Den nye fattigdom

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Jeg voksede op i et miljø, hvor fattigdom ikke var et ukendt begreb. Ikke fordi jeg er hundrede år gammel, men fordi der i Sønderjylland i slutningen af tresserne faktisk var temmelig mange fattige.

Jeg tænker ikke på min egen familie,
selvom vi næsten ikke havde nogen penge. Mine forældre var
offentligt ansatte og vi var syv børn, så enhver kan regne
ud, at vores dagligliv var meget beskedent. Jeg husker, at min garderobe
i lange perioder af min barndom bestod af to skjorter og to par bukser.
Og jeg husker, at når vi fik kylling, så betød det,
at vi ni mennesker delte en kylling.


Men selv om mine forældre måtte vende
hver femøre - og undertiden alligevel bede om kredit hos bageren
- så var vi altså ikke fattige. Dels havde vi bøger
i store mængder, fordi mine forældre var akademikere; dels
havde vi status, fordi min far var sognepræst i en lille by i Sønderjylland.
Med andre ord: vi havde status og vi havde et perspektiv. Vi var med i
samfundet og vi vidste, hvor vi skulle hen. Vi skulle nemlig have en uddannelse,
så vi en dag blev i stand til at læse vores forældres
bøger.


Fattigdom var noget helt andet. Den mødte
jeg i skolen. I min klasse var der fattige børn. Det vil for eksempel
sige Ole, som kom fra et husmandssted. De sled og slæbte og havde
ingen penge. Ole og hans søskende gik altid i det samme tøj.
De lugtede, fordi de boede på en gård, cyklede til skole hver
dag og ikke havde noget bad. De klarede sig dårligt i skolen, fordi
de hverken fik støtte eller opmuntring derhjemme.


Eller det vil sige Kenneth og Harald og Lars.
Deres fattigdom skyldtes, at de kom fra familier, som var faldet fra hinanden.
Enten kom de fra hjem, hvor der aldrig havde været en far, eller
også havde de rent faktisk en far, som bare af en eller anden grund
ikke kunne passe et arbejde. Ikke at der skulle så meget til for
at kunne bestride et arbejde på Findahls møbelfabrik eller
Eksportslagteriet under højkonjunkturen i slutningen af tresserne
- men det kunne de altså bare ikke.


Hvordan det siden er gået de forskellige,
ved jeg ærlig talt ikke, for jeg har mistet kontakten med byen og
egnen. Det sidste, jeg har set til et par stykker af dem var, da jeg i
begyndelsen af firserne skulle vidne i en voldssag i Ribe. Her stødte
jeg på et par stykker af dem - blandt andet min gamle sidekammerat
Harald - i politiets forbryderalbum. Så jeg har ikke grund til at
tro andet end, at de bekræfter alt, hvad man ved om den sociale
arv.


Når jeg tænker på disse børn,
kan jeg godt se, at vi ikke var fattige. Dels havde de det materielt endnu
dårligere, end vi havde. Men hvad værre var: de var udelukket
af samfundet, og de havde ikke nogen fremtid. Faktisk tror jeg, når
jeg tænker over det, at det var de to sidste ting, som for alvor
kvalificerede Kenneth, Harald og Lars til at være fattige. Ikke
deres beskedne levestandard, som kun lå marginalt under standarden
hos os og hos mange andre af mine kammerater, som jeg ved har klaret sig
godt her i livet. Men at de var ude. Og at de var uden håb.




2.

I Danmark findes der i dag mellem fem og ti procent fattige. Det afhænger
af, hvilke kilder, man støtter sig til. Når der er ikke er
et enkelt tal, så skyldes det, at fattigdom - som jeg lige har forklaret
- ikke er et rent økonomisk fænomen. Fattigdom er et komplekst
økonomisk, psykisk og socialt fænomen, som man kan forsøgsvis
kan udtrykke objektivt. Derfor vil der altid være mere end én
definition, som vil virke både fornuftig og rimelig.


Af disse fem til ti procent lever omkring en
femtedel - altså 20 procent af de fem-ti procent - i den dybeste
elendighed; præget at mangel på alting - inklusive et ordentligt
sted at bo. De øvrige fire femtedele eller 80 procent lever under
meget beskedne kår, som i praksis forhindrer dem i at deltage i
det almindelige samfundsliv. Hvad vi taler om, er mennesker, som for eksempel
ikke har råd til at give fødselsdagsgaver. Derfor er de selv
eller deres børn afskåret fra at deltage i fødselsdage
på den måde, vi i vores samfund opfatter det som normalt at
deltage.


Man kan altså sige, at der findes en absolut
fattigdom - det vil sige den ene femtedel - og en relativ fattigdom, som
omfatter de fire femtedele af de fattige. Hvad man ikke taler så
meget om i fattigdomsforskningen, men som man dog også burde tale
om, er, at man også kan være absolut ikke-fattig. Det vil
sige: uanset hvor langt man i øvrigt ligger fra gennemsnittet,
så kan man - hvis ellers gennemsnittet er højt nok - have
en levefod, som ud fra ethvert rimeligt kriterium er tilfredsstillende.
Hvis ikke man påpeger dette begreb om absolut ikke-fattigdom, vil
man kunne ende i den absurde situation, at for eksempel kuwaitiske statsborgere,
som ikke har deres eget fly, men må nøjes med at chartre
en Boeing 737, når de skal til London for at shoppe, er fattige.
Og det er jo ganske enkelt meningsløst, selvom disse stakler uden
eget fly muligvis er afskåret fra at deltage i visse sociale sammenhænge,
som deres naboer med privat flypark kan deltage i.


Det mærkelige er, at selvom levestandarden
- med undtagelse af nogle ganske korte perioder - er steget hvert år
de sidste 100 år, og selvom der i Danmark sker de største
økonomiske omfordelinger i verden, så har andelen af fattige
i mange år været ganske stabil. Tilsyneladende er der en vis
del af befolkningen, som ikke får del i den økonomiske vækst,
og som ikke får nogen gavn af selv de mest omfattende, økonomiske
omfordelinger.


3.

Denne tingenes tilstand peger på, at når det gælder
fattigdom, så er den dårlige økonomi kun et symptom.
De egentlige, udløsende faktorer er psykologiske og sociale. Som
jeg fortalte, var der kun en marginal, økonomisk forskel på
de familier i min barndoms by, som var fattige, og de, der ikke var det.
Mens der var en afgrundsdyb forskel på det psykologiske og sociale
område. På den ene side var der familierne uden penge, men
med håb og retning. De var ikke fattige. På den anden side
var der familierne uden penge - og samtidig uden håb og retning.
De var ludfattige.


Mens Ole fra husmandsstedet i Mosbøl levede
under meget, meget beskedne vilkår, er jeg aldeles sikker på,
at det sekund, han og hans brødre fik chancen, ville de gribe den.
Derfor er jeg egentlig ikke så bekymret for deres skæbne.
I et fremgangsrigt samfund som vores, dukker chancen altid op før
eller siden. Derfor tror jeg, at de og deres børn ligesom så
mange andre småkårsfolk fra landet i dag har det godt.


Omvendt tror jeg ikke, det er gået Kenneth
og Harald og Lars særlig godt. Et eller andet i deres psykologiske
og sociale konstitution bevirker, at om man så gav dem 100 chancer,
så ville de ikke være i stand til at gribe bare en af dem.
Gav man dem et job, ville de forkludre det. Gav man dem penge, ville de
øde dem bort. Tilbød man dem venskab og opmuntring, ville
man få hånden slået af.


4.

Når jeg betragter den samfundsøkonomiske udvikling i dag,
kan jeg ikke befri mig selv for den tanke, at fattige af Oles type kommer
der færre og færre af. Mens der kommer flere og flere som
Kenneth, Harald og Lars.


Ole kom fra en klasse af fattige mennesker, nemlig
husmændene. Mens Kenneth, Harald og Lars kom fra en gruppe af mennesker,
der ikke kan kaldes en klasse. Ole havde ikke gjort noget andet end at
lade sig føde ind i en klasse, som havde fået en rigtig dårlig,
social kontrakt. Og det havde hans far i øvrigt heller ikke. Mens
de andre tre var børn af mennesker, som på en eller anden
måde var faldet personligt igennem. Mennesker, som af den ene eller
anden grund ikke kan bruges. Mennesker, som af deres omgivelser anses
for at være så dumme, dovne og uduelige, at det ikke nytter
noget at give dem en chance. Og som i sandhedens navn også i mange
tilfælde vitterligt har fået så mange chancher, at man
skal have en meget stærk karakter for ikke at begynde at mene, at
der er noget om snakken.


I dag peger alle solemærker på, at
de mennesker, som er fattige på grund af deres sociale klasse, er
ved at forsvinde. Det skyldes det forhold, at de sociale klasser i det
hele taget er ved at forsvinde her i Danmark. Arbejdsmarkedet bliver mere
og mere individualiseret, og i takt med, at denne individualisering vokser,
forsvinder klasserne i den forstand, vi hidtil har kendt dem. Arbejdsvilkårene
for den enkelte holder i stigende omfang op med at skyldes, at han eller
hun som anonymt medlem af arbejdsstyrken træder ind i et prædefineret
job. I stedet er der flere og flere, som er ansat på deres personlige
kvalifikationer og som har et job, som i realiteten kun passer til dem
selv. Det gammeldags, klassebestemte arbejde forsvinder fra Danmark til
lande, som er blevet industrialiserede på et senere tidspunkt en
vi.


I stedet for at have fattigdommen som sin sociale
skæbne, bliver man i dag fattig, hvis man i en eller anden forstand
er overflødig. Det kan være, at man ikke har nogen uddannelse.
Eller ikke har den rigtige. Det kan være, at man mangler nogle af
de sekundære evner, det kræver at have et job (indre motivation,
social intelligens). Det kan være, at man har en eller anden helbredsmæssig
skavank, som gør en uegnet til et normalt job.


Under alle omstændigheder er der alle tegn
på, at fattigdom i fremtiden vil blive knyttet til en eller anden
form for personligt nederlag. En fattig er en, der har tabt - i modsætning
til Ole og hans familier, som ikke på nogen måde var tabere.
Derfor tyder meget også på, at en fattig i fremtiden - hvor
barsk det end kan lyde - er en person, som det af den ene eller anden
grund er svært at omgås og svært at holde af.


5.

Hvis fremtidens fattige også er svære at holde af, er der
grund til bekymring. Det er ulige meget lettere at give chancen til Oles
familie og de tusinder af andre, som bare venter på at få
den, end det er at give den til nogen, som ved ti tidligere lejligheder
allerede har forspildt den. Og som i øvrigt ikke er særlig
rare at omgås. Derfor er det i dag langt mere vigtigt at få
set nøjere på den del af fattigdommen, som er psykologisk
og social, end det er isoleret at betragte den økonomiske side.


En anden ting, som det i fremtiden bliver nødvendigt
at interessere sig for, at de mennesker, som på grund af forandringer
i samfundet får fattigdommens psykologiske og sociale træk
uden at have de økonomiske. Det vil sige mennesker, som er uden
håb og uden retning - men som i og for sig har udmærkede,
økonomiske vilkår.


Et samfund, hvor den økonomiske vækst
skyldes forandring, og hvor store grupper har truslen om at blive overflødige
hængende over hovedet, kan ikke undgå at skabe mennesker uden
håb og retning. Dette er vor tids største udfordring og vil
betyde en ny æra for vores samfund. Det betyder nemlig, at vi i
fremtiden skal til at forholde os til noget, som er ganske uhørt,
men desværre også ganske logisk: fattige mennesker med mange
penge.


Relaterede artikler

Hvor svært kan det være?- På sporet af den sociale tyngdekraft - Hvor svært kan det være? Sådan lyder Henrik Dahls og Christine Antorinis fællesmotto. Det kommer navnlig i brug, når det...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

49 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 25. marts

Praktikant

Frist: 4. april

Kommunikations- og kampagnechef

Frist: 31. marts
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.