Den danske tv-julekalenders hemmelighed

Skrevet af
Absalons hemmelighed er en fornyelse inden for den danske julekalendertradition. Den opererer i quest- og gysergenren, den er nissefri, og anvendelsen af musicalelementer og comic relief er begrænset. Den betegner altså et oprør mod veletablerede traditioner. Følgelig virker den provokerende, sådan som debatten på Kommunikationsforum.dk har vist. Debatten rejser først og fremmest spørgsmålet: Hvordan forholder denne julekalender sig til sit formål og sin målgruppe? Er den for genreoverskridende og uhyggelig? Et hul i jorden? Trods fornyelsen er Absalons hemmelighed en julekalender, der trækker på rigtig mange af sine forgængere, og jeg vil tage fat i hvordan og hvorfor. Jeg vil også inddrage spørgsmålet om målgruppe, fordi det er velegnet til at beskrive udviklingen i genren med. På den baggrund vil jeg diskutere, om fornyelsen er vellykket.

Århundredgamle traditioner

To hovedtraditioner løber sammen og udgør forudsætningen for fjernsynets julekalendere, som vi kender dem i dag. Den ene er kalender- og almanakgenren. Den anden er den folkloristiske tradition, der blander folketro, sagn og myter samt kristent stof på mangfoldige måder og også indoptager jule- og nytårslege. De to traditioner leverer et sammenfiltret forråd af stof og genrer, som julekalendergenren trækker på. Her følger et kort signalement af de to hovedtraditioner.

 

Kalender- og almanakgenren er gammel. Fra tidernes morgen har det været af betydning for mennesker at holde sig orienteret om årets gang gennem solens, månens, planeternes og stjernernes bevægelser og notere genkommende religiøse og praktiske begivenheder ned. Den første danske almanak udkom i 1549. I forbindelse med bogtrykkerkunstens udbredelse nåede almanakker ud i større kredse af befolkningen og blev efterhånden en populær genre. Hvis man havde bøger i sit hjem, var det biblen - og en almanak med nyttige oplysninger om helligdage, årets gang, navne og praktiske oplysninger, der kunne hjælpe igennem hverdag og fest. I løbet af 1800-tallet udkom et væld af folkelige og faglige almanakker. Vore dages trykte og elektroniske kalendere udspringer direkte af almanakken.

 

Fra helårskalenderen var der ikke langt til den specialiserede julekalender i december. Trykte julekalendere beregnet på et børnepublikum, i to lag med 24 låger udkom efter tysk forbillede første gang i Danmark i 1932. Fra da af indgik de som fast inventar i juleforberedelsen for børn og udviklede sig efterhånden mod det større og flottere. Havde man ikke råd til at købe dem, kunne man altid tegne dem selv, så de blev udbredt i alle lag af befolkningen.

 

Ordet jul er en bevaret nordisk fællesbetegnelse for en gammel hedensk fest - solhvervet. Med kristendommens indførelse knyttes julen til Kristi fødsel. I løbet af 1800-tallet opstod alle de traditioner, der i dag forbindes med julen: juletræ, overraskelsesgaver, julemanden (sankt Nikolaus: helgen fra 900-tallet), nisser etc. Denne folkloristiske tradition tog et kraftigt opsving i forbindelse med julekalenderne, der oftest fremstillede en mytisk forestilling om jul. Det groteske og det gyselige foreligger ifølge folkemindeforskningen også som jule- og nytårstraditioner i form af spøgelseshistorier, blindebuk og tro på en særlig nærhed til overnaturlige fænomener mellem julenat og Hellig Trekonger d. 6. januar.

 

Både kalendertradionen og den folkloristiske tradition indgår i fjernsynets julekalendere: nedtællingen til jul fra den 1. til den 24. december, der altid markeres i optakten, og tematisering af julen gennem nisser, spørgsmålet om det bliver jul i år etc. Ind imellem ser man en inddragelse af andre og ældre lag. I 2005 satsede Valhalla på det kæmpeforråd af stof, der ligger i den nordiske mytologi. Og i år satser Absalons hemmelighed på den tradition, der ligger i det gyselige, udsat for en quest-servering.

 

Julekalender - men for hvem?

Børne-tv begyndte i 1959. Tv-julekalendere er i DR blevet udsendt, siden Historier fra hele verden i 1962 blev til på initiativ af Niels Jørgen Kaiser og Mogens Vemmer (mangeårig leder af B&U). Radiojulekalendere startede samtidig. Rytmen var ny produktion to år i træk og genudsendelse hvert tredje år. Udviklingen i genren børnenes julekalender kan beskrives gennem målgruppen.

 

De første julekalendere var små, uprætentiøse udsendelser på 5-10 minutter uden en sammenhængende handling. Den første konsekvent gennemtænkte julekalender med originale sange var Kender du decembervej? med Magnus Tagmus, den første danske dukkestjerne, fra 1967. Den betegnede første skridt på vejen mod julekalenderen som en kombination af komedie og musical for børn. I 1970'erne voksede formatet til 15-20 minutter med en gennemgående handling for alle 24 udsendelser, og i 1980'erne blev sendetiden udvidet til 25-30 minutter. Rent kvantitativt blev julekalenderne en af de største årlige satsninger på tv-drama. Seerinteressen voksede tilsvarende. Julekalenderne blev lanceret lidt henne i november, som regel med flittig omtale i pressen, der havde baggrund i en stor interesse fra seernes side. Til tv-julekalenderne var fra 1962 knyttet et salg af papkalenderne fra banker og sparekasser, Børnenes U-landskalender. Det er et tidligt eksempel på, at medierne samarbejder: Den traditionelle papkalender henviste til og understøttede både fiktions- og faktaprogrammer i radio og fjernsyn.

 

Julekalendergenren er den ældste danske lange føljeton. I 1960'erne og 70'erne var dukkeføljetoner dominerende. I perioden 1962-86 var 19 ud af 25 julekalendere dukkeproduktioner. Klassikere blev Per Nielsen og Hanne Willumsens Vinterbyøster 1973 og især Jullerup Færgeby 1974, der da også - med forskellige rammer - er blevet genudsendt med regelmæssige mellemrum.

 

Jul i Gammelby 1979 var den første regulære fiktionsføljeton, der henvendte sig til hele familien. Den betegnede således en afgørende udvidelse af målgruppen fra de mindre børn, der inddrog både de større børn og deres forældre. Med den slog skuespillerformen, hvor også børneskuespillere indtog deres pladser, igennem. Den fiktions- og skuespillerbårne julekalender blev toneangivende i 1980'erne med en produktion som Torvet 1981. Den fortsatte og udviklede sig med Nissebanden 1984, Jul på slottet 1986, Nissebanden på Grønland 1989 og rakte langt ind i 1990erne. Jul på slottet blev genudsendt i 1991, Nissebanden i 1992, og Nissebanden på Grønland i 1993. I 1994 var det Jul i Gammelbys tur. Disse produktioner udgør klassikere inden for genren, indbegrebet af julekalendere for den generation, der voksede op i 1980'erne, og har kunnet opnå høje seertal også ved genudsendelse.

 

Fra 1996 genoptog DR med Bamses julerejse en orientering mod mindre børn, der blev fulgt op det følgende år med genudsendelsen af Jullerup Færgeby. Dette hang sammen med, at TV 2 fra 1994 satsede stærkt på hele familien som målgruppe. TV 2 overtrumfede DR gennem kreativ udnyttelse af en kombination af grundtraditionerne - det folkloristiske element, udsat for eventyrlig belysning, familiejulekalenderen og musical-komedietraditionen. Det skete med Martin Miehe-Renards store kulturhistoriske serie af juleføljetoner, der udspillede sig på Rigsarkivet: Alletiders jul 1994, Alletiders nisse 1995 og Alle tiders julemand 1997. Julens, nissernes og julemandens oprindelse og historie blev her formidlet i en fantasifuld form, med slående og sangbare melodier og på en måde, alle generationer kunne identificere sig med.

 

Børn havde fx i Jul i Gammelby og Torvet spillet en rolle som hovedpersoner, men ellers indbød nisseorienteringen voksne til at spille børn. Med Krummernes jul i 1996 trak TV 2 på Krumme-filmenes succes og satte et barn direkte ind i hovedrollen. Dette blev fulgt op i TV 2's Jesus og Josefine 2003 og Valhalla 2005 og udgjorde et moment, også DR måtte forholde sig til. Børneskuespillere var med til at understrege, at målgruppen i første række var børn, i anden række deres forældre og bedsteforældre.

 

Grundformlen: Musical-komedie for hele familien

Skiftende holdninger til juleritualer og traditioner fremstilles gennem julekalenderne. I fjernsynets julekalendere stod det kristne budskab ikke særlig stærkt - undtagen i den grundidé, der hænger sammen med u-landsindsamlingen. Mens dukkerne i Vinterbyøster leverede det barnlige moment til et fast akkompagnement af sange og musik, blev nisserne i 1980'ernes fiktionskalendere i stigende grad omdrejningspunkt, stadig ledsaget af sange og musik. Nisserne havde til opgave at sikre, at det ‘blev jul’ - altid op imod en stribe af forhindringer, intriger og surhed, der så ud til at forpurre julen og barnligheden. De 24 udsendelser gav på forhånd en struktur, der passede perfekt til denne opgave.

 

Musical-komedien var den genreform, der oftest blev anvendt; satiriske og parodiske elementer lå dog ikke fjernt. De kunne have brod mod samfundsudviklingen, bureaukratiet eller nisserne selv. Nisserne kunne antage halvparodiske former (som i Nissebanden) eller optræde som klogere pendenter til fiktionens personer (som i Rigsarkivet). De humoristiske indslag var genrekonstituerende, men holdt sig stort set inden for den musikalske komedies rammer.

 

Og så var der den markante undtagelse. I 1980 fik Poul Nesgaard og Elith Nulle Nykjær til opgave at danne ramme omkring Mumidalen. Det skete med Jul og grønne skove, hvor Poul og Nulle skulle finde julemanden i en labyrint i jorden. De var selv fanget i de underjordiske gange, idet fiktionen gik ud på, at de hverken kunne finde rundt eller komme op. Under jorden mødte de Hulemanden, den tvekønnede Kæmpeorm og mange andre mærkværdige væsener. Stik mod genrekonventionerne lykkedes det ikke at finde julemanden; Poul og Nulle måtte give op, men ‘kuglekameraet’ fangede dog d. 24. december et glimt af ham. Produktionens folkelige navn var ‘Hullet i jorden’, og dens parodi på julekalender genren vakte ophidset debat. Jul og grønne skove blev ikke genudsendt. Alligevel indtager den en legendarisk status i julekalendernes historie, og den kan ses som en forløber for den satiriske udvikling, der senere fandt sted i voksenjulekalenderne.

 

Først med TV 2's Jesus og Josefine kom Jesus ind i en dansk julekalender som en markant fornyelse. TV 2's Valhalla genoprettede balancen ved at etablere forbindelsen til den mytologiske, nordiske jul - iscenesat i en ramme af fortravlet voksenliv. Dermed genoptog den forbindelsen til den ældre tradition, der ligger bag den kristne i en nordisk sammenhæng. Det skete med anvendelse af eventyrfilmenes og computerspillenes quest-struktur: Opgaven var at forhindre verdens ende, Ragnarok - og det er pålagt et par børn, en dreng og en pige, at udføre denne opgave gennem deres særlige indsigt og nedstigen til en anden verden - gudernes verden, der slet ikke ligger så langt fra Nordsjælland...

 

Absalons hemmelighed

Årets DR-produktion trækker på de fleste af de traditioner for familiejulekalendere, jeg her har opstillet - og sætter dem sammen i en ny cocktail. Grundlæggende ingredienser er bibeholdt - nedtællingen til d. 24., satsningen på de større børn med baggrund i hele familien som målgruppe, spændingen gennem det hele, om nu Ida kan reddes, inden det bliver jul. Valhallas nedtur i fortiden er videreført, forlagt til metroudgravningernes og den christiansborgske undergrunds huler. Quest-strukturens prøvelser, ligeledes kendt fra Valhalla, er overtaget: Her skal reddes liv gennem fortidens skjulte indsigt. I begge tilfælde har vi direkte kontakt med fortiden. Og i 'oververdenen', den normalitet, der danner baggrund, har vi - som i Valhalla - forskellige oprindelige og sammenbragte familier med både drenge og piger, så der er noget for begge køn.

 

Fra Pyrus-kalenderne er hele den kulturhistoriske horisont overtaget, og på DR's hjemmeside kan den forfølges videre gennem links til Nationalmuseet og Københavns Bymuseum. Det er links, der fungerer rigtig godt og udfordrer den nysgerrige ved at lægge fakta-oplysninger om fund fra Absalons tid frem i tekst og billeder. Endelig har også den forkætrede Jul og grønne skove fået genoprejsning. Ikke siden 1980 har vi set så mange og så lange optagelser i underjordiske huler. Og det er måske den anknytning, der er mest problematisk i Absalons hemmelighed. Hvor quest-strukturen fører gennem Stormagasinet, dens udstilling, det sjællandske landskab og dets kirker, fungerer det godt. Men optagelserne fra de underjordiske huler fylder rigeligt. Det går, så længe det drejer sig om forholdet mellem oververden og underverden, mellem rige og udstødte, direktørfamilien og klunserne. Men når vi fortaber os i udgravningerne, bliver der for meget gyserstemning og for lidt afveksling i handlingen - og det er nok problematisk for børnemålgruppen, også selv om det drejer sig om større børn.

 

Det er nok derfor, at genudsendelsen af Pyrus-kalenderen Alle tiders nisse scorer højere end førstegangsudsendelsen af Absalons hemmelighed. Satsningen på fornyelse af genren er interessant, og der er store kvaliteter i udførelsen. Men vi savner nok nogle af de traditionelle ingredienser - en mere fremtrædende lancering af musikken og ikke mindst den lettelse, som det komiske forårsager. Der behøver ikke være nisser, men et godt grin har aldrig skadet i en julekalender.

Relaterede artikler

Julekalender: I'm lost too - DR genudsender sin julekalender ’Absalons hemmelighed’. Det bliver den ikke mindre uhyggelig af. Kforum svarer igen ved ...

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

51 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 7. august kl. 12.00

Teamleder

Frist: 28. juli

Presse- og SoMe-konsulent

Frist: 19. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.