Lad mig på den baggrund bedømme børns opførsel med de samme kriterier, som man ellers forbeholder de voksne.
Ved fødslen og de første måneder derefter udviser barnet helt tydelige symptomer på skizofreni. Et af de mest markante træk ved denne tilstand er, at patienten ikke oplever den faste forbindelse mellem kroppen og bevidstheden, som raske mennesker gør. Hvor det raske menneske er klar over, at det - og det alene - bebor sin krop, er dette et akut problem for den skizofrene. Hos fuldt udvoksede skizofrene ytrer dette sig ofte ved, at hun eller han forestiller sig, at kroppen bliver styret af fremmede magter. Når det gælder børn, kan man konstatere, at det betuttet stirrer på sine fingre og tæer og tydeligvis ikke har nogen anelse om, at disse fingre og tæer er tilknyttet den bevidsthed, der betragter dem.
Efter nogle år indtræder en bedring. Barnet forlader skizofrenien og udvikler i stedet stærkt psykopatiske træk. I modsætning til den skizofrene ved psykopaten udmærket, at han bebor sin egen krop. Problemet er, at han ikke har erkendt, at der er mennesker inde i alle de andre kroppe. Det fører til en karakteristisk mangel på evne til at skifte perspektiv. Hvor såvel den voksne som barne-psykopaten udmærket kan se en sag fra sit eget synspunkt, kan han kun handle instrumentelt over for andre. Evnen til at indtage den andens perspektiv er fuldstændig fraværende. Jeg har selv eksperimenteret med dette fænomen, idet jeg gang på gang har opfordret mine børn til at betragte en given sag - fx. deres ønske om en hyggelig samtale midt om natten eller deres ønske om at råbe mig højt ind i øret - fra mit synspunkt. Indtil videre, må jeg pligtskyldigt rapportere, uden nogen som helst succes.
Når psykopatien har varet ved i nogle år, glider den over i alvorlige tvangsneuroser. Aftensmaden er uspiselig, hvis ikke tallerkenen med hunde-motivet vender rigtigt, og den - sammen med den lyserøde kop og det røde service - anbringes på dækkeservietten med ænderne. Samtidig skal børnenes private kosher-foreskrifter overholdes nøje. Eksempelvis kan maden være uspiselig, hvis den er kontamineret med blot spor af tomat og andre uønskede fødeemner (fortrinsvis fra bunden af madpyramiden). På lignende måde er badningen, påklædningen, indsovningen og alle andre situationer, man kan komme i tanke om, spundet ind i det fineste væv af tvangsforestillinger. Der er ingen grund til at udfordre disse, for man er dømt til nederlag. Ligesom den fuldt udvoksede tvangsneurotiker, har barnet al den tid, der er nødvendig, til at afvente, at forholdene bliver bragt i orden.
Til sidst indtræder de karakteristiske, milde narcissistiske karakterforstyrrelser, der varer fra syv-otteårsalderen og i heldigste fald til de tidlige tyvere. De er kendetegnet ved stadige svingninger imellem almagt og afmagt. Almagten kan man ofte se, når barnet er sammen med sine kammerater, mens afmagten lader sig observere, når der stilles krav om at læse lektier eller at deltage i husarbejdet. Det afgørende er, at personligheden ikke har nogen stabil kerne. Derfor smelter den i almagts-positionen sammen med kammeraternes personlighed til et ustoppeligt, overmenneskeligt monster, mens den i afmagts-positionen truer med helt at forsvinde. Selv det mindste problem er en helt uoverstigelig hindring, som hensætter barnet i komplet apati.

 

ii
Denne faseteori er et resultat af, at jeg har valgt at betragte et barn ud fra de kriterier, man normalt forbeholder voksne. Det har man ikke gjort i flere hundrede år, men der har været perioder, hvor det var det mest almindelige. Op til omkring år 1600 var det i Frankrig - og givetvis også i resten af Europa - almindeligt at bruge de samme kriterier til at bedømme børns opførsel, som man brugte til at bedømme de voksnes. Man havde ikke noget synderlig sentimentalt forhold til dem. Man klædte dem i små størrelser af de samme dragter, som de voksne gik i, og man lod dem deltage i produktionsprocessen så snart det var muligt. Vel havde de begrænsede kræfter, men så satte man dem bare til noget, de kunne magte. Samle æg, vogte gæs og lignende - arbejdsmarkedet var vel rummeligt. Og hvad angik børns moralske karakter, så lå vurderingen nogenlunde på linje med det, jeg lægger op til. De var temmelig utilregnelige, og stod derfor klart under de voksne.
Fra år 1600 indtræder en ændring. Først er det aristokratiet, der får en stadig mere sentimental holdning til barnet, og siden sker det samme i borgerskabet. I de øvrige sociale klasser bevarer man langt op imod vor tid den smukke gamle skik med at slå og ydmyge børnene, og sætte dem til fysisk arbejde på grænsen af deres ydeevne. Sentimentaliseringen af barndommen fører til, at barndommen afmærkes med en særlig klædedragt, som kun er forbeholdt denne gruppe. Samtidig teoretiseres der over det særlige ved barnet. Det medfører en stor omvending, som når sit foreløbige højdepunkt i slutningen af 1700-tallet. Hos Rousseau er det nu barnet, der er en kilde til indsigt og har den højeste, moralske autoritet. De voksne og deres kultur er ganske fordærvet.
I hele 1800-tallet har Rousseaus grundsynspunkt fremgang. Den videnskabelige pædagogik grundlægges på hans fundament og vinder i løbet af 1900-tallet indpas i det almindelige skolevæsen. Det tog lang tid, fordi visse af skolevæsenets pædagogiske doktriner gik helt tilbage til oldtiden. Men retningen er ikke til at tage fejl af. Barnet er et særlig følsomt og oprindeligt væsen, som man ikke må beskadige. I lyset af psykoanalysens indsigter, hvem tør så tage ansvaret for måske at beskadige barnet? Det kan få livslange følger - og vil med sikkerhed føre til meget dyre regninger fra psykoanalytikeren.

 

iii
Det forekommer mig, at vi igen står over for et fundamentalt skifte i synet på barnet. Overalt rapporteres om rådvilde forældre præget af en grundlæggende usikkerhed i forholdet til barnet. Fra hospitaler og vagtlæger hører man om forældre, der henvender sig med rene bagateller. Ørepine og 38 i feber. Fra skolerne hører man om forældre, som henvender sig til klasselæreren og skoleinspektøren i tide og navnlig utide med diffuse bekymringer for mobning, børnenes indlæring af pensum og det almindelige, sociale miljø i klassen. Fra idrætsforeninger hører man om skærpet opmærksomhed over for ret sjældne fænomen pædofili. Skrækken for at blive beskyldt for illegitim berøring af børnene er så stor, at pædagoger og almindelige forældre, hvis børn har kammerater med hjemme at lege, snart ikke længere tør hjælpe ungerne, når de har været på toilettet. For tænk, hvis nogen skulle misforstå noget. Og fra den almindelige debat i medierne hører man et kor af eksperter, som bekymrer sig på forældrenes vegne over mad, allergi, amerikanisering og allandsens potentielle ulykker.
Samtidig vokser markedet for selvhjælpsbøger af enhver art. Man kan abonnere på 117 magasiner om børn i alle aldre og købe bøger om kompetente børn og det utal af intelligenser, de er velsignet med. Det sidste er en fordel, fordi det udgør en kraftig demokratisering af den stærkt efterspurgte egenskab "talent". For er det ikke dejligt, at lille Victoria har en så veludviklet formgivningsintelligens, at hun kan tegne både prinsesser og havfruer? Det gamle koncept med bare at holde af sine unger, uanset hvad, synes ikke længere at have den samle appel. Vil nogen ikke godt snart skrive en bog om den kompetente voksne?
Den nye tendens i opfattelsen af barnet forekommer mig at være, at barnet gøres til en genstand. For det meste sker det på en måde, som er blød og velmenende, men det ændrer ikke ved det grundlæggende. For det første bliver barnet en genstand i den udbredte rettighedstænkning. Et barn er først og fremmest noget, man har ret til. Uanset hvor fysisk umuligt det så end er for to mennesker at få et barn, så har de med statens mellemkomst ret til at anskaffe sig et lille menneske. Hvad der i nogen som helst betydning af ordet kunne tænkes at være godt for dette lille menneske - og at det, staten skaffer til veje, i det hele taget er et lille menneske - hører man praktisk taget aldrig noget om.
En anden variant er det barn, som ene og alene skal tjene til forældrenes selvrealisering. Her er barnet en identitets- og prestigefremmende foranstaltning, som man anskaffer sig for at være et rigtigt par og en vellykket familie. Sådanne børn er objekter på den måde, at de i forhold til de voksne er en slags medarbejdere, som skal sikre vækst og fremtidig succes for Familien A/S. Ligesom i andre virksomheder bliver lederen af udviklingsafdelingen fra tid til anden kaldt til møde, og så drøftes det, hvilken vækststrategi, der er den mest hensigtsmæssige. Når det er fastlagt, indkøbes heste, tværfløjter, fodboldstøvler, computere eller andet kapitalapparat, som drøftelserne har påvist, at det er nødvendigt at investere i. Hvorefter udviklingschefen - den stakkels lille Oliver eller Stephanie - værs'go har at levere de resultater, investeringen kræver. Jeg tror ikke, det er sjovt at være Oliver eller Stephanie på de præmisser. Slet ikke, hvis man bare vil klatre i træer og rulle sig i mudder, men nu sidder med heste, tværfløjter og alt muligt andet ragelse, som ens forældre så gerne vil have, at man lærer at betjene.
Endelig er der hele videnskabeliggørelsen af barndommen. Fra dårligt nok at eksistere, har den udviklet sig til et enormt fagspeciale. Det er lige ved, at hvert eneste år fra fødslen til 1.g. er udnævnt til en selvstændig fase, som danner baggrund for en særligt fagområde.

 

iv
I takt med, at dette er sket, har den grundlæggende metafor, barnet beskrives i, ændret sig. Oprindeligt var barnet lavet af et relativt robust, metaforisk materiale som for eksempel træ. Det tåler stød og slag. Det patinerer efter forarbejdning meget smukt. Og har stadig sin charme, selvom der bliver slået et hjørne af. Hos Rousseau og hans efterfølgere gik det over til at være lavet af et naturmateriale, der er lige så robust som træ, men ikke skal tilvirkes for at få skønheden frem. En perle eller en smuk natursten. I dag er intet at dette tilfældet. Rodmetaforen for barnet er et skrøbeligt materiale som bøhmisk krystal eller lignende. Som springer ved den mindste berøring, og derpå aldrig kan samles igen. Et så tyndt og fint krystal bør naturligvis overlades til eksperter. I hænderne på ukyndige kan de mest frygtelige og irreversible ting ske.
Det nye billede af barndommen bevirker, at opdragelse er ved at udvikle sig til en umulighed. Hvis barnet fødes som skizofrent og gradvis udvikler sig til psykopat, gælder det om at sætte ind meget tidligt med en målbevist opdragelse. Kun hvis man gør dette, kan man håbe, at ungerne trods alt retter sig. Allerede i det rousseau-inspirerede syn på barndommen begynder opdragelse at være en suspekt - og unødvendig - aktivitet. Alligevel accepterer man så meget opdragelse som er nødvendig for, at barnet kan bibringes de menneskelige færdigheder, der ikke er medfødte, men kræver indlæring. Men når barnet er lavet af bøhmisk krystal og i øvrigt er for skrøbeligt til, at amatører - det vil sige forældre - bør håndtere det, så er opdragelse en meget betænkelig sag. Der skal så lidt til, for at glasset springer - og skulle det ske, kan selv ikke alle kongens mænd og alle hans heste sætte det sammen igen.

 

v
Men hvor kommer selvhjælpsbøgerne ind i alt dette? De må opfattes som hjælp til at passe det bøhmiske krystal. Derfor efterspørges de kun i de familier, hvor der overhovedet finder opdragelse sted. Skønt omkring 85 procent af alle børn til daglig lever i kernefamilier eller kernefamilie-lignende arrangementer, er familien en meget flertydig størrelse. Der findes både de klassiske familier, hvor de gamle roller hersker. Så findes der moderne familier, hvor der finder meget lidt opdragelse - men til gengæld uhyre meget bestikkelse - sted. Efter devisen, at med fjernsyn og junkfood skal roen og forældrenes popularitet opretholdes. Og endelig findes der moderne familier, som egentlig ikke er familier i klassisk forstand, men en følelsesmæssig ramme om to voksnes selvrealisering. Desuden findes der sikkert endnu flere former, som jeg blot ikke har fantasi til at forestille mig.
Hvor der uden tvivl opdrages i den store stil - pr. intution og erfaring og med garanti uden håndbøger - i de klassiske familier, så bliver børnene på forskellige måder behandlet som voksne i de moderne familier. I den første type indgår børnene på lige fod med forældrene i de følelsesmæssige spil om anerkendelse, som i de klassiske familier kun finder sted imellem de voksne. Det vil sige, at forældrene gerne vil anerkendes som sympatiske af børnene og nødig vil være uvenner med dem. I den anden type af moderne familie bliver barnet ganske vist opdraget til klassiske egenskaber som karakterstyrke og udholdenhed. Men det sker til ære for forældrene - ikke for barnet selv. Og her, i den sidstnævnte familietype, har jeg på fornemmelsen, at det store salg af selvhjælpebøger ligger. For hvor forældrene er særdeles gode til stille krav til barnet, ligger det mere tungt med at møde det som et lille menneske. Der på den ene side er noget helt i sin egen ret - og på anden side har brug for en fast, men kærlig, hjælp til at komme ud af sine successive faser af skizofreni, psykopati, tvangsneurose og narcissisme. I disse familier er selvhjælpsbøger en god ting. De udsætter det ubehagelige tidspunkt, hvor man skal træde i karakter og tage et personligt ansvar for sit barn. Det forudsætter, at man selv er voksen og kan betragte verden uden at sætte sig selv i centrum. Problemet er blot, at den slags kan man næppe læse sig til - og hvis man endelig kan, skal man have fat i nogle helt andre bøger.