Den sociale kontrakt

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Hvordan har vi det i dag? Man kan ikke lade være med at tænke på dette stærkt tvetydige spørgsmål, når talen falder på centrum-venstres krise. Centrum-venstre er et mangfoldigt begreb. Inden for partipolitikken omfatter det som regel Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne. Men dertil kommer et mylder af enkeltsagsbevægelser. De er ikke nødvendigvis enige med nogen af de tre partier, men har ikke desto mindre den samme grundlæggende holdning: mennesket er i sin gode ret til at forbedre samfundet, blot disse forbedringer ikke fører til undertrykkelse.

Hvis man skal bestemme centrum-venstre nærmere, kan man derfor sige, at der er tale om en af tre politiske strømninger, hvis rødder går helt ned til 1700-tallet. Konservatismen, der vil fastholde samfundspagten. Liberalismen, der fokuserer på individet og nødig anerkender eksistensen af et egentligt "samfund". Og endelig centrum-venstres ideologiske ophav: radikalismen.

Inden for den politiske radikalisme har det altid været selve opbygningen af samfundet, der stod i centrum. I den ekstreme radikalisme uden hensyn til, om dette førte til undertrykkelse. Og i den moderate radikalisme - som altså er centrum-venstres forfader - med stærk respekt for det enkelte menneske.

Så hvordan har vi det egentlig i centrum-venstre? Ligesom patienten og sygeplejersken: både godt og skidt. Selvfølgelig mistede vi regeringsmagten. Men bortset fra det, har mange dele af centrum-venstre oplevet fremgang i de senere år - både når det gælder antallet af medlemmer, og når det gælder evnen til at sætte sager som fx globaliseringen på dagsordenen.

I den samlede vurdering kommer man imidlertid ikke uden om, at Socialdemokraterne er det vigtigste. Selv på en dårlig dag har partiet mere end en fjerdedel af stemmerne. Dermed samler det over halvdelen af de vælgere, der kan siges at høre hjemme i centrum-venstre.

Når man taler om centrum-venstres krise, burde man derfor tage bladet fra munden og sige det, som det er: vi taler om socialdemokratismens krise.

Socialdemokratismen er en selvstændig, politisk ideologi inden for et bredere centrum-venstre. Den voksede frem uden central planlægning i løbet af det tyvende århundrede, og har derfor mange forskellige udformninger rundt omkring i Europa. Man kan dog sige, at den består af en begrebsmæssig sammenblanding af staten og samfundet (som når man siger "det offentlige er os alle sammen" i stedet for - som rigtigt er - at sige: "statsapparatet er statsapparatet. Og samfundet er os alle sammen"), accept af markedskræfterne og stærk fokus på lighed. Denne målsætning om lighed har man forfulgt ved at bruge statsapparatet til social ingeniørkunst. Derfor er det vokset i både bredde og dybde til det kolossale omfang, det har i dag.

Hvad der sker i Europa i dag - ud over det sædvanlige, cykliske forløb, hvor gamle ansigter udskiftes med nye - er, at vælgerne afviser denne socialdemokratisme. Tilsyneladende er situationen, at de gerne vil have et velfærdssamfund, men nødig en velfærdsstat. Det siger sig selv, at Socialdemokraterne med deres upræcise og slappe analyse af staten ikke kan forholde sig til dette ønske - mens Venstre med en imponerende, intellektuel skarphed har opfanget denne tilsyneladende lille, men meget væsentlige, forskel.

Problemet med Socialdemokraterne i dag er, at der ikke finder nogen intellektuel analyse af situationen sted. Bevares - der er masser af vrede, moraliserende, bortforklarende, hold-modet-oppe-agtige, selv-suggererende, positions-anbringende og andre analyser. Men intellektuelle? Nej.

En af de bedste analyser kommer fra holdet bag bogen Forsvar For Fællesskabet. På en række punkter kan jeg kun være enig med holdet - men jeg savner den sidste, intellektuelle skarphed. Når jeg kritiserer bogen, er det derfor ikke for at rakke den ned. Det er - med et citat fra partiformanden - for at stille det lille, men vigtige spørgsmål: "Ka' vi ikke gøre det lidt bedre?".

Et af de mest centrale punkter i Forsvar For Fællesskabet er, at den sociale kontrakt tilsyneladende er opsagt. Tidligere var den danske velfærdsstat vanvittig dyr - men til gengæld var ydelserne gode og gratis. I dag er den dyr, dårlig og underkastet brugerbetaling. Tidligere fungerede velfærdsstaten som en forsikringsordning - alle betalte, og når uheldet var ude, fik man hjælp. I dag fungerer den - også - som en permanent forsørgelsesordning for flygtninge og indvandrere. Derfor oplever mange borgere - efter alt at dømme med rette - at velfærdsstaten er blevet skarpt opdelt i ydere og nydere.

Opsigelsen af den sociale kontrakt betyder, at den ene gruppe af borgere ikke længere gider den anden. Når borgeren ikke om enhver af sine medborgere er i stand til at tænke: "det kunne være mig", ønsker hun eller han en afkobling fra fællesskabet. I princippet på samme måde som almindelige forsikringstagere ikke i længden ønsker at være i et forsikringsselskab, der er blevet rasende dyrt, fordi det også forsikrer pyromaner, fartbøller og ulykkesfugle af enhver art på ordinære vilkår - og i øvrigt har en selvrisiko på 50.000 kroner.

Det er prisværdigt, at holdet bag Forsvar For Fællesskabet stiller det vitale spørgsmål om den sociale kontrakt. Ikke mindst fordi det på mange måder er en konservativ mærkesag, som hermed tages ind i den socialdemokratiske tænkning. Når det alligevel er rigtigt, er det fordi ethvert reformistisk parti nødvendigvis må fundere over sammenhængen mellem konflikt og konsensus - og balancen mellem de to. Problemet for den eksisterende socialdemokratisme har været, at den har forsømt såvel at analysere som at diskutere denne sammenhæng. Derfor har den konsensus om velfærdsstaten, som partiet levede på, forskudt sig til en konflikt, som partiet har vist sig ude af stand til at håndtere.

Når Forsvar For Fællesskabet alligevel fejler, er det fordi bogen mangler mod. Den mangler det nødvendige mod til at sige, at en ny social kontrakt kun vil kunne indstiftes på et grundlag, der adskiller sig radikalt fra den gamle. Fordi forudsætningerne for den gamle sociale kontrakt ikke længere eksisterer.

I stedet for modet til at se virkeligheden i øjnene, præsenteres læserne for endeløse tirader af forargelse imod principielt pæne borgere. Der skældes ud på dem, der gerne vil bo i kvarterer, hvor der ikke er vold og hærværk. Der skældes ud på dem, der gerne vil have deres børn i ordentlige skoler. Der skældes ud på dem, der kan sælge deres arbejde til en høj pris (i øvrigt et meget besynderligt standpunkt for enhver socialdemokrat). Ja, der skældes minsandten ud på folk, der kan lide at gå i smart tøj - som om det på nogen måde ragede et politisk parti, hvordan borgerne klæder sig.

Denne strategi vil aldrig føre til, at der kan indgås en ny social kontrakt - i det højeste, at der på et tidspunkt kan udstikkes et socialt diktat om, hvordan man skal bo, hvor børnene skal gå i skole, hvad frie agenter må tage i løn - og sandt for dyden også, hvordan man skal gå klædt. En kontrakt udmærker sig netop ved at være - en kontrakt. Det vil sige et dokument, som alle de kontraherende parter kan leve med, og derfor kan tiltræde. Jeg er sikker på, at de fleste borgere ville sige mange ting (hvoraf "rend og hop" vil være blandt de pæneste) og løbe skrigende bort, hvis de fik Forsvar For Fællesskabet præsenteret som kontraktforslag.

Hvis forfatterne til Forsvar For Fællesskabet havde mod, ville de indse, at uligheden i Danmark i fremtiden vil blive større. Og at der næppe er så meget, man på reformismens grund kan gøre ved det. Uligheden vokser, fordi nogle mennesker på det individualiserede arbejdsmarked kan få meget høj løn, mens det samtidig vil være svært at tilkæmpe sig en højere løn på det standardiserede arbejdsmarked. Det simple faktum, at mennesker er forskellige, slår således meget stærkere igennem i dag, end det gjorde på tidligere tiders langt mere regulerede og standardiserede arbejdsmarked. Selvfølgelig ville man kunne bekæmpe uligheden ved at optræde stærkt repressivt over for de højtlønnede - men spørgsmålet er, om man så ikke er ophørt med at være reformist?

Vejen frem er derfor at spekulere over niveauet for retfærdig ulighed. Det gør vi allerede i dag, hvor det på en typisk virksomhed ligger på omkring 1:5, hvis man sammenligner direktørens løn med den lavest lønnede gruppe af fastansatte medarbejdere. Er det rimelige niveau 1:10? Er det 1:25? Eller er det som i USA langt, langt større? Kun ved at forholde sig til den retfærdige ulighed kan man få den generelle accept af at betale skat, som er så afgørende for, at samfundet kan hænge sammen.

Hvis forfatterne til Forsvar For Fællesskabet havde mod, indså de, at nøgleordene for fremtidens Socialdemokrater bør være frihed og retfærdighed. Frihed er muligheden for at leve livet som man selv ønsker. Derfor vil ulighed være en hindring for friheden, hvis den bliver for stor. På den anden side skal kampen imod ulighed være retfærdig. Den skal kunne accepteres både af dem, der må afgive personlig suverænitet for at mindske uligheden og af dem, der vinder i suverænitet. Ellers kan vi ikke leve op til fordringen om frihed: vi kommer selv til at påføre ufrihed til dem, der skal betale kampen mod uligheden.

Det har krævet stort mod af forfatterne til Forsvar For Fællesskabet at erkende, at vejen til reformer af socialdemokratismen er at optage dele af konservatismens program. Og det vil kræve endnu større mod at indse, at det også kræver en optagelse af dele af liberalismens. Men hvorfor ikke? Venstre kunne trods alt ikke have vundet regeringsmagten, hvis ikke det havde erobret idéen om velfærdssamfundet fra centrum-venstre.



Relaterede artikler

Radikal business class - Hvad er forskellen på kommerciel luftfart og politik? Kan De ikke gætte det? Så skal jeg sige det. I kommercie...
Den naive politiks dage er talte - Til afløsning for den klassiske politik er opstået meta-politikken. I denne form for politik sejrer den, der har den bed...
Bonderøve: Henrik Dahl om den nye regering - Jeg havde i princippet store forventninger til Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Efter sigende er han en dygtig ø...
Smid cykelhjelmen: Socialdemokratiets fremtid - Hvordan skal Socialdemokratiet komme videre efter valgnederlaget? Fire eksperter giver deres bud.
Socialdemokratiets selvmordsbrev - Med mindre VK-regeringen i løbet af den kommende valgperiode ødelægger sig selv, vil intet kunne forhindre den i at vind...
Det glemte folk - Den retfærdige harme bør ikke undervurderes, når man prøver at forstå, hvad der udløste det historiske stemmeskred ved f...
Målgruppens fallit - Partierne i valgkampen er lammet af deres egne taktiske overvejelser og frygten for at skubbe vælgergrupper fra sig. H...
Ved Nyrups afgang - Den nye, socialdemokratiske ledelse står i muligheder til halsen. Men opgaven er enorm. Den består i intet mindre end at...
Hvor svært kan det være?- På sporet af den sociale tyngdekraft - Hvor svært kan det være? Sådan lyder Henrik Dahls og Christine Antorinis fællesmotto. Det kommer navnlig i brug, når det...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

35 JOB

Intern – 1VoiceSummit

Se alle job Indryk job

Job

Intern – 1VoiceSummit

Frist: 22. oktober

Intern - Advocacy

Frist: 22. oktober

Presseansvarlig

Frist: 1. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.