Den politiske hjerne

Man siger, at vejen til mandens hjerte går igennem maven. Men når det gælder vælgerens gunst, skal man via hjernen for at komme dertil. Det mener Drew Westen, som har scannet og dissekeret den politiske hjerne. I en mursten af en bog smelter politik og neurovidenskab sammen. Skalpellens snit viser ifølge Westen, at vælgernes hjerne er underlagt følelsernes primat, når de skal sætte deres kryds.



Neurovidenskab har længe været et buzz word i den akademiske verden. Også i den politiske videnskab. Den amerikanske psykolog Drew Westens bog The Political Brain tager udgangspunkt i en række forsøg foretaget under præsidentvalgkampen 2004. Forskerne undersøgte hjerneaktiviteten, når stærke tilhængere af George Bush henholdsvis John Kerry blev udsat for udsagn fra de to præsidentkandidater. Tilhængere af Kerry syntes, at Bush i højere grad end Kerry udtrykte sig modsætningsfuldt. Det modsatte var tilfældet for tilhængere af Bush. Ifølge hjernescanningen blev aktiviteten øget i de dele af hjernen, der har med følelser at gøre, når forsøgsdeltagerne blev mødt med et modsætningsfyldt udsagn fra den kandidat, som de støttede. Hjernedelens aktivitet var derimod upåvirket, når forsøgsdeltagerne blev mødt med et modsætningsfyldt udsagn fra den kandidat, som de ikke støttede. På den baggrund konkluderer Drew Westen, at vælgernes politiske hjerne er emotionel og styret af mavefornemmelser. Opskriften på succes hos vælgerne handler derfor om at tale til følelserne på den rigtige måde.

 

Fornuften er følelsernes slave

Drew Westen opfordrer politikere til at droppe ethvert forsøg på en politisk kampagne, der forsøger at trænge igennem til den enkelte vælgers fornuft. Væk er den sandhedssøgende vælger, der med kuglerammen nøgternt afvejer fordele og ulemper. Enhver politisk kampagne uden fokus på følelser er dømt til fiasko, da den ikke flytter stemmer i nævneværdigt omfang. Westen noterer nemlig undervejs, at fornuftsbaserede beslutninger kun udgør mellem en halv og tre procent af de vigtigste politiske beslutninger, som folk tager i løbet af livet. Bogens opskrift på succes hos vælgerne lyder derfor som følger og består af fire elementer i hierarkisk orden.


Det emotionelle kort skal spilles

Det vigtigste element i enhver politisk kampagne handler om at definere kandidaten og dennes parti på en emotionelt overbevisende måde. I denne sammenhæng skal man samtidig fortælle en sammenhængende og følelsesmæssig overbevisende historie om, hvad kandidaten og partiets medlemmer tror på. Derigennem skal man også afskære modstanderen fra at kommunikere emotionelt med vælgerne. Dette udgør ifølge Westen enhver politisk kampagnes fundament, fordi vælgernes oplevelse af partiet udgør den første indflydelse på deres billede af kandidaten.


De rigtige følelser skal maksimeres

Næste byggesten i en effektiv politisk kampagne handler om at maksimere vælgernes positive følelser overfor kandidaten og herigennem sætte den politiske modstander emotionelt skakmat. Westen erkender argumentets indlysende rigtighed. Men understreger samtidig, at håndteringen af følelser skal højere på dagsordenen i den politiske kampagne. Politikere skal bruge deres politiske holdninger til at illustrere principper og ikke den anden vej rundt.


Empati skal opnås for enhver pris

I forlængelse af ideen om at maksimere de positive følelser handler den tredje byggesten på vejen mod succes hos vælgerne om den rigtige håndtering af vælgernes følelser, når det kommer til politikernes personlige karakteristika. Vælgerne skal ganske enkelt overbevises om, at en given politiker er troværdig og empatisk, mens den politiske modstander er det modsatte.


Følelser skal styre forslag

På en klar sidsteplads i hierarkiet handler det om at håndtere vælgernes negative og positive følelser vedrørende politikernes konkrete holdninger og forslag. Westen understreger, at dette fjerde mål ikke handler om at præsentere vælgerne for gode argumenter for den pågældende politikers forslag, hvilket han betragter som endnu mindre vigtigt. Selv når det gælder konkrete forslag, er det altså følelserne, der er i fokus.

Den succesfulde politiker er derfor den politiker, som vover at smide ideen om den fornuftige vælger overbord og kompromisløst går efter maksimal aktivering af den emotionelle politiske hjernehalvdel hos det maksimale antal vælgere ved at følge ovenstående manual så minutiøst som muligt.

Langt den største del af bogens mere end 400 sider byder på en omfattende indføring i, hvordan de fleste demokratiske kandidater gennem de sidste 50 år uden succes har talt til vælgernes kølige fornuft. Bogens stjerneeksempel er Al Gores nederlag til George Bush i præsidentvalgkampen i år 2000. Gores saglige argumentation var ikke vælgernes kop te, som i stedet satte deres lid til Bush, der intuitivt talte til vælgernes følelser. Bill Clinton er derimod undtagelsen, der bekræfter reglen. Han talte til vælgernes følelser og fik succes som forudsagt. Som Westen ganske morsomt konstaterer, ville alle amerikanere drikke Pepsi, hvis Coca Cola markedsførte sig selv lige så dårligt som Demokraterne.


Kontrolleret ukontrollerethed

Med opskriften ovenfor in mente skal enhver politiker derfor fokusere på vælgernes mavefornemmelse. Autenticitet er her alfa og omega, da netop dette karaktertræk vækker positive følelser hos vælgerne. I en amerikansk sammenhæng kan man ikke lade være med at tænke på Hillary Clintons berømte tårer i præsidentvalgkampen, mens man overført til danske forhold uundgåeligt kommer til at tænke på Villy Søvndal. Partiformandens patosfyldte værdipolitiske appel til de moderne, flygtige vælgere minder ganske meget om Westens opskrift på succes. Autenticitet kan udmærket være en slags kontrolleret ukontrollerethed, der viser en politiker som et troværdigt, helt og empatisk menneske med instrumentelle bagtanker. Vælgerne snarere stemmer på karakteren Villy Søvndal end selve partiet og dets holdninger, hvilket også stemmer udmærket overens med Westens anbefalinger. Bogen indeholder derfor en række anbefalinger, som danske politikere udmærket kan lade sig inspirere af.


Logos rimer på patos

Men bogens altoverskyggende fokus på følelser har også sine begrænsninger. Bogens sproglige analyse af republikanske og demokratiske præsidentkandidaters evner udi retorikken er naturligvis ikke uinteressant. Men Westen savner belæg for nogle af sine påstande.

Bogens fokus på vælgernes emotionelle hjernehalvdel fylder mere end berettiget. Politikernes faktiske holdninger fylder omvendt stort set intet. Valget af Clinton ses for eksempel blot ses som konsekvens af hans retoriske evner på en talerstol. Det er noget af en følelsesmæssig forsimpling. Clinton fokuserede meget på den økonomiske politik, idet USA på daværende tidspunkt var på vej ind i en truende recession. Westen forholder sig altså ikke til, at vælgernes adfærd også påvirkes af, hvilken politik en kandidat lægger frem. Det illustrerer bogens teoretiske svaghed.

Den neurologiske præmis for politisk kommunikation afviser mere eller mindre, at vælgerne stemmer på baggrund af politikernes budskaber. Patos er konge, mens logos ikke tillægges nogen nævneværdig betydning. Men ordene patos og logos rimer på hinanden, og noget tyder på, at fornuft bestemt også spiller en rolle hos den enkelte. Tag for eksempel fremkomsten af Ny Alliance i maj 2007.

I Westens perspektiv en konsekvens af partiets evne til at tale til den emotionelle hjernehalvdel. Men den forklaring overser, at Ny Alliance også leverede et politisk budskab, som en række borgerlige vælgere ønskede og ikke kunne finde blandt de etablerede partier. En borgerlig statsminister uden afhængighed af Dansk Folkeparti. Det rationelle argument og ikke følelser var i førersædet her.
Et andet eksempel er Socialdemokraternes aktuelle nedtur i meningsmålingerne.

I Westens optik er det i al væsentlighed et spørgsmål om, at partiets politiske kommunikation ikke spiller på de rigtige emotionelle tangenter. Det kan meget vel være, men hele sandheden er det ikke. Socialdemokraternes deroute handler nok så meget om politik og ikke blot om mangel på evnen til at tale til de socialdemokratiske vælgeres emotionelle hjernehalvdel. Hvad nu hvis vælgerne enten ikke kan se den socialdemokratiske politik eller ganske enkelt ikke tror på den?

Den borgerlige regering sidder tungt på værdipolitikken. Det gør det meget svært for Socialdemokraterne at tilbyde et reelt politisk alternativ. Nok så megen flirt med vælgernes emotionelle hjernehalvdel hjælper næppe her. Omvendt viser eksemplet med SF, at man vitterlig kan flytte vælgere ved blandt andet at kommunikere følelsesmæssigt til vælgerne på den rigtige måde. Patoshungrende politikere gør klogt i både at lytte til de bedste af Drew Westens råd og overhøre de mindre gode.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job