Men er vi alle omvandrende kyniske og trendy jakkesæt?
Vi er en gruppe studerende på cand. ling. merc. i kommunikation og formidling, der ikke kan nikke genkendende til den beskrivelse, som blev fremlagt i artiklen The missing ”ling”. Vi ser os selv som ganske almindelige studerende. Vi er en broget masse, og skiller os ikke væsentligt ud fra studerende på andre læreanstalter - nogen har den nyeste Nokia, andre har slet ingen mobil. Men hvis man nu var prototypen på beskrivelsen i The missing ”ling”, er man så nødvendigvis en overfladisk tjekket og kynisk kapitalist, som det læses mellem linierne i artiklen? Fysisk fremtoning kan vel ikke sidestilles med kompetence og menneskelige kvaliteter i øvrigt?

Således blev vi noget overraskede over, at artiklens indledning udelukkende var en beskrivelse af bygningens design og de studerendes fysiske fremtoning på Handelshøjskolens (HHKs) økonomiske fakultet på Solbjerg Plads, når artiklen i realiteten omhandler cand.ling.merc.comm. på Dalgas Have og om, hvilke kompetencer vi besidder. Men vi er da glade for at have fået et supermoderne bibliotek, og for at de økonomistuderende endelig har fået et samlet tag over hovedet og bedre studieforhold frem for at skulle halse rundt mellem adskillige faldefærdige bygninger – for ofte alligevel at komme for sent til undervisningen.

Vi kan i øvrigt ikke se, hvad overskriften har med artiklens emne at gøre – Hvorfor er ”the ling” missing? Er der ikke nærmere et missing link mellem overskrift og artikel?

Er Clm.comm. en snæver uddannelse?
Som kommunikationsstuderende på HHK vil vi gerne udrede en misforståelse i artiklen angående indholdet i vores uddannelse. Citat følger:
”… Men som studerende ved HHK, har man i højere grad en mere ensrettet uddannelse, idet man ikke, indtil nu, har kunnet komponere sin egen uddannelse og derved spille på sine forcer. Hvilket kan være en ulempe i kamp med studerende andetstedsfra, der har flere strenge at spille på, i kraft af individuelle kombinationer med kommunikation”.
Vi vil gerne understrege, at vi, inden for det meget brede emne kommunikation via et stort antal individuelle projekter samt valgfag, i høj grad har mulighed for at designe vores egen individuelle profil. Nogle af os har fulgt cand.merc. valgfag, som beskæftiger sig med emner såsom Interkulturel markedsføring og ”managing corporate reputations”, andre har valgt at følge rene kommunikationsfag på f.eks. KUA eller RUC. Vi betegner os selv som generalister inden for emnet kommunikation, men vi er samtidig specialister inden for den retning, vi individuelt har valgt at følge. Disse kompetencer samt vores store kendskab til sproglige og samfundskulturelle forhold i international kontekst medfører netop, at vi er i stand til at spille på flere strenge.

Moderbindingen mellem erhvervslivet og HHK
Handelshøjskolen er i en ”tæt symbiose” (Kristina Jørvads egne ord) med erhvervslivet. Der står i artiklen, at dette samarbejde kan udmunde i, at denne ”følen hinanden på tænderne” bremser uddannelsens kreativitet. Som vaskeægte studerende på HHK kan vi ikke nikke genkendende til denne noget fordomsfulde og negative fremstilling af HHK. Vi ser det som en stor force at vi, via et frugtbart samarbejde med erhvervslivet, får en tidssvarende, erhvervsrettet uddannelse. For er det ikke blot en styrke, når vi senere skal ud i det selvsamme erhvervsliv og søge job? Faktisk efterlyser mange studerende et endnu tættere samarbejde med danske virksomheder, bl.a. i form af praktikmuligheder, som p.t. ikke er muligt.

Vedrørende den påståede tendens til manglende kreativitet kunne vi godt tænke os at vide, hvad Kristina Jørvad forbinder med kreativitet. Er det at være kreativ udelukkende at sidde og skrive digte og lignende? I gennem diverse cases og projekter bliver der i høj grad lagt vægt på, at vores kommunikationsløsninger er kreative og gerne utraditionelle.

Vi er heller ikke enige med Kristina Jørvads formulering om, at der ikke er de store muligheder for at udfolde individuelle evner og kreativitet på studiet. Hun medgiver, at der er frihed til at være kreativ i forbindelse projektarbejde, cases og specialeafhandlinger, men fremstiller det som om disse opgavetyper kun udgør en mindre del at studiet. Faktisk udgør disse opgavetyper en væsentlig del af studieaktiviteten, og som studerende er vi i høj grad ansvarlige for selv at tilrettelægge vores profil.

Kristina Jørvad skriver endvidere, at man som studerende på CLM opfordres til ”at kontakte erhvervslivet, når man skal i gang med sit speciale, for på den vis måske at sikre sig en senere stilling i den pågældende virksomhed, eller i hvert fald målrette sin profil i retning af drømmejobbet”. Det er rigtigt, at vi opfordres til at samarbejde med virksomheder og institutioner, når vi skal skrive speciale, men ikke med den ”bagtanke” at ”score” et job i den pågældende virksomhed. Bortset fra det kan vi ikke se, hvad der er negativt ved at målrette sin profil eller speciale i retning af drømmejobbet, som det antydes i artiklen – det er vel de færreste, der har lyst at skrive et speciale om noget, der ikke interesserer dem. Er man for ambitiøs, hvis man vælger at skrive om noget, man synes er interessant og gerne vil arbejde med?

I øvrigt kan man undre sig over ”reklamen” for artiklen i kommunikationsforums nyhedsbrev. Som tidligere nævnt har hverken overskriften, The missing ”ling”, eller appetizeren noget at gøre med indholdet af artiklen. På denne måde bliver den misvisende.

Til slut vil vi gerne sige, at vi synes det er en glimrende idé med sammenlignende beskrivelser af de forskellige kommunikationsuddannelser i Danmark. Vi har selv savnet en sådan sammenligning. En sådan bør dog være saglig og fordomsfri…