Den største bølge

Google Wave har været igennem den almindelige teknologiske hypecyklus hurtigere end de fleste ting; fra overstyrede forventninger, gennem latterliggørelse, tilbage til en lidt mere ædruelig idé om, hvor det kunne bære hen. Hvorhen er det så? Få svaret her.
af Claus Dahl

Superhype

"Afløseren for e-mail", "Afløseren for chat", afløseren for alt muligt andet. Hvis man skulle tro på forskræppet for Google Wave, så kunne det meste af internettet rives ned, når Wave var kommet op at stå. Det er ikke så mærkeligt, at verden blev skuffet, da Google begyndte at lukke brugere ind, for hvad kan leve op til hype i den klasse?

Google Wave viste sig hurtigt ikke rigtig at være nogen af de her ting, man havde sagt i forvejen. Man skriver godt nok noget tekst, som man kan sende til de andre, ligesom i en e-mail. Og hvis de andre er online på Wave, så er samtalen live, ligesom chat er. Men ... det er stadigvæk lidt ligesom at forklare mobiltelefonen ved at beskrive, hvordan den ikke er som telegrafen.

Hvad er det så?
  • En wave er et dokument, man kan arbejde på i fællesskab. Det kan rumme lige så mange forskellige ting som et Word-dokument.

  • Man kan proppe YouTube-film, billeder og lyd ind i det. Også formularer, så dokumentet pludselig kan ting.

  • Hvis man gerne vil skifte emne uden at ødelægge dokumentet, kan man i stedet lave et underdokument og skrive videre der - wave husker selv sammenhængen.

  • Hvis man gerne vil kommentere på arbejdet privat, så kan man holde sit underdokument privat, ligesom hvis man fjerner nogle modtagere i en stor cc'et e-mail-tråd.

  • Og alt imens man skriver, så gemmer Google Wave alt, der sker, sådan at man hele tiden kan gå tilbage til, hvordan det var før.

  • En bonus ved den uendelige undo er, at en ny modtager af dokumentet kan gennemspille hele tilblivelsesprocessen, som om hun var med fra starten. I stedet for at læse en død tekst, kan man genopføre den som samtale.

Hvis du synes, det lyder indviklet, så er du lovligt undskyldt. Skal man være helt ærlig, er tiøren heller ikke faldet for Waves designere. Der sker rigtig meget inde i Wave. Når man skriver med mere end en eller to andre, kan det hurtigt føles som at forsøge at holde teselskab midt i afgangshallen på Hovedbanegården.

Hvad kan det så bruges til?

Det er jo ikke nogen naturlov, at man skal trykke på alle knapperne på en gang, bare fordi de er der; så hvad kan det bruges til, når man har fået styret den første nysgerrighed?

Ligesom man lige skal finde ud af ikke at skifte skriftsnit i hvert afsnit i Word, så skal man lige opdage, hvilke af de mange muligheder i Wave, det giver mening at bruge samtidig. Nogle gange er man mere interesseret i samtalen, så bruger man den mulighed - andre gange er det samarbejde om en tekst, det handler om, så gør man det.

Man opdager f.eks. hurtigt det praktiske i at arbejde i fællesskab på et dokument, og så lade diskussionen, man har imens om, hvad der skal stå i det, foregå som live-chat i underdokumenter længere nede. Dem kan man altid slette, når de ikke skal bruges mere.

I en wave med en større gruppe modtagere behøver man ikke holde så skarp disciplin med samtalen som i gruppe-e-mail, for er der behov for at snakke om noget bestemt, så kan de tre, der vil det, gå ud i deres egen lille underbølge. Den bliver dokumenteret sammen med de andre, men ødelægger ikke flowet i hoveddiskussionen.

Det snedige er, at man slipper for at vælge. Hvis man vil omskrive noget, der allerede er sagt, så gør man det. Hvis man vil kommentere, så gør man det.

Det er nemt at se det smarte, når man får en wave, der giver én lov til at invitere nye brugere. En formular midt i dokumentet tager imod de e-mails, man taster ind, og så er de andre inviterede. Dokumentet husker, hvem man har skrevet til, så det kan man søge på bagefter.

Men er det bare et nyt værktøj til samarbejde så?

Det var jo allerede en del, hvis det var, men perspektivet i Wave er trods alt større. For det første er Wave lige nu en lukket silo hos Google. Der er kun få brugere, og kun på én Google-drevet service. Sådan er det ikke tænkt. Når Wave er færdigt, bliver det ligesom e-mail. Dit firma har sin egen waveserver, men du kan sende waves til de andre waveservere, fuldstændig ligesom du i dag sender e-mails til hele verden.

For det andet kan waves også behandles af alle mulige andre stykker software end lige den webapplikation, du skriver dem i. Hvor waves lige nu er private meddelelser, ligesom e-mail, så kommer man til selv at kunne vælge, om de skal publiceres som blog-poster eller på Twitter eller lignende. Man får altså en ny hybrid af et privat medium og et offentligt medium.

Hvis Wave bare havde været en underlig ny hybrid mellem Gtalk, Gmail og Google Docs, så tror jeg ikke projektet var blevet sat i søen. Den idé, der har fænget, er at lave det mest rummelige medium til dato. Et medium rummeligt nok til det meste af vores kommunikation - om den er privat som i e-mail, eller offentlig som på blogs og sociale netværk.

Wave er mere eller mindre en kombination af de ideer, der skal til for at få sådan en drøm til at lykkes. Åbent over for alt: Al indhold. Alle mulige systemer. Perfekt hukommelse. Og så helt igennem live.

Du er altså jublende lykkelig for Wave?

Ikke endnu. Det er strengt taget for tidligt at anmelde Wave. For det første er der stadigvæk masser af bugs. For det andet er det, som om designerne selv mangler helt at fange ideen. Det stritter i alle mulige retninger.

Men det rigtige problem er næsten, at Wave ikke kan det endnu, som det er planlagt til at kunne hen ad vejen.

Wave er tænkt som en platform, og lige nu er det bare en webapplikation. Jeg mangler de mange tools, så jeg kan erstatte alle mine blog-poster og deres kommentarer med waves.

Jeg vil kunne sende en wave, bare som e-mail, til de, der ikke er på Wave. Jeg vil kunne chatte i en wave med de, der ikke er online i Wave, men er på AIM eller Gtalk eller lignende.

Mediet Google Wave har vi ikke helt fået endnu. Det sidste nye i superdemokratisk delt samtale, og hvordan det kommer til at virke, bliver egentlig det mest spændende.

Læs videre

Daniel Tenner giver en god beskrivelse af samarbejdsvinklen på Wave her. http://danieltenner.com/posts/0012-google-wave.html

Og hvis du endnu ikke har set, hvordan det ser ud, hvis man slet ikke holder sig tilbage i en Wave, så skal du se den her:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job