Søndergaard skal være med til at fuldbyrde forvandlingen, og placere Dansk Folkeparti på lige fod med de gamle partier i dansk politik. ”Et skarpt og moderne socialdemokrati” kalder Søren Søndergaard målet, og siger dermed, at Pia Kjærsgårds afvæbnende retorik om DF som midterparti ikke var forbeholdt sidste valgkamp.

I Dansk Folkeparti arbejder man med udviklingen og placeringen af ministeremner; rejsen for Fremskridtspartiets gamle anarkister slutter med en præsentation foran Amalienborg. Og der er ikke nogen grund til a undervurdere DF’s ny mediemeister. Profilen bliver måske mindre udfarende – Søren Søndergaard kæmper jo heller ikke som Espersen gjorde det om en plads på tinge – men Søndergaards usentimentale og analytiske forhold til DF vil ganske sikkert give partiet en mere professionel profil.

Glistrup foregreb Lomborg

I baggrunden kan man høre børnene. Klokken er over otte om aftenen. Søren Søndergaard er allerede startet i den politiske verden, hvor arbejdsdagen ikke slutter før telefonen holder op med at ringe.

- Ring efter, at jeg har været med børnene til sport, sagde han.

Det bliver sikkert ikke bedre de næste år.

- Jeg var meget betænkelig ved at tage jobbet. Jeg kan ikke blive en ny Søren Espersen, og var naturligvis betænksom ved at følge efter så højt profileret en mand som ham. Men i samtalerne med Dansk Folkepartis ledelse blev jeg forsikret om, at de netop IKKE ledte efter en ny Espersen, sådan én havde de allerede, griner Søndergaard.

Han er måske bedst kendt for sin tid i ledelsen på Søndagsavisen. Siden har han været i Waterfront, et PR-firma med særlig fokus på lobbyisme, og siden i ledelsen på Politiken Lokalaviser. Han er altså en professionel pressemand, hvis sidste politiske intermezzo ligger tilbage i tiden som medlem af Fremskridtspartiet ’80 – ’89. Er der ikke langt fra Glistrups skattekorstog til nutidens DF, der næsten er imod nedskæringer alle andre steder end ulandshjælpen?

- Fremskridtspartiet i firserne skiftede fokus fra Glistrups ekstreme minimalstatstænkning over imod en kritik af, hvorledes pengene blev brugt. Vi stillede spørgsmålstegn ved, hvordan pengene blev administreret og fordelt. Jeg mener, at Glistrup foregreb den debat, som Bjørn Lomborg startede siden. Fik vi nok ud af skattepengene? Gik hjælpen til de rigtige? Dansk Folkeparti er vokset frem på ruinerne af Fremskridtspartiet, og den kritiske indstilling til nytteværdien af det offentlige pengeforbrug er en af de ting, der er fulgt med over. Derudover var jeg som ung også grebet af den ånd, der lå i partiet. Vi kastede grus i maskineriet, forklarer Søren Søndergaard.

De bløde mediers politikere

Søren Espersen, nu på tinge, specialiserede Dansk Folkeparti i at bypasse nyhedskværnen. DF og DF’s politikere optrådte flittigt i landets blødeste medier. Partiet lancerede pressemeddelelser om søndagen for at komme i samme dags tolvnyheder på P3 – lige før Giro 413. Med snilde og opfindsomhed narrede DF den politiske nyhedskværn, dyrkede ugeblade og underholdningsindustrien, og de gamle partier måtte modvilligt erkende, at spillerummet for politisk kommunikation blev udvidet hurtigere end de kunne – eller ville – følge med. DF præsenterede sine politiske konkurrenter for et krav om kommunikativ fornyelse, som flere af dem endnu ikke har kunnet finde ud af leve op til. DF orkestrerede praktisk taget alene en ny politisk virkelighed, hvor ”identifikation”, ”følelser” og ”værdier” blev konkurrenceparametrene. Med ankomsten af en professionel ”outsider”, betyder det så en mere konventionel mediestrategi i årene fremover?

- Jeg ville helst give et politikersvar. Med det mener jeg, at jeg helst ikke vil kommentere på det spørgsmål, før jeg er mere ind i arbejdsgangen på Borgen. Men jeg vil gerne sige, at Espersens tilgang har været overordentligt begavet. For de fleste læsere, seere eller lyttere er ikke optaget af Politikens førstesektion. Det største publikum ligger uden for det politiske nyhedsmaskineri. Men når det er sagt, så bliver de næste ti år for DF præget af nogle andre opgaver. Inden for den kortere fremtid skal vi oparbejde ministermateriale. Og det stiller nogle andre krav, end DF har været vant til i sin vækstfase. Espersen har allerede lagt fundamentet til den kommunikative transformation. Og der er ingen tvivl om retningen i partiets arbejde. Jeg har været voldsomt imponeret over den professionalisme, hvormed DF har gjort deres udfordringer op og ledt efter den profil, der bedst hjælper dem med udviklingen af de svage sider i kommunikation. På den måde er jeg meget tryg ved at begynde hos dem, for der er en meget klar gensidig forståelse af mine arbejdsopgaver, forklarer han.

Vil tages alvorligt

Det politiske establishment, og særligt pressen, behandler ofte DF med skepsis. Fokus på bløde medier har givetvis også været et barn af nødvendighed. I DF oplever man, at respekten fra de politiske journalister ofte kan ligge på et meget lille sted. Dansk politisk journalistik er vokset sammen med en politisk kultur, hvor tonen er meget akademiseret. Det har handicappet DF’s evne til at sætte dagsorden på andre områder end det evige integrations-spørgsmål. Kan man forvandle sig til regeringsegnet midterparti uden, at man på et tidspunkt lærer den gængse tone? Kan DF tilkæmpe sig spalteplads i dagbladenes førstesektion hos de politiske journalister, der i mangel af akademisk baggrund elsker netop akademiske politikere?

- De traditionelle politiske medier behandler DF med skepsis. Og det har til dels noget med den måde, vi præsenterer os på. Men jeg tror vi på sigt kan vende den skeptiske indstilling over for for vore forslag og udmeldinger uden at omlægge DF og den måde, som DF ellers henvender sig til folk på. Konkret betyder det måske, at DF’s Politisk-økonomiske Sekretariat skal bruges noget mere, og så skal jeg nok koncentrere mig meget om at præsentere en sammenhæng på nogle af de politikområder, som ikke har været vores styrker. DF har eksempelvis en gennemtænkt udenrigspolitik, men alligevel er det enkeltsagerne, som Israel-støtten og ulandsstøtten, der bliver bemærket, siger Søren Søndergaard

Topstyring virker: Lær af det

I forsøget på at kritisere DF for netop deres effektive omgang med sin politiske overflade er partiets tonstunge topstyring blevet beskyldt for at være udemokratisk. Men i stilhed har mange kommunikationsmedarbejdere i de andre partier ønsket sig, at de på samme måde kunne lukke munden på deres politikere eller i det mindste få dem til at holde partilinen:

- Jeg vil nok have lettere arbejdsbetingelser end mange af mine kolleger. Og resultaterne taler for sig selv. Der er er aldrig tvivl om partiets linie. Vælgerne har i DF en stor gennemskuelighed. De ved, hvad de får. Derudover er det ikke anderledes end i mange private virksomheder, hvor ledelsen også udstikker retningslinier for, hvem der siger hvad og hvornår. Det kan jeg ikke se er udemokratisk. Det ved man, når man melder sig ind i DF. Topstyringen og dannelsen af ledelsestrojkaen er et direkte resultat af lektien fra Fremskridtspartiet. Her sejlede det hele, partiet var simpelt hen ikke en stabil forligs- eller aftalepartner. Man vil bestemt ikke have det samme i DF, og midlerne er efter min mening ikke urimelige. I virkeligheden kan du sige, at kernen i topstyringen er den samme kontraktpolitik, som Anders Fogh har fået succes med. Vælgerne skal kunne være trygge ved at indgå en aftale med DF. Og det er de. Det er regel nummer et i det meste kommunikation: ”Siger” og ”gør” skal være i overensstemmelse. Ellers har du ingen troværdighed, forklarer Søndergaard.

Helle closing in fast

To problemer står, ifølge Søren Søndergaard, umiddelbart foran DF. Først og fremmest nærmer Socialdemokraterne sig med lynets hast DF’s politik. Og Søndergaard ser da netop også DF som et moderne socialdemokrati. For det andet skal auraen af protestbevægelse vaskes bort, inden partiet er regeringsmodent.

- Jeg husker Clinton, der fyldte det hvide hus med lokale folk fra Arkansas, som ikke var vant til Washington. Nogle gik det godt for, og andre ikke. Men selv efter otte år ved magten havde Clinton-regeringen en fantastisk måde at fortælle sig selv på, som om de stadig kom udefra for at tage magten tilbage til folket. At være i magtens centrum, men stadig at tale til Hr. Og Fru Kakkelbord, som Henrik Qvortrup har sagt det, det er udfordringen. Og så skal vi holde fast i vores oprindelige styrkeposition inden for integrations- og indvandrerpolitik. Og her nærmer det ”gamle” socialdemokrati sig hurtigt. Her må vi fokusere på at holde troværdigheden i top. For vælgerne vil nok belønne dem, de tror mest oprigtigt føler for sagen, forklarer den 42-årige journalistuddannede spindoktor.

Gamle fejl hjemsøger gamle partier

Netop et socialdemokrati på omgangshøjde med DF på integrationsspørgsmålet er i disse dage ved at blive en realitet, med Helle Thorning-Schmidts udlændingeforlig sammen med regeringen og Dansk Folkeparti. Men ifølge Søndergaard er Socialdemokraterne bare ved at reparere på en katastrofal refleksreaktion fra de etablerede partier i ’70’erne og ’80’erne.

- De første, der påpegede problemerne i integrationen og konflikten mellem islam og det gamle Danmark, var så markante, at de gamle partier uden at tænke over det gik direkte over i den anden grøft. Det var blandt andet folk som Søren Krarup, hvis indgangsvinkel og budskab var så kontant, ligefrem og politisk ukorrekt, at andre politikere i eksempelvis De Radikale og Socialdemokraterne nærmest pr. refleks modsagde dem fuldstændigt. Derved blev deres partier i længden presset til at indtage uholdbare positioner på flygtninge/indvandrer-spørgsmålet. Det åbnede døren på vid gab for Dansk Folkeparti, der aldrig var blevet så succesfuldt, hvis ”de gamle” havde tænkt sig om før de satte sig imod overhovedet at vedkende sig, at der var problemer. Det betaler Socialdemokraterne for i dag, og grundlæggende er det et resultat af katastrofal uopmærksomhed. Man skulle have taget emnet alvorligt, lyder den kløgtige analyse, der uden tvivl må kalde på eftertanke hos de i disse dage voldsomt splittede socialdemokrater.

Én fløj over regeringens gøgerede

Skrækken for alle de gamle partier, ikke kun Socialdemokraterne og De Konservative, er, at hamskiftet gennemføres, og det lykkes at få fortalt danskerne, at DF nu er et midterparti. Søndergaard ved udmærket, hvor skadeligt prædikatet ”det yderste højre” er for det ambitiøse partis målsætning om at blive rigtigt regeringsmedlem. Regeringspartner er man allerede, siger Søndergaard, og viser dermed et stort flair for begrebsjonglering: Man er mere end bare et støtteparti, og man skal nok vide at kommunikere det ud. For øjeblikket har DF de andre borgerliges stiltiende støtte i dette projekt, de vil heller ikke selv associeres med ”det yderste højre”, også selvom det overhovedet ikke er i De Konservatives langsigtede interesse at få pianisterne ind på midten, hvor de gerne vil være. Men de konservative har jo før haft gøgeunger i reden; sidst i Schlüter-årene hvor Uffe Ellemann udnyttede, at de konservative skulle holde sammen på regeringen, mens Venstre lokkede borgerlige kernevælgere med en strammere linie.

Det er meget muligt, at det vil lykkes for DF og deres nye pressechef at få bragt DF ind i samme kategori som de fire gamle. Men hvad er der så tilbage af det, der startede med skatteprotest, magtprotest, immigrationsprotest og lysten til at smide grus i maskineriet?

- Der er ingen sammenhæng mellem Glistrup dengang og Dansk Folkeparti i dag. Der er ikke den samme kerne tilbage, det er nye problemstillinger og nye holdninger. Det er to bevægelser, hvor den anden er vokset ud af ruinerne fra den første, men som siden har fået sit eget liv i sin egen ret og sin egen tid. I dag er Dansk Folkeparti blandt andet talerør for dem, der frygter globaliseringen, multietnificeringen, kriminaliteten og måske mest: Frygter for deres plads i samfundet. Hvis der er en fælles kerne, er det protesten mod en magtkultur, der holdt op med at tage folks bekymringer og frygt alvorligt. DF er, som Erik Meier Carlsen siger det: De overflødiges oprør. Vi taler for dem, de andre holdt op med at interessere sig for, fastslår Søren Søndergaard.

Og han har nok ret.