Det handler om risiko
Selv om dommedagsprofeter i flere år havde talt om boligbobler og bratte landinger for ejendomsmarkedet, var det de færreste, der havde fantasi til at forestille sig en så katastrofal opbremsning i økonomien, som vi i øjeblikket er vidne til. Hvordan kunne så mange mennesker tage fejl i deres forventninger til den fortsatte økonomiske udvikling? Et sådant spørgsmål kan kun besvares i bagklogskabens klare lys – og det er, hvad finanseksperten professor René M. Stulz gør i det seneste nummer af Harvard Business Review. Det hele handler om risikohåndtering, og hvordan virksomheder trods avancerede finansielle risikoberegningsinstrumenter fundamentalt har miskalkuleret de faktiske risici forbundet med deres økonomiske dispositioner.

De seks fejltagelser
Stulz opstiller seks fejltagelser, som risk managers ofte begår, og som i varierende grad kan forklare, hvordan vi er havnet i den nuværende krise.

Datagrundlaget er tvivlsomt
Når man beregner risici, ekstrapolerer man ud fra historiske data for at forudsige sandsynligheder og konsekvenser. Det er på flere måder problematisk. For det første melder spørgsmålet sig: Hvor langt tilbage i tiden skal man gå? En historisk udvikling vil med et datagrundlag baseret på de seneste 10 års udvikling give én kurve, mens kurven ville være anderledes, i fald man havde inddraget data fra de seneste 50 år. Desuden tager historiske data ikke højde for nye udviklinger og dermed nye risici. Dette eksemplificeres bedst med de såkaldte subprime-lån, hvis risikoprofil var markant anderledes end de traditionelle boliglån, men det samme gør sig gældende med de seneste års udvikling af avancerede finansielle produkter som structured investment vehicles og credit swaps.

Instrumenterne er forkerte
De instrumenter, som bruges til at beregne risici, fokuserer på velkendte risici, som med en vis sandsynlighed vil indtræffe og hvis konsekvenser umiddelbart er håndterbare. Kort fortalt handler det om at man tager højde for, at nogle aktiviteter vil være tabsgivende (uden at man naturligvis nøjagtigt kan identificere hvilke og hvor meget), men at det økonomiske system kan bære disse tab. Når risikoinstrumenter opgør mængden af disse tab, siger det dog ikke nødvendigvis noget om den reelle risiko, fx ved meget store tab, hvor det kan være svært for det økonomiske system at bære disse. Det kan med lidt god vilje sammenlignes med, hvordan almindelige mennesker ved at købe straks-forsikringer garderer sig imod relativt forudsigelige tab, når de køber en iPod, mens de undlader at forsikre sig imod usandsynlige, men katastrofale hændelser såsom invaliditet.

Kendte risici overses
En ulykke kommer sjældent alene, og selv om en risiko isoleret set er under kontrol, vil risikoforhold ofte være forbundne på måder, som risikohåndteringsværktøjer ikke tager højde for. Det gælder fx de amerikanske banker, som i første omgang blev ramt af subprime-krisen og siden af det faktum, at en stor del af deres indkomst var relateret til dette marked. De enkelte risikoforholds forbundethed udgør en selvstændig risikofaktor, som der ikke tages højde for. Desuden tager de almene risikomodeller udgangspunkt i et friktionsfrit marked, hvilket ikke altid er tilfældet. I den aktuelle krise er likviditet er afgørende problem, hvilket skaber problemer i markedet.

Rapporteringen er mangelfuld
Én ting er de kendte risici, men der er mange risici, som af forskellige årsager aldrig bliver rapporteret. Det skyldes bl.a., at forholdet mellem risikohåndtering og værdiskabelse ofte antager karakter af en trade off-situation: På den ene side står ønsket om sikkerhed og på den anden side ønsket om en gevinst. Hvis de mulige gevinster er store, kan det føre til, at man ser bort fra risikoforhold. I denne sammenhæng spiller incitamenter en væsentlig rolle for risikorapporteringen. Er disse snævert knyttet til værdiskabelsen uden en sammenhæng med risikoforhold, vil det føre til dårlig risikorapportering. Dette er en helt afgørende problematik, som jeg vil vende tilbage til senere.
 
Kommunikationen er for dårlig
Selv om risk manageren har et godt overblik over risikoforhold, er der ingen garanti for god risikohåndtering. Beslutningerne træffes andre steder i organisationen, hos ledelsen, som ofte ikke har den tekniske viden til at vurdere de faktiske risici. Hvis risikomanageren ikke formår at gøre sit budskab klart, eller hvis budskabet (fx pga. incitamentsstrukturer og dertilhørende lokale agendaer) modificeres undervejs i organisationens kommunikationsveje, vil det påvirke ledelsens beslutningsgrundlag.

Overblikket mangler
Mange nye finansielle produkter har gjort finansmarkedet ekstremt uigennemsigtigt. Finansielle produkter kan være sammensat på en måde, så en stigning i selv samme aktie indtil et vist punkt vil øge værdien af det finansielle produkt, mens en fortsat stigning kan risikere at gøre produktet praktisk talt værdiløst. Det betyder, at mange værdipapirer og sammensatte produkter må monitoreres konstant for at sikre en korrekt risikoberegning. Der er en stor fare for, at risk manageren ikke kan holde trit med de kædereaktioner, der ofte er forbundet med disse sammensatte og komplekse produkter.

En risiko – noget, som ikke er der
Alt i alt tegner Stulz et interessant billede af, hvordan den finansielle sektors risikohåndtering på mange parametre er uholdbar, og hans kritik kan med fordel bredes ud over grænserne for den finansielle sektor til andre brancher og situationer, hvor det er nødvendigt at kunne navigere i forhold til en usikker fremtid. Man kan dog med en vis rimelighed indvende, at den retrospektive dom over risikoforhold er upassende. Den gængse og helt basale definition på en risiko er multiplikationen af et (negativt) udfald og sandsynligheden for, at det indtræffer. Når der manes til eftertanke og det – som i nærværende situation – bliver relevant at reflektere over håndteringen af risici, vil den potentialitet, der ligger i selve sandsynlighedsbegrebet, være opbrugt, og tilbage står blot det negative udfald. Nu er der ret beset ikke tale om en risiko længere. Der er tale om en krise, katastrofe eller hvilket som helst andet begreb, som kan fortælle os, at vi ontologisk set har med en ny situation at gøre. Så bliver dommen nødvendigvis hård.

Omvendt ser det ud, mens risikoen netop kun er en risiko. Her er der ikke tale om et ontologisk skift fra én situation til en anden, men snarere om en beslutning, der kan hjælpe os med at navigere i en fremtid præget af usikkerhed, og hvor et givet udfald altid vil være kontingent, dvs. det kunne have været anderledes. At beregne risici er dermed en måde, hvorpå vi rationelt kan forsøge at bemestre en fremtid præget af usikkerhed – en fremtid, hvis realitet endnu ikke er et faktum, men som netop kommer til syne og emergerer i forlængelse af det øjeblik, vi sætter den på formel i en risikokalkule. Det skal ikke forstås på den måde, at fremtidens fakta ville udeblive i mangel af en risikoberegning, ej heller at de fremtidige udfald nødvendigvis bliver påvirket af vores risikoberegninger (omend det kan være tilfældet, når risikoberegningerne får os til at ændre adfærd, fx købe aktier i stedet for obligationer, bygge dæmninger eller iværksætte miljøpolitikker osv.). Risikoberegningen kan – trods ny inddragelse af en mulig fremtid – for så vidt siges at være ganske kortsigtet i sit fokus: Det handler om vha. en rationel bemestring af fremtiden at skabe mening her og nu.

Vi er nødt til at tage risici
Det at tage en risiko er et vilkår, som vi alle er underlagt, og selv om man kan kritisere datagrundlag og metodik, er risikobeslutninger grundlæggende et gode: Det tillader os så at sige at hente en gevinst, som endnu ikke har manifesteret sig. I et marked præget af konkurrence – og det kan være et hvilket som helst marked – vil den aktør, der undlader at tage risici, miste konkurrencekraft. Skulle man være i tvivl, kan man bare tale med sin bankrådgiver (som dog kunne levere budskabet med større autoritet inden den finansielle krise): Det kan i det lange løb bedst betale sig at tage risici. Dette faktum, som i hvert fald indtil for nylig fremstod indlysende klart i forhold til investeringsstrategier, gør sig også gældende på en lang række andre samfundsområder: Vi opmunter til og belønner risikovillighed.

Så længe en risiko ikke er risikabel…
Det kan der være gode grunde til i forhold til de potentielle gevinster, der venter forude. Og så længe risikoen endnu blot er en risiko, er der ingen fare på færde. Det er først, når risikoen ikke længere er en risiko, men en fuldbyrdet katastrofe, at vi har balladen. Det er desværre også først da, det fulde datagrundlag omkring de med risikoen forbundne udløsningsfaktorer bliver fuldt synligt. Det er der, som skitseret i Stulz’ kritik, flere årsager til. I mine egne undersøgelser af risikorapportering i fødevarebranchen træder et lignende billede frem: Så længe en risiko forbliver en risiko (og ikke realiserer sit katastrofepotentiale), er risikorapporteringen yderst mangelfuld. Det er først, når det er for sent, at rapporteringen (sammen med de mere eller mindre gode undskyldninger) finder sted. Årsagen er i rigtig mange tilfælde, at virksomheders incitamenter i højere grad belønner positiv feedback i form af værdiskabelse frem for korrigerende feedback i form af identifikation af risikoforhold.

Sat på spidsen kan man sige, at risikobeslutninger og risikoadfærd belønnes, så længe der ikke er nogen (åbenlys) risiko. En grundig og udførlig risikorapportering ville ideelt set få virksomheden til at korrigere sin adfærd. Men ofte i en retning, som reducerer potentialet for værdiskabelse. Dertil kommer, at i mange tilfælde fungerer risikorapportering de facto som et middel til distribution af ansvar – et ansvar, som vel at mærke kan medføre negative sanktioner, selv om katastrofen endnu ikke er indtruffet. Dette indfører en helt ny risikoafvejning: Risikoen for at blive negativt sanktioneret for at have redegjort grundigt og dækkende for de faktiske risici holdt op imod risikoen for at blive fanget i at have sjusket med en utilstrækkelig risikorapportering. Spørgsmålet er: Hvilke af de to udgør den største risiko? Har man svaret på det spørgsmål, tror jeg, at vi er kommet lidt tættere på at forklare, hvad det egentlig var, der gik galt.