Der er brug for en lomborg i debatten. Og det er med vilje, at jeg siger 'en' lomborg med lille l (godt, han ikke hedder Pedersen, så ville det have været sværere at gøre ham til en kategori).

Miljøbevægelsens opgave er at tale miljøets sag. Ganske lige som det er fagbevægelsens opgave at tale arbejdstagernes sag, og det er Forbrugerinformations opgave at tale forbrugernes sag. Miljøet er et klassisk eksempel på et issues, eller en debatsag, der har bevæget sig fra at være en tosidet debatsag, en man kunne være for eller imod, til at være en ensidet debatsag, en hvor ingen er imod, men hvor diskussionen går på, hvordan problemet bedst løses. Hagen ved den type sager er, at en betragtelig del af løsningsargumentationen går på, at bare der blev tilført flere penge, så kunne dette og hint sagtens lade sig gøre at løse. Pengene skal tages fra andre dele af samfundsbudgettet, fx hofteoperationsbudgettet. Hofteoperationerne, det er bare et eksempel (og det er et typisk eksempel på et 'kliche-problem'), tilhører bare en anden debatsag. Også en ensidet debatsag, men en anden end miljøet. De to konkurrerer nok med hinanden om spalteplads, men ikke om ressourcer inden for selve diskussionen. Med andre ord: Patientorganisationerne går ikke ud i miljødebatten og siger 'hov, i stedet for at bruge de penge på miljøet så skulle vi hellere prioritere hofteoperationer'. Det er de for kloge til, for det ville give dem et image som miljøfjendtlige og dermed en lav ethos. Den diskussion gemmer de til politikenerne under valgkamp og finanslovsforhandlinger.

Men hvem skal så tale samfundsøkonomiens sag? Vismænd skal passe på ikke at blive slidt op, og forskere skal passe på, hvad de bliver brugt til. Tilbage er politikerne, og de træder varsomt, når det gælder om at skære ned på sager, der er født velgørende. Hvem ønsker at blive krydsklippet med en bulldozer i regnskoven eller pytter af flerfarvet gift nær en legeplads i den tredje verden? Desuden står de ordførende politikere i kø for at blive citeret for at redde dagens konsekvensekspert og dermed vise sin idealisme. Det indebærer sædvanligvis løfter om pengeforbrug; dermed tilføres en interessent inden for debatsagen flere penge. Der er brug for nogen til at sige miljøorganisationer og andre ’velgørende’ organisationer imod; nogle som ikke er politikere, og nogle som tør sige noget andet end det godgørende.

Min pointe handler overhovedet ikke om, hvorvidt Lomborg har ret eller ej. Det drejer sig om, at statskassen ikke kan snakke, og finansministeren groft sagt ikke kan bruges som kilde, fordi han har en politisk dagsorden.

Til gengæld bør det så også siges, at dette heller ikke betyder, at en lomborg skal betragtes som endelig autoritet eller sandhedsvidne på vegne af miljøet eller samfundsøkonomien. Han eller hans slags skal betragtes som en interessent i debatten, ligesom miljøorganisationerne skal det. Deres indbyrdes uenighed skal give os andre - og politikerne - et kvalificeret grundlag at stage stilling på. Faktisk er det også kun det, Bjørn Lomborg hævder at ville. Men måske blegner dette budskab bag alle de blinkende, røde lamper, som velmenende mennesker har installeret til at varetage de godgørende sager.

Til gengæld skal mandens personlige rolle nedtones. Der skal flere af den slags analyseinstitutter til, fx en for hver af de omkostningstunge debatsager. For det første fordi han ikke skal have patent på at optræde i den rolle. Det er rollen mere end Bjørn Lomborg selv, der er vigtig for den demokratiske samtale.

For det andet fordi han nærmest er blevet mytificeret, og det spænder ben for hans udfyldelse af rollen. Så snart noget kommer fra Bjørn Lomborg kommer paraderne op.

For det tredje fordi han og hans institut kun beskæftiger sig med miljøet. Der er andre områder og debatter, der kunne trænge til et frisk pust. Sundhedsdebatten kunne fx godt trænge til en lomborg. Det samme gælder det sociale område. Men naturligvis gælder det ikke forsknings- og uddannelsesdebatten...