Hellehvisker-hetzen
Angrebet på Noa Redington er et banalt angreb på partiformanden. Den historie er reel. Det er en advarsel om, at tålmodigheden med svingende politik er ved at være tyndslidt. Redington bruges blot som syndebuk og stråmand i den fortælling, og der er såmænd ingen grund til at have ondt af ham. Det er en del af hans job at tage kugler for chefen.
af Niels Krause-Kjær
Nogle gange bliver man lidt træt.
Træt af, at myter kører i ring uden af komme nogle steder. Træt af, at uvidenhed får lov at formere sig til endnu mere uvidenhed, træt af, at medier (igen) bruges og misbruges af politikere, og ikke mindst træt af, at alle får lov til at blive en lille smule dummere efter den store tur i medie- og spinmaskinen.
Hetz i tekst og billeder – Berlingske bragte den 18. marts 2012 denne tegning af Jens Hage
Og det er ganske vist. Historien flyver fra hønsehus til hønsehus, så noget er der jo nok om snakken.
Men cirkusset hviler på en række helt forkerte præmisser.
Selvsving for fulde omdrejninger: Børsen har den 20. marts fået tidligere spindoktor Michael Kristiansen til at opfordre Noa Redington til at sige sin stilling op
Kritikken holder ikke, fordi...
For det første er en enkelt rådgiver som årsag til de socialdemokratiske trængsler megen indflydelse at tillægge spinværket. Det er måske proportionalt med antallet af historier om spindoktorer i medierne og på blogs, men har ingen berøring med overfladen på den planet, vi færdes på. Når Helle Thorning-Schmidt har problemer, så skyldes det gudskelov hende selv. Og når det går hende godt, er det også hende, æren bør tilfalde.
For det andet er der meget få – om nogen – der med sikkerhed ved, hvorvidt Noa Redington giver dårlige råd. Det kunne jo være chefen, der ikke følger dem. Og de lokalformænd i Himmerland og i Horsens, der havde anstændighed nok til at lægge navn til kritikken, ved det da slet ikke.
For det tredje må det vække bare en smule mistænksomhed, når kritikken i væsentlig grad handler om politik og ikke om kommunikation. Med ord som ’Kloge-Åge’ og vendinger om, at han nok har gået på amerikansk universitet, men ikke kan nå de socialdemokratiske vælgere, afsløres det, at det er partiets politiske linje, der er kritikernes egentlige ærinde. Undskyld, men så er det ikke rådgiveren, man er efter. Så er det den politiske ledelse.
Og for det fjerde er eksistensen af anonyme kilder i den socialdemokratiske folketingsgruppe ikke i sig selv en historie. Vi så det under både Auken og Nyrup. Vi ser det med mellemrum i andre partier. Der er altid halvcentrale partifolk, som er klar til anonymt at kritisere, når målingerne er dårlige. Og det er sjovt nok som regel de samme hver gang. Journalisterne på Christiansborg ved præcist hvor i havet, de mindre fisk bider. Spørgsmålet er naturligvis, hvem der rykker i linen – politikeren eller journalisten.
Angrebet på Noa Redington er derfor et banalt og ikke særlig begavet angreb på partiformanden. Den historie er helt reel. Det er en slet skjult advarsel om, at tålmodigheden med rædselsfulde meningsmålinger og svingende politik er ved at være tyndslidt. At der ifølge kredse i partiet skal ægte arbejderpolitik på bordet, og at Thornings manøvrerum bliver mindre. Redington bruges blot som syndebuk og stråmand i den fortælling, og der er såmænd ingen grund til at have ondt af ham. Det er en del af hans job at tage kugler for chefen, og lønnen på 1,1 millioner kroner om året mildner smerten.
Og så til det, der ved første øjekast er essensen af kritikken: Er Noa Redington en god rådgiver for Helle Thorning?
Svaret er umiddelbart ja af flere grunde.
Plus- og minussiden
For det første har hun haft ham siden 2008 og knyttet ham tæt til sig. Alene det er en værdi. Livet på toppen er ensomt. En statsminister har brug for en, hun stoler på. For det andet kan han noget, som langtfra alle kan i daglig politik – han har en stor analytisk viden, som oftest kan gøres politisk operationelt. Han har derudover et behageligt væsen, og er til at stole på. Noa Redington er med til at gøre dansk politik bedre.
På minussiden – og her kan der være substans i kritikken – mangler han baggrund som daglig nyhedshund. De artikler og analyser, han i sin tid begik på Ugebrevet Mandag Morgen, er langt fra de 40 skarpe linjer, der sætter nyhedsdagsordenen en tirsdag morgen. Noa Redington har populært sagt i sin tid forud for tilknytningen til Helle Thorning spist for lidt råt kød til morgenmad. Måske – vi ved det ikke – var det derfor, at hun troede, hun kunne overleve et pressemøde med at love en god løsning på hovedstadens trafikproblemer ’i morgen’. Måske. For vi ved ikke præcist, om ’Hellehviskeren’ uden held råbte og skreg chefen i øret om det modsatte.
Endelig bør Noa Redington helt lavpraktisk være bedre til at træde to skridt til side, så han ikke altid og hver gang er på samme tv-billede som chefen. En toprådgiver som Redington har mere alenetid med statsministeren på et par dage end et folketingsmedlem har på et år. Der er ingen grund til at udstille det yderligere. Desuden bærer den evige tilstedeværelse på tv en armslængde fra chefen med til myten om ’Hellehviskeren’ og spinregimet for lokalformænd i Himmerland, og gør ham derfor unødigt sårbar.
Så hvad ved vi?
Tjah. Vi ved, at en række socialdemokrater er kritiske over for Helle Thorning-Schmidt, men ikke tør sige det direkte. Det har vi vidst længe.
Vi ved, at de tør udtale sig anonymt ved at rette kritikken mod en rådgiver. Det er både nyt og alvorligt for chefen, og skidtsnakken skal stoppes, inden det når længere op.
Vi ved, at Helle Thorning har lavet nogle kommunikationsmæssige kiks, som ikke ligner hende, og som derfor har overrasket. Det har vi vidst i nogen tid.
Vi ved ikke, om hendes spindoktor har en del af skylden for det. Og det får vi formentlig aldrig nogensinde at vide.
Vi ved også, at partiet overvejer endnu en rådgiver til Thorning. Det er næppe nogen dårlig idé med en ægte nyhedshund, der de kommende år kan brænde sit lys i begge ender for sagen. Men det løser ikke problemerne i sig selv.
Og vi ved, at en tur i mediemøllen altid er underholdende, men ikke altid gør os klogere.
Og så ved vi i øvrigt ikke så meget mere.
---
Læs mere i pressen om Noa Redington, 18.-20. marts 2012
Berlingske
DR
Jyllands-Posten
Fyens Stiftstidende
Børsen (kun henvisninger med manchet, ikke artikler med fuld tekst )
Helle Ibs kommentar
Michael Kristiansens udtalelse
