til at beholde seniorerne. Staten synes således at presse den svage part på arbejdsmarkedet og overlade resten til markedskræfterne - med de faglige organisationer stående på sidelinjen.

Modstridende forventninger
Igennem dette trekantsdrama - overværet af betalte tilskuere - afsløres det, at der findes modstridende forventninger til, hvad den såkaldte 3. alder (tiden fra 60 år og fremefter) skal rumme i et moderne samfund - forventninger som sætter folk i 50-55-års alderen i nogle dilemmaer. Ser man på den demografiske udvikling, bliver der flere og flere i den ældste del af arbejdsstyrken, idet de store fødselsårgange fra 1945 og 1946 stærkt nærmer sig 60-års alderen.

Men samtidig med at der bliver stadig flere ældre som opfordres til at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension, spores ingen tendens til at selvsamme arbejdsmarked reagerer positivt på hverken udbud eller opfordring. Jagten på unge synes blot at blive forstærket, mens deres antal skrumper. Det er ikke engang blevet nemmere at komme i arbejde igen, hvis man som 60-årig er røget ud.

Henstillingen om at fortsætte længere på arbejdsmarkedet rettes til nogle generationer, som aktivt har deltaget i og stærkt sat deres præg på samfundsudviklingen igennem eksempelvis ungdomsoprør og kvindebevægelse; alligevel spores ingen bestræbelser på at gentage fortidens aktioner. De synes tværtimod indstillet på at trække sig tidligt tilbage og leve af efterløn eller opsparede midler med mindre de - alt efter stillingskategori og helbred - tilbydes passende udfordringer og arbejdsvilkår.

Et for snævert perspektiv?
Disse modstridende kræfter stiller den ældre del af arbejdstagerne over for en række dilemmaer, der ikke lader sig løse individuelt gennem eksempelvis et valg mellem arbejde og fritid eller løn og pension. Spørgsmålene (og svarene!) ligger på et andet plan. Hvor længe kan man være arbejdsaktiv - og på hvilken måde? Hvad er tænkeligt og ønskværdigt og hvad er realistisk og praktisabelt? Er det personligt tilfredsstillende også samfundsmæssigt bæredygtigt, og er der lige muligheder for alle? Sætter forpligtelsen til fortsat at arbejde endnu engang skel mellem folk - skel som vi på andre måder søger at slette?

Seniorpolitik er gledet ind i det danske sprog som en betegnelse for forskellige initiativer, ordninger og aktiviteter, der gennem årene har haft forskelligt sigte. Det gennemgående er dog, at det drejer sig om seniorer, dvs. mennesker som er kommet ud over deres første ungdom og som nu er 'rigtig' voksne. Der synes tillige at herske nogenlunde enighed om, at fænomenet er knyttet til arbejdsmarkedet.

Ved udgangen af det gamle årtusinde samler enigheden sig om, at seniorpolitik er bestræbelser på at fastholde og udvikle de af arbejdsmarkedets deltagere, som er over 50 år. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke perspektivet er for snævert i forhold til de opgaver, vi står over for på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt.

Man får en fornemmelse af dette ved læsningen af den definition, som en gruppe deltagere i et FTF-netværksprojekt er kommet frem til, nemlig at seniorpolitikken skal sikre, at arbejdstagerne efter mange år kan forlade arbejdspladsen ad hoveddøren med rank ryg og med liv, ære og velfærd i behold. Derved inkluderes arbejdsmiljøet som en væsentlig faktor i seniorernes muligheder for at deltage, men behovet for fleksibel tilknytning, for udnyttelse af den ny teknologi og for fuld gavn af seniorernes talenter imødekommes ikke. Meget tyder på, at det nuværende arbejdsbegreb ikke er tilstrækkeligt vidtfavnende til at rumme fremtidens seniorer.

Videnscenter på Ældreområdet udgiver 16. november Jesper Wégens bog 'Seniorernes indtog - eller udtog? 10 dilemmaer om ældre på arbejdsmarkedet'. På udgivelsesdagen arrangerede videnscentret en høring om bogens emne i Eigtveds Pakhus i København. Læs referatet på centrets hjemmeside.

Centret har også en ugentligt gratis e-mailservice med nyheder på ældreområdet. Tilmelding på noter@aeldreviden.dk.

Artiklen er tidligere bragt i Aktuelt den 16. november 2000.

Læs mere på tema-side om det grå guld.