De nye dagsordeners tid

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

I halvfemserne fik vi det bedre og bedre. Og alligevel føltes det værre og værre. Dette paradoks er grundlaget for at forså, hvad der egentlig skete i det både stabile og kaotiske årti efter murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Når jeg tænker på halvfemserne, består de som montage af blandt andet Tamilsagen, afvikling af Sovjetunionen, nej til Maastricht, europamesterskabet i fodbold, Poul Nyrup til magten, Kurt Cobain, krig på Balkan, Estonia, stiftelsen af Dansk Folkeparti, Anja Andersen, det permanente statskup mod Clinton, Oasis, dogmefilm, Spice Girls, internettets folkelige gennembrud, Bjarne Riis, den tredje vej, prinsesse Dianas død, Amsterdamtraktaten, efterlønsaffæren, lykkepiller, gærhamstring, Viagra, Storebæltsbroen, nej til Euroen, ATTAC. Samt ikke mindst arbejdsløshedens og AIDS' forsvinden fra den offentlige dagsorden.

I halvfemserne oplevede Danmark en uafbrudt, økonomisk vækst. Den betød ikke forøget økonomisk ulighed. Og den betød heller ikke, at de to frådende uhyrer Inflation og Underskudpåbetalingsbalancen - der kunne få blodet til at fryse til is i årerne på både finansministre og godtfolk i min ungdom - vendte tilbage fra den ødemark, hvortil de mod slutningen af firserne var blevet forjaget. I stedet åndede alting fred og velstand. Byggekranerne knejsede over byernes tage, der blev solgt biler som aldrig før, og topskatten blev hver mands eje. Derfor var det først og fremmest de nære ting, der optog folk. Kvinderne læste selvhjælpsbøger om haver, moderskab og skilsmisser. Mændene gjorde det selv med inspiration fra enten Flemming Leth eller de mange nye herreblade, der dukkede op.

Man skulle tro, at befolkningen ville have været begejstret for udviklingen. Alligevel sluttede årtiet med to monumentale, politiske protester. EURO-afstemningen den 28. september 2000 og centrum-venstres knusende nederlag ved folketingsvalget den 20. november 2001. I det første tilfælde valgte borgerne i hobetal at sige nej til den anbefaling, deres egne repræsentanter i Folketinget havde givet. I det andet tilfælde ønskede flertallet ikke at fortsætte med den regering, der havde skabt fremgangen i halvfemserne.

Jeg tror, disse politiske begivenheder er afgørende for at forstå halvfemserne. Politikerne gjorde alt det, de skulle have gjort, hvis halvfemserne blot havde været firsernes forlængelse. Men det var de ikke. Halvfemserne var en ny periode. Den havde både sin egen dagsorden og sine egne spilleregler.

Som alle ved, var firserne det sidste årti under den kolde krig. Men de var også det sidste årti før globaliseringen. Dengang forestillede man sig, at politik fandt sted inden for et afgrænset, nationalt rum, hvor man som politiker i det store og hele kunne gøre, hvad man ville. Støtte værfterne. Føre en national miljøpolitik. Eksportere arbejdsløsheden ved at købe dansk. Føre sikkerhedspolitik frigjort fra enhver tænkelig realitet i den omgivende verden.

Siden blev vi klogere. Derfor har vi (stort set) ikke nogen værfter længere. Miljøforkæmperne er blevet EU-tilhængere. Den økonomiske politik er koordineret med EU. Og sikkerhedspolitikken er præget af en benhård realisme inden for rammerne af NATO.

Når halvfemserne endte med en massiv mistillidserklæring til både det politiske system og den regering, der styrede landet i det meste af perioden, var det fordi selve idéen om "det politiske" ændrede sig.

Hvor det politiske systems tale i firserne og halvfemserne var økonomisk, opstod der i løbet halvfemserne en modstrøm. Denne politiske strømning udsprang ikke fra det etablerede system, men fra befolkningen selv. Hvad enten der var tale om enkeltpersoner eller bevægelser.

Den nye politiske tale var ikke økonomisk, men psykologisk. Hvor folk i firserne og endnu længere tilbage kæmpede for deres økonomiske interesser, begyndte de i stigende grad at kæmpe for deres følelser. De rasende kampråb fra det tyvende århundredes begyndelse blev erstattet af en sagte klagen. I stedet for at udtrykke sin retfærdige harme, blev politik et spørgsmål om at udtrykke sin angst, sin usikkerhed og sine bange anelser.

Man kunne fristes til at mene, at dette var udtryk for en tilbagevenden til halvfjerdserne. Dengang hed det sig jo, at man skulle gøre det private politisk og det politiske privat. Men i halvfjerdserne gik bevægelsen den anden vej. Man diskuterede imperialisme og kapitalisme i sengen. I halvfemserne tog man det intime vokabularium og flyttede det ud i det offentlige rum.

Poul Nyrup Rasmussens problem var, at han ikke forstod noget af dette. Mens han skød brystet frem og prøvede at ligne en brysk og gammeldags patriarkalsk far, råbte befolkningen på en mor. En mor, der kunne berolige, trøste, puste på det skrammede knæ, sætte et Fedtmuleplaster på, servere et glas Nesquick og sende ungerne ud i legen igen. Desværre for den daværende regering var der heller ingen andre medlemmer af det inderste kabinet, der ville have gjort en særlig overbevisende figur som trøstende moder.

Resultatet blev, at nationens flittige far blev ved med at slæbe penge hjem til husholdningen, mens ungerne blev stadig mere forsømte og vanartede. Det er begynderviden for forældre, at når børnene siger, de er sultne, skal man ikke blot give dem en syltetøjsmad. For i virkeligheden siger de, at de gerne vil have opmærksomhed. Men denne viden blev ikke anvendt i Nyrup-regeringen. Hver gang borgerne klagede over, at de manglede noget, fik borgerne det, de sagde, de manglede. Og der er også fint. Men desværre fik de ikke det, de mest af alt ønskede sig: opmærksomhed og forståelse. Derfor gik de til sidst og smækkede med døren. Mens de sønderknuste forældre sad tilbage med det evige spørgsmål: "hvordan kunne de dog gøre det mod os? Vi som gav dem alt, hvad vi ejede".

Halvfemsernes nye dagsorden var alle de bløde spørgsmål. Angst for uhåndgribelige ydre farer som acrylamid, ftalater, BSE, blågrønalger og dræberkiksekager. Ældre medborgere, der var bange for at gå ud (men hvis eneste objektive problem var, at de var mørkeræd). Borgernes almindelige frygt for at miste deres identitet hver gang noget blev lavet om, eller der flyttede nye mennesker ind i kvarteret.

Denne nye dagsorden krævede nye regler. Og regel nummer et i halvfemsernes nye politiske regelsæt var, at kun en tåbe frygter ikke vælgernes tårer. I hvert fald i den bedste sendetid. Lad gå med, at finansministeren var hård som flint, hvis en deputation mødte op og snakkede for sin syge moster og den lokale kaserne. Det var bare vrede mennesker, og de bliver gode igen. Det var noget andet, hvis nogen begyndte at tude foran et tændt kamera. Så udgjorde det et politisk problem, der kunne ende med både samråd og særlovgivning. Regel nummer to var, at man aldrig kan være for forsigtig. Kunne en enkelt musling miste livet ved opførelsen af Øresundsbroen? Så lød der straks alvorligt mente ønsker om at opgive projektet. Kunne indtagelsen af rå æg engang hver tiende år udløse en omgang mavepine? Så lød forslaget straks på, at man aldrig mere burde spise nogen ret, der havde været blot i nærheden af et råt æg.

Jeg tror, den helt afgørende årsag til, at halvfemserne blev følelsernes årti, var, at selv de mest indlysende fælles erfaringer af den enkelte blev oplevet som personlige. Togets forsinkelse blev til en personlig fornærmelse, selvom der stod nok så mange mennesker på samme perron og led den samme tort. Fyringer blev til personlige nederlag, selvom de skyldtes kriser for en hel virksomhed. Kort sagt: enhver systemfejl blev til et personligt overgreb på den enkelte - og dermed også til udtryk for ond vilje hos de mennesker, der arbejdede i systemet og de politikere, der havde ansvaret for det.

Denne personliggørelse af problemer, der egentlig er fx politiske eller tekniske, har til følge, at vores sprog og tænkning om problemerne også bliver personlig. Skyld. Vilje. Motiv. Offer. Den slags ord blev i løbet af halvfemserne en del af den politiske sprogbrug. Og hvis man ikke kunne begå sig i dette univers, havde man det svært som politiker.

Når halvfemserne blev selvhjælpsbøgernes årti, var det af samme grund. Også de udtrykker en grundlæggende mistillid til fælles erfaringer. Hvis man vitterligt tror, at der aldrig har levet andre mødre og fædre før en selv, er det klart, at man bliver nødt til at stykke sin egen opdragelsesstrategi sammen ud fra, hvad man har læst og kan blive enig med sin partner om.

Bag opløsningen af de fælles erfaringer i det individuelle ligger en række af meget komplekse forhold. Svækkelsen af familiens og statens autoritet op gennem halvfemserne har betydet, at det er blevet vanskeligere at tolke både sin personlige identitet og sin kollektive identitet. Den første er det jo almindeligt at forstå inden for rammerne af sin familie, mens det er sædvanligt at forstå den sidste inden for rammerne af nationalstaten. Dertil kommer, at såvel samfundets fysiske udseende som dets love og regler ændrede sig meget kraftigt i halvfemserne. Konsekvensen blev, at mange blev mere usikre på sig selv og samtidig havde færre referencer til det fælles.

Det nye, psykologiske sprog var et problem for vores politiske ledere i halvfemserne. Men kan man sige, at det i videre forstand er et problem? Efter min mening er svaret ja. Når man ser bort fra den enkeltes følelse af at være alene, er sagen nemlig den, at der stadig er masser af kollektive mønstre i samfundet. Den sociale arv blev ikke brudt i halvfemserne. Og individualiseringen af ubehaget ved at leve i den moderne verden betyder, at der ikke kommer gang i den samfundsmæssige diskussion af, hvordan vi bliver ubehaget til livs.

Jeg er sikker på, at Lars Norén og Bille August har en anden tolkning af Detaljer, end jeg har. Men jeg synes, der er tale om en allegori over halvfemserne. Ingen manglede noget og de fleste fik det bedre. Men ved at trække i de ganske få løse tråde, fik vi alligevel til sidst trævlet det meste op.

Relaterede artikler

Det glemte folk - Den retfærdige harme bør ikke undervurderes, når man prøver at forstå, hvad der udløste det historiske stemmeskred ved f...
Halvfemsernes fænomenologi - Hvordan var halvfemserne egentlig? Betragtet som følelse adskiller de sig næppe fra firserne. I hvert fald ikke hvis man...
Don Ø i Folketinget - Gennem halvfemserne erobrede venstrefløjen mange steder i den vestlige verden magten gennem ekstremt analytiske politisk...
Hvor svært kan det være?- På sporet af den sociale tyngdekraft - Hvor svært kan det være? Sådan lyder Henrik Dahls og Christine Antorinis fællesmotto. Det kommer navnlig i brug, når det...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Kursus

Webkursus: Tag dine webinarer og onlinemøder til det næste niveau

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Senior Editor & Journalist

Frist: Hurtigst muligt

Communication Officer

Frist: 2. november

PR & Communications Intern

Frist: 13. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.