I denne artikel vil du møde reporteren Tintin, hans vakse hund Terry og en … neger? (Må man sige det?) Farvet? (Vi har vel alle sammen en eller anden farve. – Nogle har endda hudfarvet hud.) Sort? (Men han er jo ikke sort som kul.)





Et af de første spørgsmål, jeg måtte stille mig selv, da jeg begyndte arbejdet med mit speciale om politisk korrekt sprog og ”Tintin i Congo”, var, hvad jeg skulle eller ville kalde dem – de sorte. Det næste spørgsmål, der trængte sig på, var, hvorfor det var så vigtigt at beskrive de sorte ud fra deres hudfarve, når det øjensynligt ikke var tilfældet med Tintin og Terry, der ovenfor beskrives ud fra hhv. profession og væremåde. Det ville virke påfaldende, om jeg havde indledt: I denne artikel vil du møde den sart rosa Tintin, den hvide Terry og en neger. Dermed er debatten om politisk korrekt sprog i gang.

Politisk korrekt sprog
Spørgsmålet om, hvorvidt man må sige ”neger” eller ej, er et af de emner, der igen og igen kan give anledning til en debat om politisk korrekt sprog, og når det sker, afsløres en dominerende negativ holdning til fænomenet. Det virker paradoksalt, når man betænker, at formålet med politisk korrekt sprog er det ædle at skabe lighed og hindre diskrimination. I forlængelse heraf skal det nævnes, at det, jeg forstår ved politisk korrekt sprog, er sprogbrug, der honorer et ideal om lighed, således at til- og fravalg i sprogbrugen kan føres tilbage til et lighedsideal. I eksemplet ”Tintin i Congo” gælder det lighed mellem mennesker og mellem mennesker og dyr.

”Tintin i Congo” i to oversættelser

 

”Tintin i Congo” foreligger på dansk i to oversættelser, der stadig er at finde på boghandlernes hylder: Jørgen Sonnergaards fra 1975 og Niels Søndergaards fra 2005. Sonnergaards oversættelse opfattes som værende politisk korrekt, mens Søndergaards oversættelse, der ligger tæt op ad Hergés originaludgave, har fået prædikatet politisk ukorrekt. Med undtagelse af en enkelt side er alle tegningerne, og dermed placeringen af talebobler osv., i de to album identiske, og teksten kan derfor sammenlignes taleboble for taleboble. Dermed er tegneserien en unik mulighed for at sammenligne to tekster, hvori den samme historie bliver fortalt i hhv. en politisk korrekt og en politisk ukorrekt version. Hvordan den samme historie fortælles i de to versioner, følger der her tre eksempler på:

Eksempel 1: Lille sorte Coco
På deres rejse i Congo bliver Tintin og Terry ledsaget af den lille sorte hjælper Coco. Da Tintin og Terry på et tidspunkt i historien vender tilbage til deres lejr efter at have været ude efter mad, sætter Tintin Coco en skræk i livet. Tintin har nemlig iklædt sig en abepels i bestræbelserne på at narre Terry tilbage fra en ondskabsfuld abe, der har kidnappet den lille hund, og vores reporter må forsikre en opskræmt Coco om, at han ikke er en abe. I den politisk korrekte oversættelse sker det med stor indlevelsesevne: ”Du skal ikke være bange, Coco, det er mig, Tintin, indenunder. Er maden parat - ?” I den politisk ukorrekte oversættelse demonstrerer Tintin et mindre mål af empati: ”Tag det roligt, Coco. Det er bare mig. Tilbered nu den her antilope til os.” Her øges ligheden mellem Tintin og Coco i den første variant af replikken ved at bydeformerne, der ud over Tintins manglende empati vidner om en ulige magtfordeling mellem Tintin og Coco, er fjernet og erstattet af trøstende ord (”Du skal ikke være bange (…)”) og et spørgsmål (”Er maden parat - ?”).

Eksempel 2: En forrykt elefant …
Et andet eksempel på, at ligheden er øget i den politisk korrekte oversættelse, har vi, da Tintin under sit ophold i Congo kommer forbi en missionsstation, hvor en hvid missionær inviterer ham med på elefantjagt. I den politisk korrekte udgave lyder invitationen: ”I morgen skal vi på jagt efter en elefant, som er blevet forrykt – ”. I den politisk ukorrekte udgave er ordlyden en ganske anden: ”Kunne De ikke tænke Dem at komme på elefantjagt i morgen? Det er altid spændende.”

I begge udgaver af replikken giver missionæren en forklaring på, hvorfor elefantjagten skal finde sted, men forklaringerne er vidt forskellige. I den politisk korrekte oversættelse meddeler missionæren Tintin, at de skal på jagt efter en bestemt elefant, som er blevet forrykt. Dermed bliver det, at en bestemt elefant er blevet forrykt, årsagen til, at elefantjagten overhovedet skal finde sted – vel for at hindre, at den gør skade på sig selv eller andre. I den politisk ukorrekte oversættelse er der en anden årsag-virknings-sammenhæng. Her nævner missionæren som årsag til, at de skal på elefantjagt, at det altid er spændende. Det er ikke som i den politisk korrekte oversættelse en bestemt elefant, man er på jagt efter; den nok så politisk ukorrekte storvildtjagt har et formål i sig selv, og der skeles ikke til elefanters eller andres ve og vel.

Eksempel 3:… får endelig fred
Da en elefant senere har måttet lade livet, ubryder Tintin ved synet af dens livløse krop hhv. ”Elefanten! Endelig fik den fred” i den politisk korrekte oversættelse og ”Min elefant … stendød!” i den politisk ukorrekte oversættelse. Når Tintin i den politisk korrekte variant af replikken bruger ordet ”endelig”, får læseren indtryk af, at elefantens død har været ønsket eller ventet af elefanten selv eller andre, hvilket ligger i forlængelse af missionærens replik ovenfor, hvor vi får at vide, at elefanten skal dø, fordi den er blevet forrykt. At Tintin bruger udtrykket ”at få fred”, forstærker indtrykket af, at elefanten selv har ønsket at få fred, eller at det i hvert fald er det bedste for den.

Det, der sker, når udtrykket ”at få fred” benyttes i forbindelse med elefantens død, er med teoretiske termer, at elefantens død ”reframes” i forhold til Hergés originaludgave og dermed den politisk ukorrekte oversættelse. ”Framing” betyder ”at indramme”, og når man ”framer” eller ”reframer” en begivenhed vha. sproget, sætter man kommunikationen om begivenheden ind i en begrebsramme, som rummer bestemte værdier. På den måde kan man styre læserens associationer og den opfattelse, læseren får af begivenhederne. I dette tilfælde styres læserens opfattelse af elefantens død i en positiv retning, ved at Tintin benytter udtrykket ”at få fred”, der traditionelt bruges, når nogen dør efter et langt sygeleje, og døden derfor er et velkomment alternativ til lidelserne. Ved at bruge dette udtryk undgår man samtidig de negative associationer, som er forbundet med ordet ”(sten)død”, der er brugt i den politisk ukorrekte variant.

Således kommer det i den politisk korrekte oversættelse til at fremstå, som om en bestemt elefant dør, fordi den er blevet forrykt, og det er det bedste for den, mens det i den politisk ukorrekte oversættelse fremstår, som om en tilfældig elefant må lade livet for at underholde hvide mennesker. Forskellen på interessen for elefantens tarv i de to udgaver er til at få øje på, og på denne måde er ligheden mellem mennesker og dyr øget i den politisk korrekte oversættelse.

Et nyt syn på politisk korrekt sprog
Det er den gængse opfattelse, at politisk korrekt sprog handler om ikke at bruge bestemte ord, der (næsten) uanset hvilken sammenhæng de indgår i, er politisk ukorrekte, fx ”neger” eller ”perker”. Dermed findes forskellen på politisk korrekt og politisk ukorrekt sprog i ordvalget og er (næsten) uafhængig af den kontekst, sprogbrugen indgår i. Eksemplerne fra Tintin viser imidlertid, at politisk korrekt sprog er andet og mere end forskellen på at sige neger, farvet eller sort. I de viste eksempler er det ikke brugen af et bestemt ord, der gør forskellen på politisk korrekt og politisk ukorrekt sprog, men brugen flere ord i en bestemt kontekst. Resultatet af min undersøgelse står dermed i modsætning til den gængse opfattelse af politisk korrekt sprog; og denne gængse opfattelse af fænomenet er en del af årsagen til den negative holdning til politisk korrekt sprog.

Hvis man opfatter politisk korrekt sprog som en disciplin, der handler om ikke at bruge bestemte ord, kommer man også let til at opfatte disciplinen som en censur-foranstaltning og som en modsætning til ytringsfriheden. Hvis man derimod opfatter politisk korrekt sprog som en disciplin, der handler om, hvordan man bruger sproget i det hele taget, bliver sammenhængen mellem politisk korrekt sprog og almindelig høflighed og hensyntagen let at få øje på. – Betragter man eksemplet med Tintin og Coco ovenfor, kan man se, at brugen af politisk korrekt sprog ikke kun øger ligheden mellem Tintin og Coco, men også betyder, at Tintin i det hele taget behandler Coco mere høfligt og med større hensyntagen.



Af Tintin kan vi altså lære, at politisk korrekt sprog ikke kun er forskellen på at sige neger, sort eller farvet, men at politisk korrekt sprog opstår i og er afhængigt af konteksten og også handler om at udvise almindelig høflighed og hensyntagen – og måske kan det ændre den negative holdning til politisk korrekt sprog. Salig Emma Gad forudså kanske det politisk ukorrekte sprogs stigning på popularitetsbarometeret og det politisk korrekte sprogs tilsvarende fald, da hun skrev i sin ”Takt og Tone”: ”Formløshed er ikke ensbetydende med Frisind, men kun en tarvelig Forfalskning deraf.”

Læs hele Marie Dinesens speciale "Tintin i Congo" her

Læs artiklen til specialet "Tintin i Congo" her