Debattens sande tilstand

Skrevet af

Olaf Corry

1 artikler

0 indlæg

En analyse af den danske miljødebat peger på, at vi må opgive idealet om demokrati som en strengt rationel samtale og i stedet invitere det politiske ind i varmen.

Da den unge århusianske lektor Bjørn Lomborg trådte
ind på den offentlige scene med en kronik i Politiken om 'Verdens
sande Tilstand', begyndte en debat næsten uden sidestykke i nyere
dansk mediehistorie.



Aldrig i Dagbladet Politikens historie havde en enkelt skribent præsteret
at få hele seks kronikker optaget på så kort tid. Inden
året var omme var det blevet til over 350 debatartikler i de landsdækkende
aviser, en bog fra Lomborg, en modbog fra miljøbevægelse
- og sågar en mod-modbog fra Lomborg igen. Interesse og spalteplads
var der altså nok af.

Alligevel var der noget underligt uforløst over debatten. Ingen
kom med indrømmelser, tonen var skarp og uforsonlig.



En gennemlæsning af alle artiklerne og en grundig analyse af 31
af dem samt de tre bøger konkluderer blandt andet, at debatten
næppe levede op til idealet om en fornuftstyret samtale.

At en vigtig debat kører af sporet er alvorligt nok. Men de fleste
andre offentlige diskussioner får langt dårligere vilkår
i medierne. Mulighederne for at gå i dybden med argumenter er ofte
langt ringere. Deltagerne er ikke altid så akademiske i deres tilgang
til emnet, og der bliver sjældent fremlagt så mange beviser
som i Lomborg-debatten.



Så hvis Lomborg-debatten var en demokratisk fuser, så må
det stå grelt til med den demokratiske debat generelt.


Rationel samtale

Idealet om en fornuftig samtale mellem ligeværdige parter
er det ideal, de fleste folk ubevidst bruger, når de skal vurdere
en debat.



Det ideal betegnes i samfundsforskningen som det deliberative demokrati
- et demokrati baseret på rationel overvejelse og kommunikativ rationalitet.
I et deliberativt demokrati skal debatten både være fri og
fordomsfri for at være demokratisk. Det vil sige at:

· alle skal kunne komme til orde og

· alle emner skal kunne rejses frit.



Men i et deliberativt demokrati er debatten idéelt set også
'rationel',. Det vil sige, at ytringerne også helst skal være:


· rigtige (det, man siger, skal være sandt),

· oprigtige (man må ikke sige noget, man ikke mener), og


· moralsk rigtige (det, man siger, skal tjene en fælles interesse
og ikke bare en snæver gruppe).



Der skal være enighed om betydningen af de ord, der bruges, og målet
er at nå en rationel forståelse.

Høje krav, som selv de fleste filosofiske diskussioner ikke kan
leve op til.


I mit speciale fra Aarhus Universitet granskede jeg de diskurser (tale-
og handlemåder), der fremkom i løbet af Lomborg-debatten.
Analysen viste, at debatten selvfølgelig dumper som deliberativ
debat på en række punkter.



Snæver debat

For det første var der ikke bred deltagelse i debatten.
Den var en elitedebat på akademiske vilkår. Kun cirka seks
procent af debatindlæggene, der blev trykt, kom fra folk, der ikke
var eksperter eller ledere af interessegrupper.



Visse typer af emner blev også udelukkede fra debatten. Lomborg
nægtede at diskutere enkelttilfælde, og ville holde sig til
globale gennemsnit og tendenser over tid. Lægmandsviden om for eksempel
Mariager Fjord var dermed irrelevant, for, som Lomborg skrev: "En
svale gør ingen sommer".



Modstanderne ville hellere tale om, hvordan det gik enkelte regioner,
lande eller økosystemer. Men de ville ikke tillade en 'amatør'
som Lomborg at ytre sig, som han gjorde.


Historier og identiteter

Som i de fleste andre diskussioner var argumenterne heller ikke
udelukkende rationelle. Det vil sige at de består af mere end 'facts'
og logiske følgeslutninger.



For eksempel indgår der altid noget så uvidenskabeligt som
historier i politiske debatter. Lomborg lagde ud med historien om Klagen
- miljøpessimisternes fejlagtige påstande, der plager den
bekymrede befolkning. Lomborgs gengivelse, 'Klagen', blev gentaget ordret
i medierne gang på gang. Klagen satte dagsordenen. Men 'Klagen'
er ikke noget 'faktum', men en fortælling.



Og hvor der er historier, er der altid en fortæller. Selv rationelle
argumenter fremføres af nogen. Det betyder, at der i høj
grad altid opbygges identiteter under en debat. Der er altid en, der taler,
og der tales altid fra et bestemt ståsted.



For eksempel har politiske historier ofte en skurk, en helt og et offer.
For Lomborg var miljømafiaen skurken, "vi" - den brede
befolkning - var ofrene. Og helten det var Lomborg selv. Miljøbevægelsen
havde omvendt Lomborg som skurken og sig selv som heltene. For dem var
naturen og fattige mennesker ofrene. Debatten rummede en skøn symmetri.



Noget af det mest afgørende for Lomborgs succes lå i, at
modstanderne tillod, at Lomborg betegnede dem som et samlet "dem"
- som en gruppe med fælles interesser og et fælles projekt.
Dermed fik Lomborg sig en klart defineret modspiller. Som Lomborg skrev:
"Vi bliver belært af utallige forskere, og beslutningstagere,
at jorden i dag er en truet planet". Der var altså tale om
et 'vi' der blev belært af et 'dem'.



Fronterne blev trukket yderligere op af medierne, der lever mindst lige
så meget af den slags konflikter som af argumenter.



Naturen er et køleskab

Der blev heller ikke opnået nogen særlig fælles
forståelse eller et rationelt kompromis i løbet af debatten.
Tværtimod tvang den deltagerne ned i de to skyttegrave. Og fra de
to positioner fortsatte debattørerne med at være uenige om
helt basale begreber.



For at starte med det mest basale: Hvad skulle debatten handle om? Miljø
selvfølgelig. Men forbløffende nok var der uenighed om,
hvad 'miljø' overhovedet betød.



Det Lomborgske 'miljø' var menneskets miljø og livsbetingelser.
Derimod ville modstanderne tale om miljø som 'natur'. For dem var
det i første omgang ilten i Øresund for havlivets skyld,
regnskovene for skovens skyld, og beskyttelse af truede dyrearter for
dyrearternes skyld.



For Lomborg var naturen derimod en robust og nærmest uudtømmelig
størrelse - et køleskab, der kunne fyldes op med forsyninger
fra supermarkedet, som han sagde. For modstanderene var natur derimod
en skrøbelig og uerstattelig skat, der skulle værnes om og
plejes.


Sandhed og forsigtighed

'Sandheden' var det endnu sværere at opnå enighed om.



For Lomborg var sandheden noget entydigt - 'det bedste tal', som fandtes
hos de mest anerkendte organisationer. Og det var netop i form af et tal,
at sandheden kunne beskrives.



For hans modstandere lå sandheden mere i kompleksitet, i at se nuanceret
på tingene. De argumenterede mest ud fra, at verden var så
usikker og tilmed skrøbelig, at det var nødvendigt at lægge
vægt på, at vi på mange områder lider af kronisk
uvidenhed omkring konsekvenserne af vores handlinger.


Samtale eller taler?

Hele denne ikke-faktuelle side af sagen - modsætningsforholdet,
identiteterne, historierne og kampen om begrebernes betydning - nægtede
Lomborg at diskutere. Men han opererede i høj grad i det spor.


Ikke overraskende må vi konkludere, at politisk debat ikke altid
er en fornuftstyret samtale - men omvendt er der ingen, der forbinder
mudderkastning og hvæssede knive med en sund demokratisk proces.
Opgiver vi tanken om rationel samtale, får vi altså brug for
et andet ideal for debat end rationel samtale, hvis vi ikke skal ende
i en anything goes blindgyde.



En del af problemet løses, ved at erkende at politik, som den foregår
i medierne ikke skal sammenlignes med en 'samtale'. Der gælder simpelthen
andre regler til debatmøder end ved middagsbordet. Det vidste allerede
de klassiske retorikere.



Samtaler foregår for det første mest privat, hvorimod taler
foregår offentligt, gerne overfor et publikum.

Samtaler sker gennem samarbejde, hvorimod offenlige taler (eller artikler)
dybest set handler om konkurrence. Ingen vinder en samtale. Men i en debat
skal der kåres en vinder og en taber.



I samtaler bruges kun fornuftsargumentation, hvorimod en tale skal benytte
sig af alle tre slags argumenter: Fornuft, talerens autoritet og følelser
(på græsk: logos, ethos og pathos).



Kort sagt: Samtale søger sandhed, hvorimod taler skal anspore til
handling. I dette lys er det tydeligt, at Lomborg debatten ikke bestod
af samtale, men af taler - offentlig retorik.



Derfor ville det også en fejl at kræve rationel diskussion.
At bede nogen om at anvende samtalens regler i en debat er som at sige
til en bokser, at han ikke må slå igen.


Radikalt, pluralt demokrati

Men hvornår er retorikken god nok, og hvornår bliver
det til propaganda?



Hvis vi opgiver kravet om, at debatten skal være strengt rationel
må vi til gengæld insistere på, at den er mangfoldig
og åben. Debatten skal med andre ord være:

· plural (mangfoldig) på den måde, at ingen gruppe
eller ideologi må få lov at dominere hele det politiske 'felt'.


· demokratisk, det vil sige, at påstande ikke må fremlægges
som endegyldige sandheder. Den politiske anskuelse, de bygger på,
skal blotlægges. Ellers bliver den offentlige debat låst og
dermed udemokratisk.


Faktisk kan man sige, at det ikke er vigtigt, at debattørerne
opnår rationel enighed - tværtimod. Brydningerne og en mangfoldighed
af tænke- og handlemåder skal frem i lyset - ikke gemmes væk
bag en klam konsensus.


Plural men ikke demokratisk

Denne anskuelse pynter noget på Lomborg-debattens demokratiske
image. Der var i det mindste to klare positioner, som publikum blev stillet
over for.



Men var debatten også tilbundsgående demokratisk? Lomborg
og modstandernes diskurser viste sig at være udemokratiske på
hver deres måde.



Lomborg hævdede at han kendte til "Verdens sande Tilstand".
Med sandheden i hånden angreb han sine modstandere for at være
'religiøse' eller løgnere.



Samtidig nægtede Lomborg at diskutere andet end 'det rigtige tal',
selvom han formulerede et højst politisk modsætningsforhold
mellem 'os' (Lomborg og menigmand) og 'dem' (skumle miljøbevægelser
og politikere). Han fortalte politiske historier, ligesom alle andre gør.




Men hele denne ikke-faktuelle side af sagen blev der ikke argumenteret
for.



"Vores pointer var ikke formidling af en bestemt opfattelse eller
politisk anskuelse," skriver Lomborg efter flere måneders debat.
"Som statistikere forsøgte vi i stedet at dokumentere fakta
og sammenhænge med de bedst tilgængelige tal".


Medierne svigtede

Alle dagblade, der indgik i analysen (på nær Information)
gik med på, at Lomborg faktisk var upolitisk, og fokuserede kun
kritisk på 'fakta-delen'. De forstærkede endda billedet af
Lomborg som sandhedssøger og modstanderne som religiøse:
En videnskabelig David mod miljøbevægelsens 'politisk korrekte'
Goliat, som Jyllands-Posten beskrev det. Dermed var aviserne med til at
indskrænke det demokratiske 'rum' til fakta i debatten, selvom de
betjente sig af også den ikke-faktuelle del af debatten.



Modstanderne forfaldte også til bastante påstande om 'sandt'
og 'falsk'. Men deres vigtigste argument var alligevel verdens uoverskuelighed
og det forfejlede i Lomborgs entydige idé om sandhed som ét
bestemt tal. De forsøgte i mindre grad at skjule deres politiske
ståsted.



Til gengæld trækker det ned på modstandernes demokratiske
score, at de forsøgte at nægte Lomborg retten til at ytre
sig, da han jo ikke var fagmand og derfor ikke kunne have tilstrækkelig
viden.

Heldigvis tillod medierne ikke en udelukkelse af Lomborg. Til det var
Lomborg alt for godt stof.


Men medierne svigtede demokratiet ved i det store hele at sluge påstanden
om Lomborg som den upolitiske videnskabsmand. På den måde
blev miljødebatten reduceret til et spørgsmål om at
finde 'det rigtige tal' - dybest set et teknisk og ikke et politisk spørgsmål.



De historier og identiteter, som Lomborg serverede, var mindst lige så
vigtige som de 'fakta', han talte for. De mere følelsesbetonede
dele af debatten blev selvfølgelig bragt for at få en 'god
historie' ud af det. Men den kritiske journalistik blev kun anvendt på
det 'faktuelle'. Resten blev slugt råt.



Overdreven fokus på den strengt rationelle del af et argument hjælper
kun de, der ønsker at køre den politiske del af en debat
ud på et sidespor.



Lad os invitere politikken ind i varmen igen, så kan vi bedre tage
livtag med det.


Olaf Corry har skrevet speciale på Institut
for Statskundskab, Aarhus Universitet, med titlen "Environment, Politics
and Democratic Debate: A Discourse Analysis of the Lomborg Debate".

Relaterede artikler

Debatten har brug for en Lomborg - Institut for Miljøvurdering kunne man også kalde 'institutionaliseringen af Lomborg'. Institutionaliseringen består i, a...
Kan man stole på journalister? - The New York Times er rystet i sin grundvold, efter at avisens stjernejournalist Jayson Blair er blevet afsløret som svi...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

60 JOB

kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Account Executive

Frist: 7. oktober

Kommunikationskonsulent

Frist: 29. september

Content specialist

Frist: 29. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.