Den sejlivede radikalisme

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

I halvfjerdserne, da jeg var et ungt menneske, var det cool at være venstreorienteret. På grund af Vietnamkrigen, kuppet i Chile og Watergateskandalen var USA fuldkommen miskrediteret langt ind i de borgerliges rækker. Landet havde overtrukket den konto med legitimitet, der efter anden verdenskrig forekom at være fuldstændig uovertrækkelig. Samtidig var Mao Tse-Tung (som han hed dengang) og Che Guevara blevet rockstjerner. Man kunne få dem på plakater, t-shirts og badges. Så på ungdomsværelserne konkurrerede de på helt lige fod med Crosby, Stills, Nash & Young, Jimi Hendrix og T. Rex. Min bror og jeg synes selv, vi var ret smarte, da vi slog dyrkelsen af Gasolin og formand Mao sammen under mottoet: ”Mao Zedong – det hele er fjong!”.

Munkemarxister
For mig var venstrefløjen først og fremmest sex and drugs and rock ’n’roll. Den antog en mørkere og mere uhyggelig farve i midt-halvfjerdserne. Sinistre politiske bevægelser som KFML ville have både sex og drugs og rock ’n’ roll ud af venstrefløjen. I stedet skulle man som en anden jesuit skoles i hoved og røv, og så ellers ud og infiltrere det kapitalistiske samfund for at omvende så mange sjæle som muligt. Det krævede flid, afholdenhed og selvdisciplin. Derfor måtte det også komme til et opgør mellem på den ene side munkemarxisterne og på den anden side den ungdomskulturelle venstrefløj, der mest gik op i fest og ballade. I det opgør mistede jeg min bedste ven til KAP, som KFML kom til at hedde. Til denne dag hader jeg partiet. Ikke for, hvad de udrettede politisk, for det var begrænset. Men fordi KAP stjal min bedste ven fra mig.

Den store kamp mellem de venstreorienterede og de etablerede medførte i halvfjerdserne, at der ikke var plads til noget tredje standpunkt. Enten var man det ene, eller også var man det andet.

Den glemte radikalisme
Hvis man var ung i halvfjerdserne, glemte man derfor, at der engang havde været noget, der hed ”kulturradikalismen”. Det var en meget livskraftig, intellektuel strømning der havde udgangspunkt i det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet. Den var blevet vitaliseret, da Poul Henningsen brød igennem i 1930’erne, og stod i 1950’erne og de tidligere 1960’ere så stærkt som nogensinde. Henningsen var stadig med. Han blev så gammel, at han nåede at opleve The Beatles og have en mening om dem. Hvilket i parentes bemærket er to sider af samme sag. Henningsen mente noget om en hvilken som helst ting senest tre nanosekunder efter, han havde opfattet den med sine sanser. Men både Rifbjerg og Villy Sørensen stod på toppen af deres respektive karrierer. Lydhørheden over for deres synspunkter har aldrig været større, end den var på det tidspunkt.

På kant med populærkulturen
Som modernister var både Rifbjerg og Villy Sørensen imidlertid på kant med populærkulturen. Og da ungdomsoprøret og populærkulturen var to sider af samme sag, appellerede ingen af de to til babyboomerne og deres opløbne små brødre og søstre, da de i slut-tresserne hoppede i afghanerpelse, skruede op for volumen og sagde, at fra nu af var den symbolske orden i samfundet deres.

Kulturradikalismen forsvandt tilsyneladende fuldkommen i halvfjerdserne. I hvert fald set fra unge menneskers synspunkt. Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvilke fejltrin Ole Wivel begik i sin ungdom af den simple grund, at jeg er fuldkommen ligeglad med Ole Wivel. For mennesker i min generation er han en ligegyldig person, der hverken var hip, cool eller med på noderne i halvfjerdsernes ungdomskultur. Må hans sjæl hvile i fred – det er hvad jeg kan strække mig til at mene i denne sag.

Oprør fra midten
Men når jeg analyserer forløbet fra slut-halvfjerdserne frem til i dag, kan jeg se, at kulturradikalismen overhovedet ikke døde. Den lavede sig selv om, og endte i sin nye skikkelse med at blive stærkere, end den gamle kulturradikalisme nogensinde var.

Det afgørende øjeblik i kulturradikalismens moderne historie var 7. februar 1978. Den dag udkom bogen Oprør fra midten, der var forfattet af Villy Sørensen, Kresten Helveg Petersen og Niels I. Meyer. Den bog reddede kulturradikalismen i Danmark. Men den ændrede den også grundlæggende.

Det erklærede formål med Oprør fra midten var at formulere et tredje standpunkt i forhold til den etablerede borgerlighed og den politiske radikalisme. De tre forfattere mente nemlig, at samfundet stod over for problemer, der hverken kunne løses med radikalismens eller borgerlighedens midler.

Udviklingspessimisme
Tre ting ved bogen vil jeg betragte som nyheder i den danske debat. Den første nyhed var dens internationale perspektiv. Den anden nyhed var dens fokus på miljøproblemerne. Så var der noget gammelt ved bogen, som jeg vil nævne, før jeg kommer til den tredje nyhed. Det var dens opfattelse af menneskets lod i moderniteten, der praktisk taget faldt sammen med kulturradikalismens tredje fase i 1950’erne og de tidlige 1960’ere. Og endelig kommer vi til den tredje nyhed: bogen var gennemsyret af udviklingspessimisme. Det havde kulturradikalismen hidtil aldrig været. Både Brandes og Henningsen elskede fremskridtet og havde kun hån til overs for udviklingspessimister af Oswald-Spengler-typen.

Når Oprør fra midten er en afgørende bog, er der flere grunde. Den var en fuldkommen monstrøs salgssucces, og hvis vi antager, at anskaffelsen af bogen i mange tilfælde også har ført til dens læsning, har den derfor opnået en kolossal folkelig udbredelse.

Fra intellektuel bevægelse til ideologi
For det andet gav bogen en form for samling til det, man i dag kalder centrum-venstre. Det er svært at afgøre sådan noget med blot rimelig præcision, men jeg vil tro, det alternative flertal uden om Schlüters regeringer aldrig kunne have fundet sted, hvis ikke Oprør fra midten havde formuleret en fælles, ideologisk platform for de tre partier.

Og det bringer mig frem til det tredje punkt: bogen var den foreløbige kulmination på en proces, der fra slutningen af 1950’erne til slutningen af 1970’erne omdannede kulturradikalismen fra en intellektuel strømning til en politisk ideologi. Og ikke bare en hvilken som helst ideologi. Kulturradikalismen blev statens bærende ideologi i alle bløde, politiske spørgsmål, og er det den dag i dag. På trods af Anders Fogh Rasmussens forsøg på at sætte en ny dagsorden. Hvad enten det drejer sig om design, medier, kulturformidling, kunststøtte, undervisning eller for den sags skyld kirkepolitik, har det indtil Fogh Rasmussen kom til magten været den politiske kulturradikalisme, der dominerede enerådende. Og i vidt omfang gør den det stadig, fordi et helt system er langt stærkere end alle ministre. Undtagen de allerbarskeste og de aller længst siddende.

Oprør fra midten er med andre ord den slutsten, der fuldender kulturradikalismens overgang fra intellektuel strømning til politisk ideologi. Det begyndte så småt, da reformpædagogikken blev statens officielle, pædagogiske strategi med den blå betænkning i 1960. Det fortsatte, da modernismen blev statens officielle kunst med dannelsen af Statens Kunstfond i 1964. Og i hele den periode, hvor man udbyggede dansk public service – det vil sige frem til Fogh Rasmussens tiltræden i 2001 – var det en aflægger af kunstfond-ideologien, der styrede mediepolitikken. Dertil kommer så designpolitikken, der helt entydigt støtter den modernistiske designforståelse og som noget forholdsvis perifert også en kirkepolitik, der mere betonede humanismen end lutheranismen. Ligesom Schlüter ikke var så konservativ, at det gjorde noget, fik vi en Folkekirke, der ikke var så kristen, at det for alvor gjorde noget.

Følg festerne
Af hensyn til den lytter, der tænker: ”hvordan kan han vide alt det?”, skal jeg give svaret. Journalister siger altid, at hvis man vil til bunden af en sag, skal man følge pengene. Det gælder imidlertid ikke, hvis man vil til bunden af, hvem der har den symbolske magt og er de cooleste mennesker i verden. Så skal man ikke følge pengene, men festerne. De fedeste og cooleste fester med det største antal kendte mennesker, de største mængder gratis drinks, de fleste starfuckere og den bedste musik, bliv i min ungdom holdt på venstrefløjen. Det gør de ikke længere – de holdes af Det radikale venstre. I rest my case.

Dette essay er oprindeligt skrevet til radioprogrammet Dahls Duel. Hør det på DR.

Relaterede artikler

Hvem er de radicoole? medvind, medløb & matriarkat - Det er på mode at stemme på de radikale. De Radikale stormer frem i meningsmålingerne mod snart 10 procent af vælgerne. ...
Memo fra Machiavelli til Margrethe - Onsdag d. 22 oktober 2008 De seneste ugers radikale sæbeopera har udstillet, at Margrethe Vestager er ved at miste greb...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

35 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Politisk rådgiver

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationskonsulent

Frist: 10. november

Presserådgiver

Frist: 15. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.