Den evige gentagelse

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Den evige genkomst spiller i forskellige forklædninger en vigtig rolle i mange religioner, mens Helvedet for den moderne bevidsthed ofte antages at ligge i gentagelsen.

Således spiller et af de vigtigste træk
ved dagliglivet - den rutinemæssige gentagelse - diametralt modsatte
roller i den traditionelle og den moderne bevidsthed. For skønt det
moderne menneskes dag er fragmenteret, så har såvel mandage
som tirsdage som alle de øvrige dage med hver deres faste gøremål
en vis tilbøjelighed til at komme igen. Og således kommer ensartetheden
ind i dagliglivet, blot på et højere niveau end tidligere,
hvor den enkelte dag var lig den forrige. Nu ligger gentagelsen i syvdages-rytmen,
der ligesom rockmusikkens bas-figurer blot gentages og gentages og gentages
i en uendelighed.



Den evindelige gentagelse kendes ikke bare fra dagliglivet, men er også
et meget karakteristisk træk ved for eksempel det politiske liv. Hvor
tit bliver man ikke træt allerede når politikeren rømmer
sig? Mens hun eller han er på vej op på talerstolen, gennemgår
man på forhånd, hvad der vil blive sagt. Intet kan laves om,
og de sædvanlige særinteresser skal tilgodeses og desuden mener
jeg, at topskatten skal ned eller at udlicitering er noget juks eller en
tredje fiks ide og bla-bla-bla. Man kan næsten ikke holde øjnene
åbne...



Problemet har et teknisk navn. Det hedder "redundans". Udtrykket
redundans stammer fra den matematiske informationsteori, hvor det betegner
et overskud af information. Dette overskud sætter os i stand til med
varierende grader af sandsynlighed at gætte den næste information.
Hvis kommunikationsstrømmen er 100 procent redundant, kan man med
andre ord gætte det næste ord med absolut sikkerhed.



Men prisen for sikkerhed er kedsomhed. Problemet i den kedelige, politiske
tale er, at graden af redundans er for høj. Man ved, blot ved synet
af Kaj Ikast, at der skal bygges flere motorveje, ligesom man blot ved synet
af Villy Søvndal ved, at der skal bevilges flere penge til den sociale
sektor, eller man ved synet af Kjeld Albrechtsen ved, et den Europæiske
Union er noget uvæsen. Jeg kunne nævne flere politikere, som
er eller var komplet redundante - hvem husker for eksempel ikke Bjørn
Elmquist eller Anders Fogh Rasmussen i sine unge dage - men vi må
videre i teksten. Hvad angår disse politikere, så er de altså
tæt på at være 100 procent redundante. De behøver
egentlig ikke at sige noget, men kan i realiteten nøjes med at vise
sig. Så kan man tænke sig til resten.



Man kunne på den baggrund fristes til at mene, at når 100 procents
redundans er en uting, så må 0 procent være at foretrække.
Men det er heller ikke ønskværdigt. For hvad betyder det? Ja,
det betyder, at det næste ord, jeg siger, med lige høj grad
af sandsynlighed kan være et hvilket som helst af de ord, der står
i Ordbog Over Det Danske Sprog. Jeg kan ikke på stående fod
komme i tanke om en politiker, som har en redundans i nærheden af
0 - men på en god dag vil jeg mene, at både Margrethe Auken
og Bendt Bendtsen kommer i nærheden. Når man hører på
dem, har man ganske enkelt ingen anelse om, hvad det næste bliver.



Når det gælder redundans, så er det bedste altså
at ligge imellem 0 og 100. Jeg vil mene, at de bedre talere ligger lavt,
mens de dårligere ligger højt. For det at have en lav redundans
tyder jo på, at der er noget opfindsomt og dermed overraskende ved
det, man siger. Enten fordi sproget er overraskende, eller fordi indholdet
er det. Eller i bedste fald fordi begge dele er det. Derfor vil jeg nu sætte
min egen redundans ned, ved at sige - bænkebider. Og jeg gentager:
brøndkarse. Det var der nok ingen af jer, der havde regnet med. Men
rent matematisk er redundansen i mit foredrag lige faldet kraftigt.



Skønt lav redundans er en dyd - ikke blot i den politiske tale, men
i talen i al almindelighed - skal man dog ikke skose gentagelsen, når
den bruges til poetiske formål. For her kommer den matematiske informationsteori
til kort. Tilsyneladende er der en helt meningsløs høj redundans
i den gamle sang med Otis Redding, hvor han har grebet sin kæreste
i at være utro og synger: "jeg så jer kysse igen og igen".
Men jeg synes nu, at gentagelsen gør en temmelig stor forskel og
fortæller en hel del om Otis Reddings følelser og generelle
humør på netop dette tidspunkt i hans liv.



Man kan af eksemplet med Otis Redding se, at forholdene omkring redundans
er anderledes i den daglige tale, end de er i den matematiske informationsteori.
Hvor den matematiske informationsteori vil betegne den meget høje
redundans som overflødig og den meget lave som økonomisk,
så tjener både høj og lav redundans i sproget først
og fremmest poetiske formål. Det gør den, fordi såvel
den høje som den lave redundans henleder opmærksomheden på
sproget selv. Det søger man i det poetiske sprog, mens det normalt
er noget, man forsøger at undgå i den almindelige, daglige
tale.



II

Som sagt er det ønskelige i den daglige tale, at man lægger
sig på et redundansniveau imellem 0 og 100. Og hvis man er sprogligt
ambitiøs, så lavere end højere. Men hvordan opnår
man så egentlig dette mellemniveau for redundans i den almindelige
tale? Ja, det gør man ved hjælp af sprogets former. Det vil
sige figurer, talemåder og mere eller mindre stivnede tankeformer.



Til figurerne hører for eksempel rim. Hvis man først har fattet,
at en bestemt sang har enderim, eller blot går ud fra det, fordi sange
normalt er således indrettet, så vil forventningen om et kommende
rim gøre, at sandsynligheden for nogle ord - nemlig alle dem, der
rimer - vokser, mens sandsynligheden for alle de andre ord falder. Denne
forventning er så effektiv, at man ligefrem kan opnå en komisk
effekt ved at frustrere den. Det sker ofte i de mere vovede viser, man synger
i militæret og ved firmafrokoster. Men da dette er et pænt program
på en kanal for ældre medborgere, vil jeg nøjes med at
henlede opmærksomheden på den gamle vise "Solskin Ombord",
hvor man for eksempel finder verset: Der var engang en sømand, som
ville til søs/så tog han sin pige og gav hende et/ - nej: han
gav hende ikke det, man skulle tro, men derimod - som man husker - et kursus
i søfart.



Også talemåder og klicheer er med til at hæve redundansen.
Hvis jeg intonerer udtrykket "at slå gækken...", så
forventer de fleste, at mit næste ord bliver "løs".
Og netop derfor viste Svend Auken en for socialdemokrater helt enestående
sproglig opfindsomhed, da han engang om en særlig kedelig partikammerat
sagde, at han slog gækken fast. Redundansen falder, overraskelsen
er stor og Auken kan indkassere gevinsten i form af en brølende latter.



Endelig er der tankens former. Hvor de eksempler, jeg allerede har nævnt,
er kendte og står i enhver lærebog i dansk eller stilistik,
så er tankens former et mindre belyst område.



Med tankens former mener jeg bestemte, faste måder at koble begreber
og tanker sammen på. Disse tankeformer er sjældent bevidste
og som regel er de fælles for store grupper af mennesker. Derfor er
tankens former ofte noget af det tætteste, man kan komme på
usynlighed. Hvis noget bliver for omfattende og for selvfølgeligt
her i samfundet, er det nemlig næsten ikke til at få øje
på.

Tankens former tvinger praktisk taget umærkeligt tankens indhold
ind i bestemte baner. Hvis nogen eller noget er stort, må det på
en eller anden måde være dårligt. For hvem ved ikke,
at det er bedre at være lille og vågen end stor og doven?
Og hvem husker ikke, hvordan David fældede Goliath. Derfor er det
næsten umuligt at tænke, at nogen eller noget kan være
stort og godt, mens andet kan være småt og dårligt.
At påstå noget sådant føles så forkert,
at det nærmest virker moralsk forkert. Selvom der logisk set ikke
er noget i vejen for, at de små kan være onde. Men næsten
enhver tankeform, vi er i besiddelse af, tvinger os i retning af at sige
det modsatte.


På samme måde med det ydre og det indre. Mængder af
folkeeventyr, hvor skinnet viser sig at bedrage, og endeløse gentagelser
af Jesu bjergprædiken har lært os, at de ydmyge skal arve
jorden og at storhed vidner om fordærv og varsler forfald. Men her
sker der dog noget interessant. Hvis man ser på folkeeventyrene,
er der to tankeformer, som konkurrerer med hinanden. Overfor eventyrene
af den type, hvor en hovmodig prins pådrager sig en forbandelse,
fordi han viser en grim kvinde - som i virkeligheden er smuk - væk
fra sin dør, står alle de andre eventyr, hvor de gode er
smukke og de grimme er onde. Ja, den sidste type er faktisk den mest almindelige.
Denne sidste måde at tænke på var almindelig i middelalderen,
hvor man også mente, at Jomfru Maria måtte have været
meget smuk, fordi hun var så god. Tanken er os i dag komplet fremmed,
selvom den - måske og måske ikke - igen er ved at vinde indpas
takket være underholdningsindustrien.


Tankens former har stor betydning både i hverdagslivet og inden
for politik. Jeg er således sikker på, at det er tankens former,
der tvinger Erik Meier Carlsen til de politiske konklusioner i hans nylige
"De overflødiges oprør". Som gammel venstreorienteret
har Erik Meier Carlsen nemlig et skema, hvor proletariat er lig med offer,
som er lig med gode mennesker, som igen er lig med retfærdig politisk
sag. Mens bourgeoisi er lig med skurk, som er lig med onde mennesker,
som er lig med uretfærdig politisk sag. Denne tankeform har været
god latin i 150 år, og derfor kører Erik Meier Carlsen videre
på den. Han indsætter bare "de overflødige"
der, hvor der tidligere stod "proletariat" og "eliten"
der, hvor der tidligere stod bourgeoisi. Men beholder i øvrigt
skemaet. Og med et slag står der en ligning at læse, hvor
Dansk Folkeparti = ofre = gode mennesker = retfærdig sag, mens fx.
det Radikale Venstre = skurke = onde mennesker = uretfærdig sag.


Selvom Erik Meier Carlsens sociologiske analyse er fremragende, bliver
hans politiske analyse således mindre end fremragende af den grund,
at den er et gammelt tankeskema med nyt indhold. Problemet er, at han
på den måde bliver ude af stand til at sige noget virkelig
nyt. Hvad nu, hvis en hidtil ukendt samfundsdynamik har maget det således,
at de overflødige er nogen rigtig dumme svin, som tager fejl, mens
det er eliten, der har en retfærdig sag, og som i øvrigt
har ret? Jeg ved ikke, om det er sådan - men det gamle marxistiske
tankeskema vil på forhånd forhindre, at tanken overhovedet
nogensinde kan tænkes.


III

Hvor kommer tankeskemaerne fra? Skønt man ikke ved meget, ved man
dog noget. Den mest almindelige kilde til tankeskemaer er menneskets meget
omfattende brug af metaforer, altså sproglige billeder. Hvis man
undersøger sagen nøjere, så viser det sig, at næsten
al tænkning er metaforisk. Tænkningen er for eksempel rumlig,
så det dybe er klogere end det, der ligger i overfladen. Sjælen
er for de fleste mennesker lavet af et eller andet skørt materiale,
for eksempel glas, så den kan springe i tusind stykker. Og med bevidstheden
er det endda endnu mere interessant. Den synes nemlig altid at være
lavet på samme måde som samtidens mest moderne maskiner. På
Freuds tid var bevidstheden således en dampmaskine eller et hydraulisk
system, hvor der herskede over- og undertryk. Senere bliver den hos de
behavioristiske psykologer en effektiv fabrik, hvor der kan produceres
alt muligt, og efter hjemmecomputeren blev udbredt, er sjælen blevet
til en pc'er. Komplet med processor, harddisk, RAM og en skærm,
der opdaterer mere eller mindre hurtigt.


En anden kilde til tankeskemaer er selve den måde, hverdagstænkningen
virker på. Den store, fænomenologiske sociolog Alfred Schütz
foreslog allerede i halvtredserne, at mennesket i realiteten kan tænke
på to måder. Det meste af tiden tænker vi baglæns
fra, hvad vi allerede ved, til hvad vi mener, at vi erfarer. Og hvis vi
bliver hårdt pressede, kan vi slutte os fra vores erfaring til,
hvad vi i så fald bør tænke. Disse hypoteser er siden
blevet bekræftet af psykologien, så meget tyder på,
at Alfred Schütz havde ret.


Praktisk taget al hverdagstænkning er kendetegnet ved, at vi tænker
fra, hvad vi ved, til hvad vi mener, at vi erfarer. Det forklarer, hvorfor
man kan gå igennem sin hverdag uden nogensinde at se noget som helst.
Hvis men med sikkerhed ved, at der ikke er noget at se, er det nemlig
helt utænkeligt, at man vil få øje på noget.
Det særligt irriterende ved at omgås bedsteborgere er således
det forhold, at de sidder fast i hverdagstænkningen. Da hverken
revolutioner eller jordskælv kan rive dem ud af denne hverdagstænkning,
vil de heller aldrig nogensinde komme til at opleve noget revolutionerende
eller rystende.


Hvis man ikke er bedsteborger, kan den forlæns tænkning udløses
af en eller anden akut krise eller rystelse. Hvis der ikke er nogen mulig
måde, hvorpå man kan forsone det, man ser, med det, man ved,
kan man blive tvunget til at tænke forlæns. Det sker undertiden,
når man skal samle møbler fra IKEA eller tage sin nye computer
i brug, og i disse desparate tilfælde er man tvunget til at droppe
alle vante forestillinger, læse brugsanvisningen og i øvrigt
stole på sine øjne. Belønningen for den uvante anstrengelse
vinker forude i form af et nyt klædeskab eller en dejlig, hurtig
computer.


Ellers er det først og fremmest inden for den mest banebrydende
del af videnskaben, man kan møde større koncentrationer
af mennesker, der tænker forlæns. Det er bare så anstrengende,
at det som regel også er disse forlænstænkende mennesker,
der har den mest baglænstænkende hverdag. For ellers ville
livet slet ikke være til at holde ud.


Sandheden er nemlig, at skønt det moderne samfund hylder forandringen,
så er det dog hverdagen med dens rutiner, dens baglænstænkning
og dens faste metaforer, der holder os normale og i kontakt med andre.
Hvis vi ikke havde denne faste grund under vores fødder, ville
livet være et mareridt af mistillid og usikkerhed. Helvede er nemlig
ikke gentagelsen - helvede er den evige forandring.




Relaterede artikler

Share of Silence - Foghs brandingstrategi - Her-kommer-dansk-politiks-Lance Armstrog-ned-fra-bjergene-og-sætter-tingene-på-plads-hjemkomst. En hjemkomst, der bevist...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Art director

Se alle job Indryk job

Job

Politisk rådgiver

Frist: Hurtigst muligt

Pressemedarbejder

Frist: 26. oktober

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.