Analyse af tv-serien Den som dræber
Den som dræber spændingen

Skrevet af
Det er ærgerligt, men TV 2's stort lancerede krimithriller ’Den som dræber’ er klicheernes holdeplads. Det gør det til en kedelig oplevelse at tænde for TV 2 søndag aften kl. 20. TV 2 har udfordret DR på sendetidspunktet, men har for lidt at byde på. Der er tale om ren rutine. Ingen af genrens centrale elementer glimrer ved fornyelse. Det gælder for den spænding, der er afgørende for genren. Det gælder plottet og karaktererne. Øv.
Analyse af Den som dræber

Den kvindelige hovedperson, betjenten Katrine Ries,der har det med at tage arbejdet og massemorderne med hjem. Det er ret utroværdigt. Foto: Fra seriens side på Facebook
 
En krimithriller skal per definition være spændende. Men er Den som dræber det? Vi kender allerede i første del gerningsmanden og afventer bare, at efterforskningsholdet skal finde ham, før luften i kisten slipper op, og ofret omkommer. Det er altså kapløbet med tiden, der skal bære spændingen hele vejen igennem. Dette mønster gentages i 2. del, nu med Katrine Ries i offerrollen. Det er en mekanisme, der skal anvendes med en vis sans for dramaturgisk vigepligt, men foreløbig sker det ikke.
 
Cliffhængeren mellem 1. og 2. del var vittig, men ellers var overraskelserne få og små. Fx blev jeg ikke særligt overrasket, da først Thomas Schaeffer og derefter seriemorderen ringede på hos Katrine Ries, og det gælder nok de fleste seere.
 
Ulækker, men ikke spændende
De indbyggede chokeffekter forstærker næppe spændingen. Skeletter i rituelle positurer med armene over kors og forrådnede ligdele i glimtvise nærbilleder virker ubehagelige, og det gør en sadistisk seriemorder i aktion naturligvis også. Problemet er troværdigheden. Ligegyldigt hvor langt ude det er, skal der være en snert af troværdighed i det, før vi engagerer os.
 
At finde fem grave midt i den danske bøgeskov i nærheden af noget, der til forveksling ligner udkanten af et almindeligt villakvarter, virker ikke særlig sandsynligt. Det er naturligvis det, at det kunne være vores eget villakvarter, der skal gøre os bange. Men det er ikke troværdigt nok. Vi ser også kun glimtvist den psykotiske seriemorders dagligdag som chauffør. Der mangler små detaljer, der kunne overbevise om, at det her kunne lade sig gøre.
 
Plottet er som den slags plejer at være
Plottet er skanderet i sekvenser, der knirker lidt i sammenføjningerne, men hovedproblemet også her er, at forudsigeligheden er for stor og sandsynligheden for lille. Kendskabet til engelske og amerikanske tv-krimier giver seeren alt for gode kort på hånden. Vi ved, hvor let det er for en opfindsom morder at snige sig ned i en lægekittel og fingere overlæge på et hospital, selv om det er kontrolleret og overvåget. Det lykkes næsten hver gang. Vi ved, at en kvindelig efterforsker sandsynligvis vil være i besiddelse af store mentale og fysiske ressourcer og forventer ikke, at hun vil være et passivt offer længere end højst nødvendigt. Vi ved også, at morderen næppe vil lade sig overmande, men byde på modstand til det sidste.
 
Vi ved kort sagt for meget om, hvordan tingene plejer at ske. Problemet er, at alle forventningerne opfyldes i Den som dræber. Det er simpelthen for nemt.
 
Analyse af Den som dræber, hovedpersonerne
Mød dem igen igen, disse forudsigelige heltefigurer, som er en lille smule passende tvetydige, men ikke mere, end at vi alle ved, hvem vi skal holde med, når den store, stygge massemorder springer ud af skabet. Foto: TV 2
 
Karaktererne savner kant
Vi har ligesom mødt både seriemorderen, den kvindelige efterforsker-med-ben-i-næsen-og-problemer-i-bagagen, hendes dygtige-men-let-dubiøse-partner og hendes ikke-helt-så-dygtige-men-trods-alt-velmenende-overordnede før – eller nogle, der til forveksling ligner. Karaktererne er med andre ord helt efter bogen. Der mangler kant.
 
De dygtige skuespillere gør deres bedste, men man må have ondt af dem, fordi de har så nedslidt et repertoire at arbejde med. Det gælder både gamle kendinge som Lars Mikkelsen (lederen Magnus Bisgaard) og Jakob Cedergren (retspsykiateren Thomas Schaeffer) og det nye talent Laura Bach (Katrine Ries). Seriemorderen i de to første afsnit, Carsten Bjørnlund, har før vist sit talent for skurkefaget (bl.a. i Livvagterne), men alt i alt: Trods udmærkede skuespillerpræstationer fungerer dramaet ikke medrivende og overbevisende. Hvorfor? Først og fremmest fordi der mangler gode ideer og vilje til fornyelse.
 
Det blev også registreret af i hvert fald nogle seere. Seertallet faldt fra 1.477.000 søndag den 13. marts til 1.329.000 seere den følgende søndag, da mysteriet skulle opklares i den totakts-model, som TV 2 har adopteret fra Livvagterne. Også vurderingerne dalede. Det er dog stadig flotte seertal og gode vurderinger, og de viser, at danskerne gerne vil give Den som dræberen chance. Spørgsmålet er, om den fortjener det?
 
Selve produktionsholdet fejler ikke noget
Produktionen har angiveligt kostet 85 mill. kr., hvoraf Public Service Puljen har bevilliget de 10 til udvikling og produktion. Der står et erfarent produktionsselskab bag, nemlig Miso Film, der har produceret Beck-, Varg Veum- og Wallander-serierne samt Millenium-trilogien og dermed stået for det sidste årtis solide succeser inden for skandinavisk krimi.
 
Den konceptuerende instruktør, Birger Larsen, begyndte sin tv-krimikarriere med Frihedens skygge(1994) og var med på afsnit af Wallander-serien og Forbrydelsen– altså også en erfaren herre, om end ikke med en markant profil. Forfatterholdet består af den rutinerede Stefan Jaworski (episodeforfatter på bl.a. Rejseholdet, Skjulte spor, Anna Pihl), der er parret med forfatteren Elsebeth Egholm, kendt fra Dicte Svendsen-krimiserien. Jeg gætter på, at Egholm har skullet stå for den kreative fornyelse.
 
Der er således ikke tale om amatører inden for genren. Det betyder, at niveauet skal være professionelt, og at vi skal have fornemmelsen af, at denne produktion vil os noget. Men rutine er, hvad vi får. Det kan vi se, hvis vi sammenligner Den som dræbermed seriens forgængere i dansk tv-krimi.
 
I tråd med nationale og internationale traditioner
Krimigenren har domineret dansk tv-drama gennem de sidste 10-15 år. Det er en genre, som har vist sig at kunne bruges til lidt af hvert. Der har været mange slags. Fælles for de mere vellykkede eksemplarer af slagsen er, at en type fornyelse er indgået i deres præmis. Det gælder både TV 2's Strisser på Samsø (1997), der genlancerede charmen ved provinsen, og DR's Rejseholdet (2000-04), hvis realisme parret med en lille smule tidstypisk clairvoyance havde stærk appel og gik rent hjem både hos danskerne og et internationalt publikum. Og det fortsatte med et nyt fokus i Ørnen (2004-06): den grænseoverskridende forbrydelse og senere i ForbrydelsenI og II(2007, 2009), der udforskedekriminalitetens og politikkens dobbeltsporsomparallelverdener, der spejlede hinanden.
 
Den som dræber spiller på og viderefører mange elementer i Rejseholdet, Ørnen og Forbrydelsen. Vi genkender en både kontant og intuitiv kvindelig efterforsker, psykotiske seriemordere, dubiøse fader- og lederskikkelser, spejling mellem efterforsker og forbryder etc. Det er ikke i sig selv et problem. Alle versioner af genren forholder sig til hinanden, låner, genbruger og forkaster elementer.
Amerikanske og engelske tv-krimier har gennem mange år været trendsættende, og der er som bekendt udviklet adskillige subgenrer i denne sammenhæng: den karakterbaserede krimi, hvor miljøet spiller en afgørende rolle (Barnaby, Morse), den historiske krimi, der genopdager fortidens forbrydelser i nutidens spejl (Foyle), den retsmedicinske krimi, der sætter hele arsenalet af moderne teknologi og psykologi ind på gerningsmandsprofilering og opklaring (CSI), den dobbeltsporede krimi, hvor vi følger forbrydermiljøet og efterforskernes overvågning og aktioner på skift (The Wire), etc. Den som dræber ligger tæt på især CSI og den britiske Sagen genåbnet, ikke mindst gennem sit valg af forbrydelser.
 
Analyse af Den som dræber massemordere en masse
Ulækkert udpenslede detaljer af den psykotiske massemorders arbejdsdag er højdepunktet i ’Den som dræber’. Massemordere, som der ikke findes så mange af i virkeligheden, myldrer pludselig ud af villakvartererne i serien. Det er uhyggeligt, i hvert fald på papiret. Foto: Fra seriens side på Facebook
 
Den psykotiske seriemorder
En populær antagonist i mange engelske og amerikanske tv-serier og film er den psykotiske seriemorder, der dukker op igen og igen i alle de nævnte subgenrer. I virkeligheden er der meget få seriemordere. At de har befolket fiktionens verden så markant, er der flere årsager til:
  1. Den psykotiske seriemorder kan lægge op til et godt plot i kraft af sine udspekulerede vaner, sine tvangstanker og hele sin adfærd. Det har vi set mange gange, tydeligst måske i David Finchers Seven, hvis plot er organiseret omkring et forudbestemt antal drab.
  2. I sammenhæng hermed udgør selve karakteren en udfordring: han (for det er næsten altid en mand) er dobbeltbundet, normal udadtil og unormal indadtil, hvilket giver rige muligheder for at snyde både seeren og omgivelserne, at fremkalde en gradvis erkendelse hos begge samt at dyrke gyset i løbet af processen. 
  3. Den psykotiske seriemorder er udtryk for noget, som de fleste ikke forstår og derfor frygter: karakterafvigelse og karakterforandring. Hvad er mere skræmmende end at en os nærtstående person pludselig viser sig at have en side, vi ikke kender og heller ikke vil kendes ved? Den psykotiske massemorder handler om bagsiden ved tilværelsen. Den amerikanske forsker Leonard Cassuto har i Hard-Boiled Sentimentality (2008) udkastet den hypotese, at den psykotiske massemorders massive tilstedeværelse i fiktionen netop hænger sammen med vores civilisations udbredte angst for fænomenet.
  4. Endelig kan den psykotiske seriemorder meget let forbindes med det, som den norske filosof Lars H. Svendsen har kaldt den dæmoniske ondskab. Hvor andre typer ondskab kan forklares instrumentelt eller ideologisk eller som udtryk for ondskabens banalitet, er den dæmoniske ondskab den mest uforklarlige, fordi den har overgreb mod andre som sit egentlige formål. Den dæmoniske ondskab er i særlig grad blevet genstand for æstetisering i mediekulturen i kraft af de mange fascinerede fremstillinger.
Der er således ikke noget mærkeligt i, at den psykotiske seriemorder dukker op i en dansk sammenhæng, og som sagt har vi mødt ham før både i Rejseholdet og i Forbrydelsen. Problemet også på dette område er, at fornyelsen i Den som dræber mangler. Karakteren, som Schaeffer tegner op, og som handlingen senere bekræfter, er skåret over den velkendte læst: kombinationen af psykotisk karakterafvigelse og forvandling, social isolering, sadisme, som kameraet kan forholde sig mere eller mindre udpenslende til, og endelig drab og derefter gentagelsestvang.
 
Nedslidt koncept fra start af
TV 2 og Miso Film kan ikke regne med, at tingene bare kører videre af sig selv i den skandinaviske krimibølge, der nu har varet en del år. Man kan gentage mange ting mange gange uden problemer, for det brede publikum holder af gentagelser. Men der skal også være elementer, der kaster nyt lys over det velkendte, som indgår som en klar præmis for netop denne produktion. Hvis gentagelserne bevidstløst opmarcheres, får seerne kvalme.
 
Fornyelses- og overraskelsesmomenter mangler indtil videre i Den som dræber. Professionalismen har udmøntet sig i ren rutine, endda i discount-udgave: der er sparet på lyden, dialogerne er utydelige, musikken har oftest en banal understøttende funktion, volden og overgrebene er minutiøst udpenslede, mens miljøet er skrabet.
 
Serien bliver på den måde den, som dræber spændingen.
 

Relaterede artikler

Forbrydelsens forbrydelse - Kforum bad Professor Gunhild Agger gennemgå DR’s føljeton Forbrydelsen. Hun mener forbrydelserne fortsætter, selvom Forb...
Pressen, plottet og den sure pasbetjent - Virkeligheden overtrumfer fiktionen i Forbrydelsen II. Det gør serien mere uhyggelig end forgængeren. Serien er som klip...
I krig med livrem og livvagt - En amerikansk tilgang til moralsk autoritet og en amerikansk genrehåndtering præger tv-serien Livvagterne. Danmarks krig...
Barnaby forever - DR sender krimiserien Barnaby lørdag efter lørdag, år ud og år ind. Hvorfor gør public service-stationen det? Og hvorfor...

Giv din stemme

9 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.