Den religiøse forbruger

Skrevet af

Mikael Jalving
ph.d

32 artikler

0 indlæg

Med de seneste måneders begivenheder træder en ny skikkelse ind på den verdenshistoriske scene: forbrugeren, der handler med indkøbskurven i den ene hånd og Koranen i den anden. Den religiøse forbruger kan vise sig at få endnu større betydning end den politiske forbruger.

Mennesket har altid været forbruger. Af ilt, vand, føde, sol, træ, jord osv. Men det var længe ilde set – eller rettere: Den første mytologi, teologi og filosofi var meget bevidst om, at menneskets forbrug indeholdt et muligt misbrug. Forbruget skulle tæmmes, styres og dirigeres i en ønskværdig retning. Bestemt af de græske og romerske guder, Buddha, Gud, Allah eller hvem der nu sad til højbords. Alt med måde, sagde de alle.

 

Men så kom der en mand forbi, der hed David Hume, som var god ven med en, der hed Adam Smith. Dette makkerpar var enige om mange ting; de røg tobak og drak øl, når de i 1700-tallets midte mødtes i Edinburgh i Skotland, og de skrev bøger, der siden skulle gå som varmt brød i det ganske Europa og Amerika. Den ene mest kendt for sin historie om England og for sin erkendelsesfilosofi, den anden for sin økonomiske tese om den usynlige hånd og for sin moralfilosofi.

 

Homo consumicus

De to kunne blot ikke enes om forbruget. David var trind, glad for mad, lækkert tøj og luksus, Adam var mere sparsommelig og afholden, lidt af en professoral tændstikmand. Hvor den sidste hældte til et stoisk-protestantisk-calvinistisk ideal om at holde igen, ikke mindst fordi sparsommelighed var nødvendig for akkumulation af kapital – og dermed for kapitalismen, hvis forsigtige bannerfører han var, gjorde David sig til talsmand for det forbrugende menneske, homo consumicus, en hedensk-sekulær skabning, for hvem livet gerne skulle være en nydelse, i hvert fald den del af det, mennesket selv har kontrol over.

 

Uenigheden mellem de to skotter – og debatten om luksus – fortsatte efter deres død, og da det 200 år senere blev almindeligt at tale om den politiske forbruger, stod vi i en vis forstand på skuldrene af David og Adam. For da Berlinmuren faldt, og østtyskere strømmede til Vesten for at få adgang til allehånde luksusvarer som f.eks. ordentlig sæbe eller mad, stod det klart for de fleste, at ikke bare friheden, men også forbruget havde sejret. Jo mere forbrug, jo mere velstand. Og jo mere velstand, jo mere frihed.

 

Den politiske forbruger

Det var imidlertid ikke alle, der mente, at forbrug førte til frihed. Forbrug kunne også lede til ufrihed, det sagde ikke kun marxister, men også de, der fandt, at forbrug skulle være etisk bevidst, før det kunne virke frigørende. Sådan fødtes den politiske forbruger. Den politiske forbruger var en person, for hvem indkøbskurvens indhold var et politisk-etisk spørgsmål. Ikke skrabeæg, men øko-æg. Ikke Arlamælk, men mælk fra Øllingegaard. Den usynlige hånd skulle gøres synlig via Dankortet. Forbrugeren skulle ikke længere være en slave, men en aktiv agent, hvis valg af vaskepulver ville få politiske konsekvenser.

 

Idéhistorikeren Mads P. Sørensen, der er leder af Højskolen for Politik på Esbjerg Højskole, skelner i sin bog ”Den politiske forbruger” (2004) mellem politisk forbrug som en politisk og en markedsøkonomisk kategori. Som politisk manifestation er den politiske forbruger interessant; markedsøkonomisk er han eller hun af mindre betydning. Det sidste, fordi det politiske forbrug i kroner og ører er beskedent målt i forhold til det øvrige forbrug. Markedsøkonomisk er den politiske forbruger en lilleput.

 

Også hvad angår den politiske dimension, maner Mads P. Sørensen til forsigtighed: ”Folk siger, at de ofte lader deres forbrugsvalg afhænge af politiske eller etiske spørgsmål, men hvor ofte må ses i forhold til andre politiske manifestationer, såsom at stemme hvert fjerde år eller en sjælden gang at deltage i en demonstration”. Derfor opleves det måske som vigtigere, end det rent faktisk er, mener han.

 

Alligevel har den politiske forbruger fået indflydelse, skønner Mads P. Sørensen. I hvert fald i de virksomheder, der forsøger at være politisk bevidste eller korrekte f.eks. ved hjælp af et værdigrundlag, der taler om social ansvarlighed og miljøhensyn. Det er den politiske forbrugers sprog. Med det forbereder virksomhederne sig på at blive straffet eller belønnet af den politiske forbruger, vurderer idéhistorikeren, som bruger et billede fra boksesporten: ”Der er to boksere i ringen, og der sker ikke rigtig noget, hvortil speakerens kommentar er: Der udveksles slag i øjnene. Det betyder, at der pågår en krig på det psykiske eller taktiske plan”.

 

Den politiske forbruger er med andre ord blevet en del af spillet. Ud over at sætte spor i virksomhederne, findes de politiske forbrugere i alle partier og over hele det politiske spektrum, mener Mads P. Sørensen, idet han henviser til empiriske undersøgelser foretaget af bl.a. Jørgen Goul Andersen og Mette Tobiasen. Den politiske forbruger findes også på højrefløjen og i Dansk Folkeparti. Den politiske forbruger er kommet for at blive.

 

Den religiøse forbruger

Nu har den politiske forbruger så fået en bror. Lillebror eller storebror, det er måske endnu for tidligt at sige, men Mads P. Sørensen minder om, at der f.eks. i USA i flere generationer har været kristne, som fordømte ”syndige produkter”, herunder alkohol, sex, spil osv. Han kalder den religiøse forbruger for en ”delmængde af det politiske forbrug”, dvs. en slags underafdeling.

 

Alligevel virker det oplagt at pege på, at fremkomsten af den religiøse forbruger handler om magt – eller måske snarere afmagt. Han eller hun kan ikke forhindre offentliggørelsen af karikaturer i en vestlig avis, men kan boykotte danske varer. Det er først og fremmest en straf, ikke en forhindring af den forbrydelse, mange muslimer opfatter karikaturerne som.

 

Der er også tale om en anden slags afmagt. Det er vigtigt at huske på, at den religiøse forbruger netop har en række fortolkere som autoriteter, dvs. præster, der bestemmer, hvilke varer der skal være på hylden og hvilke der skal smides ud, ligesom de bestemmer, hvilke flag der skal accepteres i havnen og hvilke der skal brændes på gaden. Fortolkeren står over forbrugeren. Det skyldes, at loven står over forbruget, ordene over tingene, profeten over produktet. I dagens muslimske samfund er det hverken den usynlige eller den synlige hånd, som bestemmer, men ånden, en bestemt ånd, defineret af den gejstlige klasse.

 

I og med, at det økonomiske system er underlagt præsteskabets detaljerede forskrifter, er det også sidstnævnte, der tæmmer forbrugeren. Den religiøse lov styrer hverdagens detaljer, herunder butikkernes udbud. Det er konteksten, den konkrete, politiske kontekst omkring den religiøse forbruger, som ikke kommer ud af det blå, men netop opstår i mødet mellem moské og modernitet.

 

Det er et stormfuldt møde, som nogen kalder for civilisationernes sammenstød, andre netop ikke. F.eks. tvivler idéhistoriker Mads P. Sørensen på, at særlig mange af de folk, der nu boykotter danske varer, gør det af religiøse grunde. ”De gør det af mange forskellige motiver”, siger han og nævner et par stykker: ”I frustration over vestlig dominans, over USA, i almindelig frustration over deres egen sociale eller økonomiske situation, det kan være så meget”. Uanset hvad er den religiøse forbruger en ny figur, som fortjener opmærksomhed.

 

Politik og religion

Etnolog Christine Sestoft, der er udviklingskonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd, hvor hun arbejder med demokrati og medborgerskab, præciserer, at forestillingen om den religiøse forbruger kun giver mening steder, hvor der ikke er vandtætte skodder mellem politik og religion, dvs. først og fremmest i Mellemøsten, selv om hun også mener, at USA er det sted i verden, hvor der har været flest religiøse boykots, fordi religion tillige spiller en rolle i amerikansk politik.

 

Hvis man omvendt sammenligner med Danmark, så ”har man svært ved at se Folkekirken føre an i en lignende aktion”, siger Christine Sestoft og tilføjer: ”Det, vi har set i Mellemøsten, er et mønstereksempel på, hvad der kan ske, når politik og religion smelter sammen. Det ene øjeblik er der tale om en regulær politisk handling, det næste øjeblik ser vi en religiøs manifestation”.

 

Det er i dette kaos af oprørte, folkelige følelser, der har brug for syndebukke, gerne udenlands, at den religiøse forbruger tyer til boykot af varer fra bestemte lande. ”I tilfældet med Muhammed-krisen ville den religiøse forbruger ikke have manifesteret sig så kraftigt, hvis ikke visse mellemøstlige regimer havde kunnet se en fordel i at kalde på sårede religiøse følelser og pege på syndebukke”, lyder etnologens vurdering.

Hermed optrådte regimerne mere moderne, end vi normalt antager. Christine Sestoft siger: ”De politiske regimer fandt en lejlighed til at udnytte sårede religiøse følelser, og det gjorde de særdeles effektivt, bortset fra, at de alligevel ikke kunne styre pøblen til sidst”, som hun siger, idet hun hentyder til afbrænding af ambassader. I udgangspunktet var regimerne meget effektive. Men som hun afslutter: ”Oplysningsniveauet i de pågældende lande stod ikke mål med regimernes moderne midler”. Og så eskalerede krisen.

 

Ryk tilbage til start

Resten kender vi, skønt vi ikke kender den religiøse forbrugers fremtid. Vi er overladt til at gætte os frem. Tilbage står, at hvis man skulle have haft en drøm om samhandlens tværkulturelle harmoni, så har Muhammed-sagen slået den til atomer. I hvert fald for en tid. Som Jyllands-Postens erhvervsredaktør Steen Rosenbak formulerede det, da alle illusioner var bristet: ”Forestillingen om frodige afkast af mellemøstligt forbrug er parkeret i teoribøgerne. Ambitiøse investeringsprogrammer nulstillede”. Hvad mange håber på nu, er lidt mere indkøbskurv og lidt mindre Koran.

Relaterede artikler

Den politiske forbruger - Den politiske forbruger – konsumtionens politiske kultur og kulturens politiske konsumenter” (1999)
Forbrugeren som kulturelt og politisk subjekt - Inden for de sidste to årtier er det i Danmark blevet mere almindeligt at tale om forbrugeren end om borgeren. Forbruger...
Politisk forbruger – hva’ kan du?! - Findes den forbruger, der stemmer med sit dankort og ændrer verden over husholdningsbudgettet? Mads P. Sørensens bog ”De...
Det store demokrati-eksperiment - Virksomhederne politiseres og tager del i løsningen af samfundsproblemer. Den opgave har regeringerne ikke længere råd t...
Rose retrospektivt: Det stærkeste våben - Ytringsfriheden er det stærkeste våben, ikke bare for nyhedsmedier, men også for lande og befolkninger. Det mener Flemmi...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

23 JOB

Copywriter

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Public Affairs Student

Frist: 1. juli

Copywriter

Frist: 5. juli

Reputation and Advocacy Specialist

Frist: 5. juli kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.