Debatten har brug for en Lomborg

Skrevet af

Mie Femø Nielsen
Lektor MSK

32 artikler

16 indlæg

Institut for Miljøvurdering kunne man også kalde 'institutionaliseringen af Lomborg'. Institutionaliseringen består i, at Bjørn Lomborg har fået en platform at tale fra, der er en organisation, hvor det før udgjorde hans personlige holdning afledt af hans forskning. Instituttet har senest i form af en kritisk kronik i New York Times fra Bjørn Lomborgs hånd markeret sig op til det globale topmøde i Johannesburg i Sydafrika. Kritikken herhjemme går på, om Lomborg overhovedet burde have lov til at udtale sig, om hans stemme burde være blevet institutionaliseret i form af et 'institut', om han går regeringens ærinde, og om hvor meget han nu kan skade miljøet.

Der er brug for en lomborg i debatten. Og det er med vilje, at jeg siger 'en' lomborg med lille l (godt, han ikke hedder Pedersen, så ville det have været sværere at gøre ham til en kategori).

Miljøbevægelsens opgave er at tale miljøets sag. Ganske lige som det er fagbevægelsens opgave at tale arbejdstagernes sag, og det er Forbrugerinformations opgave at tale forbrugernes sag. Miljøet er et klassisk eksempel på et issues, eller en debatsag, der har bevæget sig fra at være en tosidet debatsag, en man kunne være for eller imod, til at være en ensidet debatsag, en hvor ingen er imod, men hvor diskussionen går på, hvordan problemet bedst løses. Hagen ved den type sager er, at en betragtelig del af løsningsargumentationen går på, at bare der blev tilført flere penge, så kunne dette og hint sagtens lade sig gøre at løse. Pengene skal tages fra andre dele af samfundsbudgettet, fx hofteoperationsbudgettet. Hofteoperationerne, det er bare et eksempel (og det er et typisk eksempel på et 'kliche-problem'), tilhører bare en anden debatsag. Også en ensidet debatsag, men en anden end miljøet. De to konkurrerer nok med hinanden om spalteplads, men ikke om ressourcer inden for selve diskussionen. Med andre ord: Patientorganisationerne går ikke ud i miljødebatten og siger 'hov, i stedet for at bruge de penge på miljøet så skulle vi hellere prioritere hofteoperationer'. Det er de for kloge til, for det ville give dem et image som miljøfjendtlige og dermed en lav ethos. Den diskussion gemmer de til politikenerne under valgkamp og finanslovsforhandlinger.

Men hvem skal så tale samfundsøkonomiens sag? Vismænd skal passe på ikke at blive slidt op, og forskere skal passe på, hvad de bliver brugt til. Tilbage er politikerne, og de træder varsomt, når det gælder om at skære ned på sager, der er født velgørende. Hvem ønsker at blive krydsklippet med en bulldozer i regnskoven eller pytter af flerfarvet gift nær en legeplads i den tredje verden? Desuden står de ordførende politikere i kø for at blive citeret for at redde dagens konsekvensekspert og dermed vise sin idealisme. Det indebærer sædvanligvis løfter om pengeforbrug; dermed tilføres en interessent inden for debatsagen flere penge. Der er brug for nogen til at sige miljøorganisationer og andre ’velgørende’ organisationer imod; nogle som ikke er politikere, og nogle som tør sige noget andet end det godgørende.

Min pointe handler overhovedet ikke om, hvorvidt Lomborg har ret eller ej. Det drejer sig om, at statskassen ikke kan snakke, og finansministeren groft sagt ikke kan bruges som kilde, fordi han har en politisk dagsorden.

Til gengæld bør det så også siges, at dette heller ikke betyder, at en lomborg skal betragtes som endelig autoritet eller sandhedsvidne på vegne af miljøet eller samfundsøkonomien. Han eller hans slags skal betragtes som en interessent i debatten, ligesom miljøorganisationerne skal det. Deres indbyrdes uenighed skal give os andre - og politikerne - et kvalificeret grundlag at stage stilling på. Faktisk er det også kun det, Bjørn Lomborg hævder at ville. Men måske blegner dette budskab bag alle de blinkende, røde lamper, som velmenende mennesker har installeret til at varetage de godgørende sager.

Til gengæld skal mandens personlige rolle nedtones. Der skal flere af den slags analyseinstitutter til, fx en for hver af de omkostningstunge debatsager. For det første fordi han ikke skal have patent på at optræde i den rolle. Det er rollen mere end Bjørn Lomborg selv, der er vigtig for den demokratiske samtale.

For det andet fordi han nærmest er blevet mytificeret, og det spænder ben for hans udfyldelse af rollen. Så snart noget kommer fra Bjørn Lomborg kommer paraderne op.

For det tredje fordi han og hans institut kun beskæftiger sig med miljøet. Der er andre områder og debatter, der kunne trænge til et frisk pust. Sundhedsdebatten kunne fx godt trænge til en lomborg. Det samme gælder det sociale område. Men naturligvis gælder det ikke forsknings- og uddannelsesdebatten...




Relaterede artikler

En samfundsstøtte - Hvordan var halvfemserne egentlig? Betragtet som følelse adskiller de sig næppe fra firserne.
Debattens sande tilstand - En analyse af den danske miljødebat peger på, at vi må opgive idealet om demokrati som en strengt rationel samtale og i ...
Gode nyheder - Kan aviserne gøre noget for det oplyste demokrati? Og samtidig redde sig selv? Under titlen "Gode nyheder" har der fra 1...
Halvfemsernes fænomenologi - Hvordan var halvfemserne egentlig? Betragtet som følelse adskiller de sig næppe fra firserne. I hvert fald ikke hvis man...
The Happy T-Shirt Man - Det er ikke underligt Lomborg mener den globale opvarmning er et stærkt overdrevet problem. Han går jo kun i T-shirts. A...
Extreme Democracy - Det repræsentative demokrati lider af et demokratisk underskud. Det er en gammel nyhed. Men en gruppe politiske aktivist...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Teamleder

Se alle job Indryk job

Job

Seniorkonsulent

Frist: Hurtigst muligt

Communications and branding officer

Frist: 2. februar

Kommunikationsansvarlig

Frist: 14. februar kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.