Det er umiddelbart spændende at læse statusopdateringer. ”Overvejer at begynde at læse lektier,” skriver et af mine børn. ”Godt,” tænker jeg. ”Det er meget vigtigt, at man ikke handler ubesindigt”. Derfor kan jeg lide det med ”overveje at begynde”. ”Vil gå tur med hunden,” skriver en anden; næsten hver dag. Det gør mig trist og bekymret. Ville det ikke være bedre, hvis de daglige rutiner også rummede omgang med men¬nesker? Eller bare: variation? Man skal ikke gøre sig til dommer over andre, meeeeeeeen.
Nogle statusopdateringer er utrolig upersonlige: "Skal til
møde med borgmesteren", står der den ene dag. "Har
været til møde i Sikkerhedsudvalget", den næste.
Og en tredje: "Har overrakt pris til månedens medarbejder".
Nogle er reklame: "Der er 15% på klipning i min nye salon".
Nogle er forfærdelig klichefyldte: "Tænker, at hvis
alle var søde og rare, ville verden være et bedre
sted". Og så er der selvfølgelig en hel del, som
på en eller anden måde får skrevet mellem
linjerne, at de er helt utrolig fede og overskudsagtige personer:
"Nåede lige til spinning mellem frokost med den franske
ambassadør og reception for min nye bog". "Fik parkeret
Smilla Veronika til violin, mens Cornelius Augustus var til casting
på ny børnefilm".
Er statusopdateringer impression management?
Det er meget godt og sjovt alt sammen. Men kan man lave en teori om
statusopdateringer? Et sæt af begreber, der fanger om ikke
alle, så i hvert fald de fleste, op? Da mennesket af natur er
et væsen, som forsøger at redegøre for ting,
det oplever, med den størst mulige
forklaringsøkonomi, kan heller ikke jeg lade være med
at stille den type spørgsmål.
En mulig ramme for at forstå statusopdateringen, er, at den
udgør en form for impression management. Præmissen for
teorien om impression management er, at alle mennesker
forsøger at afgive udtryk, der stemmer overens med det
indtryk, de ønsker, at andre skal have af dem selv.
Sådan set meget enkelt. "Jeg ønsker, at alle opfatter
mig som helt vildt overskudsagtig", er der måske en, der
tænker. "Ergo presser jeg så mange eksempler på
succes og overskud, den overhovedet kan trække, ind på
mine statuslinjer". Eller: "Jeg ønsker, at alle kan se hvor
effektiv, jeg er i mit job. Ergo gør jeg alt for at
fremstille mit arbejdsliv som et heltekvad i mine
statuslinjer".
Men hvis teorien om impression management skal være god, skal
den også virke på andre tilfælde end disse, der
er meget oplagte. "Jeg ønsker, at alle skal kunne se, jeg
ikke har noget liv og nogen venner - derfor skriver jeg hyppigt om
hundeluftning". "Jeg ønsker, at alle skal kunne se, jeg er
en krejler for Vorherre - derfor skriver jeg om små rabatter
i min frisørsalon i min statusopdatering". Eller: "Jeg
ønsker, alle skal kunne se, at jeg er en doven slambert -
derfor skriver jeg om mine motivationsproblemer i mine
statusopdateringer".
Det er svært at forestille sig, at mennesker har lyst til at
gøre den slags ufordelagtige eller uflatterende indtryk.
Derfor er jeg lidt skeptisk over for tanken om, at
statusopdateringer først og fremmest er impression
management.
Er statusopdateringer talehandlinger?
En mere lovende, teoretisk ramme kunne være teorien om
talehandlinger. En af teoriens kerner er, at tale kan opfattes
på tre måder. Den lokutionære dimension, som er,
at man i det hele taget siger noget. Sætter luften i
svingninger, slet og ret. Den illokutionære dimension, som
er, at man udfører en handling ved at tale. For eksempel kan
man udføre handlingen "at forpligte sig" ved at sige ordene
"jeg lover dig, at ..". Til sidst er der så den
perlokutionære dimension: at man opnår en effekt ved at
tale. "Er her ikke lige lovlig koldt?" siger direktøren.
Hvorefter en underordnet person rejser sig og lukker vinduet. Til
de perlokutionære talehandlinger hører - ud over de
indirekte ordrer - insinuationer, fine hentydninger og den
slags.
Skal man have forskellen på den illokutionære og den
perlokutionære dimension på plads, kan man
forsøge at huske, at man netop opnår
illokutionære effekter ved at udtale bestemte ord: "love",
"døbe", "udnævne" og så videre. Mens en sikker
måde til at undgå en bestemt perlokutionær
effekt, er ved at sige dens navn. Sætningen "jeg insinuerer
hermed.." kan være mange ting; men aldrig i livet en
insinuation.
Den sproglige legeplads
Når jeg ser ud over mængden af statusopdateringer,
forekommer den mest overbevisende forklaring på, hvad der
foregår, mig at være, at her har vi en sproglig
legeplads. Og nærmere bestemt: en perlokutionær
legeplads. Det, opdateringerne går ud på, er med andre
ord - som sproghandlingsteoriens ophavsmand, J.L. Austin
formulerede det - at gøre ting med ord. At skabe effekter af
enhver tænkelig art inden for de rammer, pladsmanglen
sætter: at overraske. At underholde. At more. At flirte. At
imponere. At insinuere. Alt muligt, som kun kan lade sig
gøre ved, at man ikke direkte siger, hvad det drejer sig
om.
Derfor tror jeg også, at man skal opfatte de lidt for let
forståelige opdateringer på samme måde, som man
skal opfatte de mennesker, der falder på skøjtebanen.
De er uden tvivl kommet for at have den samme slags morskab som
virtuoserne. De er bare ikke kommet så langt i deres
personlige udviklingsproces endnu.
Selvfølgelig er der intet at dette, som ville give mening
uden et publikum. Derfor er det elementært korrekt, når
man taler om sociale medier. På den anden side er der
også behov for at være mere præcis. Det er en
social situation såvel at optræde som at være
publikum - medlevende eller mere passivt. Men det er en
særlig og asymmetrisk situation, der for eksempel adskiller
sig fra andre sociale situationer som konversationen, der i
princippet er egalitær, og hvor ordet går på
omgang. Eller det formelle møde, hvor der er deciderede
procedureregler for, hvem der taler og hvornår ordene
gælder som beslutning.
I statusopdateringer optræder man med større eller
mindre sproglig ækvibrilisme foran et publikum. Showet
går ud på at fyre perlokutionære talehandlinger
af, og publikum applauderer mere diskret ved at "kunne lide", eller
mere støjende ved at byde ind med en kommentar. Derfor er
der også behov for en analyse af selve showet som social
form, men det må blive en anden gang.