Den Sociale virksomhed med stort S

Nobelprismodtager, grundlægger af Grameen-bank og ophavsmand til konceptet om mikrolån, Muhammad Yunus, præsenterer i dette interview sit begreb om den sociale virksomhed og forklarer, hvordan denne virksomhedsform kan være med til at skabe balance i det kapitalistiske system. Yunus anser den aktuelle krise som en vigtig mulighed for at nytænke hele det finansielle system fra bunden, og i denne genopbygning mener han, at den sociale virksomhed kan og skal spille en central rolle. Lars Hulgård giver indledningsvis en kort og præcis introduktion til interviewet. Han pointerer forskellen på Yunus´ vision og erhvervslivets velkendte tiltag i retning af CSR, Triple Bottom Line og andre lignende forsøg på at forene profit og social ansvarlighed. Yunus vil mere end det. Der er nemlig behov for at udvikle og supplere kapitalismen, som vi kender den, da den endnu kun er et halvt udviklet system.
af Lars Hulgård

Teksten er venligst udlånt af Turbulens.nets nye trykte magasin om Kognitiv kapitalisme og fremtidens videnssamfund.



DR2 programmet Univers bragte søndag d. 22. februar et indslag med den sociale entreprenør og erhvervsmand Muhammad Yunus. I programmet beretter Yunus om sin helt specielle måde at drive virksomhed på, den sociale virksomhed. Der er tale om en virksomhedsform, der udbygger det kapitalistiske system med en solidarisk og uselvisk dimension. Problemet med det kapitalistiske system, som dominerer verden i dag er, at der kun er tale om en halvt udviklet struktur. Det kapitalistiske system bygger på menneskets evige behov for maksimering af egennnytten. Et system som i sidste ende fører til grænseløs grådighed for nogle og uendelig fattigdom for andre. I samme DR2 program fortalte professor Steen Hildebrandt i forlængelse af Yunus, at det kapitalistiske system er indrettet, så ”det handler om profit, koste hvad det koste vil. Derfor er det kapitalistiske system i virkeligheden blevet en trussel mod kloden”. Problemet er, at grådighed gødes, præmieres og legitimeres af det kapitalistiske system, og med Hildebrandts ord har: ”grådigheden helt klart vundet i vores land, den har vundet i verden”.

Der er meget fællesgods i Yunus og Hildebrandts tænkning; men der er også en markant forskel.

Fælles
er deres kritik af, at det kapitalistiske system udgør en halvt udviklet struktur, som kun tilgodeser menneskets egoistiske og selviske sider. Begge tror på, at kapitalismen kan ændres og udvikles uden, at der gøres fundamentalt op med det markedsbaserede system. Forskellen er imidlertid nok så væsentlig, idet den vedrører de værktøjer, der skal til for at rette op på tingene.

Forskellen kan opsummeres som forskellen mellem Hildebrandts værdi- og ide baserede forestilling og Yunus’ strukturelle. I gammeldags og måske også forældet sociologisk terminologi, har vi forskellen mellem en idealistisk og en strukturelt orienteret forståelse. På den ene side har vi Hildebrandts idealistiske forestilling om, at ”hvis hjertet kommer med, får vi et meget bredere, et meget mere nuanceret syn”. Når kærligheden således indfinder sig ”i politikken og på direktionsgangene i de trendsættende globale virksomheder”, vil handlinger blive truffet med hensyn til fremtidige generationers mulighed for bæredygtig velfærd og levevilkår.

Minus gode viljer og kærlighed
Muhammad Yunus tror ikke på muligheden af at gode viljer og kærlighed kan erobre direktionsgangene i en sådan grad, at hensynet til profit underlægges hensynet til social værdi. Forskellen er markant, og konsekvensen er skarp. Kan kærlighed på direktionsgangen kombineret med CSR, Bottom of the Pyramid, CSI, Triple Bottom Line og andre værktøjer til at kombinere økonomiske og sociale hensyn reformere den eksisterende private virksomhedsform, så hensynet til aktionærerne og hensynet til profit underlægges hensynet til forretningernes sociale værdi? Nej, svarer Yunus konsekvent og vedholdende såvel i dette interview med Turbulens.net som i artikler og foredrag verden rundt afholdt siden han for mere end 30 år siden grundlagde sin første sociale virksomhed Grameen Bank. Det kan ikke lade sig gøre, idet ”erfaringen viser, at jagten på profitten altid vinder i det lange løb”, som han udtaler i interviewet.

Hvorfor er han interessant?
Der er ingen grund til at formidle Yunus, idet han er en ganske klar og stringent kommunikator. Men der kan være grund til at rekapitulere, hvad det er, der gør en bengalsk professor og forretningsmand interessant i dansk og europæisk sammenhæng.

Muhammad Yunus er først og fremmes en social entreprenør, som har set en mulighed for at skabe social forandring i stor skala. Et studie fra Harvard University vurderede endda for nogle år siden, at Grameen Bank er et af blot syv store eksempler på socialt entreprenørskab, som har påvirket millioner af menneskers liv og medført omfattende strukturelle forandringer. Et af de syv øvrige eksempler er oprettet efter dansk forbillede, idet stifteren Myles Horton grundlagde sin organisation ”Highlander” med udgangspunkt i omfattende studier af Grundtvig og den danske højskolebevægelse (Hulgård, 2007). Sociale entreprenører kan gå mange veje, når de vælger deres redskaber til at skabe social forandring. I bogen ”En verden uden fattigdom” forklarer Yunus, at ”alle mennesker, der udformer og leder sociale virksomheder, er sociale entreprenører. Men ikke alle sociale entreprenører udøver social virksomhed.” Stifterne af en forening som ”Natteravnene” er effektive sociale entreprenører. Siden starten i 1998 er der således etableret ikke mindre end 225 lokale foreninger. Natteravnene forfølger et udpræget socialt formål; men de har ikke etableret sig som en social virksomhed (eller socialøkonomisk virksomhed som vi ofte kalder det i Danmark). Natteravnene er et godt eksempel på, at der er forskel mellem en social entreprenør og en social virksomhed.

En bevægelse af entreprenører
På globalt plan er der opstået en stærk men også diffus bevægelse af sociale entreprenører og netværk og interesseorganisationer for sociale entreprenører og sociale virksomheder. Hvis bevægelsen blot var diffus, ville der ikke være grund til at forholde sig til den; men den er også stærk – min vurdering er, at den er meget stærk, båret som den er af dygtige og dedikerede personer og organisationer, som allerede nu har sat et markant præg på lande og politikker rundt om i verden fra Bangladesh til Italien, Storbritannien og USA – og efterhånden også Danmark med verdensomspændende netværk som Grameen, Ashoka, Young Foundation, Skoll World Forum og Schwab Foundation som nogle af de centrale aktører sekunderet af nationale alliancer, koalitioner og sociale bevægelser.

Ikke den store tiltro til CSR
I sin bog taler Muhammad Yunus om en specifik form for socialt entreprenørskab, nemlig ”social virksomhed”. Yunus ser den sociale virksomhed som en mulighed for at videreudvikle kapitalismen. Det er her væsentligt at pointere, at en social virksomhed er noget andet end en traditionel virksomhed, der arbejder med CSR. CSR kan være en væsentlig strategi; men lige gyldigt hvor veludviklet en CSR strategi en virksomhed har, er Yunus af den overbevisning, at ”hvis vi virkelig vil være med til at løse nogle af verdens mange problemer, så har jeg ikke den store tiltro til CSR”, som han udtrykker i interviewet. Et statement, der ligger i direkte forlængelse af den endnu skarpere påstand fra bogen, hvor han hævder, at det ikke er muligt at etablere hybridvirksomheder som via gradvis introduktion af CSR kan omforme den traditionelle virksomhed til en social virksomhed, eller køre virksomheden som en hybridform, der ligestiller begge kriterier: ”Lederne af disse hybridvirksomheder vil gradvist – tomme for tomme – bevæge sig i retning af profitmaksimering, og det ligegyldigt hvordan virksomhedens mission og idegrundlag er formuleret” (Yunus, 2008).

I stedet er hans strategi at etablere sociale virksomheder og med dem fuldende den emancipation, som den moderne kapitalisme lagde grundstenen til startende med udbredelsen af den kapitalistiske ånd og iværksættertrang, der har udbredt sig i verden fra reformationen og frem. Det helt grundlæggende perspektiv hos Yunus er således, at kapitalismen kun er en halvt udviklet struktur, der udfolder sig omkring et snævert syn på den menneskelige natur. Mennesket er her et endimensionelt væsen, der kun er optaget af at maksimere profit, og det ”bidrager til samfundet og verden på den bedst mulige måde, hvis det blot koncentrerer sig om at rage mest muligt til sig selv” på det frie marked.

Yunus er en reformator
Yunus er skarp, og han kan forstås i et mikroperspektiv, hvor fokus er på sociale virksomheder som et supplement til konventionelle kapitalistiske virksomheder. Men han kan også læses i et makroperspektiv. Tag ikke fejl af, at Yunus er en reformator, der ønsker samfundsforandring i storskala og på makroplan. Når han hævder, at ”for at fuldende kapitalismens struktur er vi nødt til at indføre en anden form for virksomhed” er der ikke tale om et fundamentalt opgør men om et substantielt supplement til den økonomiske model, som dominerer den globale scene i dag. Men ikke nok med det, og heri ligger den egentlige udfordring. Den vestlige verdens økonomiske struktur og modernitet anerkendes som civiliserende faktorer; men de fremstår i stigende grad som ’underudviklede’ strukturer. Muhammad Yunus argumenterer således for, at den økonomiske struktur, han aktivt bidrager til at udvikle, er en mere sofistikeret form for kapitalisme, end den der har sin rod i den vestlige dominans og hvis – innovative - grundsten er det individuelle menneskes utrættelige jagt på gevinst baseret på den umættelige trang til vished om, at man har succes, eller prædestination, som det hedder med Max Webers begreb om kapitalismens ånd (Weber, 1920).

Vi slutter således på de store ideers markedsplads. Hvad er den adækvate økonomiske struktur til at takle globale problemer som ulighed, fattigdom og global opvarmning samt udfordringer som adgang til rent drikkevand og ernæring? Kan vi acceptere at sende vores basale religiøse, politiske og økonomiske læresætninger ud på den globale markedsplads i en anerkendelse af, at de alt andet lige blot er nogle blandt flere mulige? Eller vil vi til enhver tid og i enhver situation hævde deres forrang?


Herefter følger interviewet med Yunus:


Hvad er en social virksomhed?  

Jeg definerer en social virksomhed som en non-loss og non-profit virksomhed med et socialt sigte. Inden for dette spektrum kan igangsættes en lang række aktiviteter, der kan defineres som sociale virksomheder. Mikrolån er blot en af dem.  

Jeg opererer med to forskellige former for sociale virksomheder. Den ene er en non-loss og non-profit virksomhed med et socialt formål, og den anden er sådan set enhver form for virksomhed, der ejes af fattige.

Grameen Bank er en social virksomhed ud fra begge definitioner. Den er ejet af bankens lånere, fattige mennesker, og den har samtidig et socialt sigte med sit virke.

Når vi taler om en non-profit og non-loss udgaven af en social virksomhed betyder det, at virksomheden godt kan tjene penge. Det skal den helst. Men det overskud, der genereres, bliver ikke udbetalt til virksomhedens ejere eller investorer. Man kan som ejer og investor højest få sine investeringer betalt tilbage. Resten af overskuddet skal geninvesteres i den sociale virksomhed, således at man kan forfølge og videreudvikle de sociale mål, man har med sin virksomhed.
 
Forskellen mellem mikrolån og de andre sociale virksomheder er, at mikrolån er et veludviklet foretagende. Og det mest kendte eksempel. Vi har en 32-årig historie og har praktiseret det stort set over hele verden. Det virker overalt. Andre af vores sociale virksomheder befinder sig endnu på et tidligt stadie, men på et tidspunkt, når de er blevet mere udviklet, vil de også kunne implementeres over hele verden.

Som eksempel kan tages en af Grameen-organisationens andre sociale virksomheder, der sørger for, at små landsbyer i Bangladesh, som ellers ikke har andre muligheder end at drikke forgiftet vand, kan få rent drikkevand. Virksomheden befinder sig endnu kun i opstartsfasen, men efter at den er blevet testet tilstrækkeligt, kan den færdigudvikles til et helstøbt koncept, der kan anvendes i andre dele af verden.
 
Finanskrisen og det halvfærdige kapitalistiske system

Hvorledes skal vi forstå den sociale virksomhed i forhold til det etablerede kapitalistiske system?
 
Min grundlæggende pointe er, at den kapitalistiske teori ikke er fuldstændigt udviklet. Jeg er ikke imod det kapitalistiske system som sådan. Det kan en masse ting, men det er kun et halvfærdigt system, der er begrænset til alene at handle om profit. Det er det eneste formål i forretningsverdenen. I en kapitalistisk verden, der bygger på en ensidig opfattelse af mennesket som værende egoistisk, findes der ingen anden måde at drive forretning på.

Men mennesket er ikke kun et endimensionelt profithungrende menneske. Det er flerdimensionelt. Vi har selvfølgelig en egoistisk del i os, men vi har i lige så høj grad en uselvisk del i os.

Den del er der bare ikke plads til i det her halvt udviklede system. Der er ingen steder på markedet man kan gå hen og gøre noget med sin uselviske del. I den forstand prøver jeg at supplere systemet ved at inkludere og gøre plads til den uselviske del af mennesket, så man kan gå ind på markedspladsen og igangsætte sociale virksomheder uden at have profit for øje. De sociale virksomheder er lige så legitime som andre former for virksomheder og konkurrerer på de samme kapitalistiske markedspræmisser med hinanden og med traditionelle virksomheder.

Kan de to systemer ikke kombineres. Skal det være et enten eller? Kan man ikke have en profitmaksimerende virksomhed, der samtidig har et socialt formål for øje? Det er jo i hvert fald det vi ofte ser forsøgt i disse tider med eksempelvis virksomhedernes CSR-strategier.

Det lyder jo også meget besnærende, at man både skulle kunne skabe profit og gøre godt. Og CSR er måske også nogle gange fint nok, men hvis vi virkelig vil være med til at løse nogle af verdens mange problemer, så har jeg ikke den store tiltro til CSR. Det stopper jo i sidste ende, når det ikke længere skaber profit.

I den virkelige verden viser det sig også at være meget svært at bestyre en virksomhed med to modsatrettede mål om profitmaksimering og samfundsnytte. Erfaringen viser, at jagten på profitten altid vinder i det lange løb. Tomme for tomme vil man på trods af de bedste hensigter bevæge sig i retning af profitmaksimeringen. Det er der flere årsager til.

For det første står virksomhedsledere, der skal balancere mellem disse to målsætninger, til ansvar overfor dem, der ejer virksomhederne. Det er typisk aktionærer. De vil se værdien af deres investeringer vokse. Det er det, de har ansat lederen til at få til at ske.

Og selvom man med aktionærernes godkendelse skulle have vedtaget, at de to målsætninger er lige vigtige og lederen følgelig skal prioritere dem lige højt i driften af virksomheden, vil profitten alligevel vinde i det lange løb. Alle eksisterende redskaber i erhvervslivet handler om at vurdere, hvorvidt en virksomhed maksimerer sin profit. Profit kan måles i præcise økonomiske termer. Det er nemt at fremlægge og bedømme resultaterne af bestræbelserne på at skabe profit.

Derimod er det forbundet med betydelige vanskeligheder at måle, i hvilken grad man opnår de sociale mål man har sat sig ligesom resultaterne af ens arbejde er lang tid undervejs, fordi det handler om komplekse sociale og samfundsmæssige problemer.

De økonomiske resultater har ganske enkelt nemmere ved at gøre sig gældende.

Derfor er det mere realistisk at arbejde med to adskilte modeller. Og også langt mere effektivt når det kommer til at skabe reelle sociale resultater.

For når man først får taget sine profitbriller helt af, ser man på sin virksomhed og dets muligheder i et helt andet lys. Så kan du tænke klart. Hvert enkelt aspekt af virksomhedens gøren og laden vil man analysere og udvikle i lyset af de overordnede sociale målsætninger for virksomheden.

Lad os vende blikket mod den igangværende finanskrise.  Den er vel forårsaget af det, du tidligere kaldte det halvfærdige kapitalistiske system?
 
Helt sikkert. Det løb løbsk ud i det ekstreme. Og det måtte gå den vej, da der ikke var andre måder at udfolde sig på markedspladsen på til rådighed. Her gjaldt kun et: Tjen penge! Grådigheden overtog markedet og forvandlede det til et spillekasino. Gode og sunde forretninger blev erstattet af risikofyldte handler med værdipapirer, der var totalt løsrevet fra realøkonomien. Man bevægede sig væk fra den virkelige økonomi og begyndte at opbygge luftkasteller, og en skønne dag kollapsede det hele. Det er, hvad vi kalder finansiel krise.    

Hvis dele af vores finans- og energisektor, samt andre nøgleaktiviteter var mere uselviske og udformet som sociale virksomheder, ville vi have et mere balanceret, modstandsdygtigt og sundt marked.

 Hvordan har Grameen Bank klaret finanskrisen indtil videre?

Vi er indtil videre ganske uberørte af krisen. Alle mikrolånsbanker overlever, fordi vi er tæt forbundet til realøkonomien. Når vi giver et lån på 100 dollars, omsættes de til eksempelvis kyllinger, køer eller andre virkelige ting. Der er altid noget helt konkret og materielt for enden af lånet, så vi bygger ikke luftkasteller.

Problemet for os og lånerne opstår på en indirekte måde.. Den økonomiske nedsmeltning vil gradvist begynde at påvirke vores fattige lånere, der sælger kurve og andre små ting på markedet. De vil sælge mindre, fordi køberne ikke har så mange penge at købe for. Her vil følgevirkningerne af finanskrisen helt sikkert være store.   

Hele krisen er altså forårsaget og opbygget af rige og privilegerede mennesker, men krisens effekter og følgevirkninger vil ramme de fattige og mindre privilegerede hårdest. Et rigt menneske, som har en milliard dollars vil tabe en halv milliard på grund af krisen, men han vil stadig have en halv milliard tilbage. De tre-fire milliarder mennesker på bunden vil derimod tabe deres arbejde og dermed hele deres eksistensgrundlag, fordi produktionsfabrikker og butikker lukker ned.

Krisen giver mulighed for ny begyndelse – tiden er inde til nytænkning


Ofte udlægges kriser som muligheden for en ny begyndelse. Ser du denne krise som en mulighed for, at den anden halvdel, den uselviske del og dermed  de sociale virksomheder, kan udvides indenfor det kapitalistiske system?    

Enhver krise er også en mulighed. Dette er den værste krise i nyere tid, så den burde  også være den bedste mulighed for at tage fat på og analysere de områder, som vi normalt ikke ville, så vi ikke bare vender tilbage til det samme gamle og sårbare system.

Vi må se på de økonomiske og finansielle systemers fundament. Skille det hele fra hinanden og gennemgå delelementerne stykke for stykke og undersøge hvilke dele, der kan bruges, og om der er dele, som ligefrem mangler og derfor skal bygges ind. Det er her, den sociale virksomhed kan komme til at spille en vigtig rolle. At få inkluderet den sociale virksomhed i den finansielle struktur bliver en meget vigtig del i den nydesignede model for økonomien.  

I dag er hele opmærksomheden rettet mod den finansielle krise, men det er kun én blandt mange kriser. Der er adskillelige kriser i gang verden over netop nu, og de er alle sammen internt forbundet. Vi har eksempelvis glemt alt om fødevarekrisen, men den står stadig på og vil blive endnu værre på grund af finanskrisen. Der er også energikrisen og klimakrisen og mange andre.
Vi må tage alle disse emner med ind i den økonomiske og finansielle tænkning, så vi i stedet for at opbygge separate løsningsmodeller kan takle det hele som én sammenhængende problematik. Og her kan den sociale virksomhed selvfølgelig spille en stor rolle, fordi den både løser sociale problemer og skaber en sund økonomi uden luftkasteller.     

Det må kræve  en masse gåpåmod og en masse innovativt samarbejde? Hvordan opfatter du mulighederne for at det rent faktisk sker?

Risikoen er selvfølgelig, at vi, når krisen er overstået i denne omgang, vil glemme alt om den og blot vende hurtigst muligt tilbage til den gamle model for at tjene en masse penge, der skal kompensere for de økonomiske tab, som krisen har bragt folk. Derfor er det også nu, at tiden er inde til nytænkning og redesign. Inden vi åbner forretningen for handel igen, er vi nødt til at reparere hele bygningen fra grunden. Det er den første vigtige ting, vi må gøre. Derfra kan vi begynde at samarbejde.  

Hvis den sociale virksomhed virkelig skal komme til at spille en rolle som mere end en række imponerende enkelt tilfælde kræver det vel også, at der på sigt kan etableres et sammenhængende økonomisk system af sociale virksomheder. Hvorledes etablere et sådant, når vi ikke kan sammenligne og objektivere de enkelte virksomheders værdi i økonomiske termer? En social virksomheds værdi er jo dens sociale effekt.

Det er også en af de store udfordringer. Men jeg tror det kan lykkedes.

Jeg forestiller mig, præcis som du siger, at de sociale virksomheder, som vi kommer til at se et stigende antal af, vil kunne etablere et stort samlet økonomisk system som et alternativ eller supplement til det allerede eksisterende og halvudviklede økonomiske system af traditionelle profitorienterede virksomheder.

Investorer skal have mulighed for at købe og sælge aktier i sociale virksomheder på en social aktiebørs. Vi skal have et Socialt Dow Indeks, der ligesom det normale, afspejler den fælles værdi af nogle af verdens største og vigtigste sociale virksomheder. Og The Social Wall Street Journal vil dagligt rapportere om de seneste nyheder inden for feltet.

Men hvis det skal kunne lade sig gøre er det klart, at man skal have indført nogle klare standarder, der gør det muligt at objektivere og sammenligne de forskellige sociale virksomheders resultater ud fra nogle givne kriterier.

Før eller siden må der oprettes certificerings- og konsulentfirmaer – som selv skal være sociale virksomheder naturligvis - der kan undersøge og sige god for de påstande om de sociale goder, som de sociale virksomheder hævder, at de skaber.

Når investorer giver afkald på enhver form for afkast af deres investeringer, vil de med rette insistere på konkrete garantier for, at virksomhedens sociale formål opfyldes.

Det er derfor helt afgørende, at vi får udviklet institutioner og fremgangsmåder, der kan løfte den opgave. Så også i den forbindelse lægge der et stort arbejde foran os.

Der er brug for ny viden og ny økonomisk tænkning

En anden udfordring er vel også at få tilvejebragt den nødvendige viden. Aktører i en social virksomhed skal jo ikke bare vide, hvorledes man driver en normal virksomhed men også have indsigt i, hvorledes man skaber en social effekt.


Tidens økonomiske tænkning og den undervisning, der gives på business schools og universiteter i dag, forbereder og uddanner udelukkende de unge studerende til at træde ind i den traditionelle økonomiske model og arbejde i firmaer, hvor det handler om profitmaksimering. Det eneste de ved noget om, og det eneste, de er uddannet til, er at tjene penge og lave profit. Når det kommer til den sociale virksomhed er der brug for en helt anden form for unge kandidater. De skal netop vide, hvordan man arbejder for at gøre en social forskel i menneskers liv, og hvordan man skaber et effektivt system, der kan bringe priserne ned på et niveau, så det er muligt for de fattige at betale. Og ikke mindst hvordan man kan evaluere og udvikle nogle bedømmelseskriterier for de sociale virksomheders kvalitet, effektivitet osv.

På den måde vil de gradvist udvikle sig og blive uddannet til dels at tænke i og dels at drive sociale virksomheder. Vi har simpelthen brug for et nyt fakultet, en ny uddannelsesretning. Ingen af de nuværende uddannelser kan lære os om social virksomhed, så vi har brug en ny form for MBA.  En ‘social’ MBA. Et sted hvor alle tænker i denne nye ide, arbejder på at udvikle den og hele tiden forsøger at lede vores viden, teknologi og andre vigtige aktiviteter i netop dén retning. De vil arbejde med, hvordan man skaber nye sociale virksomheder, og hvordan de kan kobles sammen i stærke indbyrdes relationer. De sociale kandidater vil vide, hvordan virksomhedens aktiviteter spredes og profileres, hvordan der findes fondsmidler til dem osv.

Mennesket har inderst inde en længsel efter at udfolde sin uselviske side, men længslen kan ikke komme til udtryk i det rigide profithungrende system, vi har nu. Så snart de sociale virksomheder først er kommet godt i gang, vil de tiltrække folks opmærksomhed verden over, og de vil begynde at involvere sig aktivt med økonomiske bidrag. Når det begynder at ske, vil indskuddene ikke blot være i millioner, men i milliarder af dollars. Dette vil ske, fordi vi alle er mennesker og alle besidder en særegen broderskabsfølelse, der gør krav på at blive udfoldet, så vi sammen kan skabe en fuldstændig ny og bedre verden. Sammen vil vi kunne klare problemerne med fattigdom, sult, sygdom, miljø, børnedødelighed og konsekvenserne forbundet med de ødelæggende natur- og menneskeskabte katastrofer verden over. Indsatsen skal bare organiseres ordentligt.      
     
    

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job