Ulykker for virksomheden, som desperat prøver at skabe den mening, som aldrig kan være der. Ulykker og skuffelser for de mennesker, som tror, firmaets tomme værdiord kan bruges til at bygge en verden af mening. En helt urealistisk forventning, som ingen mellemleder kan eller skal kunne indfri. Eksistentiel mening kan ikke findes i farven på et firmaflag, en pressefold i bukserne, en samarbejdsøvelse eller et tæt kollegialt samarbejde – hvor godt det end er. Du kan ikke leve af "små forskelle tæller", "rettidig omhu" eller "think different", for livet kan ikke fanges af en enkelt merkantil sætning. Firmaer eksisterer for at skabe et afkast og et rimeligt arbejdsmiljø for de mennesker, som gør en indsats. Det er kontrakten, og den er fair nok.

De seneste års fokus på virksomhedens kultur og værdier bygger desværre på ideen om at skabe en helt ny kontrakt. Kulturbegrebet i megen corporate branding-litteratur går for eksempel i sin mest forsimplede form ud på, at glade medarbejder er gode og effektive medarbejdere forenet i et postuleret værdifællesskab. Hvor toplederen med et par power points snuptag kan skabe dette fællesskab ved at sprøjte nogle få almindeligheder ind i hovedet på de tilbedende masser. Pointen er, at en virksomhedskultur ikke er et simpelt redskab for dem, der bestemmer, men en kompleks sum af forskellige menneskers forskellige livssyn, hvor resultatet er noget, der stritter i mange retninger. Kultur er derfor ikke noget, som instrumentalt kan manipuleres, men en personlig ejendel og værdi, som hverken tilhører aktionærerne, direktøren eller firmaflaget. Den er din og kun din.

I det moderne samfund har man en sund adskillelse mellem religion og politik, mellem stat og kirke. For det protestantiske samfund blev, klogt af skade, grundlagt på en respekt for, at tro og livets mening var en personlig sag. Denne skelnen burde også gælde virksomheder, for en umulig, urealistisk og ulykkelig kontrakt er efterhånden blevet normen. Denne nye respektløse kontrakt, hvor både virksomheden og det enkelte menneske er blevet fælles om en inderliggørelse af virksomhedens sjæl, som æder menneskets sjæl op. En farlig nyreligiøsitet og følelsesmæssig inderliggørelse, hvor et arbejde ikke længere er et arbejde, men et uendeligt krav om selvrealisering og mening, som ingen HR-afdeling kan indfri, hvor gerne de end ville det.

Vejen ud af misèren er, at både virksomheder og medarbejdere får et langt mere realistisk forhold til, hvad et arbejde er og hvad en arbejdsplads skal kunne. Det kræver ikke, at endnu flere skal blive endnu bedre til at leve værdierne. Det kræver lige det modsatte: at alle skal kunne leve deres egne værdier. Hvor enhver medarbejder er klar over, at samfundet består af forskellige rum og forskellige regler. Hvor man har respekt for, at leveregler er en personlig sag. Alt for mange mennesker strejfer desværre i dag rundt eksistentielt forvirrede, og alt for mange virksomheder tror, de er et værdifællesskab. Disse to ulykkelige vrangbilleder bliver ikke mere lykkelige af, at de slår kludene sammen, for begge to har alt for urealistiske forventninger til, hvad der skal komme ud af samlivet. Og i forvirringen glemmer mange medarbejdere, at den største respekt, en virksomhed kan vise dem, er at lade dem leve deres egne værdier. Respekt er at adskille arbejde og fritid. Liv og levned. Firma og kirke.