Kurators kurage

Det er digitalt. Det er demokratisk. Det er kuratering. Du er blevet kurator for dine egne samlinger: Dine kanaler på YouTube, playlists på Spotify, præsentationer på SlideShare, fundne billeder på Pinterest, shares på Facebook. Du samler, redigerer og udstiller digitale genstande. Du viser omhu med at fortælle historien rigtigt. Du lægger som kurator dine private samlinger frem. Får kuratoren den rette anerkendelse for sit arbejde ­– og må rettigheder nytænkes?
Vi har i de senere år tilegnet os nye, digitale kompetencer i et hektisk tempo. Vi samler, deler, kopierer og citerer. Vi kuraterer vores egen virkelighed. Bygger vores egne museer på nettet. Den støvede, gamle museumsinspektør er bag om vores ryg kommet tilbage. Kuratoren bliver den mest centrale figur i det 21. århundredes digitale kultur. Med passende ændringer.
 
Naturhistorisk museum. Foto fra 1947
 
Genbrug langt mere udbredt end deling af original viden
Hidtil har det lydt, at de sociale medier handler om at dele viden. Men som det har udviklet sig, er genbrug og organisering af materiale fra skyen blevet et langt mere dominerende træk. I et af de nyeste sociale medier, Pinterest, er 80 procent af indholdet nye sammensætninger af allerede eksisterende materiale.
 
Når vi vælger, hvad vi vil poste, kommentere eller lægge ud, gør vi det ud fra en bevidsthed om, at vi opbygger os selv. Dit personlige rum i de sociale medier hedder heller ikke ”lagerplads” eller ”bibliotek” – det hedder profil. Vi bygger vores profiler med omsorg for det, der fortæller noget om os. Vi samler og deler den viden, der gør det arbejde for os – samt selvfølgelig af andre grunde. Det er dog i accelererende grad selve samlingen og dens pleje, der fanger vores fantasi og kreativitet.
 
kurator
Museum Worminaum, skabt af lægen Ole Worm i 1600-tallet
 
Samlingen er en iscenesættelse af dens skaber
Samlinger af kulturelle genstande er foregået i århundreder, og lige så længe er samlinger blevet brugt til at iscenesætte deres skabere, for eksempel renæssancens fyrstehuse. At samle for at bevare og formidle sin kultur er gammel og blev med nationalstaten og dens museer i 1800-tallet til en fast del af enhver civiliseret nations raison-d’etre.
 
En af museets Unique Selling Points er samlingen, hvor man bevarer genstande af kulturel værdi til nytte for forskning og formidling, der er museernes interface til omverden. Men samlingen er også udtryk for de drømme og idealer, der præger deres samtid. I den forbindelse voksede kuratoren frem. At samle blev en videnskab. Alt fra lokumsbrædder over månesten til Picassos Guernica blev nøje dateret og inddelt i store systemer, der indeholdt hele verden, og hvis undergrupper kaldtes taksonomier. Sjovt nok opstod der mange år senere en måde at danne videnshierarkier på nettet, der kaldtes folksonomier, og som var en mere demokratisk variant af kuratorens praksis (forklaret af Timme Bisgaard Munk her).
 
Kurator Pinterest Nationalmuseet
Nationalmuseet på det nye billeddelingsmedie Pinterest
 
Kuratorens rolle træder særligt frem i det nye billeddelings-social, Pinterest (diskuteret på Kforum bl.a. her). Med en eksplosiv udvikling i brugere har Pinterest dannet ny standard for virtuel kuratering, og systemet er da også blevet taget i brug af Nationalmuseet. Faktisk har flere statslige museer arbejdet med digital brugerkuratering, blandt andet Statens Museum for Kunst med Unges Laboratorier for Kunst.
 
Nu er der – bl.a. fra Maria Popova, skaber af Brainpickings – kommet et nyt initiativ, ”The curator’s code”. Ideen er at kreditere sine kilder på nettet. Curator’s Code vil med nogle enkle greb – to mærker der eksponerer kilden – gøre nettets vidensproduktion gennemsigtig. De mange, der skaber ny viden i sociale medier, skal respekteres, krediteres og belønnes for det kreative arbejde, som opdagelse er.
 
Curator's code kuratering
Curator’s Code arbejder på at udbrede mærkning af kurateret material på nettet
 
Til samlerens pris og ære
Hvad har det med en kurator at gøre? Det er klart, at bloggere og andre er lidt betænkelige ved at der nu skal blandes museer ind i sagen (som her), men der er mindst to berøringspunkter:
  • Når man udstiller noget på et museum, er genstandene som regel skabt af andre, men deplaceret, altså flyttet over i en anden sammenhæng. Det er netop denne deplacering, der er kuratorens håndværk. I The Curator’s Code bliver den samme praksis udpeget som den centrale, kreative motor i skabelsen af ny viden på nettet.
  • Kreditering. Vi har allerede kodesystemer til at kreditere forskere og kunstnere, men vi mangler nogen for dem, der skaber de nye relationer i nettets ”serendipity”.  Dem, der skaber ved at sammensætte. Det er denne kreditering, The Curator’s Code efterlyser, og den kompetence, den skal belønne er kuratering.
The Curator’s Code understreger et stigende behov for at anerkende evnen til og arbejdet med deplacering. Uanset om det er tweets, billedgallerier eller artikelsamlinger. De dårlige samlinger er, nå ja, uinteressante, og i værste fald forstyrrende. Men det gode skaber ny viden og tilføjer værdi til de digitale genstande, der tages ind.
 
Hvem har retten til kagerullen?
Når man siger anerkendelse, siger man også rettigheder. Digitalisering af kunst har vendt op og ned på vores ideer om, hvordan rettigheder skal forvaltes. For mange kunstværker er det enkelt, da der er en eller flere kendte skabere af et værk, og de skabere har rettigheder til deres værk. Som det ofte vil være på et kunstmuseum. Men der findes andre museer, f.eks. natur- og kulturhistoriske. Her er det mere kompliceret. Genstandene har ofte ikke en skaber, der meningsfuldt kan krediteres (et dinosaurusskelet eller en kagerulle). Når de så samles i en udstilling, kommer kuratoren ind i billedet, og på de fleste museer har han eller hun ingen personlige rettigheder til en samling eller udstilling.
 
Lad os antage, at den udstilling, vi har manet frem, bliver fotograferet og lagt på Pinterest i et galleri om udstillingsstemninger med halvfjerds billeder. Hvordan udreder vi rettigheder her? Det er kuratorens problem i anden potens.
 
museum kurator
Naturhistorisk museum i Paris, grundlagt 1793
 
Forskeren er kurator
I 2010 skrev en række humanistiske forskere bl.a. fra Ecole des Haute Etudes i Paris ”The digital Humanities Manifesto” (lagt på Flickr her) . Ideen er på tværs af videnskabelige grænser at arbejde for fælles digital vidensproduktion. Metadata, redskaber og infrastrukturer skal deles og udvikles i et løbende samarbejde mellem de sociale og humane videnskaber. Opråbet er et svar på den stigende indflydelse, digitale medier har på vores vidensproduktion.
 
Manifestet kalder på vidensdeling og samarbejde. Men fremtrædende i teksten er, at det er nye kompetencer, der skal skabe fremtidens videnskabelige resultater. Det er evnen til at finde og vurdere data; at samle og bevare dem; at gøre dem tilgængelige for kolleger og publikum. Kort sagt, at kuratere data. Den digitale tidsalders forsker er en kurator.
 
Den tid er forbi, hvor vi forestillede os at den originale idé ville komme til den ensomme tænker på hans kvistværelse. Vi er nu alle blevet forbundne kar, og vi har alle fået muligheden for at publicere vores viden. Disse to forhold ændrer radikalt på den måde, vi skaber og kommunikerer viden på. I det enogtyvende århundrede er vi alle kuratorer.
 
Det kræver kurage.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job