Den naive politiks dage er talte

Til afløsning for den klassiske politik er opstået meta-politikken. I denne form for politik sejrer den, der har den bedste dagsorden. Meta-politikken opstår, fordi det moderne samfund er blevet det, samfundsforskerne kalder refleksivt.
af Henrik Dahl

Jeg kan umuligt være den eneste, der føler, at vi er havnet i en spøgelsesvalgkamp. Politikere og kommentatorer spæner afsted efter gespenster, der fordufter, hver gang man nærmer sig. Og når det virker, som om vi endelig er ved at have fat i noget, forsvinder det mellem hænderne. Statsministeren udskrev valget med henvisning til den ny verdensorden, og Det Radikale Venstre lagde sig straks i kølvandet af denne argumentation og satte globaliseringen på den politiske dagsorden. Men inden der var gået mange øjeblikke, var disse temaer opløst ligesom poltergeister, der siver bort som ektoplasma. Det Konservative Folkeparti gik på banen med borgerlige mærkesager som privatisering og skattenedsættelser, men også i dette tilfælde forsvandt de politiske temaer som luftsyn.

Engang imellem lykkes det at få fat i et politisk spørgsmål. Det gælder for eksempel indvandringen. Men igen er det hele forhekset. Når vi langt om længe står med hænderne på noget politisk, viser det sig, at ingen har fat i det alligevel. Venstrefløjen søger tilflugt i en gammel forklaringsmodel fra 1970'erne. Den mener ikke, problemet eksisterer som andet end falsk bevidsthed hos vælgerne. Regeringens konkrete forslag er ikke spor konkrete. Venstres udmeldinger bliver undsagt af – Venstre. Og Dansk Folkeparti, som oprindelige satte sagen på dagsordenen, kan glæde sig over, at det hele går efter planen. Partiet behøver, ligesom i EURO-valgkampen, stort set ikke sige en lyd. Det er fornødent at vente på, at de andre dummer sig - og derpå slå kontra.

Dansk Folkepartis taktik er så smuk, enkel og effektiv som den spøgelsesfodbold, Danmark spillede i storhedstiden i 1980'erne. Modstanderne vidste, at et eller andet sted derude lurede et dødbringende angreb i form af Elkjær og Laudrup. Men desværre for selvsamme modstandere var de umulige at få ram på, fordi de aldrig var der. Før de slog til og scorede.

Men her hører ligeheden op. I fodbold er det sådan, at hvis man er ked af, at man igen og igen bliver udspillet af den samme taktik hos modstanderen, så må man finde på noget bedre selv. Det nytter ikke noget at tude, klage eller spille fornærmet. Selv om dansk politik er rig på fodboldmetaforer, er der imidlertid ikke meget fodbold over den. I stedet for at komme med et modspil, klager alle over valgkampen. Den flimrer og har ingen substans, bliver det sagt. De små partier føler sig klemt af Venstre og Socialdemokratiet, og mener ikke, at de kan få deres mærkesager frem. Socialdemokratiet døjer med, at det parti, der med størst styrke fremsætter dets program, er Venstre. Og desværre også med, at ingen af partiets højt betalte eksperter tilsyneladende har opfanget den grundsætning i litteraturen om globalisering, at spørgsmålet om identitet i dag overalt i verden er et politisk hovedspørgsmål. Som en lidt kikset pige, der iført forrige års mode står og klager over den rå og skingre tone ved ballet, står Socialdemokratiet derfor med en stor buket tryghed i favnen og venter forgæves og småfornærmet på at blive budt op af vælgerne.

Foreløbig er valgkampens store vinder Dansk Folkeparti, hvis fænomenale kontraspil har fejet alle andre af banen. Man er derfor nødt til at stille det spørgsmål, om vi med valgkampen 2001 er vidne til noget principielt, eller om der er tale om det mere tilfældige resultat af mødet mellem på den ene side Dansk Folkepartis fænomenalt dygtige spindoktorer og på den anden side de notoriske klumrehoveder i Socialdemokratiet, amatørerne hos Det Radikale Venstre og de kyniske, men blodfattige, håndværkere hos Venstre.

Jeg vil påstå, at det første er tilfældet. Selvfølgelig spiller det personlige talent og temperament hos valgets hovedaktører og deres rådgivere en vis rolle. Men det har det altid gjort, og tidligere har valgkampene ikke været så ufokuserede som denne. Så hvis intet i øvrigt var forandret, ville disse forskelle kun føre til den sædvanlige mængde af røg i køkkenet og finker af panden. Men så trods alt ikke mere.

Jeg mener, at vi står over for et principielt skifte i dansk politik, som kan vise sig at være lige så afgørende som jordskredsvalget i 1973. Dette skifte er skiftet fra politik af første orden til politik af anden orden. Eller med et andet udtryk: fra politik til meta-politik.

I den klassiske politiske valgkamp er det sådan, at selve den politiske dagsorden er forholdsvis ukontroversiel. Partierne er så at sige enige om, hvad de er uenige om. Fra denne platform kommer de så med hver deres bud på, hvordan samfundet kan blive bedre. I den meta-politiske valgkamp går det helt anderledes. Her er det selve den politiske dagsorden, der er kontroversiel. Politik gælder ikke længere om at komme med de bedste bud inden for en fælles dagsorden. Det gælder om at komme med den bedste dagsorden. Den klassiske politiske valgkamp opstod efter parlamentarismens gennembrud i 1901, og gjorde det muligt at indgå alle de nationale kompromisser, der tilsammen skabte den danske velfærdsstat. Denne form for politik kom i krise efter jordskredsvalget i 1973. Siden har den skrantet, men nu er sygdomstegnene efterhånden så alvorlige, at der er grund til at være bekymret for, om den klarer vinteren.

Til afløsning for den klassiske politik er opstået meta-politikken. I denne form for politik sejrer den, der har den bedste dagsorden. Meta-politikken opstår, fordi det moderne samfund er blevet det, samfundsforskerne kalder refleksivt. Det vil sige, at der ikke længere er noget, der ikke kan gøres til genstand for debat eller kritik. Alt skal i princippet begrundes, og derfor er samfundet - og det enkelte menneske - til stadighed nødt til at se sig selv i spejlet. Vi lever under den tvang, at vi altid er nødt til at betragte os selv og spørge, hvorfor det nu lige er, vi gør dette og ikke hint. Skal jeg bo, hvor jeg er født eller et andet sted? Skal jeg lave det samme som mine forældre eller noget ganske andet? Skal jeg giftes eller ej? Skal det være med en af samme køn eller af det modsatte? Sådanne spørgsmål er fuldstændig utænkelige i et traditionelt samfund. Men aldeles nødvendige i et refleksivt.

Det refleksive samfund fejer al naivitet bort. Man kan ikke længere tage udgangspunkt i den plet jord, hvor man er født, og påstå, at herfra min verden går. Eller rettere: det kan man godt. Men alle andre menneskers verden går fra et andet sted. Derfor må al samtale tage udgangspunkt i, at man angiver sine koordinater. Og dermed det perspektiv, hvori man betragter verden.

Men det er værre endnu. For i den moderne verden er menneskene også blevet så forskellige, at det også er nødvendigt at angive, på hvilken måde, man betragter verden. Er jeg økonom, vil jeg jo have en tilbøjelighed til at se verden som et spørgsmål om penge. Er jeg jurist, ser jeg den som et spørgsmål om lov og ret. Er jeg en spasmager, ser jeg den som et spørgsmål om humor. Og så videre og så videre. Hver enkelt af disse måder at betragte verden på, er en slags koder, som gør verden meget enkel, hvis man behersker koden. Og komplet uforståelig, hvis man benytter en anden. Til sidst bliver samfundet så komplekst, at det er helt umuligt for nogen at tale om noget som helst, med mindre man altid angiver både sine koordinater og den kode, man bruger for at beskrive verden. Det er nødvendige informationer for, at den, der lytter, kan forholde sig til, hvad der bliver sagt.

Resultatet bliver, at talen i det refleksive samfund altid også er tale om talen selv. Man kan ikke sige noget, med mindre man isprænger sin almindelige tale en masse oplysninger om, hvorfra man taler og efter hvilke regler. Det er derfor, både det personlige præg og den personlige stil bliver stadig vigtigere. Folk bliver nødt til at fortælle, hvilken af deres som regel mange kasketter, de lige nu er iført, for at tilhørerne kan tage stilling til, fra hvilket perspektiv, de taler. Og de er nødt til at have en tydelig og genkendelig stil, så tilhørerne kan finde ud af, om de lige nu taler i fx økonomens penge-kode, forælderens kærligheds-kode eller bajadsens humor-kode.

Meta-politikken er det refleksive samfunds politik. Det er en form for politik, hvor der altid er gået politik i selve politikken. Samtidig med, naturligvis, at den også er klassisk politik. Derfor vil der ved siden af de almindelige forslag til, hvad der skal gøres, i fremtiden altid være debatter om, hvorvidt vi skal have den ene eller den anden dagsorden. Om tonen i den politiske debat nu også er passende. Om den ene eller anden politiker på baggrund af sin egen opførsel eller situation kan tillade sig af fremsætte et bestemt forslag.

Intet af dette er et problem, hvis man ellers indretter sig på det. Men foreløbig er det kun det supermoderne parti Dansk Folkeparti, der har indrettet sig på meta-politikken. Ene af alle har dette parti forstået, at det ikke længere handler om enkeltsager, men om helheder. Blot helheder på det meta-politiske niveau og ikke på den klassiske politiks niveau. Derfor er det også Dansk Folkeparti, der står som den store vinder af den første valgkamp med meta-politiske træk. Til gengæld står alle de andre partier som strategiske tabere i valgkampen 2001.

Hvis partierne var i stand til at håndtere den nye kompleksitet, ville de med brask og bram kaste sig ind i den politiske debat og med hver deres stil og ståsted præsentere hver deres helhedsforståelse af, hvad der skal på den politiske dagsorden. Men det gør de ikke. Ingen af de øvrige partier har for alvor forstået, at den naive politiks dage er talte. At de aldrig mere bare kan komme med løsningsforslag inden for nydelige små parceller med titler som "socialpolitik", "økonomisk politik", "miljøpolitik" og så videre. Alle partier undtagen Dansk Folkeparti fornemmer nok, at verden har forandret sig - men de har ikke nogen modtræk. Derfor gør de klassiske partier et af to. Enten siger de allesammen det samme i en art sammensværgelse imod den meta-politik, der truer deres etablerede magtpositioner.

Motivet hos de store partier til at undgå konflikt med midtervælgerne forekommer mig derfor at være, at hvis vi allesammen siger det samme, kan vi måske klare frisag med hensyn til vores visioner. Eller også kræver de, at bestemte perspektiver formenes fra det gode selskab. Socialistisk Folkeparti vil ikke høre tale om det synspunkt, at Danmark er en del af verden. Derfor raser partiet imod ethvert forsøg på at sætte en realistisk og pragmatisk Europa-politik på dagsordenen og vrøvler om det "folk", der hævdes at være imod EU. Men som i realiteten er en fuldstændig usammenhængende koalition på 53 procent af vælgerne. Halalhippierne i Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre vil ikke høre tale om, at et flertal af deres medborgere er dybt foruroligede over indvandringen. I mangel af effektive modtræk i form af egne forslag beder de derfor simpelthen deres politiske modstandere om at lukke kæften.

Spøgelsesvalgkampen opstår, fordi denne valgkamp er den første rigtig moderne valgkamp. Netværkssamfundets valgkamp. Den har den form, som vil komme til at præge hele den første del af det 21. århundrede. Men samtidig er den ikke en fuldbåren meta-valgkamp. De klassiske partier længes desperat efter valgkampen i 1998, som var det nationale industrisamfunds sidste valgkamp. Derfor prøver de at holde den inden for de rammer, de kender og behersker. Det spøgelsesagtige skyldes, at det er to væsensforskellige former for valgkamp, der støder sammen. Derfor kan de klassiske partier ikke rigtig engagere et moderne parti som Dansk Folkeparti i kamp. De har lidt et knusende nederlag på meta-valgkampens præmisser, det vil sige kampen om den politiske dagsorden. Derfor vil Dansk Folkeparti få en langt større bonus af sine stemmer, end man umiddelbart skulle forestille sig, vægten af 10-12 procent af stemmerne ville give.

De klassiske partier kan i valgkampens slutfase kun se på, at løbet er kørt. De vil selvfølgelig kæmpe defensivt til sidste fløjt ved at tackle, spille på tværs, sparke bolden væk og i det hele taget trække tiden ud. Det er hverken skønt at skue eller særlig befordrende for, at vi i vort land tager fat på at løse netværkssamfundets mange problemer. Men det er alt, hvad de kan gøre, eftersom de aldrig var blot i nærheden af at fange spøgelserne. Jeg vil ikke stemme på Dansk Folkeparti, men jeg vil tage hatten af for deres fremsyn og deres taktik. Og til de partier, jeg kunne overveje at stemme på, vil jeg blot sige: det var trist, I gik på banen med forrige århundredes taktiske koncept. Slaget er tabt, men der er altid nye slag, der skal vindes. Så op med humøret og bedre held næste gang.



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job