Hvorfor skal det være så klamt?

"Liderbassen Jørgen Leth", "Sass brugte rocker", "KGB-agenten Jørgen Dragsdal", "De røde lejesvende Jens Nauntofte, Kjeld Koplev og Ruth Sperling", "Den julefrokostkærlige Frank Klam Jensen" – jo, pressen vælter sig i ubehagelige udhængninger. Er det blot æstetiske overfølsomhedsreaktioner? Snarere er det vel et tegn på journalistikkens krise. En folkelig modbevægelse vil lære danskerne at være ’fucking flinke’. Men pressens problem stikker dybere.
af Mads Julius Elf
Reklamemanden Lars AP leder en kampagne, der vil udbrede den positive psykologi. Den findes allerede som et udbredt fænomen i tidens pædagogiske tænkning. Men hvorfor begrænse sig til skolebørn? Manden bag Polle fra Snave-filmene ønsker at give alle mavesure danskere et boost af næstekærlighed og smittende livsglæde. Det står der på bagsiden af hans bog ’Fucking Flink’. Flink er ikke cool, men det bliver det nu.
 
Efter endt læsning har jeg lyst til at foreslå Margrethe Vestager at sætte penge af på næste års finanslov til et kursus i flinkhed for alle interesserede. Eller hvorfor ikke hyre danske forfattere til at skrive modernitetens verden om til et lykkeligere sted? På statens regning. Mørkets fyrster ville forvandle sig til små englebasser, og på vej ind i den syvende himmel ville vi fryde os over synet af Helle Thorning-Schmidt og Troels Lund Poulsen omfavnende hinanden i kærlighed. Journalister ville blive arbejdsløse, og som intellektuel har man jo altid sine betænkeligheder.
 
Dræbt på grund af sine blege øjne
For et moderne menneske med alle dets indre modsigelser, en hæmningsløs og banal jagt på lykke, lang tids overanstrengelse, måske endda søvnløshed, indfinder der sig undertiden et irrationelt ubehag, en følelse af irritation og væmmelse over de mindste ting.
 
Digteren Thorkild Bjørnvig kaldte syndromet for ’den æstetiske idiosynkrasi’, og om denne ejendommelige overfølsomhed skrev Bjørnvig et essay optrykt i tidsskriftet Vindrosen i 1959. Bjørnvigs hovedeksempel var en person, som dræber en gammel mand, udelukkende fordi mandens blege blå øje virker irriterende. Øjet og intet andet fremkalder en usigelig ækelhed hos den yngre, som ellers intet kendskab har til den ældre mand. Blot en enkelt lille detalje er nok til at gøre manden utålelig. Han må simpelt hen dø.
 
Eksemplet havde Bjørnvig taget fra en anden digter, Edgar Allen Poe, eller rettere hans novelle ’Hjertet som sladrede’. Bjørnvigs interesse rettede sig især imod kunsten, deriblandt en novelle, med dens evne til at rumme detaljers hadfremkaldende virkninger i en organisk helhed. Det nævnte tilfælde af foragt for én fysisk egenskab, øjets bleghed, og lignende overfølsomhedsreaktioner, kunne Bjørnvig altså betegne som ’æstetiske’ i sådanne kunstneriske sammenhænge. Sin tids modstykke hertil så han i ’en borgerlig middelstandssmag’ båret af ’et sydende virvar af fornemmelser’.
 
I 2010’ernes medievirkelighed med skiftende lækagesager, hyperventilerende politisk spin og bladhuse på fallittens rand er den mest toneangivende form for idiosynkrasi eller væmmelse i offentligheden hverken borgerlig eller æstetisk, men fremfor alt journalistisk. Det er ikke det samme som at sige, at der ikke også tidligere, siden præciseringen af trykkefriheden i Presseloven i 1851, har været en vis kulturel fascination omkring samfundets ultrasensible vagthunde.
 
Forfatteren og journalisten Herman Bang var, med henvisning til hans homoseksualitet, genstand for perfide angreb fra smudspressen og fra forfatterkollegaen Johannes V. Jensen, og Bang selv viste en rem af den samme irritable hud, da han i en af sine sociale reportager i 1880’ernes konservative Nationaltidende med slet skjult kvindeforagt beskrev en ’Storpriorinde’, som ellers havde taget gæstfrit imod den omrejsende journalist: ’Naar hun taler’, skrev Bang, ’borer hun Hagen ind i sit Bryst og skyder de tynde Læber tryneagtigt frem for at dække om Tænderne.’ Senere, i Tom Kristensens store roman Hærværk, lignede karakteren Arne Vuldum til forveksling sin tids morderisk morsomme forfatter og kritiker Kai Friis Møller, ja i hele denne roman om et københavnsk avismiljø blev personerne i en vis forstand fanget i en kaotisk malstrøm af overfølsomheder, hvoriblandt ’en følelse af lede’ er det første, der nævnes i præsentationen af Ole Jastrau, romanens journalistiske hovedperson.
 
Forbrugerprogrammer dyrker den sadistiske udstilling af småsvindlere
Jeg kom til at tænke på dette med den journalistiske rolles ofte lidt for overfølsomme fremtoning, da jeg tidligere i år hørte, hvordan en snes engelske reportere havde jaget skuespilleren Sienna Miller ned i en gyde, sparket hende og spyttet på hende for at få det ønskede billede af en forurettet person. En så følelsesløs følsomhed blandt journalister er selvfølgelig ekstrem og sjælden for et vestligt demokrati, selv for et samfund, der lever i skyggen af Rupert Murdoch og alle hans politiske håndlangere, men dér såvel som herhjemme er journalistiske idiosynkrasier ikke længere begrænset til sladderpressen, snarere udtryk for en bredere tabloidisering, som vi ikke bare kan nøjes med at gøre Ekstra Bladet, BT eller Se og Hør til syndebukke for. Efterhånden er det gået hen og blevet en udbredt norm i den journalistiske kultur at klynge sin modstander op ad væggen. Faste indslag som ’Groft sagt’ i Berlingske, ’Kontant’ i TV Avisen eller ’Operation X’ på TV 2 skal alle foregive at afsløre dårlige menneskers slette adfærd. Men undertiden kammer øvelsen over og forvitrer til den rene hadjournalistik.
 
Mange vil huske, hvordan en ung kvindelig journalist og hendes kameramand i ’Bag Facaden’ inkvisitorisk jagede den skrupelløse Låsby-Svendsen rundt i manegen i november sidste år, tilsyneladende med det formål at forevige skammens ansigt, at tilbyde en spændende mulighed for at se forbrydelsens grimme fjæs krakelere for øjnene af mange tusinde seere. Vel var det da forkert af den sags journalistiske offer at udleje faldefærdige huse uden vand og varme til mennesker, der i forvejen var i nød. Men man må spørge, om det overhovedet er en journalists opgave at dyrke fordømmelsen på den måde og næsten gøre den til et mål i sig selv.
 
Da Danmark indledte sit nu afsluttede EU-formandskab 1. januar i år, skrev The Australien om Helle Thorning-Schmidt, at ’den høje 45-årige blondine med stikkende blågrønne øjne har noget stift og formelt over sig, ikke ulig Desperate Housewives-karakteren Brie’. Bemærk igen fordømmelsen alene ud fra øjnenes virkning!
 
Da hetzen kørte over flere måneder mod Lene Espersen, var den sag om den daværende udenrigsministers feriefravær, ifølge Erik Rasmussen fra ugebrevet Mandag Morgen, omtalt mere end tre gange oftere i pressen end genopretningen af dansk økonomi, og også betydeligt højere prioriteret end krigen i Afghanistan.
 
Jagten på det klamme
Pligten til at forklare indviklede politiske spørgsmål og dilemmaer synes udfordret af lysten til at dømme den, der, Gud nåde og trøste hende, træder ved siden af. Der er i den danske presse en udbredt mani med på skift at tildele en kendt person en plads som udstødt eller forhadt – jeg nævner i flæng og med anvendte journalistiske prædikater ’liderbassen’ Jørgen Leth, ’Penkowa: Kig ind i hendes øjne’, ’Sass brugte rocker’, ’KGB-agenten’ Jørgen Dragsdal, ’de røde lejesvende’ Jens Nauntofte, Kjeld Koplev og Ruth Sperling, den julefrokostkærlige ’Frank Klam’ Jensen osv.
 
Massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik, står der i Medieansvarsloven. Men loven meddeler intet om, hvad god presseskik er. Sørine Gotfredsen optræder i medierne som præst og journalist, men ville man sige, at hun befandt sig inden for den gode presseskiks rammer, da hun umiddelbart efter Anders Behring Breiviks massedrab fór i blækhuset og udlagde morderens ekstremisme som et naturligt resultat af indvandring og multikulturelle samfund?  
 
På dagen for dommen mod Breivik for nylig gentog journalister og eksperter rituelt hensigtserklæringen om at opretholde en god tone i den offentlige debat, og vel er det vigtigt, at netop de grupper i vurderingssager har evnen til at tolerere deres modstandere. Journalister kæmper i dag selv med problemer, der ikke bare drejer sig om tonen, men i bredere forstand om journalistikkens ærværdigste genre, som jo er: at rapportere. Men var journalisters kald her i livet engang det enkle og fine at videregive væsentlige oplysninger om begivenheder på en klar og kortfattet måde, og var journalisters bestemmelse således at deltage i velfærdsstatens dannelse til medbestemmelse, så foregår der nu i konkurrencestatens økonomiske opportunisme en krig med spektakulære detaljebetragninger for at fastholde seere og læsere med djævelens vold og magt.
 
Høflighedsformernes svalhed - eller tvangsjovialisering
Hvad blev der egentlig af den moderne journalistiske ambition om at klæde borgere bedst muligt på til at træffe fornuftige politiske valg? For nylig i Mennesker og medier på P1 bemærkede folketingets formand, Mogens Lykketoft, at den ambition hen ad vejen er blevet udhulet af nyhedernes mere og mere ekstreme omsætningshastighed. Men TV2 NEWS nævnes som et sted, hvor man som politiker eller ekspert rent faktisk får tid og rum til at forklare de finere nuancer af en sag.
 
Om det i 2013 vil lykkes de nye kanalchefer for DR2 at skabe en 24-timers samfundskanal, hvor gengivelse af væsentlige begivenheder får et ekstra nøk med analyse og perspektiv, vil tiden vise. Indtil videre må vi nøjes med at drømme om, at Torben Stenos længsel efter ’høflighedsformernes svalhed’ også vil bidrage en smule til at civilisere hans egne fagfæller og modarbejde journalistikkens forråelse. Til dagens korte pauser trækker et hurtigt kig i Lars AP’s lille bog om at blive ’Fucking Flink’ også lidt i den samme retning, eller tangerer det projekt monstro, hvad Torben Steno ville kalde tvangsjovialisering?
 
Ingen ønsker naturligvis, at journalistikken skal forvandle sig til en puddel uden tænder. Nogen aggressiv pitbullterrier behøver den heller ikke at blive. Om de, der lægger planerne for uddannelsen af danske journalister, generelt prioriterer medieetiske spørgsmål højt nok, må autoriteter som Jytte Scharling, Kurt Strand, Lasse Jensen og andre vurdere. Forude venter i første omgang en amerikansk valgkamp, hvor modkandidatens etos på forhånd er undermineret med den tungtvejende grund, at han ikke har nogen karisma.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job