De værste logoer 2008

2009 er for længst godt i gang, og sæsonen for lister er tilsvarende forbi. Ikke desto mindre kommer her en uautoritativ, uvidenskabelig og fuldstændig idiosynkratisk gennemgang af mere eller mindre mislykket grafisk design 2008. Listen er udarbejdet i fuld respekt for ophavsmændene og -kvinderne – jeg kunne umuligt gøre det bedre selv.

Codan loader



Førstepladsen på listen indtages suverænt af forsikringsselskabet Codan, der af sit engelske moderselskab er blevet påduttet et mærkeligt logo, der ligner en loadskærm. Designet er enten opfundet før internettet – eller udarbejdet af en designer, der aldrig har brugt samme internet. Codans logo ligner noget, der ikke er færdigt – og på bygningerne, hvor det optræder som lysskilt, er den helt gal. Man tror simpelthen, at skiltet er defekt, når det står der og loader og loader i en uendelighed. På amerikansk engelsk er ”loaded” et udtryk for at have røven fuld af penge – og det kan naturligvis være denne subtile symbolik, der er på spil. Bygningerne står i natten symbolsk og lænser penge fra dine lommer, kære kunde – og ind på den umættelige bundlinje. Den designmæssige bundlinje er imidlertid klar: Her er spillet fallit.

Den nye nummerplade



Andenpladsen går til et chok. De danske nummerplader, designet i midten af halvfjerdserne af Naur Klint og for længst både kanoniserede og tildelt klassikerpriser i kassevis, er blevet for små til EU’s sko. Der er ikke plads til det blå EU bånd – og desuden skal nummerpladesystemet digitaliseres. Derfor har designfirmaet 11 Design tegnet en smallere skrift, der har klare referencer til den gamle – og så alligevel. Et eller andet er gået galt i produktionsprocessen, for mens både skrift og nummerplade er ganske nydelige på designernes hjemmeside, er de prøveplader, man støder på i trafikken, oprørende mislykkede. De nye plader ligner i dagens skarpe lys billige kopier, som østeuropæiske bilsmuglere selv har lavet ved hjælp af antikverede letrasetark. I produktionen bliver skriften alt for fed, og det hæmmer både læsbarhed og almindelig grafisk elegance. Hvor er folkebevægelsenrne, når man har brug for dem?

Den Grafiske Højskole og Journalisthøjskolen




Endnu en pris går til et alfabetisk design. Den Grafiske Højskole og Journalisthøjskolen er fusionerede og har derfor fået et fælles design – med egen font. Alt dette præsenteres i et mærkeligt design med en helt uhæmmet brug af x’er i en struktur, der får hjemmesiden til at ligne et trådhegn. Om der her er tale om en dystopisk kommentar til mediernes selvvalgte isolation i egen selvfedme eller en frisk ide, der er løbet løbsk, melder historien intet om – men underligt ser det ud.

COP 15




2009 er året, hvor Danmark er vært for det globale klimatopmøde med det sexede navn COP 15. Til konferencen er der blevet designet et logo – udvalgt efter en grundig designkonkurence. Vinderforslaget ligner en nullermand eller en meget neurotisk doodle fra et meget kedeligt møde. Der er måske en pointe her, men virkeligheden er nok, at den svage farveholdning og de tynde streger vil få mere end svært ved at klare sig i trykte gengivelser, og at logoet i sin kølighed og fortærskede klodesymbolik er gabende kedsommeligt og ikke særlig effektfuldt – men dermed selvfølgelig i overensstemmelse med sit emne.

Aalborg Kunstmuseum




Aalborg Kunstmuseum har fået både nyt navn og nyt logo. Og når nu Århus har Aros og København har Arken – så skal Aalborg da komme op med et rigtig sejt navn. Og valget er faldet på – Kunsten. En lam ide, der i sit forsøg på at være nuttet faktisk skaber større afstand til sit emne end et almindeligt navn. Det bøvede navn er desuden iscenesat på en fuldstændig fjollet måde med et hoppende skævt U – hvad skal det til for? Jeg har lyst til at citere Storm P: ”Kunst er det der er svært – ellers er det jo ingen kunst”.

Joachims og prinsesse Maries




O horrible, O horrible, most horrible! Siger spøgelset i skuespillet Hamlet, der jo handler om en dansk prins. Man kunne tro, at han talte om prins Joachims og prinsesse Maries bryllupslogo: Et hjemmesnedkereret misfoster, der desværre i dag skæmmer porten ind til Schackenborg. Siden kongehuset selv overtog designopgaverne, er det gået ned ad bakke for den danske heraldik. Joachims eget monogram ligner en blanding mellem et vejskilt og et amagerstempel – og kan nu garneres med den underlige JM konstruktion, der ikke har noget med design at gøre, men mere hører hjemme i en poesibog – med der er nok heller ingen tvivl om, at prinsessen er en SØD TØS.

Kforum




Endelig går en særpris til vores helt eget Kforum. Denne pris er en modets pris. At lancere et knapt færdigt website i et design, der med et mildt ord udfordrer konventionel opfattelse af orden og overskuelighed for en gruppe hærdede kommunikationsmennesker – det gør man kun, hvis man mangler spænding i sit liv.

Held og lykke med den videre udvikling i 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også