”Urban Tribes – a generation redefines friendship, family and commitment”, skrevet af Ethan Watters, forlaget Bloomsbury 2003. Har din ungdom strakt sig til sidst i 20’erne eller ind i 30’erne? Har dine bedsteforældre eller forældre nogensinde spurgt dig om, hvorfor du dog ikke er blevet gift, har fået børn, stiftet en rigtig familie eller fået et rigtigt job? Har du af og til følt, at tiden har overhalet dig indenom, at du ikke har nået alle de ting, man bør have nået i din alder? Ikke fordi du ikke har opnået noget som helst eller ikke har oplevet succes, men fordi succeskriterierne er defineret af nogle andre end dine jævnaldrende. Og sidst, men slet ikke mindst, når du har problemer eller brug for råd, når du vil i byen, når du bare vil sidde og se fjernsyn, går du så fortrinsvis til dine venner? Ja, så lever du ifølge den et-sted-i-30’erne amerikanske journalist Ethan Watters i en urban stamme. Et fænomen han i 2001 introducerede i New York Times Magazine, og som han siden har diskuteret yderligere i bestsellerbogen ”Urban Tribes – a generation redefines friendship, family and commitment”, som udkom i 2003. Kort fortalt mener Ethan Watters, at yngre amerikanere, og muligvis vesterlændinge i det hele taget, i stigende grad vælger at forsinke ægteskab, børn og traditionelt familieliv til fordel for et anderledes og moderne ’familieliv’ i venskabskredse, der er bundet sammen på kryds og tværs, og som har egne ritualer og traditioner. Disse grupper kalder han for urbane stammer. Det er grupper af cirka 25-årige til 39-årige kvinder og mænd, som efter de blev færdige med deres uddannelse troede, at de, som andre før dem, blot skulle igennem en kort overgangsperiode, fra den familie, de var vokset op i og formet af, til den familie, de selv skulle stifte. Ti til femten år senere har langt de fleste ikke stiftet familie i traditionel forstand. The reluctant trend spotter Som han skriver det: ”I had never planned to live my twenties and early thirties in this manner. After college, my girlfriend and I moved to a low-rent neighbourhood of San Francisco assuming that we were in a brief transition period between college and marriage. We lived together for one year and then another. We waited as if the decision to get married would decide itself on its own. It didn’t, and she eventually left me to move on to graduate school. Being young and full of hope at the time, I assumed the problem was with the timing and discontents of that particular relationship and not with me. I began searching the city for my true love, assuming that this wouldn’t take too long”. Det gjorde det. Ikke bare for ham selv, men også for hans venner, og Ethan Watters begyndte at tænke over, om det i virkeligheden var fordi han hellere ville være sammen med sine venner, end at være gift, at han ikke blev det. Ethan Watters er først og fremmest journalist. ”Urban Tribes” er derfor ikke videnskab, og giver sig ikke ud for at være det, men snarere trendspotting, selv om forfatteren eksplicit og selvironisk i bogen tager afstand fra netop det ord. Bogens første kapitel hedder ganske enkelt ”the reluctant trend spotter”. ”Urban Tribes” er popsociologi. En personlig diskussion af fænomenet urbane stammer. Disse roterende netværk af venner og bekendte, der dækker de funktioner og behov som den traditionelle familie tidligere har dækket, hvilket gør, at jagten på intimitet og ægteskab i traditionel forstand, ikke længere eksisterer. Med udgangspunkt i sin egen tøven overfor det at binde sig, slå sig ned, gifte sig, få børn, sidde fast og gøre som det bliver forventet af en, prøver Ethan Watters at snakke sig frem til, hvad det er der kendetegner hans generation af ”yet-to-be-marrieds” og hvad deres livsstil har af negative og positive konsekvenser, for både dem selv og samfundet som sådan. Navlepilleri på den fede måde Ethan Watters kaster sig med andre ord lystent ud i at pille i sin egen navle, men han gør det med stil og med plads til refleksion. På den fede måde. Han sætter ord på de valg, behov og overvejelser, den frygt og de forventninger og håb, som han mener, mange yngre amerikanere har til fælles. Han beskriver en generation – selv om han tøver med at bruge det generaliserende ord – der identificerer sig med personerne i amerikanske tv-serier som ”Friends”, ”Seinfeld”, ”Will & Grace” og ”Sex In The City”, der alle handler om tilværelsen som storbysingle. Hovedpersonerne er alle i 30’erne og de har alle valgt et liv med vennerne som grundstammen i deres hverdag. De er generation iPod for hvem file sharing handler om mere end computere og elektroniske gadgets! Mennesker, som både privat og professionelt lever som freelancere, og det i mange flere år end nogen generation tidligere har gjort det. For hvem den årlige amerikanske kunst-udklædnings-flipper-avantgarde-tosse-musik-fest ”Burning Man, der afholdes i Nevadas ørken hver sommer, er en større og vigtigere begivenhed, end firmafesten eller juleaften, er det. Mænd og kvinder, der er blevet hængende i begyndelsen af 20’erne, selv om de er fyldt 36 år, og som stadig synes, deres venner er sjovere end ideen om kæreste og familie. Demografer peger ifølge Ethan Watters på, at netop gruppen af ”yet-to-be-marrieds” eller ”never-marrieds” er en af de hurtigst voksende grupper i USA. Aldrig tidligere har en generation i Amerika brugt så mange år på at finde vej hen til alteret i den nærmeste kirke. Ethan Watters siger, at den kendsgerning oftest kun omtales i negative vendinger. Pressen og politikerne kaster sig over fænomenet med advarsler om, at det er skidt for samfundet at så mange unge mennesker ikke er andet end dagdrivere, ikke er andet end slackers. Eller værre endnu, hvis de er succesrige, men egoistiske, hvis de bruger penge på sig selv og på overflade og luksus, i stedet for reproduktion og familieliv. En glad Generation X’er Det billede og det livssyn kan Ethan Watters ikke genkende, hverken i sig selv eller i sine venner. Han er grundlæggende optimist, når det kommer til den måde hans generation lever og tænker på. Han mener ikke, at han selv eller nogen i hans omgangskreds er hverken dagdrivere eller egocentriske forbrugere, bare fordi de ikke stræber efter at gøre tiden imellem færdiggjort uddannelse og ægteskab og huskøb, kort. De er interesserede i mere end at sove længe eller drikke tall lattes på den nærmeste kaffebar. De er mindst ligeså opsatte, hvis ikke mere, på at bidrage med noget, mens de er live – på at gøre en forskel – som deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre var. Ethan Watters kunne heller ikke genkende sig selv og sin generation i de bøger og film, der blev lavet om dem. Han var ikke i stand til at se, hvor han passede ind i den fortælling, som andre fremlagde. Han siger, at han aldrig har set sig selv som et desillusioneret og kynisk menneske. Hans verden lignede ikke den, der blev portrætteret af forfattere som Douglas Coupland og Bret Easton Ellis. Som han skriver: ”Those who shared my demographic (single, young, adult, professional, urban, dweller) were only seldom chronically sad. I did meet some people who dressed as slackers, but I never came across those who had lowered their hopes to the point where they aspired only to get stoned and wallow in pop-culture trivia. While we were often willing to strike the pose of the urban disaffected (we were practically required to if we were artists, musicians or writers), that did not seem to represent the truth of our hearts”. Tuesday Night Dinners Ethan Watters egen stamme blev grundlagt i San Francisco i de år, hvor han og en stribe venner færdiggjorde deres uddannelser. De færreste medlemmer af gruppen havde dengang faste jobs i gammeldags forstand, men erhvervede sig som freelancere og projektansatte journalister, forfattere, forlæggere, IT-medarbejdere, lærere og musikere. Ingen af dem havde stiftet familie, ingen af dem var gift, ingen af dem havde deres egne forældre boende tæt på. De søgte derfor efter ritualer og holdepunkter. Et af dem var at mødes hver tirsdag aften til aftensmad på restauranten The Rite Spot i San Francisco. ”We didn't have any grand theory when we started Tuesday Night Dinners. Looking back, however, I can see how this ritualized event made a key difference in our group. Mainly, it increased what a social scientist would call our ‘clustering coefficient’, that is, the number of our individual friends who also have friendships with each other. The higher the clustering coefficient, the more a group feels like a group. Those dinners were also useful in networking with other groups and connecting with new friends and meeting potential romantic partners,” fortæller Ethan Watters på sin hjemmeside. Gruppen af venner og bekendte, der samlet set talte op til 25 personer, udviklede derfra deres samhørighed og gøremål. Udflugter til ”Burning Man”, ture i husbåde rundt omkring i Amerika, arbejdsfællesskaber, kærlighed og sex. En del af dem, heriblandt Ethan Watters selv og hans gode ven og forfatterkollega Po Bronson, der blandt andet har skrevet satiriske bøger og essays om Silicon Valley, fandt sammen i skrivefællesskabet The Grotto i San Francisco. Udover de to, er der knyttet et par håndfulde journalister, musikere, forfattere og dokumentarfilmsinstruktører til The Grotto. Nogle er succesrige, andre er lige begyndt eller arbejder med ord, lyd og billeder på deltid. The Grotto er med andre ord i sig selv en slags urban stamme. Et semistruktureret arbejdsfællesskab, der giver dets ’medlemmer’ en form for hverdag. Godmorgen Amerika Ethan Watters indleder sin bog i en søvnløs nattetime på et hotelværelse i New York City. Her stiller han sit eget spejlbillede spørgsmålet ”hvilken ret har jeg til at tale på vegne af min generation?” Han bruger resten af bogen på at finde på et svar – og på at finde ud af, hvad det egentlig er han så gerne vil sige om det liv og de valg, der kendetegner han selv, og de 37 millioner andre amerikanere imellem 25 år og 39 år, som bogen handler om. Aftenen før den skæbnesvangre nat på hotelværelset, er han på et stort amerikansk tv-selskabs regning blevet fløjet den lange vej fra hjembyen San Francisco på den amerikanske vestkyst til et hotel på Manhattan, med det formål at deltage som gæst i det landsdækkende amerikanske program ”Good Morning America”, en popkulturel institution i USA og inspirationen bag de hyggeprogrammer, som også fylder sendefladen herhjemme først på dagen. Tilrettelæggerne havde læst artiklen i The New York Times Magazine. Nu var han pludselig ”ekspert”. Efter artiklen kom tv-programmet. Efter tv-programmet kom bogen. Og efter bogen kom debatten om lige præcis det spørgsmål, som Ethan Watters stillede sig selv den nat. Har han nogen ret til at tale på vegne af en generation, og har den generation overhovedet så meget til fælles, som han tror den har? Bogen fik mange roser hos de amerikanske anmeldere, og den solgte godt og gav anledning til en god og bred debat i de amerikanske medier, både i de etablerede af slagsen og i diverse diskussionsgrupper på nettet. Men den fik også sat de negative følelser i kog hos nogle læsere og anmeldere. De mente blandt andet, at ”Urban Tribes” mere var en forkælet ung mands forsøg på at finde mening i sin egen tilværelse, end det var et portræt på en generation. Andre pegede på, at ideen om alternative leveformer bestemt ikke er ny. I 1950’erne introducerede den amerikanske beatgeneration eksempelvis et opgør med det konforme liv. Et opgør som hippierne byggede videre på i 1960’erne. Andre igen sagde, at hvis der var tale om et fænomen – hvis de urbane stammer fandtes – så var det et fænomen, der var forbeholdt den veluddannede, og fortrinsvis hvide, højere middelklasse på USA’s kyster. Roser fra kollegaerne Det sidste er et spørgsmål som Ethan Watters selv bringer op i bogen. Han siger, at de urbane stammer, han har tilhørt, indledningsvis ganske rigtigt har bestået af hvide kvinder og mænd, som har mødt hinanden på universitet. Men han tilføjer, at “groups that formed later, during the swirl of adult city life, could sometime match the remarkable diversity of those communities”. Andre var ubetinget begejstrede for Ethan Watters arbejde. Forfattervennen Po Bronson siger således om “Urban Tribes”, at den er ”playful without being ironic and meaningful without being sappy, ‘Urban Tribes’ will be a seminal book. In a decade, we will look back and realize that this book changed how we look at the period during which young adults live between families.” En anden populær og kontroversiel amerikansk forfatter, økonomen Richard Florida, manden der har sat tal på kreativiteten, er også stærkt begejstret for ”Urban Tribes” Richard Florida udgav i 2002 bogen “The Rise of the Creative Class: And How It's Transforming Work, Leisure, Community and Everyday Life”, i hvilken han definerer en stor kreativ klasse i Amerika, og skriver, at det er den klasse, som skal plejes og udfordres, hvis Amerika skal drives fremad. ”This is one of the best books I have read in a long time. ’Urban Tribes’ redefines the debate over the nature of community and social cohesion in society today. Ethan Watters provides powerful insight into the rise of new kinds of cities and support structures for the growing class of creative, single people inhabiting leading urban centers in the United States and around the world,” siger Richard Florida om Ethan Watters og de urbane stammer. De danske stammer Er der urbane stammer i Danmark? Er fænomenet også kendetegnende for de 25-årige til 39-årige danskere? Tal og tendenser kunne tyde på, at der er noget om snakken. Eksempelvis er gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder i Danmark i dag omkring de 30 år, hvilket er højere end nogensinde før. Antallet af mennesker, som vælger at gifte sig er ikke faldet, men folk gifter sig senere. Gennemsnitsalderen for førstegangsviede mænd var i 2002 32.9 år, mens den for kvinderne var 30,5 år. I 1972 var tallene 25,5 for mændene og 23,1 for kvinderne. Dertil kommer, at over halvdelen af de mennesker, som bliver gift i dag, også bliver skilt igen – og det bliver let en diskussion om hønen og ægget, men Ifølge Ethan Watters er de urbane stammers opståen netop en følge af, at parforholdet har ændret sig. Selv blandt helt nyforelskede er der en realitetssans, som siger, at et ægteskab i den moderne verden ikke nødvendigvis holder til døden skiller dem ad. Også andre danske tal bakker Ethan Watters op. I 2004 var antallet af husstande på landsplan, som kun består af en person en lille million. I København alene, er der 168.235 husstande som består af enlige. Når folk flytter, går bevægelsen stadig typisk fra land mod by. Godt 250.000 beboere i København og på Frederiksberg – ud af i alt små 600.000 beboere i de to kommuner – er i øvrigt imellem 20 år og 40 år. Læg dertil alle de faktorer, som det kan være vanskeligere at sætte tal på eller dokumentere noget med, men som alligevel indikerer en tendens, alt fra antallet af gæster på caféer og barer i København, til antallet af moderne bofællesskaber, og til den fortsat store tilgang til diverse dating-hjemmesider. I dag bliver man ikke i gammeldags forstand voksen, når man bliver konfirmeret. Man bliver det heller ikke, når man flytter hjemmefra eller første gang (!?), man flytter sammen med en kæreste. Man bliver det måske – måske – når man er sidst i 30’erne. Vi ses i sommerhuset Og Ethan Watters, hvordan gik det så med ham? ”Urban Tribes” slutter med, at han bliver gift, hvilket er en form for snyd, set i forhold til bogens præmis. Og dog. Som han skriver: ”In the last year, I’ve focused on only two things. I’ve build a relationship with Rebecca, and I’ve written this book. My life in the tribe became, for the first time in my adult life, a distant third ... Rebecca and I are one of the first couples out of our group to get married. Already there is another engagement, however, and rumors of another. I suspect there will be more betrothals within the year. I imagine there will be years when we all focus on our young marriages and then children. But when those children get old enough to begin forming their own social circles, we’ll gravitate together again. Someone will have a summer house where we will gather ...”. Hvis du vil vide mere: ”Urban Tribes – a generation redefines friendship, family and commitment”, skrevet af Ethan Watters, forlaget Bloomsbury 2003. Ethan Watters hjemmeside: www.urbantribes.net “Amerikanske Tilstande – en rejse gennem drømmeland”, skrevet af denne artikels forfatter – Andreas Fugl Thøgersen – og Maj Juni, forlaget Aschehoug 2004. Interviews og reportager fra Amerika. I bogen medvirker blandt andre Richard Florida og Ethan Watters partner fra The Grotto, Po Bronson.