Den selvrealiserende psykopat

Skrevet af
Hvis du vil undgå at ende på samfundets bund, må du skynde dig at komme i gang med selvudvikling og selvrealisere dig selv og dit ego. Det er nødvendigt. Absolut. Det siger sig selv. For selvudvikling giver styrke, selvtillid og et bedre liv. Ja måske, men det er også opskriften på at blive så selvoptaget, at man bliver psykopatisk. Det er en af de skræmmende pointer i den nye antologi ”Selvrealisering”. K-Forum kommer her med den kliniske diagnose på den selvrealiserende psykopat.

Elleve humanister renser ud

En flok sociologer, antropologer, filosoffer, psykologer og præster har sat sig ned og skrevet nogle ”Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur” – som der står på bogens forside. Elleve bidrag med forskellige vinkler er det blevet til. De dækker alt fra vuggestuen med ”filosofien om det enkelte menneskes iboende kraft”, til skolen, hvor eleven skal ”finde sin personlige læringsstil”. Over jobsøgeren, der i alle annoncer kan læse, at der heldigvis er ”mulighed for personlig udvikling”, til arbejdspladsen, hvor man konstant skal ”arbejde med sig selv”. Selvrealiseringen har virkelig realiseret sig selv i samfundet, og det er galt. Men hvorfor egentlig?

 

Templet i Delfi

Det er jo ikke, fordi det er en ny tanke, at man skal finde og kende sig selv. Det stod allerede skrevet over Apollons Tempel i Delfi. Men som redaktørerne Svend Brinkmann og Cecilie Eriksen skriver i antologien, er det vores opfattelse af, hvad det vil sige at finde sig selv, der har ændret sig. Tidligere betød det at finde sig selv at finde sin plads i forhold til guderne. Dengang gjaldt det om at være sig selv uden at blive overmodig og begå hybris. Man skulle altså udvikle sig selv i forhold til noget andet end sig selv. I dag er det ”andet” væk, og kun udviklingen af selvet står tilbage. Ifølge redaktørerne er problemet med denne selvudvikling, at den har udviklet sig til en skrue uden ende, en essentialistisk og en egoistisk filosofi. Og hvad er problemet så ved det?

 

Skruen uden ende

Birgitte Graakjær Hjort skriver, at livet bliver én lang eksamen, når man konstant skal selvrealisere og selvudvikle sig selv. Evaluering og vurdering af én selv og det, man laver og føler, er en uundgåelig del af hverdagen. ”Arbejdspladsen bruger professionelle firmaer til at karaktergive vores indsats og effektivitet. Ægtefællen forholder sig løbende til, om vi fortsat er værd at elske og leve sammen med. Pædagoger og skolelærer indkalder os til møder, hvor vi får sat ord på, om vi er gode forældre”, skriver Birgitte Graakjær Hjort. Det bliver til en skrue uden ende; en livslang eksamen, hvor vi konstant stræber efter at blive noget andet og mere og bedre. Problemet ved denne stræben er, at den let kan tage overhånd. I stedet for at finde sit ”indre selv”, bliver man stresset og usikker på, hvornår noget er godt nok. Men hvordan finder man så sit selv, og er det overhovedet muligt?

 

Spirituel essentialisme

”En opfattelse, som er særlig populær i selvudvikling, er, hvad man kan kalde ”spirituel essentialisme”, skriver Cecilie Eriksen. Det er en tankegang, der tager udgangspunkt i idéen om selvet som en medfødt indre kerne, som er skjult og skal frem. Pointen er paradoksalt nok, at man i udgangspunktet ikke er sig selv. Man er ikke god nok, ikke lykkelig nok, ikke tilfreds og perfekt nok. Man er en anden. En stresset, ulykkelig og ufokuseret bunke frustrationer. Éns rigtige jeg ligger skjult inde i kroppen og må forløses. For dét, der er skjult derinde er dybere og sandere end én selv. Men hvor er det nu lige, den kerne ligger? Under en sten i Goa? Cecilie Eriksen mener ikke, den findes, og det er en umulig jagt på noget ikke-eksisterende guld. Den værste konsekvens af den umulige opgave er, at man bliver en lille egoist.

 

Egoisme

For hvis man gør essentialismen til guide for sit liv, kan det fremme udviklingen af narcissistiske og egoistiske mennesker, som Cecilie Eriksen forklarer. Selvrealiseringen er udtryk for en ”mig-mig-mig-og-så-måske-dig-hvis-det-tjener-mig-logik”. Denne logik står ikke beskrevet i de populære selvhjælpsbøger. Måske tværtimod. Her vælter det frem med lommefilosofiske leveregler. Egoismen er ikke desto mindre en logiske konsekvens af den selvoptagethed, som går hånd i hånd med selvudviklingsbølgen. Det er den skjulte dagsorden. Hvor det i bund og grund handler om, at det er mig og kun mig, der gennem min indre rejse skal udvikles hen imod mit selv. Andre er uden betydning i den sammenhæng. Resultatet er det ensomme selvrealiserende menneske, som arbejder for at finde ingen andre end sig selv.

 

Psykopaten melder sig

Lykkes det virkelig for en person at tage selvhjælpslitteraturens råd til sig, får man altså et problem. Ikke nok med, at personen skal kæmpe med ”skruen-uden-ende”, ”essentialismen” og ”egoismen”. Han bliver også et seriøst problem for sine omgivelser. For han er nu, som Nina Østby Sæther forklarer, en potentiel psykopat. Hun har undersøgt den eksisterende selvhjælpslitteratur og sammenlignet den med den almindelige definition på psykopati. Resultat er chokerende. De er identiske.

 

Otte lighedspunkter mellem psykopati og selvrealisering

Nina Østby Sæther havde et stykke tid beskæftiget sig med selvrealiseringsbølgen, da hun på et tidspunkt befandt sig på et kursus om psykopati. Mens psykopatens træk blev gennemgået, gik det op for hende, at der var mange lighedspunkter mellem disse psykopatiske træk og mange af de råd, der blev givet i selvhjælpslitteraturen. Det har fået hende til at trække otte skræmmende lighedspunkter frem.

 

1. Smartere

Psykopati: Et psykopatisk træk er at være udpræget selvcentreret og opleve sig selv som smartere end de fleste. Opfattelsen af egne evner og betydning er urealistisk overdrevet.

Selvhjælpslitteratur: I Dyes bog ”Befri dig selv – og få alt ud af livet”, står der, at der ”er intet forkert i at opfatte sig selv som fuldkommen” og ”vær ikke bange for din egen storhed”.

 

2. Voldsommere

Psykopati: Psykopater tåler dårligt kritik, modstand eller nederlag, noget de udtrykker med voldsom vrede eller aggression.

Selvhjælpslitteratur: Thoele skriver i sin bog ”Mod til at være dig selv”, at det er ”usundt ikke at give udtryk for sin vrede”.

 

3. Oplevelsessøgende

Psykopati: Psykopater har stort behov for nye oplevelser, og rutine og monotoni virker ofte provokerende.

Selvhjælpslitteratur: Thoele skriver: ”Hvis et barn opfører sig fladt og sløvt, tager vi dets temperatur. Hvorfor føler vi dog så, at det er helt i orden for os selv at flyde gennem livet på jævnt og kedeligt niveau?”

 

4. Impulsiv

Psykopati: Psykopatens adfærd er præget af impulsivitet. Han følger øjeblikkets indfald og lyster uden at tænke over konsekvenserne eller fremtidige mål eller handlinger.

Selvhjælpslitteratur: Dyer skriver: ”Jeg har selv erfaret, at man kan leve fuldstændig i nuet, og jeg ved derfor, at det er sandt”.

 

5. Spændingssøgende

Psykopati: Psykopater er spændingssøgende og har stor vilje til at løbe risici.

Selvhjælpslitteratur: Thoele skriver: ”Jeg vælger at leve! For mig betyder det et ja til at tage risici… Hvis sikkerhed er opnået på bekostning af stimulerende og kreativ udvikling, vil den blot strangulere os”.

 

6. Anderledes

Psykopati: Psykopaten giver udtryk for at have bestemte rettigheder, som gør, at han ikke behøver at følge almindelige love og regler.

Selvhjælpslitteratur: Thoele erklærer: ”Jeg har ret til at sige nej, uden dårlig samvittighed… Jeg har ret til at være anderledes end der forventes af mig”.

 

7.Uempatisk

Psykopati: Psykopaten forstår andre ud fra deres handlinger og mangler evnen til at indlevelse i andres tanker og følelser. Han har ikke problemer med at etablere forhold, men mangler evnen til tilknytning. Videre udnytter han ofte andre ved hjælp af manipulation, hvor andre bruges til at få dækket egne lyster og behov.

Selvhjælpslitteratur: Thoele skriver: ”Følelsesmæssig uafhængighed er en menneskeret. Andres forventninger kan betragtes som hæmmende elementer, og målet er mest mulig frigørelse fra disse”.

 

8. Skyldfri

Psykopati: Psykopaten kender ikke skyldfølelse. Han har en iøjnefaldende tendens til at bortforklare eller rationalisere sine socialt problemskabende handlinger.

Selvhjælpslitteratur: Thorsøe skriver i sin bog: ”På forkant – lille guide til moderne livskvalitet”, at ”skyld er meningsløs, når det drejer sig om følelser. I virkeligheden ville jeg gerne have elimineret ordet skyldfølelse fra sproget”.

 

En aktuel socialkarakter

Nina Østby Sæther konkluderer, at selvhjælpsbøgerne ikke har noget alibi mod at producere psykopatlignende, selvrealiserende mennesker. De psykopatiske træk ligger simpelthen og ulmer i litteraturen. Hendes morale er, at den selvrealiserende psykopat kan betragtes som en ”aktuel socialkarakter i det vestlige samfund”, hjulpet på vej af en hel bogindustri.

 

Kulturpessimistisk tradition

Dommedagsprofetier har det aldrig skortet på. Der har til gengæld altid været tårevædede, kulturpessimistiske kritikere af tidsånden. Fra ”Det ensomme massemenneske” til ”Personlighedens nedsmeltning”. Fra ”Narcissismens kultur” til ”Kulturens knæfald for teknologien”. Selvrealiseringsbogen må vist, med bestemmelsen af den aktuelle socialkarakter, siges at sidste triste bud på en trist socialkarakter.

 

De moralske grænser – heldigvis

Men når man tænker på, hvor mange mennesker der læser selvhjælpslitteratur og har et positivt forhold til selvudviklingsbølgen, er det slående, at der så alligevel ikke render flere psykopater rundt. Det skyldes, at det ”sjældent lykkes for selvudviklerne at frigøre sig helt fra alle normer”, som Nina Østby Sæther siger. ”Som regel har de nogle moralske grænser, som de ikke kan rende fra, det har psykopater ikke”. Det er dog ikke nok til at frikende tendensen.

 

Tilbage til Apollons Tempel

Hverken du eller jeg eller din nabo eller min overbo eller vores venner og bekendte er jo psykopater. Så vidt vi ved i hvert fald. Vi har moral og normer og et forholdsvis positivt og afstemt forhold til vores egen selvrealisering. Vi ved godt, at den rigtig måde at forholde sig til selvrealisering på er, som grækerne gjorde, da de stod foran Apollons Tempel i Delfi. Den gode selvrealisering handler om at kende sin plads i forhold til guderne og andre mennesker. Det ved vi godt!

Det ændrer dog ikke på det faktum, at en overdrevent selvcentreret selvudvikling ganske givet kan føre til en egoistisk skruen-uden-ende tilværelse. Måske endda til psykopati. Men om der decideret er tale om en ny socialkarakter, må man nok forholde sig kritisk til. Ingen ønsker jo at udvikle sig til en selvrealiserende psykopat, eller er det blot noget, de andre siger, fordi de er jaloux på dig og din succes.

Relaterede artikler

Er narcissisme den nye herpes? - Ensomhed er på én gang det moderne menneskes største skræk og et grundvilkår. At være alene er et eksistentielt grundvil...

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

86 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Job

Director of Communication

Frist: 27. oktober

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Praktikant

Frist: 8. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.